H.C. Andersen: Skyggebilleder fra en Reise til Harzen….1831. XIII

H. C. Andersen: Skyggebilleder fra en Reise til Harzen, det sachsiske Schweiz etc. etc., i Sommeren 1831

XIII.

Berlin. Adalbert von Chamisso. Theatrene. Thiergarten.

Billedgalleriet. Reiseselskabet. Tre Dage af en Tyveknægts Liv.

Fuglen. Ende paa Reisen.

Med et Anbefalings-Brev fra vor Ørsted besøgte jeg Digteren Adalbert von Chamisso; han er, som bekjendt, en Franskmand af Fødsel, har været Officeer, gjort siden, som Naturkyndig, en Reise Verden rundt, og er nu i Berlin ansat ved den botaniske Have. Jeg var meget begjærlig efter at see ham, Forfatteren til Peter Schlemils wundersame Geschichte; jeg traadte ind og – Peter Schlemil selv stod levende for mig, idetmindste den selv samme Skikkelse, der staaer paa Kobberet i Bogen. En høi mager Figur med lange, graae Lokker ned over Skuldrene, og med et aabent, godmodigt Ansigt; han var i en bruun Schlaffrock, og en Vrimmel af rødmussede Børn legede om ham. Med den inderligste Hjertelighed bød han mig Velkommen, og jeg havde nu een Bekjendt i den fremmede By.

Om Aftenen gav man i Operahuset Webers: Oberon; jeg var meget glad derover, og skjøndt jeg fik mig en Plads til »gesperter Sitz«, var jeg dog een af de første. Her var det jo, jeg ret skulde faae Idee om en Opera, see Decorationsmaleriet behandlet, som en Kunst for sig, og hvad Maskinerie kan være. Til Ouverturen raabte man Dacapo, Teppet rullede op, og medens den gjentoges paa ny havde man Leilighed til at betragte den pragtfulde Decoration og de nydelige Grupper. Oberon laae ikke her i en solid Seng, som hos os; nei, den hele luftige Hal var begroet med Lilier og i een af disse laae han i det gyngende Bæger, og rundt om i de andre Lilier stode smilende Genier, medens de mere voxne svævede om i lette, luftige Dandse. Enhver Decoration var saaledes et Kunststykke, ligesom ogsaa Arangementet af det Hele, men Maskineriet – mirabile dictu – Maskineriet var, i Forhold til Midlerne, slet. Jeg kalder det slet, at Skyerne blive paa Halvveien, saa Genierne maatte hjelpe dem paa Gled, at man, i den ellers herlige Havedecoration i 2den Act, hvor Luften var skuffende tro, kunde oven for Luft-Tepperne see lige ind paa Loftet, naar man sad paa anden Bænk, midt for i Parkettet. Den hele Luftbelysning var her saa herlig, man saae Stjernerne lidt efter lidt komme frem, bare Loftet ikke var kommet med, saa havde det været velsignet! Med Forvandlingerne gik det ogsaa lidt galt, og i Havet ved Astrakan saae man en Maskinkarl gaae over Vandfladen, der frapperede mig meget, skjøndt jeg kjendte dette Experiment her hjemme fra. Man sagde mig ellers, at det aldrig var gaaet saa uheldigt, som denne Aften, at Maskineriet her var et sand Kunstværk, – det var altsaa et Uheld denne Aften, men jeg kan dog ikke lade være at anføre det; sligt kan altsaa dog finde Sted paa Berlins store Theater, hvor Midlerne ere saa mægtige, hvad skulle vi da sige om vort lille, hvor disse næsten ere ingen. En Madam Walker, født Gehse, første Sangerinde ved Hoftheatret i Dresden, spillede Rezia. Spillet – ja, jeg tør ikke træde frem som Kritiker, men ved de fleste Sangerinder kan man nok, ved dette, sætte et Spørgsmaalstegn. Hun neiede ogsaa paa tydsk Maneer hver Gang der blev klappet, og da hun ved Stykkets Slutning blev fremkaldt, var hun rørt, – og det var vist naturligt, thi hun gav sig neppe af med at spille, hun sagde nogle Ord til os, om sin Taknemmelighed, og at hun kom snart igjen; dog hendes Sang var herlig. Hr. Bader spillede og sang Huons Parti; det er en smuk Mand, hos hvem jeg fandt baade Skuespilleren og Sangeren. En Pas de deux af Hr. og madam Taglioni, samt en af Mademoiselle St. Romain og Hr. Stullmüller gjorde, hvad man her hjemme kalder det: stormende Lykke, og de fortjente vist dette Bifald.

