Breitenburg i Tyskland – et af de steder HCA besøgte på sine rejser
I Skive Folkeblad 4. april 1905 kunne man læse en artikel om H.C. Andersen, som er skrevet af Af H. Buch-Frandsen. Artiklen er skrevet om ”Digteren – hans rejser”. Efter at have læst artiklen må man sige at forfatteren nogle stedet har levet sig meget ind i H.C. Andersens tanker og følelser.
3. Digteren og hans rejser
Hvad Andersen skrev i de første år, gjorde ham ikke berømt. Der var noget overdrevent lystigt derover, som ikke var ham helt naturligt. Men dette blev han reven ud af ved en ulykkeligt kærlighedsoplevelse, hvorefter hans digtning fik frn barnlige, fantasifulde følelse, som er ham ejendommelig. Med en kammerat Christian Voigt, besøgte han dennes hjem i Faaborg, og det var husets ældste datter her, Riborg Voigt, som fik hjerte til at flamme hos ham. Hun var imidlertid forlovet, og Andersen led meget. “Trøst mig!” skrev han til Ingemann i Sorø; “dog det kan De ikke; ingen kan det. Hun har sagt mig “Levvel!” Hun tør ikke og vil ikke tale med mig, men opfylder sin pligt. Hun er så smuk, from og god. I næste måned er hun kone, da vil hun, da må hun glemme mig”. – Det var om hende, han skrev: –
“To brune øjne jeg nylig så,
i dem mit hjem og mit verden lå”.
Det var først efter en rejse til Italien 1835, da han skrev “Improvisatoren“, man kom til at erkende, at han virkelig var digter. På denne rejse er han rigtig oppe. Til alle ny steder kommer han med ungdommelig frisk modtagelighed, er så levende optaget af hvad han ser, og oplever så meget morsomt. Bogen er en skildring af sydens natur og folkeliv med hans egen livsskæbne som baggrund. Fortællingen deri om blomsterfesten i Genzano er en glimrende skildring af sydens liv. I de følgende år skrev han romanerne “Kun en spillemand” (en fattig dreng fra Svendborg, der forgæves søger at kæmpe sig frem i verden), “O.T. ” , hvilket betyder “Odense Tugthus”, og “De to Baronesser”; desuden skuespil “Mulatten”, “Den nye Barselsstue”, Opera teksten “Liden Kirsten” o. fl.
Sine første arbejder skænkede Andersen kun en lidet omhyggelig udarbejdelse og hans uvenner havde let ved at angribe ham derfor, men det er alligevel forbavsende, hvad man mente at kunne tillade sig overfor ham. Man behandlede ham som en, hvem alle har ret til at opdrage på, som en, der uværdig har trængt sig frem til det gode selskab. Skønt Andersen stundom, når ubilligheden mødte ham personlig, kunne vejre den hen med vittighed og lune, så følte han sig dog ofte bittert såret. En gang, mens han endnu var en ung mand, tog en teologisk kandidat sig for i et selskab, hvor Andersen selv var tilstede, at gennemhegle nogle af hans digte, ord for ord. Dan han var færdig, tog en lille seksårig pige, som forbavset havde stået og hørt til, bogen, åbnede den, pegede i sin uskyldighed på ordet “og”og sagde til den strenge kritiker: “Der står et lille ord endnu, som du ikke har skændt på”. – Manden blev rød og kyssede den lille.
Når Andersen i “Mit livs Eventyr” fortæller dette og flere lignende træk, er han imidlertid selv ubillig, idet han husker angrebene, men har glemt den anerkendelse, der også blev ham til del. Det kom af “det gale sving i hans sjæl”, det sygelige sind, der som Collins siger, i hans senere år tog magten fra ham. Og dog har han ret i, at man var ond imod ham. Da han en gang lige var kommen hjem fra en meget ærefuld rejse i Tyskland, stod han et øjeblik og så ud af sit vindue. Da så han to spadserende herrer standse udenfor og give sig til at stirre op imod ham, og han hørte den ene sige: “Se, der står vor udenlandske, berømte orangutang!” Man kan ikke undre sig over, at han led under slig uforskammethed.
Imidlertid kunne han også i breve til venner bryde ud i blussende selvfølelse. “Mellem Danmarks første digtere, mellem Holberg og Oehlenschläger vil jeg nævnes”, skrev han til Madam Iversen i Odense. En anden gang: “Forurettelse vækker min hele selvbevidsthed. Jeg skal blive en digter, Danmark skal føle sig hædret ved. De skal neje sig, som sol og måne, måtte det i Josefs drøm han tog “. Eller han tog det med lune, som i et brev til Fr. Læssøe (Istedhelten): “Poesi er der i mig, derfor flyder der lyriske græsstrå op, som de kritiske stude kan gnave på”. Skuespillet “Den ny Barselsstue” skrev han anonymt for at prøve, om det var ham selv eller hans arbejder, man dømte så hårdt. Stykket gjorde lykke på teatret. en af teaterdirektørerne sagde til ham: “Nej, kunne De skrive et stykke som dette! Det er fortræffeligt, men det er nu ganske udenfor deres talent. De har ikke det lune, den mand har” – Nej desværre, det har jeg ikke”, sagde Andersen og roste “Den nye Barselsstue”.
