Hans Christian Andersen: En Digters Bazar – A Poet’s Bazaar 1842
Tydskland: De spanske Dandsere
Oversigt over indhold “En Digters Bazar” 1842
I sommeren 1840 opholdt sig i Kjøbenhavn nogle spanske Dandsere, der droge alle Kjøbenhavnerne hen til det gamle Theater paa Kongens Nytorv. Hele Byen talte om de spanske Nationaldandse og ved Aviserne lød det over hele Landet; jeg opholdt mig da hos Baron Stampe paa Nysø, der ved det Hjem Thorvaldsen her har fundet, og ved de Værker han her har skabt, er blevet et mærkværdigt Sted i Danmark. Af Thorvaldsen fik jeg her den første mundtlige Beretning om de spanske Dandsere; og han var henrevet, begeistret, som jeg aldrig havde seer ham før; “det er Dands! det er Stillinger! her er Former og Skjønhed!” sagde han og hans Øine funklede imedens han talte. “See selv! man er midt inde i Syden, naar man seer den Dands!”
En Formiddag, jeg kom ind i hans Atelier, saae jeg et Basrelief fuldført i Leer, det forestillede en dandsende Bacchant og Bacchantinde. “De spanske Dandsere have givet mig Ideen!” sagde han; “saaledes kunne de ogsaa dandse! jeg har tænkt paa deres yndige Dands, idet jeg gjorde dette!” Jeg blev meget begjærlig efter at see disse Spaniens Børn, see den yndige Dolorés Serral – nu have Kjøbenhavnerne glemt hende; – det er et Aar siden hun var her. Jeg reisse til Kjøbenhavn og saae – en Dands, der lod mig glemme de malede Coulisser og Lampelyset, jeg var med i Valencias Dale, saae de smukke Mennesker, hvor hver bevægelse er Ynde, hvert Blik Lidenskab. Fra min Ankomst til Byen saae jeg hver Aften Dolorés dandse, men aldrig mødte jeg hende udenfor Scenen, aldrig saae jeg hende, uden naar hun dandsede der.
Nu var det sidst i October, koldt, regnfuldt og stormende, som vi kunne have det i vort kjære Land; de spanske Dandsere vilde bort; Dolorés sagde, som Pretiosa: “Til Valencia!” men Veien fra Kjøbenhavn til Valencia gaaer over Kiel. Hun maatte med Dampskibet “Christian den Ottende” i et nordisk Efteraars Veir, koldt og stormende. Den halve Forsamling af de godt Folk, der seilede ud for at sige Farvel, blev søsyg ved denne lille Tour.
Det var en nordisk Bølgedands! Dolorés blev strax mat; de smukke Lemmer bøiede sig til en Hvile, som ingen Hvile var; den ene Sø efter den anden slog over Dækket, Vinden peb i Tougværket; ja et Par Gange syntes Dampskibet at staae stille, og ligesom betænke sig om det ikke gjorde klogest i at vende om igjen. Vandkarafler og Tallerkner, skjøndt de stode surrede fast, rystede af Skræk eller Instinkt. Der var en Raslen og en Knagen; hver Planke i Skibet vaandede sig og Dolorés sukkede sag høit, at det trængte gjennem Skibsdækket; den fine, smidige Fod strakte sig krampeagtigt mod den tynde Brædevæg, hendes Pande berørte Skillevæggen –
– – Et Skib er dog en sælsom Verden! Til Høire skiller en Planke os fra Døden i Bølgerne, til Venstre kan en anden tynd Planke danne Cherubsværdet. Dolorés sukkede, jeg sukkede ogsaa! en heel Nat laae vi her og bogstaveligt sukkede for hinanden; – og Bølgerne dandsede, som Dolorés ikke kunde dandse, og Stormen sang, som jeg ikke kunde synge og under alt dette gik Skibet sin kraftige Gang, til Kieler-Bugten omsluttede os og lidt efter lidt den ene Passageer efter den anderi steg op paa Dækket.
Jeg fortalte Dolorés, hvilket Indtryk hendes Dands havde gjort paa vor Tidsalders første Billedhugger, jeg fortalte hende om Bacchant og Bacchantinde, og hun blev rød og smilte; jeg syntes ordentlig, at vi dandsede Fandango sammen paa den grønne Slette under de duftende Akasier. Hun rakte mig sin Haand – men det var til Afsked; hun reiste lige til Valencia.
Om mange Aar bliver Dolorés en gammel Kone, og hun dandser ikke meer, men da dandse forbi hende de Byer og Stæder, i hvilke hun har henrykket og hun husker da Kongestaden paa den grønne Ø i Norden, midt i det stormende Hav, det hun seilede over, hun tænker paa det Basrelief, i hvilket hun endnu svæver ung og smuk, – og hendes Fingre glide ned af Rosenkrandsen, som hun sidder med paa Balkonen, og hun seer ud over Bjergene. Og de, som staae om den gamle Kone, spørge hende da: “hvor er Du henne, Dolorés?”
Og hun svarer og smiler: “jeg var lidt til Søes i Norden!”
Tydskland: Breitenburg
Fra Kongeveien mellem Kiel og Hamborg dreiede min vogn ind over Heden, jeg vilde aflægge et Besøg paa Breitenburg; en lille Fugl fløi mig qviddrende imøde, som om den vilde ønske mig Velkommen.
Den lyneborgske Hede faaer Aar for Aar flere Skovplantager, Huse og Landeveje, derimod Fortsættelsen af den, gjennem Hertugdømmerne og ind i Jylland, har endnu for største Delen samme Udseende, som i det forrige Aarhundrede. Der er Characteer og Poesi i den danske Hede: Her er Stjernehimlen udstrakt og stor, her svæve Taagerne i Stormen, som Ossians Aander, og Eensomheden lader os her have Besøg af vore helligste Tanker. Som et Spøgelse af en Skov voxer her Grupper af forkuede Ege, med Mos til ud paa de yderste Grene; en ægyptisk Slægt med guulbruun Hud og kulsorte Øine fører her sit Nomadeliv, steger under aaben Himmel det stjaalne Lam og holder Bryllup og Dands udenfor Huset, der er hurtigt rejst af Lyngtørv midt paa den eensomme Hede.
Kun langsomt bevægede min Vogn sig frem i det dybe Sand; jeg troer man kunde blive søsyg ved at kjøre her. Bestandigt fremad gjennem øde, mennesketomme Egne; de enkelte Huse, man her kommer forbi, ere udstrakte Længer, hvor Røgen hvirvler frem gjennem den aabne Port! Husene have ingen Skorstene, det er som om Arnestedet manglede, som om derinde intet Hjem var, som om kun den Fremmede paa Vandringen over Heden her i Hast tændte en Ild midt paa Gulvet og varmede sig lidt, for atter at vandre videre! – Skorstenene paa Bondens Huus og den hvirvlende Røg gjøre det hjemligt; Skorstenen pynter og opliver næsten ligesag meget, som Blomsterqvarteret foran Huset – men her var det i Harmoni med Hede-Egnen og med den kolde Efteraarsdag. Solen skinnede vel, men den havde ingen varme Straaler, det var maaskee heller ikke engang Solen selv, men kun dens skinnende Kjortel, som den lod glide hen over Himlen. Ikke et Menneske mødte vi, ikke en Qvæghjord var at see; man kunde næsten troe, at Alt var sovet ind eller bundet ved en Fortryllelse.
Først ud paa Eftermiddagen aabenbarede sig et frodigt Landskab; vi saae en stor Skov, dens brune Løv i Solskinnet gav den Udseende af en Kobberskov, den havde noget sag aldeles forhexet, at da just Breitenburg en stor Drift Qvæg kom ud af Tykningen og stirrede paa os med store Øine, gik der et heelt Eventyr op for mig om den forhexede Stad i Kobberskoven.
