Fra H.C. Andersens Levnedsbog 1805 -1831: HCA: Barndommen i Odense – Det huuslige Liv hjemme 3.
Min moder var imidlertid kommen til at gaae paa Slottet, herved kom jeg ogsaa derind, legede imellem i den store Gaard med Prinds Frits, der da var et Barn. En Fastelavnsmandag var jeg med en heel Deel af borgelige Børn med at slaae Katten af Tønden, Prinds Christian sad paa Trappen med nogle af Herrerne, og Prindssessen i Vinduet; jeg havde et gammelt .Officeerschærf om Livet og bildte mig ind, at jeg var den, der mest faldt i Øinene. – Siden kom jeg Prinds Christian nærmere. Guldberg talte om mig, og han fik Lyst at see mig; jeg skulde der op en Dag »dersom Prindsen spørger hvad du har Lyst til,« hvidskede man mig, »- da siig, du vil gjerne studere!« – Jeg kom derop, spillede nogle Scener af Holberg for ham, sang noget jeg improviserede og da han spurgte mig om min Lyst for Scenen, tilstod jeg det ganske aabenhjertigt, men sagde, at Folk heller vilde have jeg skulde sige, jeg vilde studere. Prindsen, fandt ellers ingen af disse Ting passende, men raadede mig, som et fattig Barn, heller at lære en smuk Profession, f Ex Dreier – men det havde jeg ingen Lyst til. »Bestemmer De Dem dertil, da siig mig det, jeg skal da tænke paa Dem!« – Jeg var slet ikke fornøiet dermed, har siden ikke talt med ham. Han har derimod ofte talt om mig hos Colbjørnsens, og nu i Sommer (1832) da han saae Hospitalet, forlangt at see min gamle Moder, og sagt til hende: »De har megen Ære af Deres Søn!« hvilket naturligviis frydede hende ind i Sjælen, især da hendes Omgivning hørte derpaa.
Jeg var nu 13 Aar, min Moder ønskede at faae mig til Confirmation, da jeg var saa stor og lang, og Folk sagde det var urimeligt at lade mig gaae hjemme. Hun havde imidlertid faaet Lyst at gifte sig paa ny, med een af min Faders Venner , af samme Haandværk, og Brylluppet stod, han var ganske forskjellig fra min Fader og svarede fuldkommen i Character og aandelig Udvikling til min Moder. – Mig behandlede han vel, men vilde aldeles ikke , blande sig i min Opdragelse, for at Folk ikke skulde sige han var en »slem Stedfader«, saaledes blev i Grunden Alt for mig, under samme Former som før, kun den stakkels gamle Farmoder, stod mere fremmet der i Huset, jeg var Baandet der holdt hende der , jeg græd tidt over hendes stille Smerte, thi hun blev med et gammel af Sorg. Underligt var det ellers, at den gamle Kone havde et ganske deiligt bruunt Haar, ikke eet var graat derimellem, paa en Maaned blev de alle ganske lyse. – Min Moder vilde at jeg skulde i en Skræder Lære, thi jeg var for spinkelt for noget andet i Verden; gamle Farmoder foreslog at jeg skulde heller paa et Comtoir som Skriver, det var dog lidt fornemt! – Det eneste der hos mig talte for Skrædderhaandværket, var, at jeg da kunde faae en Deel brogede Klude til mit lille Dukketheater. – Imidlertid fik jeg Lov til at confirmeres skjøndt jeg kun var lidt over 131/2 Aar. – Ogsaa her traadt [e] min Forfængelighed frem. De som skulde confirmeres i St Knuds Kirke, kunde gaae, enten til Capelanen Viberg, eller til Stiftsprovst Thetens (nu Biskop paa Ærø). Men til Stiftsprovsten gik kun Latin Skolen og de fornemste unge Piger; hans Børn stod derfor altid øverst. For nu at komme over Capelanens Confirmanter, gik jeg til Provsten, og var den eneste, der saaledes stod sammen med Latinskolen; Thetens kunde ikke andet end modtage mig, dog føler jeg godt nu, af smaa Træk jeg erindrer, at det ikke behagede ham, jeg blandede mig med en Stand udenfor min, ja, da jeg engang i den Tid jeg gik til ham, havde en Aften citeret nogle Scener af Holberg, hos Apotheker Andersens, kaldte han mig til sig privat og foreholdt mig det meget strængt, som upassende i denne Tid og truede mig, hvis jeg ikke kunde mine Lexier godt, vilde han vise mig ned. Jeg