Med Hensyn til Maskineri, gik det ellers heldigere i Königstätisches Theater, her var jeg nogle Aftener efter, og saae »ein grosses romantisches Zauberspiel von Adolph Bäurle, mit neuen Decorationen und neuer Maschinerie«, betitlet: Lindane oder der Pantoffelmacher im Feenreich. Det var et sandt Miskmask af Ingenting, en Vandsuppe farvet med smukke Melodier, og pyntet ud med Decorationer, som Boller og Grønt. Jeg troer næsten at have drømt noget lignende, idetmindste var her den løse Sammenhæng, som der sædvanlig er i Drømme. Af Melodierne udmærkede sig især en Grædeduet, en Spindevise og et stort Syngenummer, der vist var sammensat af en 40 forskjellige Melodier af Jægerbruden, den Stumme, Don Juan o.s.v., som Mademoiselle Vio, et udmærket Subject for Scenen, udførte. Jeg saae ellers her de to bekjendte Komikere, Schmelka og Spitzeder, hvoraf den sidste udførte »der Pantoffelmacher«, en ærlig Borgermand, der paa sin Bryllupsdag faaer et Brev, at hans Fætter ligger for Døden og ufortøvet maa komme til ham, men derpaa, i Reisen gjennem Skoven, hvor han, paa Krähwinkler Maneer, fører en Veiviser af Træ med sig, bliver opsnappet af en Fee, der faaer ham saa kjær, at hun tilsidst giver ham sin Tryllestav, hvorved Tilskuerne da faae endeel. Decorationer og Forvandlinger at see, lige fra: »Tivoli«, til en Dampvogn med Passagerer der seiler i Luften, og en heel Telt-Decoration, der springer ud af et Bæger.

I det tredie Theater her, det egentlige, saakaldte »Schauspielhaus«, fik jeg den gamle Dewrient at see, som Onkel Brand, i et Lystspil af samme Navn, efter det Franske; med den største Natur og Sandhed gav han denne Characteer, dette Bruushoved med det herlige Hjerte. Hans Udvortes, Spil og hele Costume gjorde et saa levende Indtryk paa mig, at det endnu er mig, som jeg længe havde levet med den gode Hr. Brand, som jeg i det virkelige Liv maatte have staaet i Forbindelse med ham; jeg kan ikke tænke mig Dewrient i nogen anden Rolle, uden jo hans Onkel Brand maa skinne igjennem, og dog er dette ikke Tilfældet, han skal give sine Characterer megen Forskjellighed; Schylock i Shakespears: »Kjøbmanden fra Venedig«, nævner man, som hans første Rolle.

I en stor Stad er det saaledes ret behageligt, at der er flere Theatre at vælge imellem, men naar der gives gode Stykker samme Aften paa dem alle, kan man ogsaa komme i Kamp med sig selv, thi mere end høist to Stæder kan man jo da ikke gaae; dette følte jeg ret her en Aften; det franske Selskab gav, i »Schauspielhaus«, tre Vaudeviller af Scribe. 1) La dévote; 2) la famille Riquebourg, og 3) Les premieres amours; i »Charlottenburg« spilledes Lystspillet: »der Fächer« og Possen »der Nasenstüber«; i »Königstätisches Theater« »das Mädchen aus der Feenwelt oder der Bauer als Millionär«, og i Operahuset havde de den berømte Ballet: »die neue Amazone«. Hertil kom endnu, at Chamisso havde inviteret mig med sig til Thiergarten, hvor han vilde indføre mig mellem Berlins skjønne Aander; jeg stod virkelig, som Herkules paa Skilleveien og – – fulgte Chamisso. I Thiergarten fandt jeg ellers slet ingen vilde Dyr, det var alle tamme Berlinere, meget godmodige og venlige Mennesker. Her var foranstaltet en lille Fest i Anledning af Digteren Holtoys Hjemkomst fra Darmstad, hvor han havde holdt Oplæsninger, og hans Kone, der er engageret ved »Königstätisches Theater«, havde givet Gjæsteroller.