Bag Skoven kom vi gjennem en stor Landsby, der om den ikke førte mig ind i Eventyrenes Land, dog bragte mig tilbage i et andet Aarhundrede. I Husene syntes Stald, Kjøkken og Stue at gaae i eet. Landeveien var dybt Dynd, hvori laae store Kampesteen. Det var malerisk nok og det blev endnu mere; thi midt i den tætte Skov skinnede i Aftensolen en Ridderborg med Taarn og takket Gavl, og mellem den og os bugtede sig en Flod bred og dyb.
Broen dundrede under Hestenes Hov; vi rullede gjennem Skov og Have ind i den aabne Borggaard, hvor Lysene travlt bevægede sig bag Vinduerne, hvor Alt saae rigt og hyggeligt ud. Midt i Gaaden staaer en stor gammel Brønd med et kunstigt udarbeidet Gitter, fra dette fløi en lille Fugl, – det var bestemt den samme, der qviddrede mig Velkommen idet jeg kjørte ind over Heden, den var kommet herhid før jeg, den havde meldt mit Komme, og Borgens Eier, den ædle Rantzau, førte sin Gjest til et velsignet Hjem, Retterne dampede, Champagnen knaldede! – jo det var bestemt Trolddom! en nøgen Hede, en Kobberskov og bag ved disse et gjestfrit Slot med skjønne Billeder, duftende Træer og Blomster ved de bløde Divaner. Det var Trolddom! Jeg tænkte paa det stormende Hav, paa den eensomme Hede, og følte: man kan dog have det godt i denne Verden.
Fuglen qviddrede udenfor, mens jeg saae ud af Vinduet; tilfældigviis faldt Lyset hen paa Brønden og det var ligesom om Spanden gik op og ned af sig selv og midt i Spanden sad en lille Nisse, og nikkede Velkommen; jeg tog bestemt ikke feil, thi Nissens Bedstefader har engang i Skoven rakt en Rantzau til Breitenburg et gyldent Bæger, da Ridderen red ved Maaneskin gjennem Skoven *)
*) Foruden Bægeret fik Slægten ogsaa en Guldrok; Sagnet om disse Gaver er besjungen paa Tydsk af Lobedanz, paa Dansk af H. P. Holst.
Bægeret gjemmes endnu i det udskaarne gamle Egeskab i Riddersalen over Kapellet, jeg har selv seer det, og de gamle Billeder paa Væggen, alle stolte Riddersmænd, bevægede Øinene; det var ved klart Solskin, havde det været i den maanelyse Nat, da vare de bestemt traadte ud af Rammen og havde drukket en Skaal for den elskelige Greve, der nu hersker paa det gamle Breitenburg,
“Den paradisiske Lyksalighed har ingen Historie!” siger en Digter, “den bedste Søvn har ingen Drømme,” erkjender jeg, og paa Breitenburg bragte Natten ingen Drømme. Ved Daglyset derimod gik gamle Sagn og Minder som Drømme fremfor Tanken, de hilste mig under Havens ældgamle Alleer, de sad og nikkede paa Vindeltrappen i Vagttaarnet, hvor Skotterne laae paa Udkig, den Gang Wallensteins Tropper havde leiret sig udenfor; Wallenstein lod Mændene falde for Sværdet, og da Qvinderne i Borgen paa hans Befaling ikke vilde vaske Blodet af Gulvet, lod han dem ogsaa nedhugge.
I den evig unge Natur rundt om gik gamle Minder; fra Slottets høie Taarn saae jeg vidt omkring over det frodige Marskland, hvor i Sommeren det fede Qvæg gaaer i Græs til Boven; jeg saae over de mange Skove, i hvilke Ansgarius har vandret og prædiket Christi Lære for de danske Hedninger; derovre minder endnu en lille Landsby om hans Navn *)
*) Willenscharen.
der har hans Gaard staaet, her levede han; Kirken hist ved Heiligenstädte, hvor Jorden er voxet høir op om Muren, er endnu fra hans Tid; som den Gang, speiler den sig endnu i Støren, der hvor han i sin fattige Fiskerbaad roede over til den lille Sti mellem Rørene.
Jeg vandrede i Slottets Have under de gamle Træer ved de bugtede Kanaler, Hyldebusken og Rosentræet bøiede sig over Vandspeilet for at see hvor smukt de blomstrede. Bonden gik paa Digerne og trak Baaden op mod Strømmen. Jægeren med sine Hunde tog Vei ind i den kobberrøde Skov. Posthornet klang, og det var som Skov og Mark fik Stemme, som istemte den Efteraarets Dødshymne: “den store Pan er død!”
Da Solen var nede, lød Sang og Bægerklang i Borgen; jeg vandrede gjennem Salen, hvis mørkerøde Vægge omfatte Basreliefs af Thorvaldsen og fremhæve de smukke Buster og Statuer; udenfor heldede sig op til Vinduet Rosenhækken med sin bladløse Green med de røde Hyben og den drømte, ved Sommerlivet inde i Salen, at den selv endnu var ung og blomstrende, og at hver Hyben var en Knop, der imorgen vilde aabne sig. Og Nissen sad paa Brøndkanten og slog Takt med sine smaa Fødder, den lille Fugl qviddrede, “her er smukt i Norden! her er godt i Norden!” og dog fløi Fuglen til de varme Lande! og Digteren gjorde det samme.
Tydskland: Erindring fra Dampskibet Støren
Der laae ved Størens Vande to smaa Huse, hvert paa sin Side af Floden, hvert pynteligt med en grøn Gavl og et Par Buske, men udenfor det ene hang Nættet udspændt, og en stor Fløi dreiede sig i Vinden: hvor tidt havde ikke to smukke Øine fra det ene lille Huus seet over paa denne Fløi, naar den dreiede sig og et trofast Hjerte da sukket dybt!
Vi tog her en smuk ung Kone ombord, hun var af hvad man kalder den ringere Stand, men saa festligt klædt, saa ung, smuk og med et lille deiligt Barn ved Brystet. Fra begge Husene nikkede Folk til hende, de ønskede hende Lykke og Glæde! Fløien dreiede sig saa den peb, men hendes smukke Øine saae ikke mere efter den; thi nu brød hun sig ikke om at vide, hvad Vinden var! – og vi foer afsted. Alt var grønt, men fladt og altid det samme; den lille Flod gjør Bugt paa Bugt.
Nu vare vi paa Elben, den store Kongevei fra Tydskland! og Skibe kom og gik; Baade satte tvers over; vi maatte ogsaa over til Hannoveransk Side for at hente Passagerer og derpaa til Holstensk Side og atter igjen til Hannoveransk; og saa fik vi dog ingen Passagerer! jeg saae paa den unge Kone; hun syntes ligesaa utaalmodig, som jeg; hun var altid forude og stirrede, med Haanden over de smukke Øine; var det Hamborgs Taarne hun søgte? – Hun kyssede et Par Gange sit Barn, smilede og havde dog Taarer i Øinene! – To Dampskibe foer os forbi; et Skib for fulde Seil førte Udvandrende til Amerika. Foran os laae et prægtigt Fartøi, det var lige kommet derfra, og laae under Opseiling, Vinden var stik imod, Flaget vaiede! idet vi nærmede os, blev en Baad gjort løs, fire Matroser grebe Aarene, en rask, sortskjægget Mand, han saae ud til at være Styrmand ombord, dreiede Roret, vi laae stille og den unge Kone mere fløi end gik med sit Barn, der sov; i et Nu var hun i den lette gyngende Baad og i Armene paa den sortskjæggede brune Mand. Det var et Kys! det var Bouquetten af et langt Aars søde Længsel: og Barnet vaagnede og græd, og Manden kyssede det og holdt Konen om Livet, og den lille Baad vippede op og ned med dem, som om den sprang med af Glæde, og de brune Matroser nikkede til hverandre: – men vi seilede afsted, jeg saae ud paa de flade, nøgne Kyster.
