Fra H.C. Andersens Levnedsbog 1805 -1831: H.C. Andersen: Tre år i København – I.
Intet Menneske kjendte jeg i hele den store By; med en lille Bylt Tøi i et Klæde, kom jeg vandrende ind af Vesterport; Nogle af de Reisende toge ind paa » Gardergaarden« paa Vestergade, jeg gik da der hen, fik mig et lille VæreIse, efter at de havde faaet mit Pas, og nu var jeg da, syntes mig, ved Maalet for mine Ønsker. Nogle Gjenvordigheder vilde der vel nok møde, følte jeg, før alt gik godt, men jeg havde en fast Tillid til Gud og besluttede, ret at nyde den første Dag, det vil sige, slet ikke at sørge, men see mig lidt om paa Gaderne. Aftenen før min Ankomst, var »jødefeiden« begyndt, hele Byen var i Bevægelse, det var næsten umuligt at arbeide sig gjennem Østergade; de Forventninger jeg havde gjort mig om Menneskemassen slog saaledes til. Uroelighederne forstemte mig ellers en Deel, jeg var saa ene, og det i en ganske fremmed By. Nogle Koner, der raabte med Blommer, spurgte jeg om Veien til Theatret, de viiste mig ned gjennem Østergade. Jeg stod nu udenfor det Sted, om laae mit Hjerte saae nær. Jeg gik rundt om, saa paa det fra alle Sider, og bad ret i Hjertet vor Herre, lade mig komme derind og blive en god Skuespiller.
Som jeg bedst gik, traadte en Sjouer, der solgte Billetter, hen til mig, i den Mening at jeg ønskede mig een, og spurgte mig derfor om jeg vilde have en Billet; jeg begreb slet ikke hvad han meente, men troede at det var en Present, og sagde ja! Da han nu nævnede flere Pladse, og spurgte, til hvilken jeg ønskede mig, svarede jeg, at det beroede ganske paa hans egen Godhed; men nu blev han vred, kaldte mig en »lang Lømmel!« der vilde gjøre Nar af ham, saa jeg i stor Forskrækkelse løb min Vei! -Næste Dag pyntede jeg mig efter bedste Evne, fik den lange brune confirmations Kjole paa, Skræderkonen havde syet, et stort Kalvekryds og en Hat der næsten faldt mig ned i Øinene; saaledes vandrede jeg ned i Bredgaden til Solodandserinden Mad: Schal, for at aflevere mit eneste Anbefalingsbrev. – Jeg maatte længe vente paa Trappegangen før jeg fik Audients, endelig kom jeg ind. Hun saae paa mig, og hvad hun siden har fortalt mig, troede jeg var lidt gal, thi da hun spurgte mig om jeg havde Talent for Scenen tilbød jeg mig at spille hende en Scene og valgte til dette Anines Rolle i Cendrillon, en Rolle der havde gjort stort Indtryk paa mig, men som jeg kun kjendte af at have seet 2 Gange paa Theatret i Odense, men aldrig læst, eller lært een Melodie af. -Jeg improviserede saaledes Text og Musik og for desbedre at udføre Dandse-Scenen med Tambourainen (»Hvad vil Rigdom vel sige?«) satte jeg mine Skoe i en Krog og dandsede nu paa Sokkerne. – Hun kunde, naturligviis ikke give mig stort Haab! Jeg græd, fortalte min inderlige Lyst for Theatret. Jeg vilde gjerne løbe By-Ærinder for hende, nøies med Alt, saa simpelt det maatte være, kun at hun vilde hjælpe mig. – Et Maaltidmad engang imellem tilbød hun mig; (men jeg gjorte aldrig Brug deraf). »Jeg skal tale med Bournonville, om De kan komme til Dandsen,« var hendes Ord ved Afskeden og jeg gik nu grædende bort. – Mit næste Besøg gjalt Professor Rahbeck paa Bakkehuset; han gav mig heller ingen Trøst. Den gamle Iversen havde vel alt skrevet ham et Brev til angaaende mig, men han vidste ikke bedre, end at jeg henvendte mig til Chefen: Holstein; dette udsatte jeg til næste Dag og kom da op til ham, han havde alt for 1/2 Aar siden faaet et Brev fra Oberst Guldberg angaaende mig, men da han nu saae mig, forsikkrede han mig at der var ingen Udsigt for mig at komme til Theatret. Jeg var for mager; havde ingen Figur; vilde opvække Latter paa Scenen. Desuden ønskede man kun dannede unge Mennesker. – Jeg blev fortvivlet. Spurgte om jeg da ikke kunde komme til Dandsen. Nei, før i Maimaaned er der slet ingen Muelighed at nogen Antagelse finder Sted, og hvad skal det hjælpe Dem til, Gage kan De dog ikke strax faae, da De endnu slet ikke kan bruges. – Gud i Himlen, først i Mai! og nu vare vi kun i September, min hele Formue desuden, kun nogle faae Rdlr, der smæltede hen hver Dag. – Jeg begyndte at blive ret bedrøvet, følte mig forladt af Gud og Alle. -Nu talte jeg med Madam Hermansen, som jeg havde været paa Reisen med, hun raadte mig, strax at tage med en Skibs-Leilighed tilbage til Odense. -»Nei, heller vil jeg døe!