Den bedste trøst og lægedom for sindet, når kritikken gjorde ham bitter, var at rejse. Ingen dansk digter har rejst så meget som Andersen, og næsten alle Europas lande besøgte han. Derude kunne han glæde sig over anerkendelse og venlighed, som han så længe savnede her hjemme, og fra disse rejser, hvor han besøgte kunstnere, fyrster og rige velyndere, hjembragte han en skat af lykkelige minder, der gjorde hans hjerte godt, men også kunne beruse ham som en alt for kraftig drik, så hans venner stundom fandt, de måtte afkøle ham.
I hans rejsetid falder jernbanernes første fremkomst, og det var noget for ham sådan at “flyve” afsted, som han udtrykte sig. Da han første gang prøvede dette samfærdselsesmiddel mellem Leipzig og Magdeburg, var det for ham, som om det eventyrlige kom ham nær.
Det er ganske morsomt at se, hvilke forskellige tanker Andersen og Ingemann havde om jernbanerne. “Held enhver som sejl kan hejse! Liv det er at rejse” sang Andersen, og mens han “fløj” fra sted til sted, skrev Ingemann til ham, at havde sit hus på lokomotivdragens hale. Ingemann ønskede, at poeternes huse havde hjul for at kunne rulle hen, hvor der ingen jernbaner var, og han befandt sig ilde ved, som han skrev til Andersen, at verden kom til at snurre rundt om hans og Sorøs lille klostersø med røg og piben. Andersen derimod var ret i sit es på den flyvende fart og fandt, at jernbaneflugten var”den mest poetiske flugt vi legemstunge mennesker kan gøre”. En særlig lykkelig rejse var en tur 1844 til Tyskland, hvor stærke vidnesbyrd om hans berømmelse, da slog ham i møde. Hoffet i Weimar viste ham den største enlighed, og af den prøjsiske konge fik han den røde ørns orden. Hans skrev strålende breve hjem til Collin, og det er rørende at se, hvor stærkt det ligger ham på sinde, at denne hans faderlige velgører således kan få glæde af ham. Da han efter hjemkomsten blev indbudt af kongen og dronningen ovre på Føhr og der sad ved taflet, tænkte han på sin fattige barndom i Odense, – thi det var netop 25 års dagen for hans ankomst til København.
I hans skildringer fra disse rejser “En digters Bazar“, “I Sverrig” o. fl. er der meget fornøjeligt at læse, hvorimod man måske vil finde det lidt trættende i “Mit livs Eventyr” at læse om rejserne og hans mange “store” bekendtskaber. Den smukkeste af alle hans rejseoplevelser forekommer mig følgende at være:
Den svenske sangerinde Jenny Lind skal være noget af det dejligste, man kan høre og se, og noget af det elskeligste man kunne lære at kende. Andersen traf hende – der var 15 år yngre end ham – i balletmester Bournonvilles hus og blev ikke så lidt forelsket. Hun gengældte dog kun hans følelser på den måde, at hun med sin takt var kærlig og rar imod ham og kaldte ham sin “Broder”. – Juleaften 1845 var Andersen i Berlin. Han havde afslået alle indbydelser i håb om, at Jenny Lind som også var i Berlin, skulle indbyde ham, og nu, da aftenen kom, og det ikke var sket, sad han ensom i hotellet og følte sig forladt, og gennem det åbne vindue sad han og stirrede ud på stjernehimlen. Det var hans juletræ. Næste morgen var han ærgerlig over sin spildte juleaften. Han gik til Jenny Lind og sagde hende, hvor trist han havde haft det, og han havde afslået alle indbydelser for at være hos hende, hvilket han i lang tid havde glædet sig til. – Barn” sagde hun smilende og strøg med sin hånd over hans pande. Så må vi gøre juleaftenen om. Nu skal jeg lade træet tænde for barnet”. Nytårsaften stod juletræet hos hende, tændt for ham alene. Tilstede foruden de to var kun Jenny Linds selskabsdame. De spiste til aften sammen. Jenny Lind sang for ham, og han fik alle juletræets foræringer.
I eventyret “Under piletræet” vandrer en ung svend fra land til land, skønt han pines af længsel efter hjemmet. Han får da et brev hjemme fra, hvori der står: “Du er ikke rigtig dansk, som vi andre, du holder kun af fremmede lande” Slige ord nåede ofte til Andersen selv, når han var borte på rejse, og det bedrøvede ham. Det var under sådanne indtryk han en gang skrev en de af allersmukkeste fædrelandssange vi ejer, nemlig: “I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme” med de dejlige ord: “Du danske, friske strand. Plovjernet guldhorn finder. Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder” Den stod første gang i “Fædrelandet” den 5. marts 1850.
Lars Bjørnsten Odense
Se flere H.C. Andersen relaterede ting fra perioden 1900 – 1924 her!