Tydskland: Liszt
Det var i Hamborg i Hotellet: Stads London, Liszt gav Concert! Salen var i nogle faa Øieblikke propfuld, jeg kom for silde, men jeg fik dog den bedste Plads tæt op til Tribunen hvor Fortepianoet stod, thi man skaffede mig op ad en Bagtrappe. Liszt er en af Kongerne i Tonernes Rige, og til ham førte mit Selskab mig, som sagt, op ad en Bagtrappe, det skammer jeg mig ikke ved at bekjende.
Salen, ja selv Sideværelserne, straalede af Lys, Guldkjæder og Diamanter! ikke langtfra, hvor jeg stod, laae i en Sopha en Jødepige, fed og pyntet, hun lignede en Hvalros med Vifte. Solide Hamborger-Kjøbmænd stod murede op paa hverandre, som var det en vigtig Børs-Sag der skulde afhandles; der sad dem et Smiil ved Munden, som havde de alt kjøbt Papirer og vundet utroligt. Den mythologiske Orpheus kunde ved sit Spil sætte Stene og Træer i Bevægelse, den nye Orpheus-Liszt havde alt før sit Spil electriseret dem; Rygtet havde med sin mægtige Nimbus aabnet Øine og Øre paa Folket, saa det alt syntes at erkjende og høre det som vilde følge! jeg selv følte i Straalerne af disse mange flammende Øine, denne forventningsfulde Hjertebanken, Nærmelsen af en stor Genius, der med dristig Finger afpeger Grændsen for sin Kunst i vor Tidsalder!
I London, denne Maskinernes store Verdens-By, eller i Hamborg, dette europæiske Handels-Contoir, bliver det charakteristisk, første Gang at høre Liszt, da svarer Tid og Sted til hinanden, og i Hamborg skulde jeg høre ham. Vor Tidsalder er ikke længer Phantasiens og Følelsens, den er Forstandens, den techniske Færdighed i enhver Kunst og i enhver Haandtering er nu en almindelig Betingelse for deres Udøvelse, Sprogene ere blevne saa uddannede, at det næsten hører til at skrive Stiil, det at kunne sætte sine Tanker i Vers, der for et halvhundrede Aar siden vilde have gjaldt for en sand Digters Arbeider; i hver stor By finder man i Dusinviis Folk, der exeqverer Musik, med en saadan Færdighed at de for tyve Aar siden kunde have ladet sig høre som Virtuoser. Alt Technisk, saavel det Materielle, som det Aandelige er i vor Tid i sin høieste Udvikling, vor Tid erholder herved en Flugt, selv i de døde Masser!
Vore Verdens-Genier, ere de ikke Mode-Skummet kun af denne Brydning i vor Tidsudvikling, men ægte Aander, maae kunne udholde den kritiske Sønderlemmelse og hæve sig høit over det der kunde tilegnes; de maae, hver paa deres aandelige Plads, ikke blot udfylde den, men give noget Mere! – de maae som Coraldyret sætte endnu en Størrelse til Kunstens Træ, eller deres Virksomhed er ingen!
I den musikalske Verden har vor Tid to Pianoets Fyrster, der saaledes fylde deres Plads, det er Thalberg og Liszt.
Som et electrisk Slag gik det gjennem Salen, da Liszt traadte ind, de fleste Damer reiste sig, det var som kom der en Solglands over hvert Ansigt, som om alle Øine modtog en kjær, elsket Ven! – jeg stod ganske nær ved Kunstneren, det er en mager, ung Mand, et langt mørkt Haar hang om det blege Ansigt; han hilsede og satte sig ved Claveret! Hele Liszts Ydre og Bevægelighed viser strax en af disse Personligheder, man bliver opmærksom paa i og alene ved deres Eiendommelighed; Guddomshaanden har paatrykt dem et eget Stempel, der gjør dem kjendelig mellem Tusinde. Som Liszt der sad foran Fortepianoet, var paa mig det første Indtryk af hans Personlighed, dette Udtryk af stærke Lidenskaber i hans blege Ansigt, at han forekom mig en Dæmon, der var naglet fast til det Instrument
hvorfra Tonerne udstrømmede, de kom fra hans Blod, fra hans Tanker; han var en Dæmon, der skulde spille sin Sjæl fri; han var paa Torturen, Blodet flød og Nerverne zittrede; men alt som han spillede svandt det Dæmoniske, jeg saae det blege Ansigt face et ædlere og skjønnere Udtryk, den guddommelige Sjæl lyste ud af hans Øine, ud af hvert Træk, han blev skjøn, som Aand og Begeistring kan gjøre det!
Hans “Valse infernale” er mere end et Daguerreotyp-Billede af Meyerbeers Robert! – vi stage ikke udenfor og beskue det kjendte Maleri, nei vi sættes ind i det, vi stirre ned i Dybet selv og opdage nye hvirvlende Skikkelser. Det lød ikke som et Fortepianos Strænge klang, nei, hver Tone syntes klingende Vanddraaber!
Den, som beundrer Kunsten i technisk Færdighed, maa bøie sig for Liszt, den, som det Geniale, det af Gud givne henriver, bøier sig endnu dybere! vor Tids Orpheus har ladet Tonerne bruse gjennem Maskinernes store Verdens-By og man fandt og erkjendte, som en Kjøbenhavner har sagt, “hans Fingre ere lutter Jernbaner og Dampmaskiner,” hans Genius endnu mægtigere til at drage Verdensaanderne sammen, end alle Jernbaner om Jorden. Vor Tids Orpheus har ladet Tonerne klinge i det europæiske Handels-Contoir og, i det mindste i Øieblikket, troede Folket Evangeliet: Aandens Guld har en mægtigere Klang end Verdens.
Man bruger tidt, uden at tydeliggjøre sig det, Udtrykket: et Hav af Toner, og et saadant er det der strømmer ud fra Fortepianoet, hvor Liszt sidder. Instrumentet synes forvandlet til et heelt Orchester, det formaae ti Fingre, der eie en Færdighed der kunde kaldes fanatisk, de føres af den mægtige Genius; det er et Hav af Toner, der just i sit Oprør er et Speil for hvert glødende Gemyts øieblikkelige Livs-Opgave. Jeg har truffet paa Politikere, der ved Liszts Spil begreb, at den rolige Borger kunde gribes ved Marseillaisens Toner, til at tage Geværet, styrte sig fra Hjem og Arne og kjæmpe for en Idee! jeg har ved hans Spil seet rolige Kjøbenhavnere med dansk Efteraars-Taage i Blodet blive politiske Bacchanter; Mathematikere have svimlet i Klangfigurer og Beregninger om Lyden.
Unge Hegelianere, og det de virkelig begavede, ikke de døde Hoveder, der kun ved Philosofiens galvaniske Strøm gjøre en aandelig Grimasse, skuede i dette Tonehav Videnskabens bølgeformige Fremskriden mod Fuldendelsens Kyst, Digteren fandt i den sit hele Hjertes Lyrik eller det rige Klædemon for sine dristigste Skikkelser! – den Reisende, ja jeg slutter fra mig selv, han faaer Tonebilleder af hvad han seer eller skal see, jeg hørte hans Spil, som en Ouverture til min Reise, jeg hørte hvor mit eget Hjerte bankede og blødte ved Afskeden fra Hjemmet; jeg hørte Bølgernes Levvel, Bølgerne, som jeg igjen først skulde høre ved Terracinas Klipper; det klang som Orgeltoner fra Tydsklands gamle Domkirker, Gletscherne rullede fra Alpernes Bjerge og Italien dandsede i Carnevals-Dragt og slog med sin Brix medens det i Hjertet tænkte paa Cæsar, Horats og Raphael! Det brændte fra Vesuv og Ætna, Dombasunen lød fra Grækenlands Bjerge, hvor de gamle Guder ere døde, Toner jeg ikke kjendte, Toner jeg ei har Ord for, tydede paa Orienten, Phantasiens Land, Digterens andet Fædreland!