La Motte-Fouqué, Raupach, Clauren og Streckfuss vare alle paa Reise, ellers vilde jeg her have kunnet gjort deres Bekjendtskab, dog vare her endnu mange, hvem jeg ret glædede mig ved at træffe sammen med. Jeg fik Plads mellem Chamisso og Zimroch, en ung Digter, der havde vakt megen Opmærksomhed ved et politisk Digt: »drey Tage und drey Farben«, for hvilket han var bleven sat ud af sit Embede, men nød en almindelig Agtelse og ventede atter at blive indsat igjen. Her traf jeg ogsaa Digteren Hoffmanns Ven, den bekjendte Hitzig og gjorde Bekjendtskab med Wilibald Alexis (Häring) der med megen Inderlighed talte om Danmark, og de glade Timer han der havde tilbragt hos Oehlenschlæger. Det er en ganske egen, behagelig Følelse, i et fremmed Land at høre tale godt om sit Fædreland, da føler man først ret, at man dog er Been af dets Been, og Kjød af dets Kjød, saa at enhver Roes og enhver Dadel, der gaaer paa dette, ogsaa synes at tilfalde os, der dog kun er en lille Deel deraf; dog det gaaer vel her som altid, man sætter Fædrenelandet i den ene Vægtskaal og sig selv i den anden.

Aftenen foer hen, under Oplæsninger, Sang og Lystighed, havde jeg her eiet St. Peters-Briller eller von Tütz’s [*Note] Hoffmanns Meister-Floh [*] microscopiske Glas, hvorved man kunde see ind i Folk, hvad de tænkte, da vilde dette Berliner Capitel blive det interessanteste i Reisen her mellem en Kreds af »Kaloi kai Agathoi«; da ville vi see hvorledes der i et Hoved spøgede en heel »Liebes Roman«, her et Bind nydelige SmaaDigte, der Politik, her Polemik, der – – – ja her var vel ogsaa et Hoved, som slet ingen Ting havde.

Her var ellers meget, der ganske flyttede mig hjem i Danmark, især den inderlige Kjærlighed, hvormed de nævnede deres Konge, og hvis Skaal var een af de første vi drak.

Først sildig ud paa Aftenen skildtes vi ad. Natten bragte Søvn og Hvile, og den næste Dag nye Ting, jeg endnu ikke havde seet.

Museet staaer kun aabent visse Dage om Ugen, men for Fremmede tilstædes der til enhver Tid Adgang, naar de kun vise Castellanen deres Pas. Bygningen har noget imponerende for Øiet, en høi Trappe indtager næsten den hele Façades Bredde, Colonner og Buer reise sig smukt der oppe, hvor man træder ind i en Rotunde, ziret med Antikkere, en Suite af Værelser aabne sig med disse herlige Alderdoms Levninger. Smag og Elegance udmærker det Hele. En Trappe høiere træder man ind i det store med kongelig Pragt udnyttede Billedgallerie.

Iøvrigt fandt man her Malerier af de første Mestere, kun var det mig paafaldende, den Mængde af hæslige Ideer jeg her fandt udført. Saaledes var der af Jeronimus Bosch tre sammenhængende Stykker, der forestillede: Skabelsen, Dommedag og Helvede, hvor Dommedag fremviiste saa fæle Billeder, at jeg ikke gider udpege dem i deres hele Væmmelighed. Jeg stødte paa flere end et Christus-Hoved af Hughe van d’Goes, der vistnok kunne gjælde for Mesterstykker, som grebne lige ud af Naturen, men her var den udført indtil Ækelhed. Tornekronen var trykket Forløseren dybt ind i Hovedet, saa de store Bloddraaber trængte frem; enhver Aare var svulmet, Læberne selv sorteblaae, og tunge Sveddraaber laae, i væmmelig Naturlighed, over det hele Ansigt. Det havde mig noget Oprørende. Det er det poetiske i Smerten, Maleren skulde udtrykke, ikke det prosa Hæslige! – jeg kan ikke glemme de fæle Billeder; de staae mig endnu langt mere levende, end Guido Reni’s »Fortuna«; van Dycks »den hellige Aands Sendelse«, og Michel Angelo’s »Christi Begravelse«, jeg her saae.

