H. C. Andersen: Skyggebilleder fra en Reise til Harzen, det sachsiske Schweiz etc. etc., i Sommeren 1831
IX.
Reise igjennem Halle og Merseburg til Leipzig.
Den blinde Moder. Invaliden. Nicolai-Kirken.
Gellerts Grav. Auerbachs Keller. Italiensk Opera.
Poniatowskys Mindesteen.
I den sachsiske »Eilwagen« rullede jeg, ved Midnat, ud af det gamle Eisleben. De første grønne Viinbjerge hilsede mig med den opstaaende Sol. Postillonen blæste smukt det ene Stykke efter det andet. Vi kom forbi to store Indsøer, hvor de grønne Bjerge og de røde Skyer speilede sig i den stille Flade. Der laae ogsaa en gammel Ridderborg, kantet og taarnet, med høie Mure og Grave. Her var et deiligt Echo; vi holdt et Øieblik stille, Postillonen blæste, og fra Bjergene lød næsten hele Stykket igjen. Jeg har aldrig hørt saa mange Toner gjentagne af Echoet. Denne deilige Morgen glemmer jeg ikke; men den staaer jo ogsaa udsat paa Musik, i min Erindrings Billedsamling. Postillon og Echo gave den hele Egn en høiere Skjønheds Potens, hvorved, muelig, den lærde Stad Halle, siden tabte; den saae mig saa snever, saa uhyggelig ud. Saalefloden var et skident, guult Vand; og Byens Gader – enkelte, i det mindste – troer jeg ikke vare brolagte. Udenfor Universitets-Bygningen stod en Vrimmel af Studenter, med Collegiehefter under Armen og Tobakspiber i Munden. Paa Gaderne mødte vi flere, og rundt om i Vinduerne laae lignende Minervæ Sønner, idetmindste antog jeg dem derfor.
Bønderkonerne, der sadde paa Torvet og solgte deres Varer, havde mig ellers nogle ganske forunderlige taterbrune Ansigter; jeg havde nær gaaet hen til den første den bedste og rakt hende min Haand, i den Tanke, at det var en Zigeunerske, der kunde sige mig hvor stort Honorar jeg fik i Penge og Udødelighed, for alt hvad jeg i denne Verden endnu kunde tænke og skrive.
Veien til Merseburg var beplantet med Kirsebærtræer, Byen selv mørk og snever som Halle; men dog et Besøg værd, for sin gamle gothiske Domkirke.
Man fortalte mig ellers der, et Folkesagn, ganske en Historie a la Gaza ladra. En Biskop her, havde ladet sin Tjener uskyldig henrette, men da han siden opdagede, at hans Yndlingsravn var Tyven, henfaldt han i Melancholie, lod Fuglen indespærre i et Jernbuer, og sætte ud til Spot og Skjændsel, ja, bestemte endogsaa en Capital, hvorfor Raadet i Merseburg, til evig Tid skulde underholde en Ravn, der maatte lære at raabe Tjenerens Navn; Jacob. Saasnart en Ravn nu døer, gaaer det med den, som med Dalai Lama, og Paven, der bliver strax holdt Raad og valgt en anden.
Der sad endnu, sagde man, thi jeg kunde ikke finde det, saadant et uskyldigt sort Dyr og raabte »Jacob« uden at drømme om hvorfor han havde fri Bolig og Kost, og maaskee uden at være i Familie med den biskoppelige Tyveknægt, for hvis Skyld dette Ravne-Legat var stiftet.
Solen brændte hedt da vi rullede ud af Byen, for at naae den tydske Boglade: Leipzig. Ved Grændsen her havde Bommanden en lang Stang med en Pung paa, ligesom de endnu findes her i Kirkerne, men Stangen her var længere, han stak den ud af Vinduet ind i Vognen, der holdt udenfor, og fik sin Tribut deri. En Familie gav ham urigtige Penge og kjørte til; nu kom han styrtende ud i temmelig dyb Morgendragt, skjøndt det var høit op paa Dagen, svingede sin bepungede Landse, og forfægtede Loven og dens Holdelse, og Manden havde jo Ret.
