H.C. Andersens Levnedsbog: Skoleliv 1.

H.C. Andersens Levnedsbog 1805-1831

Skoleliv 1.

En tredje epoke af mit liv begyndte nu, thi min barndom i Odense og de tre års eventyr i København udgjorde vist nok to såre forskellige. Jeg rullede med posten af sted til Slagelse, det var lørdag den 26. Oktober 1822. Om skolelivet havde jeg ingen ide, jeg vidste kun at jeg skulle i kost hos en ret velhavende enke, hvor jeg fik alt, blev således fri for enhver sorg over mit udkomme. Meisling, som var rektor, havde skrevet et digt jeg fandt så rørende og smukt: “Elegie til Barndommen”.

H.C.Andersen overnattede den 26 oktober 1826 på Madam Kikkebusch’s “Lille Postgaard Kro”. H.C. Andersen har skrevet i gæstebogen på “Lille Postgaard Kro”: “Meget velfornøiet med Opvartning og Logi. H.C. Andersen fra Køibenhavn”

Det var det eneste jeg vidste om ham, og det gav mig godt mod. Nogle unge mennesker der i oktober var blevet studenter rejste på samme tid hjem med posten, de var lystige, jeg også, og vi sang fornøjede på den smukke efterårsdag.

Sildig om aftenen kom vi til Slagelse, hvor gæstgivermadammen fortalte mig på mit spørgsmål om byens mærkværdigheder, at der især var: Bastholms Bibliotek og byens nye, engelske sprøjte. Jeg fik et lille værelse, hvor jeg før jeg lagde mig bad vor Herre altid være mig god, at jeg ret måtte komme frem, og være flittig og god. Læste mit “Fader Vor”, der endnu er mig en vane, men som jeg da og kun nogle enkelte gange siden har læst med den store inderlighed.

Næste morgen tidlig gik jeg til skolen for at gøre Meisling min visit. Han tog venlig, ja jeg kan sige, hjertelig imod mig og fortalte at han, efter et brev fra Collin havde arrangeret alt på det bedste for mig. – Jeg læste ham straks den første aften min Alfsol og Gjenfærdet ved Palnatokes Grav, der var to af disciplene i øverste klasse indbudt og jeg var ordentlig lidt stolt ved at vise hvilken karl jeg var.

Jeg kom nu i huset hos en herredsfogeds enke Madam Henneberg, hvor jeg skulle bo sammen med en anden discipel en søn af præsten Fischer ved Ringsted. Mandag morgen kom jeg ind i skolen i anden Klasse, ( den næst nederste). Meisling satte mig ved det mellemste bord, omtrent midt i klassen; det var alle sammen næsten børn. Jeg ragede op over dem alle, der så forundrede på den nye kammerat. Jeg skulle begynde med latin, græsk, geometri, historie, geografi, kort alt, selv skrive og regne og jeg kendte næsten intet til nogen af delene.

En geometri havde jeg aldrig set og jeg vidste ikke engang at finde København på kortet.

Alt havde megen interesse for mig, men massen overvældede mig, jeg var kommet ind i et ganske nyt fremmed liv, mine omgivelser var også ganske anderledes end før, det havde en forunderlig virkning på mig. En gammel mand Snitkjær læste latin med os i anden klasse. Det var en sand original, men fuld af godmodighed og jeg har siden skildret ham i mine skyggebilleder. Han havde været lærer ved skolen medens Ingemann, Jens Møller og skuespiller Rosenkilde gik der. “Ja, sådanne mænd havde vi haft her !” sagde han. “Og Baggesen har også gået her, lad mig nu se at også De gør vor skole ære !” det smigrede mig. Alle lærerne viste mig megen venlighed, Meisling indbød mig til sig hver søndag, og da jeg var så stor lod han mig altid gå med den øverste klasse i kirke, eftersom hver klasse gik for sig. Noget som dog de små i min egen klasse stødte sig over.

