Fra H.C. Andersens Levnedsbog 1805 -1831: Barndommen i Odense – Det huuslige Liv hjemme 2.
Nu var jeg ellers mere overladt til mig selv, min Moder maatte ude see at fortjene Brødet til os; jeg kom i Fattig-Skole, men selv her, var noget, der gav min Aand en poetisk Retning. Det var en gammel Bygning, og i selve Læseværelset var alle Betrækkene malede med Billeder af den bibelske Historie, jeg sad ofte og stirrede paa dem, drømte mig saa underlig ind deri, at Læreren tidt skjændte for min Fraværenhed, thi jeg hørte slet ikke hvad han sagde; jeg begyndte ogsaa nogle Gange at tale til de andre Børn om mine Phantasier, men da eengang een af de større svarede, »at jeg nok var gal«, blev jeg tilbageholdende og taus. – Mine Lexier kunde jeg kun ret taalelig; jeg havde et særdeles Nemme, lærte hurtig udenad, og da man havde roest dette for mig, satte jeg Noget i, ikke at være flittig. – Naboekonens Søn læste Aften og Morgen høit paa sin Lærebog, saa det hørtes idet hele Qvarteer . »Det er en dum Dreng,« sagde min Moder, »han læser altid, min Christian tager aldrig en Bog til Skolen i Haanden og kommer dog ud af det!« – Det var mig nok, jeg læste da først paa min Lexie et Qvarteer i selve Skolen og saa kunde jeg det ret godt. Ellers var jeg meget elsket af Læreren og havde aldrig noget Uvenskab med Drengene, (saaledes har jeg aldrig som Dreng slaaes med Nogen). – Var det Lærerens Fødselsdag bragte jeg ham altid en Blomsterkrands og et Digt, dette spottede han ellers over i Skolen, – og det var ikke smukt – dog blev jeg ved at gjøre det. Han skrev ogsaa selv Vers, Psalmer, stod mig meget høit som Digter, thi jeg kjendte ikke til andre lyriske Digte, en Bunkeflods Spindeviser. – Bunkeflod var død men hans Enke og Søster levede i Odense og boede ligeover for mine Forældre, derved kom jeg ind i Huset, de kunde godt lide mig, jeg maatte læse høit for den gamle jomfrue, synge Viser og fik saaledes der et Hjem, naar min Moder var ude. Den gamle jomfrue talte altid med Begeistring naar hun nævnede sin Broder, som Digter; jeg kjendte da kun Ho/berg og Bunkeflod, det var alle mine danske Digtere. – Selv skrev hun ogsaa Vers, men komiske, saaledes var der en Gravskrift om en gammel Kone der solgte Fløde.jeg fik nu ogsaa Lyst til at digte et Vers, og fik et sat sammen om :»Munkemose«, (en Eng udenfor Odense) at det rimede paa en Rose, er det eneste jeg kan huske deraf. Siden skrev jeg et om »Skyerne«; – Nu læste jeg ellers den første Tragedie og det var et Melodram »Ariadna paa Naxos«, det næste Stykke var »Medea« og derpaa Wessels Kjærlighed uden Strømper; i alle disse traf det sig nu, at alle Personerne døde; da jeg derfor vilde skrive selvet Stykke, var jeg i stor Forlegenhed med at faae Livet af dem Alle. En gammel Vise om »Pyramus og Thisbe« blev nu Sujettet; jeg kaldte det »Abor og E/vire«; Nabokonen som jeg læste det for sagde det burde hedde »Aborrer og Torsk«, hvorfor jeg blev meget vred, men min Moder trøstede mig med at, det havde Nabokonen sagt, fordi hendes egen Søn ikke havde skrevet det. – Stykket begyndte med, at E/vire ventede sin Abor, men da han ikke kom hang hun sit Perlebaand paa en Hæk for at vise hun havde været der, og gik nu en lille Tour. Abor kom, troede at Elvire var dræbt af et vildt Dyr og dræbte sig derfor selv. Nu kom Elvire, og skulde da døe af Sorg, men da hele Stykket endnu kun fyldte 1/2 Ark, lod jeg en Eremit komme ind, der fortalte hende, at hans Søn havde seet hende i Skoven og var blevet forelsket i hende, for nu at røre Elvire, og fordi jeg ikke vidste bedre, lod jeg ham tale i bare Skriftsteder, tagne af Balles Lærebog. Nu kom Sønnen til, dræbte sig Kjærlighed, Elvire fulgte hans Exernpel og den Gamle udbrød:
»Døden jeg fornemmer
I alle mine Lemmer!«
hvorpaa han da ogsaa faldt om. Dette Værk syntes jeg særdeles om, og læste det for alle jeg fik fat paa. – Nu fik jeg da Lyst til at skrive et nyt, men heri skulle der være en Konge og en Prindsesse, da jeg nu slet ikke kunde tænke mig, at disse talte ligesom andre mennesker, fandt jeg paa at benytte en garnmel Ordbog, hvori stode tydske og franske Gloser, og lod nu de kongelige sige Ord paa Dansk, et paa Tydsk og det tredie paa Fransk, her noget ganske Kaudervelsk ud af, men jeg troede ret at have grebet det, da slige høie Personer vist kunde mange Sprog og saaledes bedst var i stand til at vise dem i Alle. – Kort efter saae jeg vor Konge første Gang, han reiste gjennern Byen, jeg var krøbet la en Muur om Frue Kirke (i Odense) og saae paa ham, med Ærefrygt men Forbauselse over at han slet ikke var i Sølv og Guld. – Han havde en lang blaae Kappe, med en rød fløiels Krave.
