Nøden
H.C. Andersen led særlig i sine unge år nød, der knugede han både legemlig og sjælelig. Dette betød at han var tvunget til at skrive meget. Alt burde måske ikke udgives og vennerne og kritikerne var ubønhørlig i deres kritik og som han selv skriver den 15. maj 1838 til Henriette Hanck … “Gid jeg kunde brænde, evigt ødelægge over det Halve, som indre og ydre Nødvendighed lod mig udgive, da jeg var glad. Et Par af mine Digte skulde staae, nogle af Eventyrene, Improvisatoren og Spillemanden, samt Kammerjunkeren og Lemvig Livet i O. T. Det er dog det eneste der holder sig. Mit Livs Begivenhed er selv Poesie, det vil altid have samme Interesse, som mine bedste Arbeider…”
Andersen havde ikke en formue, der gav et udbytte og derfor er det nødvendigt at have penge til dagen og vejen, hvilket ses at følgende bemærkning fra 23. februar 1838 i et brev til Frederik Læssøe , ….”Nu er det tidt nok nødt til at tænke paa en Green af Brødtræet og derfor give Slip paa Laurbærtræet….. ” og Andersen tilføjer i brevet en stor usikkerhed om, hvordan verden ser ud efter 50 år og om vort lille land, ville sige “Andersen var virkelig en Digter i sin Tid, men herre Gud hvad er det nu!” Andersen tilføjer at sådanne tanker ikke gør godt i ensomheden.
Det sygelige anlæg
H.C. Andersen skriver i sin roman: “At være eller ikke være.” fra 1857. …”En sand Digter maae vistnok Livet være en Fornemmelse, som det er for den stakkels Aal, man har trukket Skindet af og derpaa ladet igein slippe ud i Mølleaaen, hvor den jo i sin Seighed kan leve og høre de andre Skiælfiske sige: “nei hvor han er empfindlich; kan han nu ikke taale det.”” Et andet sted i romanen siger Andersen: “Bliver man Poet saa mister man sit Aaleskind.”
Rigmor Stampe skriver om Andersen: Denne overfølsomhed, denne åndelige hudløshed var årsagen til mange af H.C. Andersens fejl. Hans utålmodighed, hans pirrelighed, hans berømte forfængelighed. Men det er også grunden til hans digteriske forfængelighed og til hans bløde hjerte. Forklaring om overfølsomheden kan skyldes sygdom i hans nærmeste familie, hvor farfaderen var uheldredelig sindsyg og hans fader blev det mod afslutningen af sit liv.
Det har gjort et stort indtryk at en pige i hans konfirmationstid drillede ham med at sige “Han er gal som sin farfader”. I breve fra hans skoletid kommer denne frygt ofte frem bl.a. skriver han den 14. oktober 1826 til sin ven Ferdinand Emil Hundrup: “….Er der noget her i mit Brev, som synes dig lidt svulstigt og galt, saa husk paa, at Jeg jo har en Skrue løs…” Den 21. september 1826, mens H.C. Andersen går i skole i Helsingør skriver han til Jonas Collin den ældre: “….Jeg veed nok, at jeg ret er en sjælesyg Stakkel, der strax faaer Øinene fulde af Vand, naar Vinden blæser en Smule skarp…”.
Der er ingen tvivl om, at han havde et uligevægtig sind og en svær barndom, hvilket burde have afstedkommet en ligeværdig og jævn opdragelse. Desværre var det det modsatte der skete og som Edvard Collin meget ærligt sider: “Og således have vi alle fra den Tid et Ansvar for hvad vi hver paa sin Viis have bidrager til at forvirre Andersen”.