Lærernes såvel som Meislings høflighed og mildhed holdt kun en måned ud. Jeg var meget flittig, men dette aldeles ny, disse mange forskellige ting, ville ikke ret gå, jeg lærte det vel, men kunne ikke fremsætte det med orden igen. En ting, der var naturligt efter min rå tilstand, mit drømmende væsen, der endnu aldrig havde reflekteret over noget. Kun overlæreren Quistgaard blev den samme mod mig. Han havde til sit 20. år været bondedreng og også da først begyndt. Han gav mig mod, og for at vise min taknemlighed lærte jeg ret mine sager til ham, men han havde kun religion og bibelhistorie. Det var en ypperlig religionslærer, hans ord faldt i god grund hos mig.

Fra 8 om morgenen til 12 om middagen og fra 3 til 6 sad jeg på skolen, hvilket ganske andet liv frem for det løse, flagrende i København. I min omgivelser var der meget komisk, men som jeg først da jeg som student kom til København igen, begyndte at opfatte i sit rette lys. Snitkjær havde flere døtre, som var blevet forlovet med drenge i skolen og siden gift med dem som mænd. En var endnu tilbage, lille Signe. Hende talte han tit om og roste, i det han fortalte at han fra klassen her havde fået svigersønner. Den historiske lærer Andersen, levede ikke godt hjemme, han var altid gnaven og sær og bed heftigt i sine rødlige bakkenbarter og fortalte forunderlige historier. Han skældte mig engang ud for: “En lang en, man kunne skære over og gøre to hvalpe af “. Den matematiske lærer kunne man ikke have den højeste agtelse for, og Meisling behandlede dem alle meget hönisch.

Hjemme hos Madam Henneberg havde jeg et lille værelse og en havestue, hvor jeg med den anden discipel levede ret fredelig. Han var temmelig rå, kom et par gange drukken hjem om aftenen, så jeg af forskrækkelse flygtede op til madammen og lå der på sofaen.

Rundt om mine vinduer voksede vinranker, den lille have gik ud til marken, hvor på en høj (Hvilehøj) i Slagelse der var rettersted .

Jeg sad tit ene i haven om aftenen, sang, som i gamle dage i Odense og også her lyttede naboerne ved plankeværket, man sagde jeg havde en smuk stemme. Hver 14 dag var der komedie af det dramatiske selskab, scenen var i et baghus, hvor der før havde været stald.

En lille jernlysekrone hang med tællelys under loftet, de dryppede slemt, så at der altid, under den, var en åben plads, om ellers huset var nok så propfuldt. – På fortæppet var malet et springvand, hvor strålen stod lige op af sufflørhullet. Til gadedekoration havde maleren givet Slagelse Torv, så man i ethvert stykke fandt scenen der. Skovdekorationen var malet på den bageste væg, der ofte bragte stor forlegenhed. Således havde man anskaffet sig en ny, praktikabel måne, men det var ikke muligt at anbringe den anderledes, end foran trætoppene på bagtæppet.

Til generalprøven fik hvert medlem to billetter til sine tyende og desuden fik skoledisciplene fri adgang, da direktionen ville have fuldt hus for at de spillende kunne vænnes til at træde frem for en mængde. Der var da en masse tjenestepiger og drengene. I orkestret spillede en gammel gartner og to svende derfra byen, og sædvanlig kun Molynasky, som drengene trampede takten til. Det nærmede sig imidlertid julefesten. Meisling var ikke ret tilfreds dernede i denne lille by og glædede sig nu til at gøre en tur ind. Byen havde kun en eneste karet og den var meget skrøbelig, men alle benyttede den. I julen skulle der være bal, men til damernes kvidren, thi nu måtte de bæres derhen, lejede Meisling kareten til sin rejse ind og tilbød mig plads med.

Han, kone, pige, fire børn og jeg pakkedes ind i det svagelige væsen. Nogle pandekager mellem to kurvelåge gemtes under Meislings sæde. Fruen sad med sukker i kræmmerhus i sin pose. En stor dyne lå over os alle sammen for at børnene ikke skulle fryse. En lygte blev tændt om natten. Kort taget frem og så spillede vi kort, mens fruen ret lystig sang af Don Juan. Tro ham ej, han dig bedrager.