Da Liszt havde endt sit Spil, regnede der Blomster ned omkring ham, unge nydelige Piger, gamle Damer, der ogsaa engang havde været nydelige Piger, kastede hver sin Bouquet; han havde jo kastet tusinde Tonebouquetter i deres Hjerte og Hoved. Fra Hamborg vilde Liszt flyve til London! der udkaste nye Tonebouquetter, der dufte Poesi over det materielle Hverdagsliv! den Lykkelige, der saaledes kan reise sit hele Liv! altid see Folk i deres aandelige Søndagsklæder, ja selv i Begeistringens Brudedragt! Mon jeg oftere møder ham? var min sidste Tanke! og Tilfældet vilde at vi skulde mødes paa Reisen, mødes et Sted hvor jeg og min Læser mindst kunde tænke; mødes, blive Venner og atter skilles; dog det hører til de sidste Capitler af denne Flugt. Nu drog han til Vittorias By, jeg til Gregor den Sextendes.
Tydskland: Pigen Fra Orleans ( en Skizze)
Vi vare alt saa godt som over Elben. Dampskibet gled paa Hannoveransk Side mellem de lave grønne Øer, der viste os Bønder-huse og Grupper af Qvæg. Jeg saae glade Børn lege mellem de halv optrukne Baade og tænkte paa hvor snart denne Leg var forbi, hvorledes de maaskee snart fløi langt ud i Verden, voxte til, og saae da i Erindringen disse flade, smaa Øer, som hesperiske Haver med deres Barndoms Guldæbler og Oranger.
Vi vare ved Haarburg; hver saae til at alt hans Tøi kom paa Dragernes Bør, men en høi, noget fyldig Dame, med en stolt Holdning, der ikke harmonerede til den afblegede Sirtses Kjole og den vist flere Gange vendte Kaabe, rystede med Hovedet til hver Karl, der strakte sin Haand ud mod hendes lille Randsel, som hun selv holdt i Haanden; det var aldeles en Mandfolke-Randsel; hun vilde ei slippe den, det var som gjemte den en kostbar Skat. Langsomt vandrede hun efter alle os Andre ind i den stille By.
For mig og een af de Medreisende dækkede man et lille Bord og spurgte om en Tredie ikke nok kunde tage Plads her, og denne Tredie indfandt sig, det var Damen i den afblegede Kjole; en stor, noget slidt Boa hang hende løst om Halsen, hun var meget træt.
“Jeg har reist hele Natten,” sagde hun; “jeg er Skuespillerinde! jeg kommer fra Lübeck, hvor jeg iaftes spillede! og hun sukkede dybt og løste Kappebaandet.
“Hvad er Deres Fag!” spurgte jeg.
“De angribende Roller!” svarede hun og kastede den lange Boa kjækt over Skulderen. “Jeg var i Aftes Pigen fra Orleans! jeg reiste strax ved Stykkets Slutning, da man venter mig i Bremen; imorgen træder jeg op der, i samme Stykke,” og hun trak Veiret meget dybt og kastede Boaen igjen over den anden Skulder.
Hun forlangte strax Extra-Post, men kun en lille Eenspænder Vogn, helst en af Vertens Vogne og kun en Dreng med, thi til Nød kunde hun selv kjøre. “Man maa især paa en Reise være oeconomisk!” sagde hun; jeg betragtede hendes blege Ansigt; hun var vist tredive Aar, havde sikkert været meget smuk – endnu spillede hun jo Pigen fra Orleans og kun de angribende Roller.
En Time efter sad jeg i Diligencen; Posthornet klang gjennem Haarburgs døde Gader, en lille Karre kjørte foran, den dreiede til Side, og holdt, at vi kunde komme fort; jeg saae ud, det var Pigen fra Orleans med sin lille Randsel mellem sig og en Dreng, der skulde være Kudsk; hun hilsede, som en Fyrstinde, tilkastede os et Kys med Haanden; den lange Boa fløi hen over hendes Skulder; vor Postillon blæste et lystigt Stykke; men jeg tænkte paa Pigen fra Orleans, den gamle Skuespillerinde, paa Karren, der imorgen skulde holde sit Indtog i Bremen, og jeg blev veemodig ved hendes Smiil og ved Postillonens lystige Musik. Og saa foer vi hver vore Veie over Heden.
Tydskland: Jernbanen
Da mange af mine Læsere ikke have seet en Jernbane, vil jeg først see at give disse et Begreb om en saadan. Vi ville tage en almindelig Landevei, den kan løbe lige, den kan slaae en Bugt, det er det samme, men jevn maa den være, jevn som et Stue-Gulv, og derfor sprængte vi ethvert Bjerg, som stiller sig for den, vi bygge paa stærke Buer en Bro over Sumpe og dybe Dale, og naar da den jevne Vei er for os, lægge vi der, hvor Hjulsporene ville gaae, Jernskinner, om hvilke Vognhjulene kunne gribe fat. Dampmaskinen spændes foran med sin Mester paa, der veed at styre og standse den, Vogn kjædes ved Vogn med Mennesker eller Qvæg, og så kjører man.
Paa ethvert Sted af Veien vides Time og Minut, naar Vognrækken vil indtræffe, man hører ogsaa milevidt Signalpibens Lyd, naar Toget er i Fart, og rundt om, hvor Biveie for almindelige Kjørende og Gaaende skjære Jernbanen, slaaer den opstillede Vagt Træbommen ned for dem, og de gode Folk maae vente til vi have passeret; langs Banen, alle de Mile den strækker sig, ere smaa Huse reiste saa langt fra hinanden, at de, som staae Vagt, kunne see hinandens Flag og betids vide at holde Banen reen, at ingen Steen eller Qvist ligger over Skinnerne.
See, det er en Jernbane! jeg vil haabe, man har forstaaet mig.
Det var første Gang i mit Liv, jeg skulde see en saadan. En halv Dag og den paafølgende Nat havde jeg reist med Diligence den skrækkelige slette Vei fra Braunschweig til Magdeburg, træt kom jeg herhid, og en Time efter skulde jeg igjen afsted med Dampvognen.
Jeg vil ikke nægte, at jeg havde forud en Fornemmelse, som jeg vil kalde Jernbane-Feber, og denne var paa sit Høieste, da jeg traadte ind i den storartede Bygning, hvorfra Vognrækken kjører ud. Her var en Trængsel af Reisende, en Løben med Kufferter og Natsække, en Susen og Surren af Maskiner, som Dampen væltede ud af. Man veed første Gang ikke ret hvor man tør staae, at ikke en Vogn eller en Dampkjedel eller en Kasse med Reisegods skal flyve over os; rigtignok staaer man sikker paa en fremspringende Altan, Vognene, man skal ind i, ligge i Række tæt op til den, som Gondoler ved en Quai, men nedenfor i Gaarden krydser, som Trolddoms Baand, den ene Jernskinne den anden, og det er ogsaa Trolddoms-Baand, som den menneskelige Kløgt har slagen; til disse skulle vore magiske Vogne holde sig, komme de udenfor Tryllebaandet, ja, saa gjelder det Liv og Lemmer. Jeg stirrede paa disse Vogne, paa Locomotiver, løse Karrer, vandrende Skorstene og Gud veed hvad, de løb som i en Trylleverden mellem hverandre; Alting syntes at have Been! og nu denne Damp og denne Susen i Forening med Trængselen for at faae Plads, denne Stank af Tælle, Maskinernes taktmæssige Gang og den udladte Damps Piben og Snøften forstærkede Indtrykket, og er man her, som sagt, for første Gang, da tænker man paa at vælte, brække Arme og Been, springe i Luften eller knuses ved at støde sammen med en anden Vognrække; men jeg troer, at det kun er første Gang, man tænker derpaa.
