Et treenigt portræt af H.C.Andersen (5)

Materialebeskrivelse af H.C. A.s skulptur 2005

(Renskrivning af kunstnerens håndskrevne beskrivelse )

Møn den 7/7-03

Materialebeskrivelse af H.C. A.s skulptur 2005

Skulpturen består af 4 elementer :

  1. Bassinkanten
  2. 3 ramper
  3. Den store spiralformede skulptur
  4. De små figurer

Bassinkanten er opdelt i mange “trappeformede” afsatser, her kan siddes, kravles osv. Bassinkanten udføres i flere forskellige granittyper fra mange steder på jorden – en henvisning til Andersens rejselyst og verdensberømmelse.

Hovedfarverne bliver i den rødlige og brunlige skala ca. 70 % -grønlige og gullige nuancer ca. 20 % – og blå nuancer ca. 10 %.
De lodrette flader matslibes og poleres, de vandrette flader stokkes og brændes, så de bliver skridsikre. Det øger samtidig antallet af farvenuancer.

De 3 ramper udføres helst i Bornholmsk eller Nordisk granit, en henvisning til Andersens kulturelle rødder. Hvis det kan blive Bornholmsk granit så Moseløkke, Hellitsbakke og Blå Rønne, siderne matslebne – den vandrette flade stokhugget.

Den store spiralformede skulptur støbes i tre forskellige broncelegeringer, helt hvordan bestemmes i modelleringen, det fremstiller Andersen i forskellige stadier -livsafsnit, den unge Andersen, rejserne, romaner/skuespil, eventyrdigteren o.s.v. Overfladen fremstår dels poleret, dels groft modelleret, dels patineret, dels blank.

De små figurer eller elementer er fantasi-væsener, geometriske figurer af abstrakt / figurativ karakter, det er Andersens fantasier, der blomstrer, uden de rummer direkte referencer eller konkrete symboler men en hybrid mellem flere kategorier. Jeg overvejer indfarvet stentøj eller emaljeret metal, det kommer an på de konkrete muligheder .

Proportioner må fastlægges endeligt ved opsnøring på stedet, men i udkastet er det foreslået at diameteren er 6- 7 meter og højden 6- 7 meter.
Imellem de tre sammensnoede figurer sidder vanddyser, som danner et vandtæppe ned midt i bassinet.

Figuren er både figurativ og konkret, det organiske og geometriske spiller sammen i en helhed, der både er et monumentalt punkt i byrummet, en allegorisk figur (fortællende) og et socialt rum med rekreative kvaliteter .

Bjørn Nørgaard

Foto link: Lars Bjørnsten Odense 2004

Sider:  0    1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  12    13