Egnen rundt om, saae meget dansk ud, her var endnu et Skovpartie, siden tabte Alt sig i en uoverseelig Slette, som Menneskeblod har beskrevet med Udødelighedens Ziffre.
Den blinde Moder.
»Trommen hvirvler. De er’ nær!
Mægtigt suse Hærens Faner.«
– »Moder, det er Vinden her,
Der gaaer gjennem Skovens Graner.«
– »Hører Du ei Hestens Hov?
Rustvogn tæt ved Rustvogn kjører.«
– »Veien gaaer i denne Skov,
Det er Reisende Du hører!«
»Stille Barn, de er’ os nær!
Vinden suser ei i Granen.
Seer Du ei den hele Hær?
Stolt Din Fader bærer Fanen.
Nei, det er ei Nattens Blæst,
Eller fremmed Mand, der reiser,
Foran Hæren, paa sin Hest,
Rider jo den store Keiser!«
»For mit Øie er det Nat,
Men i Mulmet ham jeg kjender.
Barn, jeg føler mig saa mat,
Fold Du mine gamle Hænder!
Vinden suser gjennem Fanen,
Mildt Din Fader vinker der,
Barn, o sæt mig her ved Granen,
Døden, føler jeg, er nær!
Det var en underlig Følelse der greb mig idet jeg kjørte hen over den store, uoverseelige Leipziger-Slette, hvor enhver Landsby er saa mærkelig i Krigshistorien. Her havde Napoleon været, her havde den store Feldtherre tænkt og følt. Kornet bølgede frodigt over den uhyre Kampplads; ingen Vunde læges dog saa let som den store Naturs! der behøves kun et Foraar, for at smykke den ældste Ruin med Blomster og Grønt. Man arbeidede paa en ny Landevei, jeg saae Menneskebeen og Kugler man havde fundet ved Gravningen. Under et Træ sad der en gammel Karl med et Træbeen; han havde vist seet lidt mere her, end Kornet der nu bølgede foran ham, hørt en dybere Sang end den Fuglene qvidrede paa Grenene over ham. Med sin lille Pibe i Munden hvilede han sig her og tænkte paa gamle Dage.
Invaliden.
Røgsky ved Røgsky over Marken laae;
De røde Ildsvælg Øiet ene saae.
Sært dundred’ Jorden under Hestens Hov,
Som var det Stormen i en Gran-Skov.
Mand tæt ved Mand vi stod’, kun »frem!« det lød;
Min Broder faldt – han fandt en Heltedød.
Jeg følte Intet – Intet Hjertet rørte.
Den dybe Tromme-Hvirvel kun jeg hørte,
Trompetens Stød – vi bruste vildt afsted –
Da faldt min Hest, mit ene Been gik med;
Hen over os den hele Hær nu gik,
Jeg veed ei meer, det sortned’ for mit Blik!
Da jeg blev vakt, var Alt saa tyst, saa tyst!
O, denne Stilhed knugede mit Bryst.
Mit Been var Ild – af Tørst min Læbe brændte,
Jeg laae blandt Liig, men intet Træk jeg kjendte.
Det sildigt var, jeg følte Nattens Blæst,
Nær ved mig vrinskede en saaret Hest;
Der laae en Franskmand, dybt hans Dødssuk lød,
»Napoleon« han nævned’ og var død.
Jeg vilde bede – hævede mit Blik,
Men Døden atter over Hjertet gik;
Jeg veed ei selv, hvor længe der jeg laae, –
Det første som igjen mit Øie saae,
Det var en Mand, indsvøbt i Kappen her,
Han jog to Ravne bort, der sad mig nær.
Jeg saae dem, hørte deres hæse Skriig;
Jeg var et Liig jo, mellem døde Liig.
