I året 1843 udgav H.C. Andersen sine “Nye Eventyr”, der frembragte et af disse store omslag i den offentlige mening, hvortil måske også hans stedse voksende berømmelse i udlandet har bidraget noget, og digteren siger selv på sin trofyldige måde: “Fra den tid at regne har jeg intet særligt at beklage mig over, jeg har efterhånden fået og får al den erkendelse og gunst, jeg kan fortjene, ja måske lidt mere endda.”
Det er Andersens eventyr, der ubetinget herhjemme sættes over alt, hvad han har leveret, og da vi selv dele de almindelige mening, bede vi om tilladelse til at dvæle lidt længer ved disse småhistorier, hvor digterens levende fantasi, vidunderlige naivitet og friske humor smelte sammen med hans fromme barnlige gemyt og danne er i vor litteratur uopnået hele. Den første samling udkom i året 1835 og er senere blevet forøget med mange andre. De er blevet læst med lige stor glæde af børn og af voksne, de er udgivne mangfoldige gange og på mange sprog og er blevet smukt illustreret af den for kunsten i almindelighed og for xylografien i særdeleshed kun alt for tidligt bortdøde B. Pedersen. At fremhæve et enkelt eventyr af denne herlige skat, hvor alt er udmærket, er vanskeligt, men “Den grimme ælling”, “Den standhaftige Tinsoldat”, “Toppen og Bolden” og “Det er ganske vist” bør dog nævnes som nogle af de mest klassiske. I en anmeldelse i “Dansk Maanedskrift” siges: “Eventyret holder en lystig dommedag over skin og virkelighed, over den ydre skal og den indre kerne. Der går en dobbelt strøm deri. En ironisk overstrøm, som leger og spøger med stort og småt, som spiller fjerholdt med højt og lavt, og så den dybe alvors understrøm, som retfærdigt og sandt bringer alt på den rette plads. Dette er den sande, den kristelige humor”. Denne udtalelse giver digteren selv det rette eftertryk, idet han erklærer: “hvad jeg vilde og stræbte at opnaa, er her klarlig udtalt!”. Når til de alt omtalte egenskaber endnu kommer den omstændighed, at det dramatiske element i de fleste af disse eventyr og historier er stærkt fremtrædende, er der ikke at undres over, at Jomfru Jørgensen samt de herrer Phister og Wiehe fik den heldige ide, at fortælle nogle af dem fra scenen, og at de blev særdeles vel optagne.
Af danske blade var det “Fædrelandet” der først havde den fortjeneste på en hædrende og anerkendende måde at henlede opmærksomheden på eventyrene, mens den dygtige kritiker P.L. Møller ligeledes i “Dansk Pantheon”, hvortil han skrev de fleste biografier, hævede sin stemme til gunst for Andersen. I udlandet genlød hans ros overalt. Den hæderligt bekendte engelske tidende “The Atheneum” siger således “Skjøndt det vil klinge foranderligt kunde vi dog nok forsvare den Paastand, at den mest fassende Form for en Anerkendelse af dette Værk vilde være en Aftenmelodi, saadan som Weber digtede for Havfruerne i hans “Obern” eller som Lizst improviserende kan hviske i en mild, begejstret Stemning”, men hvor højt disse arbejder skattes i andre lande, kan man bedst bedømme deraf, at en tysk forfatter i en nylig udkommen litteraturhistorie fortæller sine læsere, at den engelske oversætter af de grimske folkeeventyr udtaler det håb, at disse i tiden må blivee lige så populære i England, som Andersens, og i en fransk udgave har man endog sammenlignet eventyrene med Lafountaines “Fables immortelles”.
I foråret 1844 fuldendte han det dramatiske digt: “Lykkens Blomst”, i hvilket han ville vise, at det ikke er kunstnerens udødelige navn, ikke kongetronens glans, der gør mennesket lykkeligt, men at lykken findes, hvor man glad i lidet, efter og er genelsket, og fra et kort besøg på Nysø hjembragte han: “Kongen drømmer”. Omtrent på den tid blev også “Den nye Barselsstue” indleveret til opførelse på Det kongelige Teater, men anonymt. Stykket gjorde ualmindelig lykke. Ingen uden de få indviede anede, at det var af Andersen, og han har først i en lang senere periode vedkendt sig det ved at optage det i sine samlede skrifter.