Fem Dage i det store Berlin flyve hen som en Nysen, man veed kun i Grunden, det begyndte og fuldendte.

Chamisso var den sidste jeg sagde Levvel! Før vi skildtes ad, skrev Digteren mig dette lille Impromtu til Erindring, som jeg her vil hefte til mit Skyggebillede af Berlin.

»O, lasset uns in dieser düstern, bangen Zeit,
Wo hochanschwellend donnernd der Geschichte Strom
Die starre, langgehegte Eisesdecke sprengt,
Das neue Leben unter Trümmern bricht hervor,
Und sich in Stürmen umgestalten will die Welt;
O, lasset uns, ihr Freunde, – rings verhallt das Lied,
Und unserm heitern Saitenspiele lauscht kein Ohr, –
Dennoch die Göttergabe des Gesanges treu
Im reinen Busen hägen, wahren; dass vielleicht
Wir, hochergraute Barden, einst die Sonne noch
Mit Hochgesang begrüssen, welche, das Gewölk
Zerteilend die verjüngte Welt bescheinen wird!
Prophetisch, Freunde, bring’ ich dieses volle Glas
Der fernen Zukunft einer andern Liederzeit«.

Hjemveien gik gjennem Brandenborger-Thor, jeg kastede et Levvel til Seirens Gudinde, der med sine stolte Malmheste havde seet ganske andre Scener end jeg. I sine unge Dage skal hun have været stillet saaledes, som om hun kjørte ud fra Berlin, men da hun virkelig gjorde Alvor af det, og tog endogsaa lige til Paris, lod man hende transportere tilbage og opstille med Ansigtet ind imod Byen, og det er vist ogsaa bedre, at Seiren drager ind i en By, end den skal drage ud af den.

Mit Reiseselskab bestod denne Gang af en Bager, to Møllerbørn, det vil sige en han og en hun, den sidste kunne vi kalde »die schöne Müllerinn«; desuden var der en gammel Gouvernante, og en – ja, enten var det en ægte Skrædder, eller en uægte Poet, maaskee begge Dele tilsammen.

Solen brændte som Ild, og Egnen begyndte hiin Side Spandau at vende sin slidte Side udad; det var som vi kjørte over et Landkort, saa flad laae det Hele, ja tilsidst krøb den skjønne Natur ind i et Græsstraae, der hist og her pippede frem. Bageren, som leed uhyre af Hede, og Frygt for Cholera, pustede og stønnede. Han førte en 5 à 6 Flasker Viin med, hvorpaa var noget, han kaldte Choleradraaber, og som han tømte den ene efter den anden, først gav han sig til at jodle af Fortvivlelse, det klang som et radbrækket Jammersskrig, tilsidst, da Flaskerne bleve mere luftige, blev han ogsaa ganske poetisk og gav sig til at declamere, det var nogle »frygtelige Digte« om Døden, Satan og den hvide Kone. Alt gik i een Tone.

