Nedenstående er en spændende artikel fra Jyllandsposten den 23. december 1911 om fortolkningen af H.C. Andersens forfatterskab og om hans eventyr “Skyggen”. Til forståelse af nedenstående er det en god ide, at læse eventyret om “Skyggen” først.
H.C. Andersen Skyggen
På en måde opnår H.C. Andersen i de løbende år alle de herligheder, som hans hjerte begærede fra hans ungdom. Den berømmelse, han nyder, er simpelthen enorm. Så vidt den germanske verden breder sig, og den rækker i vor tid over hele jorden, følger hans værker med og bliver læst.
Værker er ellers et meget stort ord om disse diminutive kunstværker, men det er i sandhed ikke længden, der gør det for bøgernes vedkommende. På halvandet eller to ark kan de fleste af de arbejder trykkes, som viser livsskraft ud over den enkelte generation eller det første århundrede.
H.C. Andersens arbejder fylder i udstrækning noget forskelligt. Deres litterære værdi er også variabel. De store bøger på en halv eller en hel snes ark er døde, derimod lever eventyrene.
Det er ikke blot på grund af deres korthed, at eventyrene lever, men også fordi de ejer en indre rigdom. De er nemlig ikke uden videre at forstå som barneunderholdning, men heller ikke som agtbare allegorier. Det, der gør Andersens eventyr til noget for sig, og som bestandig fornyer dem, selv om al anden litteratur ældes, er den ejendommelige tilsætning, som de har, nemlig digterens egen stemningsbårne oplevelse, som har omformet sig til blomst ved nødvendigheden af tilbageholdenhed og skjul. Samtiden så nok, at Andersen i sine eventyr holdt sig tæt op til tiden og sit eget liv. Således antydede Goldschmidt i “Corsaren” 1840, at i Ole Lukøje skildringen af storkens rejse med skibet er en litterær og personlig satire, hvilket er aldeles rigtigt. Men de efterfølgende tider tog eventyrene som de var, og på den måde er de også gode nok.
Imidlertid havde eventyrene ikke kunnet opnå den sjældne berømmelse og den utrolige udbredelse de har, hvis de var tilvirket med koldt blod af forfatteren. Der var lange tider, hvor Andersen ikke kunne frembringe en linie af et eventyr, skønt enhver gennemsnits forfatter på given opfordring ville kunne frembringe en andersensk allegori uden varsel. Sagen er den, at der er en gnist af Andersens glødende hjerte i hvert af hans eventyr.
Det var ingenlunde altid de udsøgte og ædle stemninger, han gav luft i eventyrene, når dette var tilfældet, breder der sig en ensformig søndagstone over arbejdet. Men som regel var det at de psykologisk blandede tilfælde, at hans produktion fremkaldtes, når digteren på en gang følte det alt for menneskelige og det ophøjede i sin sjæl bevæges, da blev et af de udødelige eventyr til. Af sådan een gang blandet og koncentreret sindstilstand er “Skyggen” skabt.
Skyggens begyndelse er nedskrevet i Neapel i 1846. Digteren har givet sin skildring en ganske reel baggrund af sine indtryk, der skønt han elskede syden, denne gang ikke var af ganske ublandet art. Den voldsomme hede, og den grænseløse larm af folkelivet oprev hans nerver, så han først fandt sig selv igen, når natten rugede og der var stilhed. Han følte, at han var en fremmed, en ensom her i Italien, en ånd. Det germanske kom op i ham for alvor, og det larmende mylder på gaderne var ham en kilde til sjælelig pine.
Han tyede derfor til drømmerier, og drømmene koncentrerede sig om det hus, der lå lige overfor hans. Dagbøgerne, der holder sig til det faktiske, meddeler ganske vist intet om disse drømme, men vel en række iagttagelser hentet fra genbo ejendommen, så at man ser, hvorledes han har rettet sin interesse mod dette hus. Enkelte træk er herfra gået direkte over i eventyret, således den aldrig afladende, ensformige lyd af klavertoner, der udgik derfra.
Ganske naturligt krystalliserer de to modsætninger i eventyret sig over denne basis. Den stilfærdige drømmende ånd, og den fripostige, bestandigt bevægelige skygge-genspejlingen af det ydre, levende livs sanseløse uro. Eventyret er i følge sin idé romantisk. Det anskuer tilværelsen på samme måde som Heilberg i f.ex. “Syvsoverdag”. Livet er en forvirret drøm, og drømmen det sande liv.
Til i klædning af sin tanke vælger H.C. Andersen med nogen fortrydelse, en allegori om mennesket og dets skygge. Han er bange for at få Peter Schlemihl revet i næsen som sit alt for tydelige forbillede.