Taus Manden stod, hans Ansigt ej jeg saae;
Den store Kappe høit om Kinden laae.
Han saae mod Himlen, Alt var Skyer der, –
Da lyste der med eet et Stjerneskjær.
Mon étoile!« jeg hørte han brød ud.
Han bøiede sig dybt, som for sin Gud;
Den store Kappe bort fra Skuldren gik,
Jeg saae det aabne, stolte Helteblik;
Et Suk steeg fra mit Bryst, da saae han ned,
Men taug – han taug – jeg glemte hvad jeg leed,
Men glemmer aldrig dette dybe Blik.
Han bredte Kappen over mig – og gik.
Jeg laae imellem Liv og Død henstrakt.
Mit Hjerte bad – og Redning blev mig bragt.
– Den franske Leir var nær, der kom jeg hen,
Men ei den tause Mand jeg saae igjen;
Ham var det dog, der Liv og Hjelp mig gav!
Maaskee nu Græsset voxer paa hans Grav:
Maaskee han lever – lever langt herfra,
Er lykkelig – mit Hjerte siger ja!
Leipzig selv gjorde et behageligt Indtryk paa mig, det er en stor, venlig By, Hovedgaderne ligne meget vor Østergade, men de ere bredere, og hvad der gjør dem smukkere, mere lige. Jeg troer der boe to à tre Boghandlere i hver Gade; overalt hang der Skabe med Bøger, og i de store, blanke Glasvinduer, Kobber og Billeder. Paa Gaderne løbe Burscher med lange Piber i Munden og Collegie-Hefter under Armen; nogle havde deres tydske Original-Dragt paa, de store hvide Buxer, den korte Frakke, og de lange Lokker ud over den hvide Krave.
Jeg besøgte Nicolai-Kirken. Her ere Malerier af Oeser; et der forestillede »Christus ved Brønden« behagede mig især; om det maatte behage mig, veed jeg ikke, da jeg ikke endnu har spurgt nogen Kunstdommer derom; i Kuppelen over Alteret var malet en svævende Engel, det syntes ikke at være Malerie, men et levende Væsen.
I et lille Aflukke her, viiste man os en gammel Prædikestol, som Luther skal have prædiket paa; jeg reiste mig paa Taaspidsen for at naae saa høit, at jeg dog kunde lægge Hænderne, hvor han maa have lagt sine.
Fra den gamle Kirke vandrede jeg ud af Byen til Gellerts Grav.
En flad, simpel Steen med hans Navn og Døds-Aar laae derover, ved Siden var plantet et Rosentræ, og rundt om stod et lavt Gitter, hvor de Mange der havde besøgt Digterens Grav, havde skrevet og skaaret deres Navne; jeg skrev ogsaa mit.
Rundt om vare mange, langt pynteligere Grave, der gjemte vist langt fornemmere Folk end Gellert, men ingen fremmed Haand havde skrevet sin Erindring der, selv de jerngittrede Kapeller rundt om, stode kun som en Muur, der tjente til at omslutte den simple DigterGrav. Her var Digteren den fornemste, ved ham fik dette Sted med sin Døde, Interresse. Hertugen af Weimar har saaledes bestemt, at Göthes og Schillers Liig skulde staae paa hver Side af hans, i det kongelige Capel. Saaledes kan Mennesket faae sig en Regnbue, naar det staaer mellem Solen og den brusende Fos.
