Saa gik han hjemad, men da han kom hen, hvor Veiene krydsede, mødte han lille Claus, som drev afsted med alt sit Qvæg.
“Hvad for noget!” sagde store Claus, “har jeg ikke druknet dig?”
“Jo!” sagde lille Claus, “Du kastede mig jo ned i Aaen for en lille halv Time siden!”
“Men hvor har Du faaet alt det deilige Qvæg fra?” spurgte store Claus.
“Det er Søqvæg!” sagde lille Claus, “jeg skal fortælle dig den hele Historie, og Tak skal Du ogsaa have, fordi Du druknede mig, nu er jeg ovenpaa, er rigtig riig, kan Du troe! – Jeg var saa bange, da jeg laae inde i Sækken, og Vinden peeb mig om Ørene, da du kastede mig ned fra Broen i det kolde Vand. Jeg sank ligestrax til Bunds, men jeg stødte mig ikke, for dernede voxer det deiligste bløde Græs. Det faldt jeg paa, og strax blev Posen lukket op, og den deiligste Jomfru, i kridhvide Klæder og med en grøn Krands om det vaade Haar, tog mig i Haanden, og sagde: “Er Du der lille Claus? der har Du for det første noget Qvæg! en Miil oppe paa Veien staaer endnu en heel Drift, som jeg vil forære dig!” – Nu saae jeg, at Aaen var en stor Landevei for Havfolkene. Nede paa Bunden gik og kjørte de lige ud fra Søen og heelt ind i Landet, til hvor Aaen ender. Der var saa deiligt med Blomster, og det friskeste Græs, og Fiskene, som svømmede i Vandet, de smuttede mig om Ørene, ligesom her Fuglene i Luften. Hvor der var pene Folk og hvor der var Qvæg, det gik paa Grøfter og Gjærder!” –
“Men hvorfor er Du strax gaaet herop til os igjen,” spurgte store Claus. “Det havde jeg ikke gjort, naar der var saa nydeligt dernede!”
“Jo,” sagde lille Claus, “det er just polidsk gjort af mig! Du hører jo nok, at jeg siger dig: Havpigen sagde, at en Miil oppe paa Veien, – og ved Veien mener hun jo Aaen, for andet Sted kan hun ikke komme, – staaer endnu en heel Drift Qvæg til mig. Men jeg veed hvor Aaen gaaer i Bugter, snart her, snart der, det er jo en heel Omvei, nei saa gjør man det kortere af, naar man kan det, at komme her op paa Land og drive tvers over til Aaen igjen, derved sparer jeg jo næsten en halv Miil og kommer gesvindere til mit Havqvæg!”
“O du er en lykkelig Mand!” sagde store Claus, “troer Du, jeg ogsaa faaer Havqvæg, naar jeg kommer ned paa Bunden af Aaen!”
“Jo, det skulle jeg tænke,” sagde lille Claus, “men jeg kan ikke bære dig i Sækken hen til Aaen, Du er mig for tung, vil Du selv gaae der hen og saa krybe i Posen, saa skal jeg med største Fornøielse kaste dig ud.”
“Tak skal Du have!” sagde store Claus, “men faaer jeg ikke Havqvæg, naar jeg kommer ned, saa skal jeg prygle dig, kan Du troe!”
“O nei! vær ikke saa slem!” og saa gik de hen til Aaen. Da Qvæget, som var tørstig, saae Vandet, løb det alt hvad det kunde, for at komme ned at drikke.
“See, hvor det skynder sig!” sagde lille Claus; “det længes efter at komme ned paa Bunden igjen!”
“Ja hjælp nu først mig!” sagde store Claus, “for ellers faaer Du Prygl!” og saa krøb han i den store Sæk, som havde ligget tvers over Ryggen paa en af Tyrene. “Læg en Steen i, for ellers er jeg bange jeg ikke synker,” sagde store Claus.
“Det gaaer nok!” sagde lille Claus, men lagde dog en stor Steen i Sækken, bandt Baandet fast til, og stødte saa til den: Plump! der laae store Claus ude i Aaen og sank strax ned til Bunds.
“Jeg er bange, han ikke finder Qvæget!” sagde lille Claus, og drev saa hjem med hvad han havde.
Indeks over H.C. Andersens eventyr — Index of Hans Christian Andersen Fairy tales