Klods-Hans med sin gedebuk og kongedatteren ved Odense å i Odense Zoologisk Have
Uddrag fra H.C. Andersens eventyr “Klods Hans” (1855): ” … Maa jeg ingen Hest faae!” sagde Klods-Hans, “saa ta’er jeg Gedebukken, den er min egen, og den kan godt bære mig!” og saa satte han sig skrævs over Gedebukken, stak sine Hæle i Siden paa den og foer afsted hen ad Landeveien. Hui! hvor det gik. “Her kommer jeg!” sagde Klods-Hans, og saa sang han saa at det skingrede efter. Men Brødrene red ganske stille forud; de talte ikke et Ord, de maatte tænke over paa alle de gode Indfald, de vilde komme med, for det skulde nu være saa udspekuleret! “Halehoi!” raabte Klods-Hans, “her kommer jeg! see hvad jeg fandt paa Landeveien!” og saa viste han dem en død Krage, han havde fundet! “Klods!” sagde de, “hvad vil Du med den?” “Den vil jeg forære til Kongedatteren!”…”
Eventyr på Åen er et nyt eventyrligt projekt i Odense
På sejlturen fra Munke Mose til Erik Bøgh’s sti oplever man forskellige tableauer på åbredden og i træerne med bl.a. unge skuespillere, der illustrerer og optræder med uddrag fra nogle af H.C. Andersens mest kendte eventyr. I turbåden “H.C. Andersen” er der en levende fortæller “H.C. Andersen” alias skuespiller Torben Iversen. Udover den friske luft og de smukke oplevelser på sejlturen kan eventyrene og tableauerne opleves via en speciel udviklet app til tablets og smartphones.
Eventyr på Åen er Odense Åfarts nyeste tiltag som henvender sig til besøgende, der ønsker at opleve H.C. Andersens eventyr og en tur med Aafarten på en helt anderledes måde.
Foto Lars Bjørnsten Odense maj 2014