De andre friske Grave rundtom, vare ellers saa underligt pyntede, man havde foruden Blomster og Krandse, besat dem med Citroner og Appelsiner, og nogle af disse vare skaarne i Stykker; fra Krandsen flagrede lange Baand med Guld- og Sølv-Fryndser, der, naar denne hele Stads var noget gammel, saae ganske hæsligt ud. Paa Baandene vare Vers aftrykte, deels selvgjorte, deels valgte af bekjendte Digtere, saaledes fandt jeg paa et, Höltys:
»Heute hüpft im Frühlings-Tanz,
Noch der frohe Knabe,
Morgen weht der Todtenkranz
Schon auf seinem Grabe!«
At en Grav smykkes med en enkelt Krands, finder jeg smukt og betydningsfuldt; Tømmermanden sætter jo ogsaa sin Krands med det brogede Flitterguld, paa Husets Tag, naar den hele Bygning er reist, hvorfor skulde vi da ikke, ligesom han, ogsaa her sætte en Krands, Graven er dog Taget paa vor Jordlivs Bygning, først naar denne er klappet til, er den fuldkommen reist.
Der blev just et Liig begravet her paa Kirkegaarden; det var en gammel Snedker, der maaskee selv havde kjøbt Træet til sit snevre Sovekammer. Kisten blev baaren paa Mændenes Skuldre, og var ogsaa pyntet med Blomster, Citroner og Appelsiner; der var en stor Trængsel af Børn og Fruentimmer, dog kom jeg temmelig nær Graven, hvor Chordrengene sang med barnlige Stemmer, medens Solen begyndte at gaae ned bag de høie Popler.
Da jeg om Aftenen ene vandrede gjennem Gaderne i den fremmede By, for at finde til H“tel de Bavière, gik jeg vild og kom saaledes til»Auerbacher-Keller«, der, som bekjendt er mærkelig ved Dr. Faust, der her, efter Sagnet, foer ud af et Vindue, ridende paa et Viinfad. Jeg gik derned, for dog at have været i det mærkelige Værelse, hvor denne Historie havde passeret; dette var meget lille, og havde kun det ene Vindue, hvorigjennem Faust var reden bort. Paa Betrækkene var den hele Begivenhed afmalet, Skade, at de vare lidt for sorte og utydelige.
Her sad ellers tre gamle Personer i en dyb Disput; jeg troer det var om det Ubegribelige, at en Trekant, dog i Grunden er en halv Fiirkant; det lod til, at de ogsaa paa Vinens Dunster vilde flyve endnu længere, end ud af Vinduet. Tilsidst begyndte de at synge, som Frosch og Brander i Göthes Faust: »es war eine Ratt’ im Kellernest!« det vil sige, de sang just ikke denne, men Situationen var den samme; saa at jeg hvert Øieblik skottede til Døren, om ikke Mephistopheles kom med Doctoren.
Den italienske Opera-Trup fra Dresden var her i Leipzig, og gav alt, ved min Ankomst deres tiende Forestilling. Jeg saae: »Tell« af Rossini; Stykket er i fire Acter, men da det, uden Forkortninger, vilde blive for langt og trættende, baade for Tilhørerne og de Syngende, havde man, ligesom ved »Menneskeslægtens Ødelæggelse«, skaaret det midt over, saa at man den ene Aften, saae de to første Acter, og den næste Gang, de to sidste. Man blev altsaa nødt til at betale dobbelt, for at see det hele Stykke. Jeg var der begge Aftener, og fik da saa noget Heelt ud deraf.
Ikke et Ord blev talt, Dialogen var Recitativ, men naar Recitativer synges med det Udtryk, som de bleve her, ere de ingenlunde trættende.
Klokken var ikke ni endnu, da Operaen var endt, jeg besøgte da Reichenbachs Have for at see Stedet, hvor Poniatovsky, fandt sin Død i Elsterfloden. Haven her, tilhører en riig Kjøbmand Gerhardt, der lader sig betale for at see dette Sted.
Her, imellem disse høie Træer, sprængte den haardt saarede Helt, forfulgt af den overlegne Fjende. Det er næsten utroeligt, at nogen kunde drukne i dette ubetydelige, smalle Vand! en Grædepiil var plantet paa det Sted, han havde sat ud med Hesten, og nogle Skridt derfra, hvor de havde fundet hans Liig, stod en lille, simpel Støtte, der overalt var beskreven, især med Landsmænds Navne.
Afsnit: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13
Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.