H.C. Andersen og Eventyrets Dør

DSC_4590-001

H.C. Andersen 100 år

I anledningen H.C. Andersens 100 års fest i 1905 er der skrevet mange artikler om digteren og hans eventyr. Nedenstående tager udgangspunkt i er en kort karakteristik oprindelig bragt i “Vejle Amts Folkeblad”. Forfatteren til artiklen H. Buch Frandsen skriver,  at det blev Andersens Aladins lampe.

Eventyrets Dør

G. Brandes skrev i 1869 i “Illustreret Tidende” en række artikler om Andersens eventyr, interessante forstående studier, som digteren var ham meget taknemmelig for. Han siger der et sted: ” Efter mange års flakken fandt Andersen sig en aften stående udenfor en lille, uanselig, men hemmelighedsfuld dør, Eventyrets Dør. Han rørte ved den, den gav efter, og han så i mørket derinde det lille fyrtøj brænde. Det blev hans Alladinslampe. Han slog ild dermed, og lampens ånder: Hundene med øjne som thekopper, som møllehjul, som Rundetårn stod for ham og bragte ham de tre uhyre kister med alle eventyrets kobberpenge, sølvpenge og guldpenge. Det første eventyr (“Fyrtøjet“) var her, og Fyrtøjet drog siden alle de andre efter sig. Held den, der finder sit Fyrtøj! På denne måde antyder G. Brandes, hvorledes Andersen uforvarende kom ind på den digtning, der skulle bære hans navn over tidens vande og ud over mange landegrænser.

Fortællingen

Hans nære ven Edward Collin fortæller derom således: “I flere af de huse, hvor han daglig kom, fandtes småbørn, som han gav sig af med. Han fortalte dem historier, som han dels selv lavede i øjeblikket, dels hentede fra bekendte eventyr, men hvad enten han fortalte sit eget eller genfortalte vat fortællemåden så udelukende hans egen og så levende, at den henrykte børnene. Ham selv morede det at give sit lune dette fri spillerum. Talen gik ustandseligt, rigelig udstyret med de for børnene bekendte talemåder og med de fagter, som passede dertil. Han sagde ikke: “Børnene kom på vognen, og så kørte de” men “Så kom de på vognen, farvel far! Farvel, mor: Pisken smeldede smæk, smæk! og væk for de. Hej, vil du gå!” Efter Collins udsagn skal man vanskelig kunne danne sig et begreb om dette foredrags livlighed i børnenes kreds.

Ikke lige straks fald det ham ind, at noget sådant kunne bruges anderledes end mundligt og til forlystelser for børn, men den glæde, det vakte, ledte ham til det spørgsmål, om ikke flere kunne gøres delagtige deri ved, at historierne blev trykte. Men skullee det ske, måtte de skrives, ikke efter de almindelige sprogregler, men sådan som man taler til børn. Meningen var næppe, at børn skulle læse dem, men at de voksne skulle oplæse eller genfortælle dem, såvidt muligt i digterens egen tone.

Genfortalte folkeeventyr

Nogle af eventyrene, især blandt de første, er genfortalte folkeeventyr. Da Andersen en gang i sin barndom var med sin moder på landet i Nordfyn, var han med ved humleplukningen, hvor det gik løs med historier. Derfra og fra de gamle koners spindestuer i Odense Hospital kendte han sådanne historier, som kom til at leve igen i “Fyrtøjet“, “Store Klaus og lille Klaus“, “Rejsekammeraten“, “Prinsessen på Ærten“, “De vilde Svaner“, Klodshans“, “Svinedrengen” og mange flere. De er så godt gengivne i digterens fortællemåde, at de er ganske hans egne, og man ikke skulle tro, det var gamle eventyr. De blev dog modtagne med betænkelighed. En kritiker fandt, det var uforsvarligt at indgyde børn den forestilling (i “Prinsessen på Ærten) at en så høj dame altid må være fortræffelig ømskindet.

Selvopfundne eventyr

Andre af historierne er selvopfundne f.eks. “Tommelise“, “Den lille Havfrue“, “Historien om en Moder“. Da han som barn stod ved Odense å og fantaserede om en kinesisk prins på den anden side af jorden, der skulle dukke op gennem jorden, op af åen til ham og bringe ham alverdens herligheder, da kan man måske sige, digtede han sit første selvopfundne eventyr.