Jeg var ellers et meget stille Barn, kom aldrig ud paa Gaden at lege med de andre Børn, kun Smaapiger morede det mig at være samnen med; jeg husker endnu en smuk lille een paa en 8te Aar , der kyssede mig og sagde hun vilde være min Kjæreste, det behagede mig og jeg lod hende altid kysse mig, selv gjorde jeg det aldrig og tillod heller ingen uden hende; jeg havde iøvrigt en forunderlig Afsky for voxne Piger, eller naar de vare over en 12 Aar , gjøs ordenlig for dem, ja havde endog det Udtryk om Alt der var mig ubehageligt at røre ved, at det var saa »pigeagtigt!« –
Een lille Historie der tildrog sig før min Faders Død, og som le have givet mit hele Liv en anden Retning maa jeg ikke glemme. – Hans Længsel efter en Forandring i sin Stilling har jeg omtalt, at komme bort fra Odense var hans Ønske, og min Moder holdt ogsaa meget af Landet. Nu traf det sig at et Herskab nogle Mile fra Byen vilde have en Skomager paa deres Gods, det fik min Fader Lyst til at søge om, de talte alt om det som afgjort, jeg skulde da lære hans Haandværk, eller blive Bonde; jeg fandt det ret moersomt, for kom vi paa Landet fik jeg en Have, kunde tumle mig [i] Skoven og paa Marken, kun een Ting gjorte det mig ondt for, at jeg da ikke der, kunde faae Comedie-Placaterne med hvad der blev spillet paa Theatret i Odense; thi dem samlede jeg paa som en Skat, og havde gjort mig gode Venner med Placatbæreren Peter Junker for at faae dem fuldstændigt. Dog fandt jeg snart et Middel til at redde Placaterne for mig, der var en gammel Kjøbmands Enke Mad: Lotterup, hun fik alle Placater, hun kunde godt lide mig, og lovede, at dersom jeg kom ud fra Byen, skulde hun nok gjemme dem. Nu var jeg meget lykkelig. Min Fader meldte sig, men – en Anden fik hans Plads og vi bleve til vor Bedrøvelse i Odense. Havde min Fader nu kommet bort, var jeg maaskee endnu paa Landet, maaskee bleven Soldat. Siden jeg nævner dette maa jeg bemærke, at jeg ved min Fødsel ogsaa nær havde kunde blive det; alle Husene ved Porten, hvor mine Forældre boede, stod under næste Landsby, de Børn som fødtes der, skulde være Soldat, men nu traf det sig just at mine Forældres Huus var det første udenfor denne Grændse, der var kun Væggen imellem at være viet Soldaterstanden eller Borgerlivet. Min Moder var meget lykkelig derover, thi hun yndet ikke de Militaire, og blev meget forskrækket, da Spaakonen engang sagde, at skjønt der stod i Kortene at jeg bleven stor Mand, saae hun mig dog i Kaffekoppen med Gevær paa Nakken. (Og Konen har seet ret, det var som Student!). – Den ellers omtalte Placatbærer, Peter Junker, tildeelte mig trofast alle Placaterne, ja naar det var daarlig Veir fik jeg et heelt Bundt, da han ikke gad løbe med dem. Jeg kunde da hele Aftenen sidde og glæde mig med dem. Jeg kjendte vel ikke Stykkerne der stode paa, men af Personerne skabte jeg mig selv et Indhold og tænkte mig nu, indtil det Enkelte, hvorledes hver skulde være klædt. – En Dag var jeg ude paa Torvet (Flakhaven) for at see Peter Junkers Kone gaae med Fedlen, det var en Straf, Fruentimmer den Gang fik for Sladder og Løgn. Der blev slaaet en Kreds af Soldater og indenfor dette gik Konen med et Træ-Aag om Halsen; høit op over Hovedet stod en JernBøile, fra hvilken hang ned over Nakken en lang Rævehale og i Panden en lille Klokke. – Det traf sig, snurrig nok, at en anden Kone, der af Ondskab hidsede en Hund ind i Kredsen paa Peter Junkers Ægtefælde, for at den skulde bide i Halen, selv, Aaret efter, maatte udstaae den samme Straf.