Vi var da overdryssede med dun da vi indtraf i Hovedstaden. Hos den gamle, Madam Jürgensen blev jeg ret hjerteligt modtaget og fik logi for mit korte besøg. Jeg spiste da første gang hos etatsråd Collins. De var alle i huset noget fremmede imod mig, men Collin selv var mildheden selv, gav mig mod og trøst, mod mine skolesorger, ytrede tilfredshed med mine karakterer, thi jeg bragte ham karakterbogen med, han bad mig månedlig meddele ham disse, og altid uden skjul sige ham, hvordan jeg havde det.

Jeg fik inderlig tillid til ham, men han stod tillige for mig som et væsen der havde mit liv og min skæbne i sin hånd, jeg havde en forunderlig frygt og ærbødighed. Ved det nye års begyndelse tog da egentligt ret mit skoleliv sin bestemte gang. Jeg havde mange mørke øjeblikke. Lærerne tog mig, som de andre drenge, og jeg skulle have nydt en ganske anden læremetode, men hvor kunne jeg forlange det, i en skole går alt, fabriksmæssigt.

Meisling var meget heftig og slem til at spotte og til lykke havde vi ham kun 1 time om ugen i stil i vor klasse, men min angst for ham var så stor, at jeg tit i mit inderste hjerte bad, at der måtte gå ild i kakkelovnen, eller noget lignende indtræffe der kunne forhindre ham fra at komme.

Spurgte han mig om noget gav jeg, selv det rigtige svar, på en forvirret måde, han drejede det straks om, så det blev mere komisk, og fik de andre til at le, men dette var at knuse mig. Han mente det måske godt og det var nu hans måde at tage sligt på, men det var det uheldigste for et væsen af min natur. Jeg blev mismodig, men endnu sejrede min livlige, glade natur.

Collin havde mildt og venligt ytret for mig, at han ønskede, at jeg i min skolegang, ikke skrev for mange vers. Det blev mig derfor en samvittighedssag og en formelig synd. Jeg skrev i det første år kun et digt over Gutfeldt, der døde. Jeg skyldte ham en del og elskede manden. Digtet kom, uden mit navn i Slagelse Avis, og herved kom Pastor Bastholm til at kende mig. Jeg lånte ham min Alfsol og han skrev mig et venligt brev til, hvori han opmuntrede mig til at studere og således uddanne mere og mere mit poetiske anlæg.

Meisling skulle nu indsættes som rektor, biskop Munter kom, og jeg blev af skolens syngelærer anmodet om at skrive en sang, disciplene skulle afsynge til en bestemt melodi og jeg var stolt deraf. Den blev sunget i Klosterkirken; ved denne lejlighed kom jeg ud på den gamle kirkegård der, konerne i Hospitalet tørrede tøj, og midt imellem fandt jeg “Digteren Frankenaus Grav” faldefærdig og glemt. Min stolthed over min sang, gik her bort og jeg blev så inderlig vemodig at jeg kom til at græde, så man måtte hente mig ind da sangen skulle begynde. På samme tid, i en påskeferie digtede jeg det lille digt “Til min Moder”, der står aftrykt i mine “Digte” for 1830.

Tragedien Alfsol var der ellers en del som hørte indtil Meisling forbød mig det, som jo kunne være ret fornuftigt, men gjorde at jeg fik en større frygt for ham. Dog kom jeg hver søndag i hans hus og da var han ret venlig. Skolebordene blev flyttet ud af øverste klasse. Børnene og nogle disciple kom, Meisling morede sig med at køre os i en lille trillevogn. Legede juleleg og spillede hanrej med os. I en af de første måneder hvori jeg havde været heldig med karakterer, tænkte jeg ret over min lykke, tænkte også meget over Guldberg, mente at jeg dog måtte vinde ham igen, og besluttede at skrive ham alle mine karakterer til.

