Hvad skylder et europæisk Barn H.C. Andersen?
Af Dr. Eugenie Schwarzwald. Tekst og foto fra Tidens Kvinder Nr. 20. 17. maj 1938
I en snæver Gyde i Odense paa Fyn ligger et lille uanseligt Hus. Fra hele Verden kommer Mennesker strømmende hertil, gamle og unge, blot for at se dette Hus, det Hus, hvor Hans Christian Andersen blev født.
Nu er Sandheden vel nok den, at ingen rigtig ved mere, om det nu ogsaa var i dette Hus. Men det gør heller ikke noget, den snævre Gyde er der jo, Brostenene var vel lige saa slidte allerede den Gang, Husene lige saa smaa og krogede. Hen over Gyden sniger Kattene sig stadigvæk, i de smaa Baghaver synger Fuglene endnu, og den Dag i Dag hænger Pilens Grene ud over den lille Aa, hvor H. C. Andersen legede som lille Dreng. Det var der, han lærte at forstaa Fattigdommen, en Forstaaelse, der senere gav Næring til hans Fantasi. Der drømte han, at engang i Fremtiden vilde Byen Odense tænde Blus til hans Ære. Det kan saamænd ogsaa godt være, at Storkefamilien i Reden deroppe er den samme, hvis Forfædre den lille Hans Christian undrende stirrede paa, naar de paa deres røde Ben spankulerede hen over det foraarsvaade Engdrag paa Jagt efter deres Aftenfrø. Hen over disse Brosten klaprede Drengens smaa Træsko, her blev han for første Gang gjort latterlig af den dumstolte Provins-Overlegenhed paa Grund af sin tilsyneladende Hæslighed, der for os er kommet til at staa i Skønhedens Straaleglans.