Vognrækken her dannede tre Afdelinger, de to første ere magelige lukkede Vogne, aldeles som vore Diligencer, kun meget bredere, den tredie er aaben og utrolig billig, saa at selv den fattigste Bonde tager med, det bliver ham mindre dyrt, end om han skulde gaae den lange Vei og styrke sig i Vertshuset eller overnatte paa Reisen. – Signalpiben lyder – men den lyder ikke smukt, den har meget tilfælles med Svinets Svanesang i det Kniven trænger det gjennem Halsen; man sætter sig ind i den mageligste Karreet, Conducteuren lukker Døren i for os, og tager Nøglen til sig, men vi kunne lade Vinduet gaae ned, nyde den friske Luft uden at frygte for nogen Uleilighed af Lufttrykket; man har det aldeles som i enhver anden Vogn, kun mere mageligt, man udhviler sig her, naar man kort forud har gjort en angribende Reise.
Den første Fornemmelse er en ganske sagte Rykken i Vognene, og nu ere Kjæderne spændte, som holde disse sammen; Signalpiben lyder igjen og Farten begynder, men langsomt, de første Skridt gaaer det sagte, som om en Barnehaand trak den lille Vogn. Hurtigheden tager umærkelig til, men Du læser i din Bog, seer paa dit Kort, og veed endnu ikke ret om Farten er begyndt, thi Vognen glider, som en Kane paa den jevne Sneemark. Du seer ud af Vinduet og opdager, at Du jager afsted, som med Heste i Galop; det gaaer endnu hurtigere, Du synes at flyve, men her er ingen Rysten, intet Lufttryk, Intet af hvad Du tænkte Dig ubehageligt!
Hvad var det Røde, der som et Lyn foer tæt forbi? Det var en af de Vagthavende, der stod med sin Fane. See kun ud! og de nærmeste ti til tyve Alen er Marken en piilsnar Strøm, Græs og Urter løbe i hverandre, man fager en Idee om at staae udenfor jorden og see denne dreie sig; det piner Øiet at hæfte det længe i samme Retning; men Du seer nogle Favne længere bort, da bevæge sig de andre Gjenstande ikke hurtigere, end vi see dem bevæge sig når vi kjøre godt, og længere ud mod Horizonten synes Alt at staae stille, man har ganske og aldeles Skuet og Indtrykket af den hele Egn.
Saaledes just skal der reises gjennem flade Lande! Det er som By ligger tæt ved By; nu kommer een, nu atter een! man kan ret tænke sig Trækfuglenes Flugt, saaledes maa de lade Byerne efter sig. De almindeligt Kjørende, som man seer paa Sideveiene, synes at holde stille, Hestene foran Vognene løfte Fødderne, men de synes at sætte dem igjen paa samme Sted, og saa ere vi dem forbi.
Det er en temmelig bekjendt Anecdote om en Americaner, der første Gang kjørte med Dampvogn, at han ved idelig at see den ene Milepæl fare forbi efter den anden, troede at han kjørte over en Kirkegaard og saae Monumenter; jeg skulde derfor ikke anføre den, men den charakteriserer ganske Hurtigheden og jeg havde den i Tanker, skjøndt man her ingen Milepæle seer, de røde Signal-Faner maatte da være det, og den samme Americaner kunde have sagt her: hvorfor ere alle Mennesker i Dag ude med røde Faner!
Jeg vil derimod fortælle, at da vi foer forbi et Plankeværk, som jeg saae forkortet til en Stang, sagde en Mand ved Siden af mig: “see nu ere vi i Fyrstendømmet Cöthen,” og saa tog Manden sig en Priis, bød mig ogsaa Daasen, jeg bukkede, prøvede Tobakken, nøs og spurgte saa: “hvorlænge ere vi nu i Cöthen?” – “O, “svarede Manden, “der vare vi ude af, idet De nøs!”
Og dog kunne Dampvognene gaae dobbelt saa hurtigt som her; hvert Øieblik er man ved en ny Station, hvor Passagererne skulle sættes af og andre optages, Farten bliver herved formindsket, man standser et Minut, og ind af de aabne Vinduer række Opvartere os Forfriskninger, lette og solide, ganske som vi behage! de stegte Duer flyve, for Betaling, bogstaveligt lige ind i Munden, og saa jager man afsted, sladdrer med sin Nabo, læser i en Bog, eller skotter til Naturen, hvor tidt en Skare Køer med Forbauselse dreier sig rundt, eller nogle Heste rive sig løs og flygte fordi de see, at tyve Vogne kunne komme frem i Verden uden dem, og det endnu hurtigere end om de skulde hjælpe til, og saa er man pludselig igjen under Tag, hvor Vognrækken standser, man har kjørt sine femten Miil i tre Timer, er i Leipzig. Samme Dag, fire Timer efter, gaaer det herfra igjen en lignende Vei-Længde i samme Tid, men gjennem Bjerge og over Floder – og saa er man i Dresden.
Jeg har hørt Flere sige, at ved Jernbanerne var al Reise-Poesi borte, og at man foer det Smukke og Interessante forbi; hvad dette sidste angaaer, da staaer det jo Enhver frit for at blive paa hvilken Station han vil, og der see sig om til den næste Vognrække kommer; og hvad det angaaer, at al Reise-Poesi forsvinder, da er jeg af en aldeles modsat Mening. Det er i de snevre, fuldpakkede Reisevogne og Diligencer, at Poesien forsvinder, man bliver her sløv, man plages i den bedste Aarstid af Støv og Hede, og om Vinteren af slette Veie; Naturen selv faaer man ikke her i større Portioner, men vel i længere Drag, end i Dampvognen.
O, hvilket Aandens Storværk er dog denne Frembringelse! man føler sig jo mægtig, som en Oldtids Troldmand! vor magiske Hest spænde vi for Vognen, og Rummet forsvinder, vi flyve som Skyerne i Storm, som Trækfuglene flyve! vor vilde Hest fnyser og snøfter, den sorte Damp stiger ud af hans Næseboer. Raskere kunde ikke Mephistopheles flyve med Faust paa sin Kappe! vi ere ved naturlige Midler i vor Tid lige saa stærke, som man i Middelalderen har troet, at kun Djævelen kunde være det! vi ere ved vor Kløgt komne paa Siden af ham, og før han selv veed det, ere vi ham forbi.
Jeg erindrer kun faa Gange i mit Liv, jeg saaledes har følt mig greben som her, saaledes med al min Tanke ligesom skuet Gud Ansigt til Ansigt. Jeg følte en Andagt, som jeg kun som Barn har følt den i Kirken, og som Ældre i den solbelyste Skov eller paa det blikstille Hav en stjerneklar Nat! I Poesiens Rige ere ikke Følelsen og Phantasien de eneste, der herske, de have en Broder, der er ligesaa mægtig, han kaldes Forstanden, han forkynder det evige Sande, og i dette ligger Storhed og Poesi!
Tydskland: Gellerts Grav
Paa een af Kirkegaardene i Leipzig er Gellert begravet. Da jeg 1830 første Gang var i Tydskland, besøgte jeg denne Grav; Oehlenschlægers aandrige Datter Charlotte var da hos Brockhaus i Besøg, hun førte mig derhen og viste mig Digterens Grav. Tusinde Navne vare ridsede i Gravstenen og skrevne paa Trægitteret; vi skreve ogsaa vore Navne og hun brød en Rose af Graven og gav mig til Erindring om Stedet.