Jeg havde, før jeg fik en ide om at komme til studeringer besluttet at vise ham min taknemlighed ved at dedikere ham Alfsol. Han fik nys derom, og jeg modtog da med fodposten følgende brev fra ham, som jeg vil afskrive, for at vise, at jeg nu nok, kunne være lidt i kamp med mig selv hvordan jeg turde skrive ham til.

“Hvis De tror at skylde mig nogen forbindelighed, vil De ene kunne vise den, ved aldeles at opgive det forsæt, De har, at tilegne mig et arbejd, De skal have i sinde at lade trykke. Al sådan offentlig pegen på mig er mig så hårdt imod, at De ikke let kan vise mig en større ærgrelse, end den, på nogen måde, hvilken som helst, at nævne mig som den, der har gjort noget for Dem. – Den første lejlighed til at vise Dem taknemmelig mod mig, den store, at benytte de anledninger til at lære noget, jeg åbnede for Dem, den lod De gå over; den mindre, den ganske lille, at nævne mig for en snes læsere, den lade De fare! – Hvad jeg har gjort for Dem ved den eneste det vedkommer, ved Gud i Himlen; ham ene være det, der dømmer os imellem!”

Dette brev havde ved modtagelsen nær knust mig, nu derimod fandt jeg det overensstemmende med hans karakter, han havde skrevet det i vrede. Jeg skrev derfor nu hjerteligt og naturligt til ham, og postdagen efter fik jeg et ret venligt svar, han var ikke længer vred på mig, mine karakterer fornøjede ham, vi var igen venner og det lettede mit hjerte. Siden fik jeg jævnlig brev fra ham og han hørte om min fremgang, udtalte sig venlig og hjertelig. Ja jeg har endog et brev, hvoraf det meste er på vers og han følte jeg endnu havde mit barnlige sind, og forudså det ville gå mig godt.

I den første påskeferie det næste år og vågnede min lyst efter at komme hjem til Odense, for at se min moder og alle bekendte. Jeg kunne nu vise mig med ære.

O, jeg glædede mig så meget dertil. Meisling tog imidlertid ene til København og jeg sagde ham min lyst til at komme til Odense, men han ytrede at han gerne så, jeg blev for at lege med hans børn, dog, 8 dage, mente han, og jeg turde derfor kun 8 dage flyve hjem.

Hvilken glæde! tidlig om morgenen Kl. 3, gik jeg til Korsør i mine bedste klæder. En lille pakke linned havde jeg i et klæde og med smakken gik jeg over på nogle timer, og vandrede nu til min kære fødeby, som jeg for lidt over 3 år siden så eventyrlig havde forladt. Gud, hvor mit hjerte bankede.

Så snart jeg øjnede St. Knuds Kirketårn, faldt jeg på knæ og græd af glæde. Ja, jeg takkede den kære, gode Gud der så faderligt havde ført mig frem, og sang nu højt af inderlig jubel og glæde. Alt var mig som en drøm da jeg trådte ind i byen; i den første gade mødte jeg min moder, hun græd og kunne ikke ret fatte sig i min lykke. Den gamle Iversen og hans hele familie tog imod mig som et barn af huset.

Guldbergs viste mig megen venlighed, og jeg fik obersten ret kær og han var jo også en broder til min velgører. Folk så på mig med forundring og de simplere mennesker, der havde set mig før kaldte mig Hr. Christian, da de ikke vidste ret mit binavn. Jeg besøgte Nonnebakken, Hunderup Skov, og det forekom mig, som mit hele københavnske liv havde kun været en drøm.

Men gamle farmoder var død. O havde hun blot da levet og da set mig den kære, kære gamle! Hun var begravet på de fattiges kirkegård og jeg fandt ikke hendes grav, men derimod min faders. Den var sløjfet, det parti skulle gøres til en blomsterhave; der lå knogler i jorden man havde gravet op og jeg skubbede dem dybere ned. Nu vokser der rosentræer hen over stedet hvor de jordede ham. Min moder var ellers stolt og lykkelig, hun ville at alle skulle se mig og forlangte at jeg skulle besøge enhver familie i den hele gade hvor hun boede, det var da det mindste jeg kunne gøre. “De råbe jo og kalde alle sammen på mig” sagde hun. “Du må gå!”.