« tænkte jeg; kommer jeg tilbage bliver jeg til Latter for de andre af min Omgivning, naar det endtes saaledes med alle mine høit flyvende Drømme. – Ingen var der, som gav mig Mod eller Trøst, jeg var saa forladt, saa ganske Barn, nær kunde jeg have søgt Døden selv, jeg tænkte ordenligt derover , men følte, at det var en Synd, kom her ved til at klynge mig fastere til Gud, og meente at han dog maatte hjælpe! – I Theatret havde jeg endnu ikke været; der dreves jeg uimodstaaelig hen, skjøndt jeg kun havde sidste faae Skillinger. Der spilledes Syngestykket: »Poul og Virginie« .Jeg kjøbte mig en Billet til Galleriet; gik alt hen ved Døren KI: 3 om Eftermiddagen, men kom dog kun paa anden Bænk. – Hvor lykkelig var jeg ikke! min hele Sorg, min ulykkelige Stilling var glemt. – Stykket greb mig mægtigt; det forekom mig at der var nogen Lighed med mig selv deri; Poul syntes jeg, lignede mig, og Viginie var for ham, hvad Theatret var for mig. Da derfor Poul i 2den Act rives fra Virginie, brast jeg i en uhyre Graad, det var jo, ligesom med mig, man vilde ogsaa rive mig fra mit Kjæreste dvs. Theatret. – De der sade omkring mig bleve opmærksomme over min hæftige Graad, gav mig Æbler og talte venlig til mig. -Jeg syntes det var allesammen saadanne pæne Mennesker jeg var sammen med, kjendte slet ikke til Verden, betragtede alle som gode og fortræffelige, og fortalte derfor , ganske naivt, hele Gallerie- Logen hvem jeg var, hvorledes jeg var reist her over, og hvor frygteligt det var at jeg ikke kunne komme til Theatret, men at det gik mig ligesom Poul dernede. Man saae forundrede paa [mig] og hviskede indbyrdes. – Den lykkelig[e] Slutning i Stykket greb mig ligesaa hæftig; jeg blev opfyldt af Mod og Livs-Lyst; syntes at det var umueligt andet, end at det maa gaae godt for mig! – Et Besøg endnu hos Holstein og Mad: Schatt, rystede imidlertid betydeligen mit Haab, men min Beslutning var fast, at jeg ikke vilde vende tilbage til Odense. Naar jeg kom der, skulde jeg lære et Haandværk, hvorfor da ikke lige saa godt gaae i Lære her i Kjøbenhavn. Naar jeg saa om en 6 a 7 Aar bliver Svend, kan jeg gaae til Theatret, saa er jeg vist feed nok, tænkte jeg hos mig selv og gik nu hen paa Adressecontoiret, kjøbte der en Avis og læste igjennem for at see om Ingen ønskede sig en Dreng. – Det var mig det samme hvilket Haandværk jeg lærte, jeg havde lige megen Lyst til dem allesammen. – En Snedkermester Madsen i Borgergaden var den eneste jeg fandt, og vandrede nu derhen. Det lod til at være en ret formuende og skikkelig Mand; jeg sagde ham at jeg var fra Odense, havde ingen Bekjendtere her, vilde nu gjerne være Snedker og bad ham antage mig. – Min Theater-Lyst omtalte jeg ikke, da jeg syntes at det var en Skam at jeg ikke var bleven antaget. – Han bad mig skaffe Atester fra mit Hjem og lovede da at antage mig, men jeg skulde tjene ham i 9 Aar som Dreng og da vilde han give mig Klæder og Alt. – Da jeg yttrede, at jeg aldeles intet havde at leve af, (min Formue var smeltet hen til 7 Skilling); var han ædel nok til, at tilbyde mig, jeg strax kunde flytte ind og saaledes forsøge om jeg havde Kræfter og Lyst til Haandværket. – Næste Morgen Kl. 6 vandrede jeg da der hen, kom