H.C. Andersen. Kilde kb.dk 2002
Jyllandsposten den 6. august 1875
Artikel skrevet ved H.C. Andersens død 4. august 1875
Hans Christian Andersen var født den 2. april 1805 i Odense, hvor hans fader var en fattig skomager. I sin selvbiografi “Mit Livs Eventyr” giver han en smuk fremstilling af det tarvelige hjem i Odense, hvorfra han i sit digterliv vistnok har hentet mange emner, se således “Klokkedybet“. Efter faderens død kom han i 1819 til København, hvor han levede under de kummerligste forhold, men fandt endelig beskyttelse of yndest hos Siboni og Weyse og senere hos Guldberg og især Collin. På grund af sin smukke stemme og brændende kærlighed til teatret blev han optaget i teatret danse – og syngeskole, men da hans stemme gik bort, blev han i sit 18 år med offentlig understøttelse sat i Slagelse og Helsingørs lærde skoler, hvor han allerede vakte opmærksomhed ved flere digte, blandt andet ved det skønne digt “Det døende Barn”. i 1828 blev Andersen endelig privat dimitteret til universitetet og tog det følgende år 2. eksamen med bedste karakter. I disse to år begyndte han sin digterbane med den bekendte skildring “Fodreise fra Holmens kanal til Østpynten af Amager”, og fra dette tidspunkt har han nu lige til kort før sin døs beriget vor litteratur med en skat af digterværker.
Der er vist næppe mange af litteraturens områder, som Andersen ikke har forsøgt sig på, om ikke altid med lige stort held, uagtet også her enkelte stykker ville vedblive at have deres værd i den danske litteratur. Således står blandt hans dramatiske arbejder det vittige lystspil “Den nye Barselsstue” som det mest vellykkede, og blandt eventyrkomedierne behøver vistnok blot “Hyldemoer” at nævnes. Allerede i sommeren 1831 havde han begyndt sine talrige udenlandsrejser, hvoraf romanen “Improvisatoren” den første af hans romanersamt en mængde rejsebeskrivelser er frugter. De bedste af romanerne “O.T.” og “De to Baronesser”, udmærkede sig især ved den friske fantasi, hvor disse digtninger er udførte. Dog er det i “Andersens eventyr“, som de benævnes i daglig tale, at han har sat sig det uforglemmelige minde både her hjemme og i udlandet. I eventyrformen fandt Andersens digterånd sin tilsvarende form. Af eventyrene udkom allerede i 1835 – 39 “Eventyr fortalte for Børn” i to dele, og disse er indtil for ikke lang tid siden efterfulgt af “Ny Eventyr og Historier”.
Eventyrene udkom 1850 udmærket illustrerede af V. Pedersen, ligesom også Lorenz Frølich har tegnet billeder til de danske udgaver. Men også fremmede have vidst at tilegnede sig det, som en digter ved sine værker kan skænke alle mennesker. Lige fra Indien til Amerika kan man finde i det mindste nogle af eventyrene oversatte på de forskellige sprog. En udgave af hans “Samlede Skrifter” begyndte 1853, ligesom han selv har besørget en udgave af sine samlede værker på tysk. – Rige var også de hædersbevisninger, digteren i sit lange liv modtog fra kejsere og konger, høje og lave, store og små.
Her hjemme fik digteren sin smukkeste løn, da man i april dette år på hans 70 årige fødselsdag underrettede ham om, at hele det danske folk, ja også mange fremmede arbejdede på at rejse digteren i hans levende live en billedstøtte, et ønske som desværre ikke blev opfyldt inden digterens død, der indtraf i onsdags formiddag kl. 11. Om H.C. Andersens sidste dage skriver “Dagstelegrafen”: Han havde i et par år været angrebet af en smertefuld underlivssygdom, vistnok kræft i leveren, og det ville næppe være kommet hans læger og nærmeste bekendte uventet, om han tidligere var bukket under for dette hårde og uhelbredelige onde.
Hans i flere henseender stærke konstitution i forbindelse med forsigtighed og omhyggelig pleje bar ham imidlertid hen over den dag, der er sat som mærke for “Støvets alder” og den 2. april fejrede hans 70 års fødselsdag med en deltagelse, der strakte sig vidt over lande og som selvfølgelig i høj grad voldte ham glæde. Det var underligt at se ham i de dage, thi han var næsten intet øjeblik fri for smerter, men dog kunne han ikke andet end føle sig oplivet ved den varme anerkendelse, der på mange måder vistes ham, og for hvis mindste ytring han var taknemlig.
Han udholdt festens besværligheder og gik sommeren i møde med håb om måske at kunne rejse syd på, navnlig til sit yndlings opholdssted ved Dresden, men nåede ikke at komme tiere bort, idet han måtte indskrænke sig til at ombytte sin bolig i byen (Nyhavn, Charlottenborg siden, hvor han i lang tid havde haft sit hjem) med landstedet Rolighed, der tilhører grosserer Melchior. Her ude tæt ved hovedstaden og ikke langt fra stranden flyttede han i juni måned, og skønt han ikke formåede at bevæge sig i fri luft kunne han dog glæde sig ved at betragte haven, træerne og blomsterne, hvorom han har digtet så mange stemningsfulde træk. Hans sygdom tog ikke af, men smerterne vr færre i den sidste tid, og han følte sig lettere, mere tilfreds, mindre besværet af tyngende tryk, end det i flere år havde været tilfældet.
Den kærlighed, hvoraf han var omgivet, og som digterens venner fjernt og nær ville mindes med skyldig tak fandt sin bedste løn i den sindets beroligelse, som gjorde livets slutning mindre tung for den gamle mand. At det lakkede mod enden, var dog øjensynligt, og selve lidelsernes aftagen var vel i så henseende et varsel. Sin bevidsthed beholdt han dog til det sidste, og dødsenglen nærmede sig stille og blidt sygelejet, som han i de sidste dage ikke forlod. Endnu i tirsdag aftes talte han klart og roligt med lægen. Han sov om natten, og han lå stille slumrende, indtil det sidste suk gav sig til kende, at livets lys var slukket.
Artiklen stammer fra Jyllandsposten den 6. august 1875. Artiklen er omskrevet til nydansk og der er indsat relevante links.
Lars Bjørnsten Odense 4. oktober 2015