En aften hentede hun mig fra oberst Guldbergs efter som der var en husjomfru hos fabrikejeren, der ville se mig. Jeg kunne ikke gøre hende imod og gik. Jomfruen, så på mig, var undseelig, nejede og der blev ikke vekslet mange ord. Den gamle Jomfru Bunkeflod besøgte jeg da straks og hun fortalte mig et par karakteristiske træk om min moder. Jeg vil nævne et. Mens jeg var endnu i København kom hun altid med mine breve til dem, da hun ikke selv kunne læse.

Guldberg havde holdt en tale på Gjæthuset og indtægten var tilfaldet mig. Dette havde hun hørt noget om og troede nu fuldt og fast på, at talen var skreven af mig og havde derfor fået fingre på den, bad jomfruen læse den, og græd sine stride tåre. I talen, der var til kongens fødselsdag, nævnes en gang: den gamle, “det er gamle farmoder” sagde hun. Landets fader, “ja, den gode Sjæl”. Det mente hun var min fader og “Landets moder” hun tænkte kun på ordet “Moder” og mente det var sig. Min permission fløj snart.

Dagene var ved at nå til ende og jeg måtte igen tilbage. Det var en kort, en smuk poetisk drøm i mit skoleliv. Oberst Guldberg i Odense skrev mig snart til, hans brev, var som en fader til en søn, jeg trængte til et sådant hjerte, og jeg skriftede ham enhver min tanke. Mod og tillid til mig selv, stræbte alle hans breve at indgyde mig, og ind til dette øjeblik står han mig som en nær beslægtet, som en fader der hjemme i min fødeby.

Nuværende kommandørinde Wulff skrev mig næsten også hver 14. dag til, og tog sig ret moderlig af mig, kun talte hun imellem lidt strengt, når mit klynkeri gjorde hende utålmodig, men var mig ellers en sand moder. Collin var så elskelig, så mild, indgød mig i sine breve mod, ytrede tilfredshed med min fremgang, men selv manglede jeg den.

Meisling fandt vist det var rigtigt at tage mig strengt, for at få nogen orden og bestemthed i mit væsen. Lærerne var så underlige spidsborgerlige, og min omgivelser så lidt modtagelig for mine følelser og ideer, at med et mit livs mod, mit hele ungdommelige lune henvisnede. Jeg troede ikke at gøre fremgang nok, min forfængelighed blev hvert øjeblik såret og jeg læste indtil den mørke nat. Meisling troede at drive mig endnu hurtigere fremad ved idelig at prostituere mig, det gjorde mig ofte fortvivlet, jeg græd tit i min ensomhed hjemme. Jeg troede at mine velgørere havde taget fejl af mig, at jeg ikke var skikket til noget, og begyndte derfor at længes efter døden. Jeg havde megen hang til sværmeri, dette tog mere til og jeg følte trang til at digte, skrev nogle gange enkelte udbrud ned, og var da igen fortvivlet, thi Collin ønskede det jo ikke.

Jeg betragtede mig derfor selv som et slet menneske, og søgte da at gøre bod ved dobbelt læsning. Ene gjorde jeg tit om sommeraftenen små vandringer til Antvorskov Slot, kun en fløj stod endnu deraf. Murbrokker lå mellem de høje nælder, her sad jeg tit i måneskin og blev bange for, at munkene skulle komme og spøge, da jeg var meget overtroisk. På den anden side af byen var “Hvilehøj”, hvor sagnet fortalte at “Hellig Anders” vågnede op, efter at være falden i søvn i Joppe ved Jerusalem.