sagde ham ganske barnlig min Kjærlighed for Theateret, og han svarede mig vredt »det var noget forvirret Tøi jeg snakkede,« – jeg følte mig ulykkelig, min Tillid til ham var borte, han behandlede mig for strængt, da han ikke kjendte mig. – Kort før jeg gik til Præsten, havde ellers de kongelige Skuespillere været i Byen, de gav store Operaer, Cendrillon, Azemia, Apothekeren og Doctoren, Zemire og Azor, ja selv Hagbarth og Signe og Axel og Valborg. Det var et udmærket Selskab. Jeg vilde saa gjerne see Comedierne, men hvorledes skulde jeg komme til; Lysten gav mig Mod, jeg gik op til dem, fortalte min Længsel efter at see Comedie og især at være med. – De morede dem over min Naivitet. Enholm og Haack lagde især Mærke til mig og sagde at jeg kunde komme op bag Couliserne hver Aften, og nu i Cendrillon skulde jeg blive en Page, (ham der har den ene Replik). Jeg var da alt den Første der henne, trak de røde Silkeklæder paa, sagde min Replik, og bildte mig ind at det hele Huus kun tænkte paa mig. Ved Paasketider stod jeg til Confirmation, jeg fik da det første Par Støvler, jeg havde baaret. En bruun Frakke af min afdøde Faders, syede en Kone om til en Kjortel; jeg syntes jeg var grumme peen. For at nu alle Folk skulde see at jeg havde Støvler paa, lod jeg Beenklæderne putte ind i Støvlerne og stod nu nok saa stolt. Mit Hjerte bankede af hellig Ærefrygt for Gud, jeg var from og uskyldig, dog kom der saa mange verslige Tanker i mit Bryst, om min [e] knirkende Støvler, mit store Kalvekryds, jeg syntes selv det var fæle syndige Tanker og bad vor Herre dog ikke være vred paa mig.
Nu skulde jeg da ud af Huset, min Moder vilde at jeg skulde lære Skræder eller Bogbinderhaandværket, jeg græd for hende, fortalte om de mange berømte Mænd jeg havde læst om, hvorledes de vare komne frem i Verden, bad hende dog lade mig reise til Kjøbenhavn for at blive Skuespiller. Det hjalp ikke at hun sagde mig, jeg jo ikke kjendte en Sjæl der, eller havde nogen Hjælp. jeg mindede hende om Spaakonens Spaadommen, sagde hvad min afdøde Fader saa tidt havd [e] sagt »at jeg aldrig maatte eller skulde tvinges til Noget i Verden, men at jeg maatte blive hvad jeg vilde!« – Nu kunde hun ikke længer staae imod; hun havde selv aldrig været uden for Fyen, havde ingen Idee om Verden og lod sig da overtale, Folk sagde hende, hvad jo sandt var, at det Hele syntes Galskab. »ja men jeg kan jo ikke slippe for ham!« sagde hun, »og lad ham kun reise, han vender nok om ved Nyborg, naar han seer Vandet!« – Min Stedfader vilde slet ikke blande sig der i, og saaledes gik der nogen Tid. Hun tillod mig at reise. Nu var der kommen en Skuespillerinde jomfrue Hammer (der havde været ved Wedels Troup) hun vilde give en Forestilling i Odense og det dramatiske Selskab vilde hjælpe hende. Vor Comiker Foersom var den Gang Skriverkarl paa Stiftamtmandens Contoir, han var een af de første Acteurer, og havde tidt, da han kjendte mig, taget mig, som lille Dreng, med op bag Couliserne; en Dag fortalte han mig om den nye jomfrue der skulde spille Comedie, jeg betragtede hende alt som Kunstsyster, gik op til hende og hun tog venlig imod mig. – Det var et meget simpelt Fruentimmer, og som jeg siden saae, lastefuld i en stor Grad. Hun gav »den pantsatte Bondedreng«, (Foersom var Drengen) jeg fik Postkarlens Rolle og var lyksalig. – jeg kom daglig til jomfruen, der benyttede sig af mig til at besørge en Mængde Liebes Breve, jeg forstod mig ikke derpaa, før jeg selv blev Vidne til hendes Letfærdighed, hun spøgte selv over mit barnlige Sind, min Uskyldighed. Og, o Gud, jeg var kun 14 Aar, min Sjæl saa reen, saa uskyldig! jeg græd over hendes Opførsel; dog kunde jeg ikke forlade hende, thi da hun hørte jeg ene vilde vove mig til Kjøbenhavn, tilbød hun mig fri Reise med sig og lovede, i Kjøbenhavn, at anbefale mig til sin Vendinde: Dandserinden Jomf: Didriksen (nu gift med Funk, Repiteteuren). – Min Moder blev meget glad der over, gik til hende og takkede, tog sig af al hendes Vadsk i en Maaneds Tid, som et Beviis paa sin Taknemlighed; men Uge gik efter Uge, der blev ingen Afreise, Jomf: Hammer var i Gjæld for sit Ophold, kunde ikke komme afsted. »Vil Du reise, skal Du ogsaa afsted!