Nu kom Solen ind i Vognen med, for at see paa denne Herlighed, Veien begyndte at støve, saa at vi maatte trække Vinduerne op; der sadde vi nu, sex Sjæle i sex et halvt Legeme, thi Bagerens kunde godt gjælde for halvandet. Han kom i Affekt, de klare Vanddraaber trængte frem i hans Ansigt, hans Nabo, den unge poetiske Skræder, sad bleg af Varme og sagde ved hvert Vers: »jöttlich!« Den gamle Gouvernante saae saa fornem ud og lugtede i et væk til en Citron, medens jeg forsøgte paa alle Maader at strække mine arme Been, som jeg borede ind mellem »die schöne Müllerinn« og hendes Broder, der sov og nikkede i Søvne, som to Koblommer paa Marken naar det blæser lidt. Bageren tog det for Bifaldsnik, og hævede Stemmen endnu stærkere, da foer der et kulsort Hoved, med Bjæf og Skrig, ud af Gouvernantens Sypose, her var hendes Hund gjemt, da ingen Hunde maae komme i Vognen, den havde forholdt sig rolig den lange Tid forud, men tabte nu Taalmodigheden; den gav nogle Bjæf, saa de sovende Sødskende, og vi andre halvdøde foer op i Vognen og joge alle Hovederne ind i det store Næt, der hang under Loftet med vore Stokke, Paraplyer og andre Smaasager. »Die schöne Müllerinn« havde ogsaa stukket et stort Papir derop med hvidt Puddersukker, der nu brød løs, og overøste den arme Bager, der i Ansigtet saae ud som et levende Kildevæld. Til Lykke vare vi tæt ved en By, jeg troer, Peesin, her fandt han da Trøst og vi andre Præliminærerne til at hvile sig, det vil sige, fik sat os ned, saa blæste Postillonen, og vi stuvedes igjen ind i vort vandrende Fængsel. Bageren talede nu ikke længer i Vers, men ved Idee-Association kom han fra Gouvernantens Hund til Göthes Faust, hvor især Hunden havde været forbandet god; han havde seet dette Stykke i Berlin, og satte det ligesaa høit, som Rollas Død, der var hans Favorit-Stykke, thi han havde engang i sin Ungdom været med i det, som en Vildmand. »Die schöne Müllerinn« og jeg underholdt os med at tale om de forskjellige Slags Oste, og jeg steg temmelig i hendes Agtelse, da jeg lærte hende Maaden at tilberede fyensk Skjørost. Det gik imidlertid fort i susende Galop, og hver Gang jeg tittede ud af Vognen, saae jeg hvidt Sand og sorte Granskove.

Ogsåaa Skrædderen saae ud af Vinduet, og da vi just kom forbi en stor Tidsel, der her stod som et Frugtbarhedens Symbol, lispede han, med et Blik paa Bageren, som han vilde vise sit Bekjendtskab til Literaturen:

»Röslein, Röslein, Röslein roth,
Röslein auf der Heide«.

Men standsede derpaa meget forlegent, og saae ned paa sit Lommetørklæde, som han legede med, idet han formodentligt frygtede, at Bageren skulde ansee dette Udbrud for en Alusion paa sig, thi han sad ogsaa her i Sandet, med et Ansigt rødt og rundt, som en »Röslein roth, Röslein auf der Heide«.

Vi kjørte bestandigt fremad; det var som et evigtgrønt Stykke Cattun, med hvide Pletter, var udspændt i Karretvinduet, ingen Afvexling i den hele Egn. Gud give jeg nu havde sidste Act af: »drey Tage aus dem Leben eines Spielers«, som jeg gik fra, den kunde have gjort godt her. Vi kom forbi et Sted, hvor der i gamle Dage havde staaet en Galge, men dette Phantasiestykke var da ogsaa borte, jeg maatte da selv til at skabe, og saaledes fremstod:

Tre Dage af en Tyveknægts Liv.
Den første Dag – jeg husker det godt!
Det var paa Marken, foran et Slot,
Man hængte Een i en Galge der;
Og det var min Fader, denne her.
Min Moder man ind i Hullet jog,
Men dirke hun kunde det selle Skrog,
Hun løb til Skoven, mig tog hun med,
Og vi kom begge ret godt afsted.
Den Gang var jeg kun en Unge.

Den anden Dag – ja Tiden jo gaaer!
Da var jeg saadan en nitten Aar.
Jeg blev forlibt – jeg var ei klog!
Nær havde jeg blevet et ærligt Skrog.
Hvad Kjæresten vilde, det vilde jeg med,
Men hun gjorde Nar af min Kjærlighed,
Hun var som de andre af Evas Slægt,
Jeg blev da igjen en Tyveknægt,
Og det skal jo nogen være!

Den tredie Dag – ih nu, lad gaae!
Jeg maa vel slægte min Fader paa.
Af Sult min Moder forlængst gik bort,
Men jeg, jeg gjør det nu mere kort –
Lidt høit jeg hele mit Liv har tænkt,
Nu kommer jeg høit – nu bliver jeg hængt.
Maaskee min Kjæreste seer herpaa,
Hun er her med Manden og alle de Smaae,
At see hvor Tyven kan dingle!

