Inger Binger Hansen: Eventyrenes Vej 4

Jeg var selv på skift Konen med æggene, Den lille havfrue, og Den lille pige med svovlstikkerne. Konen med æggene der tog til Disneyland i Florida med et projekt under armen og kom hjem med knækkede æg. Den lille pige med svovlstikkerne, der solgte eventyrtryk på markeder i USA, for at kunne få penge til mad. Den lille havfrue, der fik ondt i fødderne af at steppe trapper i Vancouver for at rejse midler til et TV- programformat.

Mat og desillusioneret blev jeg af alle disse drømme, der ikke kunne realiseres. Måske det heller ikke var så fint at beskæftige sig med H.C. Andersen for nogle år siden. I Andegården rangerede det nogenlunde på højde med børnekultur og amatørteater, som jo aldrig har været særlig prestige skabende. Andersen har haft det svært i Danmark i flere perioder og såmænd også projektmagerne. Jeg følte efterhånden ikke der var flere svovlstikker tilbage til mig.

Men så fandt jeg igen en gnist. Den grimme ælling, personificeret i en indiansk shaman, var på besøg i Odense. Han blev for mig, den virkelige grimme ælling der havde fundet sin svanesjæl og han bragte mig på eventyrvejen igen; denne gang med større fokus på min egen udvikling. Han fortalte hvor stor helbredelse disse eventyr kunne bevirke og indenfor shamanisme er en god fortælling lige så vigtig som medicinen. Først da blev jeg ægte ydmyg og kunne se hvor min vej gik hen.

Målet var nemlig ikke at blive rig og berømt, men at finde glæden ved at kunne glæde andre med det jeg kunne. I dag bøjer jeg ydmygt hovedet, når jeg ser andre dygtige kunstnere og det er ikke så vigtigt at manifestere mig i den grad mere. Jeg er nærmere blevet glad for at komme fra arbejderklassen og over at være folkelig.

Nu har jeg arbejdet med Den grimme ælling i 20 år og jeg er ikke færdig med den endnu. Næste år håber jeg, at kunne afslutte denne lange ællingeproces med en udstilling jeg kalder: ÆGGETS TRANSFORMATION. Om det er en svane der kommer ud af ægget tror jeg næppe; måske snarere end vildgås, for som den lige så berømte filosof Søren Kirkegaard så rigtigt sagde:
” Livet ikke er et problem der skal løses, men et mysterium der skal leves” .

Inger Binger Hansen / Juni 2004

DEN GRIMME ÆLLING: Består af 27 akvareller af Inger Binger Hansen som skildrer en farverig rejse i eventyret Den Grimme Ælling. Udstillingen har eksisteret i nogle år og har, med succes, været vist på de fleste biblioteker i hele Danmark og i Litauen i 1996-98.

Ovenfor har Inger Binger Hansen skildret sin egen farverige rejse “Eventyrenes vej” illustreret med billeder fra “Den grimme ælling” .
Bragt efter aftale med Inger Binger Hansen Juni 2004

Sider:  1  2  3  4