H.C. Andersen ”Venter på bedre tider”

vneter-paa-bedretider

H.C. Andersen på vej i havnen og sidder her og ”Venter på bedre tider” i Odense. Foto: Lars Bjørnsten Odense

 Læs også det lille eventyr skrevet af Helle Wachs i 2011: Der var engang en lille bitte by som hed Odense

Begravelseshappeningen

Lørdag d 8. oktober 2011 foregår der en happening vedr. H.C. Andersen skulpturen, som igennem længere tid har haft sin ståplads på Vestergade ved Flakhaven i Odense. H. C. Andersen skulpturen skal begraves og som er en del af “Fortællebrønden” er skabt af billedhuggeren Jens Galschiøt.

Der er tale om en lettere humoristisk begravelseshappening, hvor gode borgere vil begrave Jens Galschiøts store H.C. Andersen skulptur fra Flakhaven i Odense. Et lidt van(d)vittigt projekt, hvor han vil begrave den 3 meter høje og 1,5 millioner kroner dyre bronceskulptur i Odense Havn. Der bliver Gravøl – Hornmusik – Herrekor og Taler. Da der er tale om en begravelse er opfordringen at tage mørkt /sort tøj på og evt. mørk hat eller allerbedst en høj hat a la H.C. Andersen. I tilfælde af regnvejr foretrækkes sorte paraplyer. Mere verdsligt klædte folk er dog også velkomne.

Denne lidt muntre begravelseshappening bliver forhåbentlig en begyndelse på en ny Odense tradition, en slags folkefest over tilværelsens ulidelige lethed. Hvert år på digterens fødselsdag, d.2. april vil folket grave ham op under en genopstandelses fest. Første gang d. 2.april 2012. Derefter bliver Skulpturen kørt rundt i Odense, så han kan se om der er sket noget nyt i byen, hvorefter der bliver en ny  begravelsesmarch ned til hullet i Odense Havn.

Program for begravelseshappeningen i 2011

Kl: 14.00: Lørdag d. 8. okt. Vi mødes på Flakhaven, hvor der vil være taler, hornmusik og et herrekor, der synger vemodige sange.

Kl:14.45: H.C.A. skulpturen løftes op på en vogn og marchen påbegyndes. Vi går i roligt begravelsesoptog ned til Odense Havn. Herrekoret synger og der spilles New Orleans begravelses musik.

Kl. 15.30: Optoget ankommer til Odense havn. H.C.A. hejses højt op i den store kran, hvor han svævende vil overvære begravelsestalen, koret synger mens skulpturen sænkes langsomt og højtidelig ned i graven, og skulpturen vil derefter skifte navn til ”Venter på bedre tider”.

KL.16.00: Galschiøt skænker gravøl og musikken spiller op.

Kl.16.30: Begravelsen er overstået og vi forlader havnen i god ro og orden efterladende den undrende H. C. Andersen på havnen

Jens Galschiøts begrundelse for at begrave skulpturen

Efter 6 års arbejde har både jeg, kommunen og indsamlingskomiteen sat Fortællerbrønden i bero. Det er skuffende at visionen om at skabe en vandskulptur, der kunne illustrere alle H.C. Andersens eventyr foreløbig er kuldsejlet.

Der har ligget mange forhåbninger og der er brugt meget energi på dette projekt, så det kræver også en ordentlig begravelse. H.C.A. skulpturen på Flakhaven koster 1,5 million og jeg kunne måske have solgt den til en anden by. Men jeg synes at dens historie er tilknyttet Odense, og har derfor besluttet at den foreløbig skal være her, uanset om Odense vil have den eller ej.

Og hvem ved, måske kan det i virkeligheden blive starten på en ny turistattraktion i Odense, som oven i købet kan trække folk ned til den lidt mennesketomme havn.

Der er oprettet en Begravelsesbegivenhed på Facebook læs mere her!     Kilde: Jens Galschiøt

Se mere om Begravelseshappeningen 2011 her!