ind imellem de andre Drenge og Svende. Der førtes en megen uanstædig Samtale, som fik mig til at blive saa undseelig at de mærkede det; og nu gik det løs med Drillerie. -Jeg blev saa bedrøvet. Verden var dog slet ikke saaledes, som jeg havde tænkt mig! – Nu maatte jeg med at bære nogle nye Stole i Byen, vi holdt uden for et Huus, hvor de to andre Drenge besøgte en Pige, af deres Familie sagde de, jeg stod imidlertid ved Tøiet. – Da vi kom til vor Bestemmelse med det, blev jeg ikke lidet overrasket, ved at finde, Familien der var: Stiftprovst Tetens der havde confirmeret mig. Fruen nikkede venlig til mig, da hun kjendte mig, men dette allene var nok, til at vække Erindringen om alle mine skjønne Drømme og Forhaabninger, da jeg saae hende sidst. – Grædende vandrede jeg hjemad og da man der vedblev med en raae Lystighed, der laae saa ganske uden for mig, gik jeg fortvivlet ned til Mesteren og sagde, at jeg følte mig ikke skikket til dette Haandværk, at jeg ikke kunde udholde at være der og at jeg vilde sige ham Lev vel! – Han sagde mig nogle venlige Ord, vilde give mig Mod, men jeg var bestemt, jeg vilde tage med en Skipper tilbage, vis paa, at Skibet nok forgik paa Søen, at vor Herre dog vilde lade det ende saaledes for mig. – Da jeg kom ned paa Gaden og søgte igjen til Gardergaarden blev det mig dog klart, at det var mueligt, at Skibet dog ikke forgik for min Skyld, at jeg nu maatte hjem! – Jeg faldt ned paa mine Knæ i Værelset, bad med Fortvivlelse til Gud i Himlen, og at hjælpe mig! Han kunde jo alting meente jeg, og jeg havde aldrig gjort noget ondt følte jeg. Da gjennemfoer der mig den Tanke, »min Stemme, som alle roste i Odense«, har jo endnu ingen ved Theatret hørt. – Siboni var dette Aar blevet ansat, havde jeg læst i de fyenske Aviser, jeg fandt hans Bopæl i » Viingaardsstrædet«, og gik med bankende Hjerte der hen. Jeg husker endnu tydeligt, hvorledes jeg knælede paa Trappen og bad først til vor Herre før jeg ringede paa, og var imidlertid saa bange for at nogen skulde aabne en Dør og see mig i denne Stilling. – Det var om Middagen Kl. 4re. Siboni havde Fremmede; mellem disse vare blandt andre Digteren Baggesen og Komponisten Weyse. – En Huusjomfrue, der kunde tale dansk, lukkede mig op; jeg fortalte hende meget aabenhjertigt min Historie og mit Ønske; da hun nu, rimeligviis havde fortalt dette derinde, kom man styrtende ud for at see mig, som en Kuriositet, jeg kom ind ved Bordet; Baggesen tog mig ved Haanden, spurgte om jeg ikke var bange for noget, man kaldte Recensenter; bad mig synge og jeg gav dem da en Aria af Kjærlighed paa Landet: »Nei ingen Pige!« (hvilken jeg i Odense havde lært hos Jomf: Hammer ). – Man applauderede mig lystigt, og jeg bildte mig ind, at det var af sand Beundring. – Siboni lod mig sige, at jeg skulde komme igjen een af de følgende Dage. – Da jeg nu kom ud, sagde jeg til Jomfruen, at min hele formue kun var 7 Skilling; og om hun meente, at jeg nu blev Sanger ved Theatret og fik Gage. – Hun kunde intet svare mig derpaa, men raadede mig, at jeg næste Morgen skulde gaae op til Professor Weyse , da han var den af dem alle, sagde hun, der havde talt med mest Deeltagelse for mig.-
Oversigt: Indhold Indledning Fortalen Barndom i Odense Min fødsel Børneår Huslige liv 1. Huslige liv 2. Huslige liv 3. Tre år i København Tre år i Kbh. (1) Tre år i Kbh. (2) Tre år i Kbh. (3) Tre år i Kbh. (4) HCA: Skoleliv Skoleliv 1. Skoleliv 2. Skoleliv 3. Skoleliv 4. Skoleliv 5. Skoleliv 6. Skoleliv 7. Skoleliv 8. Skoleliv 9. Skoleliv 10. HCA: Student Studenterliv 1. Studenterliv 2. Studenterliv 3. Studenterliv 4. Studenterliv 5. Studenterliv 6. Studenterliv 7. Studenterliv 8. Kærlighed Kærlighed 1. Kærlighed 2. Kærlighed 3. Kærlighed 4. Kærlighed 5. Efterskrift Efterskrift