Nu ti Aar efter gik jeg alene denne Vei; let fandt jeg Kirkegaarden, men Graven selv kunde jeg ikke finde, jeg spurgte en fattig gammel Kone om, hvor Gellert laae begravet, og hun viste mig Stedet. “Gode Mennesker blive altid søgte!” sagde den Gamle, “Han var en stor Mand!” og hun saae med stille Andagt paa den simple Grav.
Jeg søgte, mellem de mange skrevne Navne, de to, der sattes, da jeg sidst var her, men Gitteret var nys opmaler, ja maaskee flere Gange opmalet siden; nye Navne stode skrevne, kun Navnet paa Gravstenen, Gellerts Navn, var det samme. Det vil findes, naar de nysskrevne ere forsvundne og nye skrevne igjen; det udødelige Navn staaer, Menneskeslægtens enkelte Navne udslettes.
Den gamle Kone brød en Rose af til mig, en Rose, saa ung og frisk, som den, hvilken Charlotte selv i al Ungdoms Friskhed gav mig paa samme Sted; og jeg huskede saa levende paa hende, hun den friske Rose, der nu er i Graven! hun, hvis Sjæl og Tanke aandede Livs Lyst og Ungdoms Mod. Denne Gang skrev jeg ikke mit Navn paa Gitteret; jeg gjemte den hvide Rose paa mit Bryst og min Tanke var hos de Døde.
Tydskland: Nürnberg
Wenn einer Deutschland kennen
Und Deutschland lieben soll,
Darf man ihm Nürnberg nennen,
Der edlen Künste voll;
Die nimmer nicht veraltet,
Die treue fleiss’ge Stadt;
Wo Dürers Kunst gewaltet,
Und Sachs gesungen hat.
Schenkendorf.
Historien om Casper Hauser bærer ganske Præget af et foregaaende Aarhundrede, ja, i hvor sandfærdig vi end vide den er, kunne vi dog ikke ret placere den i vor Tid; dog, skal den spille i denne, maatte blandt Tydsklands store Stæder, som ogsaa Tilfældet var, Nürnberg være Scenen.
Man fortæller om Kotzebue, at han har skrevet “Korsridderne” for Decorationerne, som Scenen allerede havde, man kunde saaledes næsten falde paa at Casper Hauser var skrevet for Staden Nürnberg; thi naar man undtager Augsborg, forekommer ingen Stad ved sit Ydre saaledes at føre tilbage i Middelalderen, som den gamle frie “Reichsstadt” : Nürnberg.
Da jeg for flere Aar siden var i Paris, saae jeg et Panorama af den senere verdensberømte Daguerre, det forestillede, troer jeg, Deyen af Algiers Sommerslot; man saae fra det flade Tag ud over Haven, Bjergene og Middelhavet; men for ret at stemme og forberede Beskuerne, kom man først gjennem et Par Værelser, der vare ganske østerlandsk drapperede, og igjennem smaa Vinduer saae man ud over Toppen af en Palme eller over høie Cacter; jeg maatte tænke paa dette Arrangement ved, gjennem det gamle Franken at rulle ind i Nürnberg. Fra man i Staden Hof er kommet paa bayrisk Grund, begynder Alt, lidt efter lidt, at understøtte Phantasien, der i Nürnberg agter at drømme sig tilbage i Middelalderen og have en correct og velordnet Scene for sin Drøm.
Efter at have passeret Münchberg, vare vi i Bjergene, og Egnen fik mere og mere romantisk Characteer. Alt laae i Aftenbelysning. Bjerget: “der Ochsenkopf”, det største her, var ganske skjult i vaade Skyer, Veien blev snever og mørk; ved Bernech indsluttedes den ganske af stede Klippevægge; til Venstre, nogle Alen over os, laae et forfaldent Taarn, der i gamle Dage vist har behersket Indgangen her. Bernech selv, med sine ujevne Gader, Lysene, der bevægede sig indenfor de smag Vinduer i de gamle Huse, Postillonens Musikstykke, der klang veemodig, som Melodien til en gammel Folkevise, Alt aandede os Romantik i Tanken. Jeg følte Lyst til at lægge Ord under disse Moltoner, Ord om Røverridderen, der laae paa Udkig oppe i det gamle Taarn, mens Nürnberger Kjøbmænd kom med deres Varer i den dybe Huulvei; Ord om Overfaldet i den maaneklare Nat, saaledes som den røde og hvide Main saae det og siden fortalte det for Broder Rhin, under de viinløvkrandsede Kyster.
Vi foer gjennem Bayreüth, Jean Pauls By; og snart i Morgentaage øinede vi det gamle, storartede Nürnberg.
Da jeg kom det ganske nær, saae dets gamle græsgroede Voldgrave, dets dobbelte Mure, de mange Porte med Taarne opførte i Form af opreiste Kanoner, de velbyggede Gader, herlige Brønde og gothiske Bygninger, maatte jeg erkjende: Du er dog Bayerns Hovedstad! vel har Du maattet give din Krone til München, men din kongelige Værdighed, din eiendommelige Storhed bærer Du endnu! Under dit Scepter rakte Borgerflid, Kunst og Videnskab hverandre Haanden; vidt over Land lød Adam Krafts Hammerslag og Mester Conrads og Andreas Klokker; Albrecht Dürers Billeder sang Nürnbergs Navn endnu høiere end Skomageren Hans Sachs kunde det, og den gode Mester havde dog en udødelig Stemme; Peter Vischer lod Malmet flyde i kjække Skjønheds Billeder, som hans Tanke saae dem; Regiomontan hævede dit Navn til Stjernerne, mens dine Børn ved ham bleve større, begreb det Nyttige og Ædle. Marmoret formede sig til Skjønheds-Billede, Træblokken forvandledes til et Kunstværk.
Postillonen blæste gjennem Nürnbergs Gader; Husene ere forskjellige fra hinanden og dog prægede med samme Charakteer; og alle ere de gamle, men velvedligeholdte; de fleste malede grønne, nogle have Billeder paa Muren, andre ere prydede med fremspringende Karnapper og Altaner, gothiske Vinduer med smaa ottekantede Ruder indesluttes af tykke Mure; paa de spidse Tage kneiser den ene Række af Luger over den anderi og hver Luge har et lille Taarn. I store Metalskaale falde Springvandene, der omsluttes af kunstigt smeddede Gittere. – Dog, man kan ikke fortælle Sligt, det maa males! havde jeg Evne dertil, da vilde jeg have stillet mig paa den murede gamle Bro over Floden, hvis gule Vand piler afsted og jeg vilde der have aftegnet de sælsomt fremspringende Side-Huse, den gamle gothiske Bygning, der paa Buer, som Vandet strømmer under, kneiser ud over Floden, og holder op til sig en lille hængende Have med høie Træer og blomstrende Hække! Kunde jeg male, da vilde jeg gaae hen paa Torvet, trænge mig gjennem Mængden og skizzere Springbrønden der; vel pranger den ikke nu, som i gamle Dage, med dig Forgyldning, men alle de prægtige Malm-Figurer staae endnu. De syv Churfyrster, Judas Macchabæus, Julius Cæsar, Hector! ja, det er berømte Folk! hele sexten smykke Brøndens nederste Søile-Række, og oven over træder Moses frem med alle Propheterne! Var jeg Maler, vilde jeg gaae til St. Sebaldus Grav, naar Sollyset faldt gjennem de brogede Kirkeruder paa Apostelstatuerne, som Peter Vischer gjød af Malmet, og Kirke og Grav skulde blive tegnet, som de afspeilede sig i mit Øie; men jeg er ikke Maler, jeg kan ikke gjengive det. Jeg er Digter, og derfor spurgte jeg om Hans Sachs’s Huus, og man viste mig ind i en Sidegade og pegede paa et Huus; det havde de gamle Former, men det var dog et nyt Huus, Hans Sachs’s Billede prangede med hans Navn derpaa, men det var dog ikke det Huus, hvor han levede og syede Skoe. Det er Stedet, men Alt er nyt. Navn og Billed tyder paa, at her er et Vertshuus, der til Skildt bærer hans Navn og Portrait. 6263 Comedier, Tragedier, Viser og Mestersange skulle være skrevne her. *)
*) Hans Sachs er født 1495. † 1576 den 20de Januar.