Min Moders Stilling var ellers kummerlig, og da Nabokonens Søn gik paa Klædefabrikquen og arbeidede hvorfor han fortjente nogle Mark om Ugen, vilde hun ogsaa at jeg skulde gjøre Gavn. Jeg læste altid Historier, var uhyre blød, græd saa inderlig over Christi Lidelses- Historie og over den taalmodige Helene, som de skar Hænderne af og satte i en lille Baad ud paa den vilde Søe. Jeg var slet ikke skikket til at komme imellem de andre vilde Drenge og Piger. En Morgen fulgte min gamle Farmoder mig der hen, græd og kyssede mig i Porten, i det hun sagde, »det var ikke skeet havde din Fader levet!« Hun havde med al sin Blidhed og fromme Sind, megen Selvfølelse, talte imellem om, at hendes Bedstemoder havde været af Stand, at der endnu levede i Kjøbenhavn en fornem Mand af Familien, en Nummesen (rirneligviis den da værende Theaterdirecteur). I Kassel haavde Bedstemoderen levet, været en riig Mands Datter, men af Kjærlighed til en »Comediant«, som gamle Farmoder kaldte ham, forladt Forældre og tilsidst blevet en fattig Een. — Jeg kom nu ind paa Fabriquen, Svendene forlangte at Børnene skulde synge for dem, jeg begyndte da, og alle bleve de opmærksomme paa min Stemme, de rosede den. Nu sagde jeg, at jeg kunde saa meget af Holberg uden ad, jeg reciterede det, jeg vandt dem strax, skjøndt de vare meget raae, de vilde at jeg skulde blive ved, mit Arbeide blev fordeelt paa de andre Børn, og jeg morede baade dem og mig selv. Den næste Dag kom, nu skulde jeg dog lære noget, man satte mig til en Rok, men Traaden sprang hvert Øieblik, imidlertid sang Svendene lystig, deres uanstændige Viser, jeg blev rød som et Blod, gav mig til at græde, jeg var saa uskyldig! Nu loe de først af mig, sagde jeg var en Pige, og begyndte en meget raae Moerskab, hoc exquirendo, saa jeg grædende bad min Moder jeg maatte være derfra. – Hun sagde da, at det ikke var for Pengene, at hun vilde have mig der, men da hun var ude om Dagen, saa vidste hun ikke hvad jeg tog mig for, eller hvor jeg var, og at det derfor var hende om at gjøre, at jeg gik et bestemt Sted. Hun vilde imidlertid lade mig slippe for at gaae der, men vilde see at faae mig til Ørnsdrup, en Tobaksfabrik hvor der kun var een Svend og nogle skikkelige Drenge der gik og hjalp. – Nu kom jeg da midt ind imellem Tobaks-Planter, saae dem lave Skraatobak og Snuus, og blev selv meget godt behandlet, ogsaa her gjorte min Stemme Lykke, Folk kom selv op paa Fabriquen for at høre mig synge, og det snurrigste var, jeg kunde ikke ret een Vise, men jeg improviserede baade Text og Melodie, begge vare meget kunstige og svære! »Han skulde til Theatret!« sagde de alle! og jeg begyndte at faae Idee derom. – Imidlertid blev jeg syg, min Moder troede at det var Tobakken der faldt for mit Bryst, som det dog ikke var, da jeg altid har været stærk deri, hun tog mig derfor igjen ud og sagde at hun var bange for at jeg skulde døe deraf.
