Folkeeventyret “De elleve Svaner” og Eventyret “De vilde Svaner” b.

H.C. Andersen: Førstetrykket af “De vilde svaner” i Eventyr fortalte for Børn, 1837

I B.S. Ingemanns brev fra 9. oktober 1838 fremgår det, at Ingemann roser Andersens fremstilling af de elleve svaner og det at han har udeladt mange grimme og forslidte træk og i stedet tilføjet eventyret mange selvopfundne nydelige træk. Endvidere skriver han at gamle, kendte sagn og eventyr unægtelig kan vinde en del hos læserne ved blot at blive omskrevet med en poetisk pen, men når de ikke er aldeles genfødte i en ny form som f. eks en romance eller et dramatisk eventyr, så bliver det bare en ny forbedret og udsmykket udgave. Ideen får blot en ny forklædning, men ikke en ny skabning. Ingemann skriver også at han foretrækker Andersens egne opfindelser som f. eks de to eventyr “Gåseurten” og “Den standhaftige Tinsoldat”. Ingemann skriver desuden, at de livsglade stemninger må man helst vælge, når man skriver eventyr for børn. At H.C. Andersen er sårbar overfor kritik frem går i slutningen af brevet, hvor Ingemann skriver at Andersen ikke skal blive deprimeret af p.g.a hans opposition og at enhver åndelig modstand skulle kunne give livsstrømmen hos H.C. Andersen mere kraft.

Folkeeventyret “De elleve Svaner” og Eventyret “De vilde Svaner” a.

Foto: Lars Bjørnsten Odense