Fra Digterens Huus gik jeg til Kongens Slot, og denne Bygning harmonerer i Eet og Alt med det gamle Nürnberg; ridderlig Pragt udenfor og hyggeligt indenfor; her er høie Mure, Gaarden selv er snever, men det store grønne Lindetræ, som her groer, har Duft og Sagn, der gjør Stedet hyggeligt og kjært. De smaa Værelser, hvor saameget Stort har rørt sig, synes at udvide sig for Tanken, idet enhver Plet har en egen Interesse.*)
*) I eet af Værelserne hænger i en stor forgyldt Ramme et Digt, der udtaler denne Tanke; det er skrevet i vor Tid, af en Bogbinder Schneer, der boer i Nürnberg; Verset lyder saaledes:
“Enge wohnte man sonst, weit war es aber im Herzen.”
Also ertönte uns jüngst “Ludwigs” begeisterter Spruch.
Drum – ist klein auch die Burg, in der einst die Kaiser gewohnet,
Fühlt sich gewiss hier Sein Herz heimisch im engen Gemach.
De brogede Vaaben i Loftet, de gamle Helgenbilleder med stive gyldne Glorier, hvormed Væggene ere pyntede, give selv det mindste Kammer en egen Storhed, den Tanken forlener enhver Ting, ved hvilken Phantasien sættes i Bevægelse.
Kakkelovnene, – de ere alle af Leer, store og malede grønne, – de kunde med deres tusinde forgyldte Figurer, disse christne og hedenske Billeder, give Stof til sælsomme Eventyr. Hvilke Aftener kunde ikke her Barnet opleve og hendrømme, naar Ilden i Ovnen oplyste disse vaabenmalede Vægge, og de gyldne Figurer traadte frem og forsvandt igjen, alt som Flammerne lyste; af Barnets Tanker kunde da Brentano ordne os et udødeligt Eventyr.
Jeg kom til at tænke herpaa, idet jeg, medens Slotsfogeden førte mig om og opramsede Aarstal og Navne, betragtede hans lille Dreng, der fulgte os, men mange Øieblikke standsede for at lege i et Vindue. Jeg vilde hellere fortroligt have siddet med den Lille og hørt ham fortælle Sandhed og Drømme, og andet er i Grunden dog ikke de fleste Fortællinger, som de Ældre give os og kalde historiske. Jeg gad i den maaneklare Nat staae med ham og see ud over den gamle gothiske By, hvis Taarne pege mod Stjernerne, som om de vilde tyde dem, see ud over Sletten, hvor Postillonens Horn klinger og da tænke paa Wallensteins Ryttere, der her blæste til Kamp; i Taagerne, der svæve hen over Engen, vilde jeg see de svenske Ryttere, der kjæmpede for deres Tro.
Jeg gad sidde med den Lille under Linden i den snevre Slotsgaard og med ham see, hvad Sagnet beretter om Eppelin, den vilde Ridder af Gailingen. Fra sin Ridderborg speidede han hvert Tog af Nürnberger-Kjøbmænd, der med deres Varer drog til Staden, som Falken slog han ned paa sit Bytte; men nu var Falken fangen, den vilde Ridder smægtede i denne Borg, hvor Linden groer; hans Døds-morgen kom og ham blev forundt, som det efter gammel, smuk Skik altid forundtes den Dødsdømte, at han før sin Død kunde udbede sig et Ønske opfyldt, og Ridderen bad, om han endnu engang maatte ride sin tro Hest.
Og Hesten vrinskede af Glæde, bar stolt sin Herre om i den lille Gaard, og Ridderen klappede dens kraftige, slanke Hals, Musklerne syntes at svulme paa det ædle Dyr, dens Hove sloge i Steenbroen; altid kraftigere, altid raskere jog den i Kreds, sag Fængselsvogtere og Krigsknegte maatte holde sig tæt op mod Væggene, for ret at give den Plads; og de gjorde det trygt, thi Borgporten vidste de var vel tillaaset, Ridderen kunde ikke undvige. Skjøndt kunde de have læst i Hestens Øie, hvad der var at læse, siger Krøniken, da vilde de have standset Hesten i dens Flugt og bundet den vilde Ridders stærke Hænder. Og hvad stod der i Øiet! det talte sit stumme, men ildfulde Sprog:
“I denne elendige Gaard tør ikke dit ridderlige Blod flyde! her tør ikke dit virksomme, lystige Liv ende! skulde jeg ikke længer bære Dig i det muntre Slag, gjennem de dybe Huulveie og de grønne Skove! jeg ikke oftere spise Havren, rakt mig af din tapre Haand! stol paa min uhyre Kraft, jeg redder Dig!”
Og Hesten hævede sig; Ridderen trykkede Sporene i dens Sider, drog dybt sin Aande, bøiede sig hen over Dyrets Hals; – fra dens Jernskoe fløi Funker, og det halve Under var skeer, thi Hesten stod paa Ringmuren, og snart fløi de begge over den brede Borggrav og vare frelste.*)
*) Fuldstændigere findes dette Sagn i “Nürnbergsche Denkblätter” 1840.
Naar Vinden suser i Lindens Blade, fortæller den derom.
Nedenfor Borgen, i Gaden tæt ved, ligger et gammelt Bindingsværks Huus paa tre Etager, den ene rager lidt udover den anden. Hver Fremmed standser og beskuer det. I Forstuen hænge Vaabenskjolde, sendte fra Bayerns forskjellige Byer; hvad er det for et Huus? Vi gaae kun nogle Skridt om Hjørnet, og paa den lille Plads staaer Eierens kraftige Billede; Malmet blinker i Solen, det er Albrecht Dürers Monument af Rauch.*)
*) Det reistes den 21de Mai 1840; begeistrede Sange løde her fra de Unges Bryst; ved Illuminationen læstes følgende Indskrift paa Dürrers Huus:
“In diesem, Hause schuf einst Dürer seine Werke,
Und hier that ihm die Kunst den Freudenhimmel auf,
Und höher stieg er stets mit neuer Kraft und Stärke –
Er lebte, liebte, list, und – schloss hier Seinen Lauf.”
Den kraftige Aand, der levede hos Regiomontan, Dürer og Peter Vischer er ikke forsvundet; der er Kraft og Vindskibelighed i denne Stad! vel lærte jeg under mit korte Ophold her kun eet Huus at kjende, men Alt derinde bar Præget af hvad man kalder den gode gamle Tid. Manden i dette Huus var Billedet af Ærlighed og Snille, som Staden fortæller det om sine gamle Borgere. Det var Boghandler Campe, en elskelig, kraftig Mand, den eneste jeg her levede med, men han var vistnok ogsaa en af de bedste Repræsentanter Staden kunde byde en Digter, der skulde tale begeistret og sandt om den.
Nürnberg ligner enkelte kraftige Gamle, hos hvem endnu Ungdommen rører sig, hos hvem Tanken er bevægelig nok til at knytte sig til dennes Ideer. Et talende Exempel bliver Jernbanen fra Nürnberg til Fürth, denne Bane var den første, der blev anlagt i Tydskland. Det gamle Nürnberg var den første Stad, som gik ind paa den unge Tids gigantiske Tanke at drage Byerne til hinanden ved Damp og Jernbaand.