Den dunkle Nat bragte os da et Eventyr, eller rettere, en comisk Scene, kun Skade, at den var mere dramatisk end episk, og altsaa ikke saa godt lader sig fortælle, som udføre. Udenfor en af de smukke to Etages Gjæstgivergaarde, med riflede Piller i Muren og smukke Façader, man finder paa Veien mellem Berlin og Hamborg, holdt vi stille for at skifte Heste. Vi stege alle, paa Gouvernanten og hendes Skjødehund nær, ud af Vognen, for at vederqvæge os i den pyntelige Gjæstestue. Den gamle Dame faldt imidlertid i Søvn, drømte maaskee om sin grønne Ungdom, da ogsaa hun var en Rose, thi enhver Hyben har jo været denne Blomst. Endelig vaagner hun, der ere ingen uden hun og Hunden i Vognen, hun stirrer ud, alt er mørkt og dødsstille, intet Lys skinner gjennem Vinduerne paa Gaarden. Hestene er spændte fra Vognen, ingen Mennesker ere herude, hun udstøder et Skrig, man er reist bort og har glemt hende, midt i det preussiske Sand, ene sidder hun her midt paa Landeveien, i den mørke Nat!

Vi vare alle inde i Gjæsteværelset der vendte ud til den modsatte Side af Huset, der var ikke bleven spændt for endnu, eftersom vi skulde hvile her endnu nogle Minuter; vi hørte Skriget og foer nu alle ud af Huset for at hjælpe, vi styrtede til Karreten, reve Døren op; men nu blev hendes Skræk større, thi hun troede at det var nogen, der vilde overfalde hende. Hun skreg, Hunden gjøede, og vi raabte hverandre i Munden, for at faae en Forklaring, som det da ikke blev saa meget let at erholde.

Snart rullede vi igjen afsted! – De preussiske Veie ere herlige, det er, som kjørte man paa et Stuegulv.

Endelig kom vi da til Mechlenburgs Grændse! Landet her er en smilende Oase, midt i Ørkenen. Her saae vi atter ordentlige Træer, Ege og Bøge; Kornet bølgede paa Marken; jeg drømte mig midt i Sjælland.

Ludwigslüst med sit Slot, sin store Have og de brede Alleer laae for os. Et Vindue stod aabent i Gjæstgivergaarden, hvor vi droge ind, en Spurv satte sig paa det, og qviddrede lystigt – jeg veed ikke hvad, men baade Fuglen selv, og Organet jeg hørte, forekom mig bekjendt, det var bestemt den samme lille Person, der den sidste Morgen jeg var i Danmark qviddrede udenfor mit Vindue, men som jeg den Gang heller ikke forstod.

Ved Lauenborg var uhyre Sandbanker, og atter Sandbanker! det saae ud, som Havet nyligt var skyllet bort og havde efterladt disse. Snart var Veien saa bred, at den ikke selv vidste hvor den egentlig endte, snart løb den ind mellem disse hvide Bjerge, hvor Vognen sank dybt i og kom næsten ikke af Stedet. Betænk desuden, at det var Maaneskin, og at vi ikke saae eller hørte til et levende Væsen udenfor os. Som sagt, jeg vilde male dette, jeg vilde male Hamborg og Lübeck paa Tilbagetouren, nu jeg er kommen i Ro, indenfor Kjøbenhavns Volde, men idet jeg griber Pennen, sidder igjen den lille Fugl udenfor Vinduet og qviddrer, ligesom før jeg reiste bort, og som den qviddrede i Ludwigslüst. Jeg troer endogsaa den siger det selvsamme; det er nu tredie Gang. Det maa være en Recensent, for han sætter mig i slet Humeur! Der komme altsaa ingen Skyggebilleder flere, ikke engang af det herlige Hav, der heller ikke var i godt Humeur, da jeg tog hjem, men det klædte det godt, dette mørke Blik, den raske Kuling, der greb i Seilet, og hvirvlede den sorte Røgstøtte op i Luften; Kjøbenhavns Taarne hævede sig foran os, de saae mig saa spidse, saa satiriske ud, som vare de et Billede paa de Penne, der maaskee ville kradse paa mine Skyggebilleder.

Mangen lille Fugl, der synger i Skoven, vilde sikkert, dersom den saaledes skulde staae Skoleret hver Gang den sang, snart tie og sørge sig ihjel bag de grønne Hække, men Digteren – –

Ei Roes, ei Dadel standse maa hans Flugt,
Ved Storm og Solskin bliver Blomsten Frugt!

Afsnit: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13

Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.