Dette er der så sandt ingen grund til. Thi H.C. Andersens “Skygge” er i fremstillingen en overlegen kunstners arbejde. Måske er dette eventyr det af dem alle, der er sikrest og friest i formen. Andersens vid er spillende og hans udtryk naivt og rigt.
Ejendommeligt for Andersen er , at han nu og da anbringer ganske private, for almenheden uforklarlige udtryk i sine eventyr, således findes i denne smukke skildring af, hvorledes den fremmede i et dygtigt nu skuer poesiens genius, følgende vending: “Jomfruen var borte, Glansen var borte”. – Hermed hentydes til et udtryk af arkitekten Bindesbøll, brugt i den Collinske kreds (om en trappe, hvis tegning han ikke syntes om) : – Hvilket betød, at trappen savnede primitiv skønhed.
Der er af Andersen anvendt stor kunst på at lade adskillelsen mellem skyggen og dens herre foregå således, at det hele synes at gå ganske naturligt til. Den smutter ind ad altandøren lige overfor og er borte! Første del af eventyret er forbi.
Hvad der nu følger, er en variant af Aladdin-Magten, det eventyr som for H.C. Andersen var en art vejleder og rettesnor. Det havde fra ungdommen været hans faste faste tro, at han, den fynske Klods-Hans var den udkårne lykkens yndling, som skulle have prinsessen og det halve kongerige, I “Rejsekammeraten” er han endnu selv den fromme Johannes, som vinder lykken. Men i “Grantræet” og i “Snedronningen” havde han tydeligt nok udtalt, at han var ikke den, som skulle vinde prinsessen. I det første af disse eventyr nævnes Klods-Hans eventyret udtrykkeligt, og det siges, at være grantræets mønster for dets livsførelse. I “Snedronningen” giver kragen en fremstilling af Klods-Hans- Magten, og det fremhæves dernæst, at lille Kay er ikke prinsen.
I “Skyggen” er H.C. Andersen langt mere bitter. Ved et badested mødes den kloge mand og Skyggen med prinsessen. Hun der i “Snedronningen” var indsigtsfuld og klog, er nu bleven overbegavet. Hun lider af den sygdom, at hun ser altfor godt. Alligevel ser hun ikke bedre, end hun kårer sig Skyggen, og lader den kloge mand uænset.
Denne skarptsynede dame er Lykken, den blinde fordelerske af gaverne. Hun er alle de jordiske herligheder, som Andersen, så spreder rundt omkring til de uværdige.
Endnu en kvindelig allegorisk figur forekommer i eventyret, nemlig Poesiens Jomfru, hende som den kloge mand så et strålende glimt af i sydens nattemørke. Det var også til hendes forgemak, at Skyggen søgte, den gang han løstes fra sin herre. Det er altså om to digtere, eventyret handler, en sand poet og en stræbsom forfatter. Poeten spørger forfatteren, hvad han så, den gang han var hos Poesien: “Gik gennem de store sale alle oldtidens guder! Kæmpede der de gamle helte! Legede søde børn og fortalte deres drømme”. I dette udtryk ligger en bestemt alhusion. Det er tydeligt, at med “de søde børn” menes Andersens egen eventyr produktion. De gamle helte og oldtidsguder er Oehlenschlägers heroiske skikkelser. Thi i sit tavse inderste anerkendte Andersen kun een ligemand i dansk poesi, nemlig Oehlenschläger.
Modsat poetens beskedne enfold skildres forfatteren “Skyggen“, som overordentlig selvtilfreds og arrogant. Hans bestandige udtryk om sig selv er: “Jeg så alt, og jeg ved alt!” Ikke mindre end fem gange gentages dette udtryk på de par sider, hvor samtalen mellem de to gengives.
Det er ikke ved poesiens hof, at han har set noget. Herfra har han intet at meddele. Det er Poeten, som skønt han aldrig har vovet at nærme sig hendes utilgængelige Majestæt, gennem anelse og drøm kan udsige hendes væsens og omgivelser herlighed.
Det, som forfatteren har set og ved, er dagliglivet i den borgerlige verden med al dets smålighed og jammerlighed: “Jeg så det allerutænkeligste hos konerne, hos mændene, hos forældrene og hos de søde, mageløse børn – jeg så, hvad ingen mennesker måtte vide, men hvad de allesammen så gerne ville vide: Ondt hos naboen”.