På højen stod et trækors med kristusbilledet på. Dette havde mig et fremmed, et katolsk udseende, jeg spadserede derfor tit herud, så ud over bæltet til Fyn, og havde mange underlige tanker om min fremtid, om livet og verden. I det mindste tænkte jeg da, at gengangeren Hertz flere år derefter skulle spottevis opkalde mig efter helgenen med navnet “Hellig Andersen”, men han kendte mig ikke bedre, end jeg kendte den salig sognepræst Anders. Med de andre disciple stod jeg mig godt, lærerne holdt i grunden af mig, men mit humør var ikke godt.

1823 i november var der hovedeksamen, mit ønske og håb var, ved denne lejlighed at flyttes op i 3 (næstøverste) klasse. Dersom dette ikke skete, syntes mig, at Collin måtte blive ked af mig, at jeg ikke duede til noget. Jeg læste, som en fortvivlet, og erholdt ved eksamens slutning følgende anmærkning af Meisling i min karakterbog :

“Ved skoleårets ende kan jeg ikke undlade at tildele H.C. Andersen en velfortjent ros for den ufortrødne flid, hvormed han, i særdeleshed i årets sidste halvdel, har stræbt at skaffe sig en del af de til videre fremgang nødvendige forkundskaber. Til belønning derfor, samt for end mere at opmuntre ham, er han op tagen i skolens tredje Klasse.

6/10 1823.

Meisling”

Det gjorde mig da usigelig lykkelig og mine venner skrev mig opmuntrende breve til. Collin ytrede mig sin tilfredshed og jeg blev ungdomsglad og som født på ny. Kronprinsessen sendte mig nogle lommepenge og da jeg i julefesten kom til byen, morede jeg mig herligt, men kun 8 dage, turde jeg blive, jeg skulle hjem og lege med Meislings Børn, det forlangte han jo! Forvalter Balling var jeg i denne tid hos og det var en elskelig, godgørende mand, der ofte før jeg kom til Slagelse havde vist mig godhed, i de få dage jeg var her kom jeg med ham hver gang i parquettet, jeg var lyksalig. Et bevis på hvor stor min kærlighed for teatret endnu var viser dette, at jeg for at få et stykke at se, der blev spillet lørdagsaften, foretrak, i stedet for at køre om morgenen med posten og således give slip på stykket, hellere ville gå hele vejen til Slagelse fra søndag morgen.

Ferien varede endnu en 8-I2 dage, men da Meisling ville have mig hjemme til den første følgende mandag, blev jeg da og så lørdagskomedien og vandrede nu til fods med nogle lommepenge jeg havde fået hos Ballings, samt en hel del af Valter Skotts romaner jeg havde erholdt i julegave. Det frøs stærkt, jeg var en ypperlig fodgænger, mine fingre var engang døde af kulde, så jeg måtte ånde dem til live, det begyndte at fyge mellem Roskilde og Ringsted, jeg gik midt af landevejen, kiggede imellem i Shakespeares storm, sang lystig på vejen og kom, på min fod, om natten Kl. 1. til Slagelse, sov i mit logi og var mandag morgen hos fru Meisling og børnene.

Ved skolens begyndelse begyndte først ret mine tunge dage. Meisling var altid gnaven når han kom tilbage til Slagelse. Vi havde ham en time hver dag i græsk. Hvor mild han havde været mod mig og opflyttet mig, begyndte han straks at spotte og latterliggøre alt hvad jeg sagde. Han var slem mod dem alle i klassen, men jeg var den ældste, jeg følte det vist dybest. Han var en mand med et ypperligt hoved, men ikke skikket til at opdrage unge mennesker. Mit udvortes tjente ham også til Skive for hans indfald, der ikke altid var vittige. “Shakespeare med vampyrøjnene”, kaldte han mig, jeg brast da tit i gråd, og han lod da den unge grev Schmettau løbe ud at hente en kampesten, som han befalede ham at lægge foran mig, at jeg kunne tørre øjnene. Jeg sank hen i en vemodig stemning, alle mine breve åndede klynkeri. Guldberg i Odense talte til mig som en fader og prædikede for mig, at jeg havde hoved og geni. Jeg tvivlede derom, thi altid var Meisling den samme mod mig og jeg bragte det endog så vidt at jeg i nogen tid blev duks der i klassen, men nu sad jeg ham nærmere og han tog anledning til mere at spotte mig når jeg af angst fremsagde i en forvirret orden mine svar.