« sagde min Moder og jeg bestemte da, som Heltene, i de mange Eventyr jeg havde læst at drage, ganske ene, ud i Verden. Jeg var ganske rolig, thi jeg stolede blindt paa vor Herre, der nok vilde tage sig af mig. Det gik jo alletider godt i Comedierne og Historierne. Nu slog jeg min Sparebøsse itu, der var 13 Rdlr deri, som jeg havde samlet paa i et heelt Aar. Saamange Penge havde jeg endnu aldrig seet! jeg følte mig riig og lykkelig. -»Men kjender Du slet ingen i Kjøbenhavn?« spurgte Folk mig, som jeg fortalte om min Reise. »Nei, slet ingen!« -Man raadede mig, dog at faae et Brev med til Nogen; men hvem skulde give mig det? Guldbergs var borte, de vare adspredte i Norge, Holsteen, Sjælland, min eneste Tilflugt borte. Nu vidste jeg at den gamle Bogtrykker Iversen, kjendte de fleste Skuespillere i Kjøbenhavn, jeg tog Mod til mig, gik en Søndag Eftermiddag op til ham, skjøndt han var mig ganske fremmed. Den gamle Mand hørte venlig paa mig, men sagde at det var saa uklogt at vove sligt, det vilde aldrig lede til Noget, bad mig være fornuftig og lære et Haandværk. »Det var virkelig Synd!« svarede jeg, og man har i Familien, siden tidt gjentaget disse mine Ord for mig, som et sandt Orakel. – Da den gamle Mand ikke kunde bringe mig fra min Beslutning, lovede han at give mig et Brev med; »hvem vil De helst have det til, af dem ved Theateret?« spurgte han. Jeg havde nu hørt tale om Dandserinden Mad: Schall, som en Kone af Indflydelse, han lovede ogsaa at skrive til hende og jeg fik Brevet.
Paa samme Tid reiste med Posten, en Mad: Hermansen, der havde været en kort Tid i Odense (hun var Prinds Ferdinants Amme), det var det eneste Menneske, min Moder kjendte, men kun af Ansigt, min Moder græd og bad hende dog see lidt efter mig paa Reisen, thi jeg skulde som blind Pasageer med Posten; det kostede 3 Rdlr. – Da jeg gik ud af Porten kom gamle Farmoder; saae stift paa mig med Taare i de fromme blaae Øine, men hun sagde ikke et Ord! – Siden har jeg aldrig seet hende. Hun er død!
Nu rullede jeg da ud i Verden med 10 Rdlr, Posten havde jo de tre; jeg havde aldrig været en Miil paa denne Side af Odense, den nye Afvexling gjorte mig derfor snart glad. Jeg kom til Nyborg, saae Havet; først da jeg seilede bort, blev jeg trang om Hjertet, det var som seilede jeg nu ud i den vide Verden; da jeg kom til Korsør, gik jeg om bag et Huus, faldt paa mine Knæ og bad vor Herre hjælpe mig, græd saa meget, men saa blev jeg igjen glad, og kjørte i Natten gjennern Byerne, drømte ikke om, da jeg kom til Slagelse, at her skulde jeg nogle Aar efter sættes i Latin Skole.
Mandagmorgen den 5te September 1819, just den Dag Theater-Saissonen begynte, saae jeg Kjøbenhavn første Gang. Da jeg ved Frederiksberg først saae Taarnene, som jeg saarneget længtes efter, brast jeg i Graad og følte at jeg nu ingen havde uden Gud i Himlen!
Oversigt: Indhold Indledning Fortalen Barndom i Odense Min fødsel Børneår Huslige liv 1. Huslige liv 2. Huslige liv 3. Tre år i København Tre år i Kbh. (1) Tre år i Kbh. (2) Tre år i Kbh. (3) Tre år i Kbh. (4) HCA: Skoleliv Skoleliv 1. Skoleliv 2. Skoleliv 3. Skoleliv 4. Skoleliv 5. Skoleliv 6. Skoleliv 7. Skoleliv 8. Skoleliv 9. Skoleliv 10. HCA: Student Studenterliv 1. Studenterliv 2. Studenterliv 3. Studenterliv 4. Studenterliv 5. Studenterliv 6. Studenterliv 7. Studenterliv 8. Kærlighed Kærlighed 1. Kærlighed 2. Kærlighed 3. Kærlighed 4. Kærlighed 5. Efterskrift Efterskrift