Når nu det spørgsmål rejses, hvad det egentlig er for et moment, der danner det støvkorn, om hvilket eventyret har krystalliseret sig i H.C. Andersens sjæl, så ville man i følge ovenstående citat nærmest føres til at søge oprindelsen i indtryk fra den art litteratur, som her hjemme opstod i efterligning af datidens franske romanforfattere; Poul Chievitz for eksempel havde ved sine romaner “således forholder det sig” og “fra gaden vakt ikke ringe opsigt og antages at have benyttet levende model fra det københavnske dagligliv. Imidlertid, selv om Andersen har kunnet ærgre sig over Chievitz, så kunne denne forfattertype sikkert ikke virke så fundamentalt irriterende på ham, at han derved bragtes til at koncentrere sin harme i et eventyr. Man må herved erindre, at eventyret er til i to afdelinger. Det er kun rimeligt, at han til fuldførelsen har samlet træk fra alt, hvad der i livet forekom ham at være i slægt med “Skyggen” og hans væsen. Men den gang han i Neapel anlagde planen over de to grundmodsætninger. Den travle dag, den drømmefyldte nat, da må den type, som han havde for øje, have været en af de mænd, som han virkelig kunne sammenligne sig med.
Det er sikkert H.P. Holst, der danner grundlaget for H.C. Andersens skildring i “Skyggen”. Jeg skal kortelig anføre de træk ved Holst, som gør det sandsynligt, at Andersen har haft ham for øje, da han ville skildre en figur, der på en gang lignede ham selv og var hans modsætning.
H.P. Holst havde i det ydre en på alle måder net og anselig digterstilling. Han havde vundet sig en overordentlig folkegunst ved i tolv klare og simple linier at udtrykke Danmarks sorg ved Frederik den Sjettes død: Mit fædreland, hvad har du tabt.
Han udgav digtsamlinger, dels andres arbejder (autologier), dels egne poesier. Hans lyriske digte gjorde megen lykke, for eksempel det bekendte digt om den elskedes lokker: “O. lad dem flagre som de vil – “. Han var i Italien på samme tid, som Andersen, og som udbytte af rejsen udgav han et anseligt bind med titlen “Ude og hjemme”, hvori blandt andet det berømmelige: Hører I bifaldets storm fra det mægtige amfiteater”. Endelig havde han skrevet skuespillet “Gioacchino”, der foregik i Neapel.
Hans gunst hos publikum var ubestridelig, og han var genstand for megen hyldest, blandt andet fra selve Majestætens side. De kunstforstandige derimod så med overordentlig forbehold på ham og hans digtervirke. Det er således om H.P. Holst, at Aarestrup efter et besøg i København, hvor han havde truffet ham, skrev et ypperligt digt, hvor man ser den tykke provinsdoktor med et øjekast gennemskue hele herligheden:
Jeg har seet den store Digter.
Som du priste mig — den unge,
I hvis Mund, hvad Folket føler,
Lægges paa en sleben Tunge.
Han har sagt mig smukke Sager,
Og til Gjengjæld har jeg givet
Ham et Blik, saa kort, saa køligt,
Som han selv er fin og stivet.
Jeg har speidet efter Aanden
I din Helts moderne Maske;
Men jeg finder den langt bedre
I en simpel Ho’dvandsflaske.
Navnlig måtte Holst idelig, og med stor ret, døje bebrejdelser for hang til plagiat. Han bemægtigede sig nemlig ganske ugenert, hvad han havde brug for, hos bedre begavede, men mindre smarte kaldsbrødre. Både Aarestrup og Chr. Winther måtte holde for, og adskillige andre. “Korsaren” var gentagne gange ude after Holst for at drille ham med litterære langfingerier.
Det har pint Andersen, at Holst, trods sin fuldkomne mangel på oprindelig digterevne, som i en leg vandt den samme hæder og udmærkelse, som kun modstræbende tilstødes ham selv. Ridderkorset fik de omtrent samtidigt. – Således så altså en moderne litterær Klods-Hans ud, og så meget var han værd.
Og så var der det, at Holst også digtede om Italien. Dette betragtede Andersen som et indgreb i sine særlige rettigheder. Efter “Improvisatoren” mente han, at “Ude og hjemme” var noget af en personlig fornærmelse.
Men foruden det ydre, som drev H.C. Andersen i denne sag, var der frem for alt en indre stemme, der talte i ham og formanede ham til at sætte skel mellem det værdige og det uværdige i digternes verden. Og denne røst bevægede ham dybt, fordi han vel kendte den svaghed, som også han kunne betages af, for den udvortes glimmer. Men når valget stod, overlod han prinsessen med det halve kongerige til Holst og de andre andre, og begærede for sig kun glimtet fra poesiens salige egne.
Noget tung og bitter, men af mandig karakter er altså tendensen i “Skyggen” og endnu en gang den stil, i hvilken eventyret er fortalt, er H.C. Andersens kunst i apotheose. Ingen dyster højtidelighed, men alting i naiv iklædning:
“Om aftenen var hele byen illumineret, og kanonerne gik af: Bum! og soldaterne præsenterede gevær. Det var et bryllup!”
Den lærde mand hørte ikke noget til alt det, for ham havde de taget livet af.
Bx.
Lars Bjørnsten Odense 2016
Se mere om H.C. Andersen relaterede ting i perioden 1900 – 1924 her!