Nu gik jeg da lang og stor, var vist 11 Aar gammel, ganske overladt til mig selv; jeg var da meget blond, havde næsten hvidt Haar, mine Øine vare saa smaae at Folk troede, jeg var blind, en kort graae Frakke og Træskoe var min sædvanlige Dragt, om Søndagen havde jeg Sko og Trøie; men Skoene vare frygtelige store, thi min Fod voxede, sagde man, derfor maatte de ikke være for smaae. Alle Bøger jeg kunde faae bleve slugte; jeg læste Alt, saasnart jeg hørte, at nogen havde Bøger, kom jeg til dem, uden at kjende dem. Saaledes boede der i vor Gade en Fru Saxdorf, hvem jeg saaledes meldte mig hos, hun blev forundret over den fremmede Drengs Forlangende, laante mig dog een, og da jeg var meget ordenlig med den, fik jeg alle dem hun eiede; saaledes læste jeg her Shakespeare i Rosenfelds Oversættelse, der var saa meget for min Phantasie, at han behagede mig endnu mere end HoIberg; ja Bunkeflod faldt, naturligviis reent igjennem; nu lærte jeg mange Scener uden ad, og da jeg kort efter saae paa Theateret »Das Donauwaibchen« spillede jeg denne med, skjøndt jeg ikke vidste flere end de to tydske ord »Schwester« og »Bruder«. Dette Stykke behagede mig især, jeg skabte, i Kragemaal, selv noget Tydsk, tog min Moders Forklæde om Skuldrene, og var nu Ridder Albrect, snart svømmede jeg paa en Skammel som Donaupigen. Alle disse Scener gjorte ellers min Moder forskrækket, hun forbød mig det, thi hun troede tidt at jeg maatte være gal. Nu kom Kasortis til Odense, de dandsede paa Linie og gave Pantomimer lige som her paa Vesterbroe. – Da jeg engang hjemme dandsede hele »Harlequin Formand for Tærskerne«, truede min Moder mig med, at dersom jeg ikke lod disse Nykker fare, da skulde hun see at faae mig til Kasortis, og saa fik jeg ikke andet end Olie at spise for at blive lind i Kroppen! – Dog, det skræmmede mig ikke, jeg sagde just det maatte hun gjerne, jeg havde meget Lyst til at dandse paa Linie. -Herover blev min Moder fortvivlet og truede mig med Riis, dersom jeg ikke lod al det fare!
Jeg læste en heel Mængde Biografier af berømte Mænd, de gjorte et forunderligt Indtryk paa mig, min Phantasie var vakt for det Eventyrlige, jeg tænkte mig Livet selv som et Eventyr og glædede mig til at jeg ogsaa engang skulde træde op som Helt i det. – Det forunderlige Sving mit hele Væsen havde fremfor andre Børn i min Stilling, min Læselyst og min smukke Stemme, gjorte Folk opmærksom paa mig. Jeg pleiede om Sommeraftenen at sidde nede i mine Forældres lille Have, der gik ud til Aaen, lige overfor brusede Vandet over Møllehjulet, mellem Ellebuskene kunde jeg see til Nonnebakken, som Vandet jo skilte mig fra, og altsaa ogsaa fra Troldene; ovre i Møllen løb Svendene op og ned, Bønder kjørte over Broen; kort, det var et smuk Malerie. Justitsraad Falbes Have stødte op til mine Forældres og tæt ved laae den gamle St Knuds Kirke; naar nu om Aftenen Klokkerne ringede, sad jeg i underlige Drømme og saae paa Møllehjulet og sang da mine Improvisationer. Ofte lyttede de Fremmede i Falbes Have. (Fruen var den bekjendte smukke Jomf: Beck, der havde i Kjøbenhavn spillet Ida, i Herman von Una). Jeg mærkede ofte mine Tilhørere bag Plankeværket og det smigrede mig. Saaledes blev jeg bekjendt og man begyndte at sende Bud efter mig for at høre, som man kaldte mig »den lille fynske Nattergal« . -Jeg var saa uhyre barnlig, Alle kunde lide mig! – En Aften blev jeg hentet til Biskop Plums. Her var Oberst Guldberg, han blev forbauset over mig, fandt noget Ualmindeligt hos mig, sagde jeg skulde komme til ham. Alle gjorte de af mig, og jeg følte mig saa lykkelig.
Oversigt: Indhold Indledning Fortalen Barndom i Odense Min fødsel Børneår Huslige liv 1. Huslige liv 2. Huslige liv 3. Tre år i København Tre år i Kbh. (1) Tre år i Kbh. (2) Tre år i Kbh. (3) Tre år i Kbh. (4) HCA: Skoleliv Skoleliv 1. Skoleliv 2. Skoleliv 3. Skoleliv 4. Skoleliv 5. Skoleliv 6. Skoleliv 7. Skoleliv 8. Skoleliv 9. Skoleliv 10. HCA: Student Studenterliv 1. Studenterliv 2. Studenterliv 3. Studenterliv 4. Studenterliv 5. Studenterliv 6. Studenterliv 7. Studenterliv 8. Kærlighed Kærlighed 1. Kærlighed 2. Kærlighed 3. Kærlighed 4. Kærlighed 5. Efterskrift Efterskrift