H.C. Andersen skoven: Nyt udflugtsmål for naturelskere i alle aldre

H.C. Andersen skoven – Nyt udflugtsmål for naturelskere i alle aldre

Odense Kommune har udgivet en pjece om H.C. Andersen Skovens rekreative muligheder og om skovens historie.

Adgangsforhold
H.C. Andersen Skovens hovedadgang er fra Svendagervej, hvor der er anlagt en større parkeringsplads.

Madkurvs- og picnicplads 
I forbindelse med parkeringspladsen ved Svendsagervej anlægges et særligt opholdsområde op til det indhegnede græsningsareal, hvor der opføres et kombineret læhus til de græssende kreaturer og læskur til skovens besøgende. Adgangen til læskuret indhegnes, så dyrene kan betragtes på nært og sikkert hold.

Græsningsarealet
På græsningsarealet uden om skoven græsser kreaturerne. Området vil de første mange år være indhegnet, så dyrene græsser mellem strålerne, der strækker sig ud i landskabet. Trærækkerne består af eg blandet med tjørn, røn, hunderoser, hassel og hyld. Når træerne er blevet store og stærke nok, fjernes hegnene, så dyrene kan græsse under strålernes egekroner.

Naturlegeplads
For at børn og barnlige sjæle kan opleve papirklippet i mindre skala, er der i græsningsarealet nord for skoven etableret to små overskuelige solansigter: det ene i sten og det andet i træstolper.

Hovedstien med lindealléen
Skovens hovedsti – med en jordvold ud mod græsningsarealet og en grøft ind mod egeskoven – indrammes af tætte og delvist klippede lindetræer, der som allé vil understrege indtrykket af det herregårdslandskab, H.C. Andersen kendte så godt. Over grøften er fire mindre broer, der giver adgang til selve egeskoven. Den ene bro er en særlig kronprinsessebro.

Egeskoven
Egeskovens træer er plantet med stor afstand på 15×15 meter. Det betyder at egetræerne får store brede kroner med grene helt ned til jorden. Målet er at skabe en skov, hvor lyset kan trænge ned til skovbunden og give mulighed for, at blomster, urter og græs kan trives.

Munden
I den lysning, der er papirklippets mund, kan der f.eks. skabes en lille intim forsænket scene omkranset af et stengærde og store stenmonolitter. En let og enkel overdækning kan gøre dette sted attraktivt for mindre eventyrarrangementer.

Citatsiddepladser
På små fredfyldte pladser i skoven kan der etableres opholdspladser med få velvalgte citater fra H.C. Andersens eventyr. Her kan den besøgende for en stund dvæle ved historierne og mindet om den gamle digter.

Sponsor
Det er muligt at blive sponsor for et eller flere af skovens 163 egetræer. Det koster 10.000 kr. pr. træ og pengene går ubeskåret til at tilføje nye elementer, som kan gøre skoven til et endnu mere attraktivt udflugtsmål. Kampagnen gennemføres af “Plant et Træ Komiteen”. Henvendelse kan ske til “Plant et Træ Komiteen” for Odense, Otterup og Munkebo, Odense Slot- 5000 Odense C. – tlf. 65512004.

Kilde: Odense Kommune

Læs mere om skoven og dens etablering her!