En dag havde en anden skrevet et dumt vers på bindet af min Homer Meisling læste det og blev heftig. Jeg svarede da, “men det er ikke af mig, skriften ser De, ligner ikke min hånd” “Men Deres ånd” svarede han. “De er en stupid knægt der aldrig bliver noget af”. De vil nok jaske en hob sammen når De kommer ud på Deres egne ben, men ingen vil læse hvad De skriver, det vil købes som makulatur hos Soldin. Nå, skal De nu ikke græde, det lange spektakel. Det var hans måde at opdrage mig på. Jeg vil tro han mente mig det godt, thi inde i København talte han godt om mig, lod mig også om søndagen komme til sig; men det var ikke den rette opdragelse. Jeg sørgede dybt og smertelig, men mit sind var endnu ganske barnets, en lille glæde, et venligt ord, gav mig atter for flere timer livshåb og tilfredshed.

Ingemann var gift og lektor i Sorø, det var kun to mil fra Slagelse, i de mindre ferier, gjorde jeg altid en dags udflugt til ham. Det var mig et paradis og med ham turde jeg tale om poesi. Jeg digtede, da tit på vejen til Sorø nogle smådigte, som han altid læste; vi sejlede på søen til Parnasset, havde engang en æolsharpe i masten, og sang om aftenen (Ingemann, fruen og jeg) af Schultzes hymner, til klaveret.

En ferie følte jeg en mægtig trang til at digte. Jeg syntes at denne tid kunne det ikke være synd. Christian den 2. havde megen interesse for mig, jeg ville bringe ham frem i en roman. Jeg begyndte på den, skrev nogle kapitler, som jeg læste for Ingemann, ( der nylig havde fuldendt sin Valdemar) han roste disse meget, og sagde mig at jeg havde et afgjort talent for romanen, især for at skildre folkelivet.

Ved at læse Krog Meyers lærebog og høre Qvistgaards foredrag over den blev mine begreber mere udviklet om religionen, efter en sådan time skrev jeg som impromptu lige ned på papiret digtet: “Sjælen” som findes aftrykt i mine digte.

Ingemann fandt det smukt, men foretrak dog min komiske prosa. På en sådan udflugt til Sorø gjorde jeg bekendtskab med en af disciplene der, som jeg alt havde nogen Interesse for, da jeg hørte han skrev vers og var et udmærket hoved. Han søgte mig op i Akademihaven og vi blev snart venner . Han er den første jævnaldrende jeg har følt mig draget til, som jeg ret betroede mig til. Det var juristen Carl Bagger. Vi var ellers højst forskellige naturer, men begge poetiske, kun stod han i kundskaber langt over mig.

Oversigt:  Indhold  Indledning  Fortalen  Barndom i Odense Min fødsel  Børneår  Huslige liv 1.  Huslige liv 2.  Huslige liv 3.  Tre år i København  Tre år i Kbh. (1)  Tre år i Kbh. (2)  Tre år i Kbh. (3)  Tre år i Kbh. (4)  HCA: Skoleliv  Skoleliv 1.  Skoleliv 2.  Skoleliv 3.  Skoleliv 4.  Skoleliv 5.  Skoleliv 6.  Skoleliv 7.  Skoleliv 8.  Skoleliv 9.  Skoleliv 10.  HCA: Student  Studenterliv 1.  Studenterliv 2.  Studenterliv 3.  Studenterliv 4.  Studenterliv 5.  Studenterliv 6.  Studenterliv 7.  Studenterliv 8.  Kærlighed   Kærlighed 1.  Kærlighed 2.  Kærlighed 3.  Kærlighed 4.  Kærlighed 5.  Efterskrift Efterskrift