Edvard Collin og H.C. Andersen (3)

Edvard Collin 1833. Roed. Foto Lars Bjørnsten Odense

H.C. Andersen var en krævende, anmassende og tryglede om venskabet med Eduard. Andersen fulgte altid sin egen natur, ligesom under sin uddannelse. En af Edvards opgaver var at få Andersen til at få bedre styr på sig selv og finde den indre ro. Venskabet havde forskellig betydning for de to: For Andersen var det et dybere venskab og kærlighed, hvorimod det for Edvard var et spørgsmål om en god kammerat. Desuden drejede det for H.C. Andersen at komme ud af proletariatet og blive løftet højere op på samfundets rangstige og dette kunne han bl.a. gøre ved at knytte tætte bånd til Edvard. Edvard skabte livet igennem en distance til Andersen bl.a. ved at tiltaleformen var ”De”. En tiltaleform som Andersen ikke brød sig om. H.C. Andersen fulgte sit eget hjerte og brugte brevene til en ”hemmelig” kommunikation til sin ven og til at ”omfavne” Edvard.  Andersen forsøgte at realisere sin kærlighed til Edvard bl.a. på denne måde, som var i samklang med hans inderste væsen og sande natur.

Forholdet mellem de to varierede og i perioder skrev de ikke sammen bl.a. ved Andersens lange rejse i 1833-34 til bl.a. Italien og Tyskland. I slutningen af maj 1834 gjorde Andersen efter lang tids selvransagelse status vedr. venskabet med Edvard Collin og han skriver” Aldrig berører jeg denne Materie mere, det til en Klynken, der er en Mand uværdig.”

Sider:  1  2  3  4  5  6