Hvad skylder et europæisk Barn H.C. Andersen? (2)

Men fra Fædrenebyens snævre Gyder vandrede hans Tanker længselsfuldt ud i det Fjerne. Foreløbig bliver Saks og Papir det Materiale, der maa tjene hans Kunst. Ved Udklipningsarbejdet føler han sig tilfreds. Og dog er han allerede paa dette Tidspunkt alt det, han senere skal vise sig som. Med en kongelig Gestus udøser han sin Medlidenhed til alle Sider: over et hult Træ, der staar der sygt og til ingen Verdens Nytte, over et raaddent Rendestensbrædt, over en stakkels Sindssyg, over en sølle Skruetudse. Intet er ham for smaat, intet for ringe til at vække hans Opmærksomhed, og intet saa ophøjet, saa fjernt, at han skulde lade sig skræmme af det. For ham aabnede allerede den Gang alle syv Himle sig, og nysgerrigt, men ikke blændet, søgte han at udforske deres Hemmeligheder. Det, han der saa, det har han saa med et Par enkle danske Ord, som paa Grund af deres rene Menneskelighed saa let oversættes til alle andre Sprog, prentet dybt i vore Hjerter med Evighedens Skrift.

Derfor hænder det, naar vi Voksne af i Dag ser tilbage paa vor Barndom, at det ikke er vore egne Oplevelser, der vaagner i vor Erindring, men alt det, vi med glødende Kinder, uden Tanke paa Forældre eller Omverden, oplevede i H. C. Andersens Eventyr. For hans Digterverden var nemlig langt virkeligere end vor Barndomsverden, derfor er den blevet staaende uforandret gennem Tiden. Virkeligheden forandrede sig: Livet brusede videre, Landskaber og Byer fo’r forbi, Menneskene blev ældre og døde. Husene blev mærkeligt mindre at se til, Hjemmet ændrede Udseende, Blomsterne visnede. Men endnu sidder den lille Pige med Svovlstikkerne sammenkrøbet op mod Muren og lader den ene Svovlstik efter den anden flamme op. Endnu staar den standhaftige Tinsoldat paa sit eneste Ben, og Toppen har endnu ikke mistet et eneste Gran af sin Forgyldning.

Hele vort Verdensbillede bestemtes gennem Læsningen af H. C. Andersen. Da vi jo kendte Stoppenaalen, som var saa stolt, fordi den troede, den var en Synaal, saa vidste vi ogsaa helt bestemt, at den Fabrikantfrue, som troede, hun var finere end Fru Jensen, hvis Mand kun havde en ganske almindelig Butik, hun var en rigtig dum Størrelse. Men det kunde da aldrig være faldet os ind at kalde hende en dum Gaas, nej, dertil holdt vi virkelig alt for meget af Gaasen. Det var H. C. Andersen, som, uden nogen Tendens og uden at prædike, gennem godt skjult Pædagogik lærte os, at Klasseforskel er en Opfindelse af Mennesker og ikke netop en af Menneskenes mest aandfulde. »Der findes ingen Klasseforskel,« erklærede han myndigt, og vi Børn følte henrykt, der findes ingen Klasseforskel. Vi troede alt, hvad han sagde, fordi han var vor Meningsfælle, fordi han havde de samme Sympatier og Antipatier som vi. Sammen med ham elskede vi Moderen, som for sit Barns Skyld græder sine Øjne ud, vi elskede Vaskekonen, som Verden paastaar ikke duede, vi elskede den gamle Gadelygte, som bliver sat paa Pension, men først og sidst elskede vi den gamle Margrete, som lader sin Seng og sit Hus gaa op i Flammer for at redde Landsbyens Beboere fra Stormfloden.

Sider:  0   1  2  3  4