Historien om en Moder

Historien om en Moder” var en af dem, der skaffede Andersen selv mest glæde. Det hefte, hvori den stod, forærede han en gang i Sydbayern til en katolsk præst, som vel vidste af ham og hans eventyr at sige, men ikke havde gidet læse dem. Næste morgen fortalte præsten ham, at nu havde han læst hele bogen. “Men kald det ikke eventyr! Det er jo langt over sligt. “Historien om en Moder” er jo sådan, at jeg kunne fortælle den ved et barns grav, og gennem den bringe trøst til de bedrøvede. Andersen erfarede selv, at den var mangen sørgende moder til trøst og styrke.

Stoppenålen

Denne historie sprang frem i digterens sind en dag på gaden uden anledning. Således behøvedes ingen eller kun en ringe anledning, en lille iagttagelse, en tilfældig bemærkning. En da på herregården Nysø sagde Thorvaldsen til ham: “Skriv os et nu et nyt morsomt eventyr! De kan jo skrive selv om en stoppenål. Dette var nok til at han skrev om “Stoppenålen“.

Springfyrene

Springfyrene blev til på en gang, da han skulle fortælle nogle børn noget. Denne ganske korte historie er overmåde vittigt ret sådan som Andersen har sagt: Jeg fortæller for børn, men med tanken på, at der også skal være noget for voksne. Loppen springer så højt, at ingen kan se det, og hvad kan det hjælpe! Græshoppen springer kongen lige i ansigtet, det er for radikalt. På den måde kommer man ikke til fadet. Springgåsen springer kun et kort, oven i købet skævt spring, men lige i skødet på prinsessen. Sådan skal vi have det! Og den fik prinsessen.

Eventyrene er meget fantasifulde.

Eventyrene er meget fantasifulde. Med en fantasi, der ligner barnets, lader han dyr og planter optræde som personer og gør det livløse levende, ligesom barnet gør det med sit legetøj. Han sætter liv i Snemanden, Stoppenålen, Tinsoldaten, ja porcelænsfigur, ja, selv i en skygge. Han hører vinden og blomsterne fortælle, han ser søvnen, natten, døden, drømmen som personer” – og Dovretrolden og Elverkongen, Elverpiger, Trolde og Nisser, Åmanden og Havmanden, Ole Lukøje og Hyldemor, af dyrene især storken – alt og alle kan Andersen bruge og få dem til at gøre som han vil.

Elverhøj

Måske den mest fantasifulde af alle eventyrene er “Elverhøj“, spillende morsomt fra ende til anden. I Elverhøj var der pyntet op. Se, hvor fin en sal! “Gulvet var vasket med måneskin, og væggene var gnedne med heksefedt, så at de skinnede som tulipanblade foran lyset. Gæsterne var udsøgte: “Gamle trolde af første klasse med hale” den fornemeste var “Troldegubben fra Dovre med krone af hærdede istapper og polerede grankogler”. Beværtningen mageløs. Snogeskind med små børnefingre i, både musesnuder og skarntyde. Rustne søm og kirkerudeglas hørte til knaset. Og hvilket lystigt gilde! Elverpigerne dansede, så man ikke vidste, hvad der der var arme og hvad der var ben. Det gik imellem hinanden ligesom savspåner, og de snurrede sig omkring, så helhesten fik ondt og måtte gå fra bordet.

Hvad man kan hitte på

I historien “Hvad man kan hitte på” fortæller han os om en, der ville være digter til påske, men ønskede sig tilbage til oldtiden, forbi nutiden var så fattig på stof til at digte om. Dette var ikke Andersens mening. For ham var vor tid netop eventyrets tid. Nutidens videnskab og store opfindelser var for ham “Poesiens Californien”, hvor guldet ligger for digterens fod, man bukker sig kun for at få det. At køre på jernbane, at blive fotograferet, at kunne telegrafere, at betragte en vanddråbe i et forstørrelsesglas – det var for ham at komme det eventyrlige nær. Så skrev han f.eks en historie som “Den store søslange“, d.v.s. telegrafkablet, og fortæller morsomt om, hvilket styr havets beboere holder, da den bliver sænket ned på havbunden til dem.

Den grimme Ælling

Nogle af eventyrene, siger Andersen er selvoplevede. “Den grimme Ælling“, der blev puffet og sparket og gjort nar af, den er ham selv. “Du er så stor og aparte, og derfor skal du kanøfles” sagde en af ænderne. Det kendte Andersen nok. “Men det gør ikke noget at være født i andegården, når man har ligget i et svaneæg”. Ællingen ender som en svane, svømmende omkring i herregårdshavens kanaler. Sådan også med ham selv, skønt der vel ikke netop skal hentydes til, at digteren nød et rigt sommerliv på fynske og sjællandske herregårde hos venlige mennesker.

Kilder: Vendsyssel Tidende 3. april 1905 og Lars Bjørnsten Odense

Se flere H.C. Andersen relaterede ting i perioden 1900 – 1924 her!