Tydskland: Et Önskes Opfyldelse
Da jeg var et Barn, havde jeg et lille Perspectiv, i hvilket alle Billederne vare klippede ud af en gammel Bog; hvert Billede viste en gothisk Bygning, et Kloster, eller en Kirke og udenfor stode kunstigt udhuggede Springbrønde; men paa hvert Stykke læste man neden under Byens Navn, og dette var paa dem Alle: Augsburg. Hvor tidt havde jeg ikke seet paa disse Billeder og i Tanken traadt midt ind i dem, men aldrig kunde jeg dog faae ret at vide, hvad der var bag Gadehjørnet.
Og nu – nu stod jeg jo midt inde i disse Billeders Virkelighed: jeg var i Augsburg selv! jo meer jeg saae paa de gamle Huse, med brogede Malerier uden paa Murene, de takkede Gavle, de gamle Kirker og Billedstøtterne om Springvandene, des meer syntes jeg, at det var en heel Trolddom! – Jeg var nu midt inde i Perspectivkassen, havde faaet mit Barndoms Ønske opfyldt. Naar jeg vilde, kunde jeg faae at vide, hvad der var bag Gadehjørnet.
Jeg kjendte dette Gadehjørne igjen, jeg gik omkring det, jeg fandt – Billeder, og det saadanne, som jeg ikke kunde ane som Barn, ja som paa den Tid ikke Verden anede, end sige Augsburg. Her var en Udstilling af Daguerreotyp-Billeder, som en Maler: Isenring fra St. Gallen, havde aabnet. Der vare kun faa Prospecter og architectoniske Stykker, men en Mængde Portraiter, af forskjellig Størrelse, alle tagne ved Daguerreotypen, de vare ganske udmærkede, man kunde see, de maatte ligne, det var som om man betragtede dem paa en Staalplade, hvori de vare stukne, og hvert Træk var saa nøie antydet, selv Øiet havde Klarhed og Udtryk, ypperligst af Alt var i Klæderne Silketøiet angivet, det syntes at rasle. Her var ogsaa nogle Forsøg paa at give Portraiterne Farve, men alle disse saae ud, som Ansigter ved en stærk Ild; det var en altfor rødlig Belysning. I fem til ti Minuter blev et saadant Portrait til.
Tænkte jeg det ikke nok, som Lille: kunde jeg komme om det Hjørne, da fik jeg nye Billeder at see, og jeg fik nye, de nyeste Tiden har bragt os.
Hvor ønskede jeg ikke, naar jeg den Gang saae i Perspectivkassen: gid jeg kunde gage op ad den brede Trappe, ind ad den store, gammeldags Dør; nu kunde jeg det, og jeg gjorde det og stod i den underste Hal til det prægtige Raadhuus, Bronce-Buster af romerske Keisere stirrede der paa den colossale Ørn, støbt af Bronce, ligesom de, men den var mere bevægelig! Napoleon bød engang, den skulde flyve til Paris, Keiserens Fugl burde jo være i Keiserens Stad, og Fuglen fløi, men paa Grændsen, hvor Strasburger-Taarnet staaer som Afviser, hvilede Ørnen sig. Ved Morgengry goel den galliske Hane, som Hanen goel, da Peter forraadte Herren. Store Begivenheder fødtes – da fløi Ørnen igjen tilbage til det gamle Augsburg, hvor den sidder endnu stille og grunder. See, det saae jeg, da jeg kom op ad den brede Trappe og ind ad den store gammeldags Dør.
Kunde jeg dog komme ind i Perspectivet, ønskede jeg som Lille, og jeg kom derind paa den eneste rimelige og ønskelige Maade, vel varede det nogle Aar, før det gik i Opfyldelse, men opfyldt blev det dog! – Jeg var i Augsburg.
Tydskland: München
Den gamle Deel af Staden München forekommer mig som en forældet Rosenstok, hvorfra aarligt nye Grene skyde ud, men hver Green er en Gade, hvert Blad er et Palais, en Kirke eller et Monument, og Alt seer saa nyt, saa friskt ud, thi det har i dette Øieblik udfoldet sig.
Under Alperne, hvor Humleranken snoer sig over Høisletten, ligger Germaniens Athen. Her er billigt at leve, her er mange Kunstskatte at see, og jeg har her fundet mange elskværdige Mennesker, der ere blevne mig kjære, men dog vilde jeg ikke leve her, hvor Kulden er stærkere end i Danmark! de kolde Vinde fra Alperne fare isnende hen over det højtliggende Bajerland, og hvor Alperne selv lokke, som Venus Bjerget; “derhen! derhen!” synger det. Bag disse mørkeblaae, dristige Bjerge ligger Italien.
Enhver Stad, fra det evige Rom til vort gravstille Sorøe, har sin Characteer, som man kan blive fortrolig med, ja voxe fast til, men München har noget af alle Stæder, man veed ei om man er i Syd eller Nord, jeg idetmindste fyldes her af en Uro, en Lyst til at komme afsted igjen.
Skulde man finde, at min Fremstilling af München er lig sønderrevne og hinanden modsigende Billeder, da har jeg just, efter det Indtryk Byen har gjort paa mig, givet den rigtigste Skildring. Alt synes mig en Modsigelse her, Catholicisme og Protestantisme, græsk Kunst og bayrisk Øl. Eenhed har jeg ikke fundet her, hver smuk Enkelthed syntes kaldet fra sit egentlige Hjem og opstillet om det gamle München, der er en By, som hundrede Byer i Tydskland. Posthuset med sine rødmalede Vægge og svævende Figurer er hentet fra Pompeji; det nye Slot er et Afbillede af Hertugen af Toskanas Palais i Florents; Steen paa Steen ligne de hinanden. Aukirken med sine malede Ruder, sit kolossale Kniplings-Taarn, hvori de enkelte Traade ere mægtige Steenblokke, minder om Stephans Kirken i Wien, medens Hofkirken med sine Mosaikbilleder i gylden Grund fører os til Italien. Eiendommelig og storartet har jeg i München kun fundet eet Partie, og det er Ludvigs Gaden; de hinanden her i modsat Stiil opførte Bygninger smelte sammen i en Eenhed, den de forskjelligste Blomster kunne danne i en skjøn Guirlande. Det gothisk byggede Universitet, de italienske Paladser, selv Haven tætved med de malede Buegange, frembyde her et afrundet Heelt. – Jeg troer, kjørte man kun gjennem denne Gade og siden førtes til Schwanthalers og Kaulbachs Atelier, da havde man det bedste Billede af hvad München nu skal være, men vil man see det som det virkelig er, da maa man ogsaa hen i “Bockkeller”, hvor de trivelige Borgerfamilier sidde ved deres Øl-Kruus og spise Reddiker og Brød, mens Ungdommen dandser til Violinen, man maa trave gjennem de lange Gader, der staae under Bygning eller rettere hen ad Landeveje, hvor der plantes Huse ved Siden af.
De fleste unge Kunstnere, der rejse Syd paa, opholde sig længe i München og tale siden med stor Begeistring om Opholdet her. Men at de blive her saa længe, troer jeg ligger meest i at her er saa mageløst billigt, og komme de lige fra Norden, da er München den første By, hvor der er en Deel for dem at see; de fleste sande Kunstnere ere naturlige og elskværdige, fælles Kjærlighed for Kunsten knytter dem sammen, og i udmærket bayrisk Øl, der ikke er dyrt, drikkes Broderskab, der siden i Erindringen kaster en Glands paa den Stad, der udgjør Baggrunden for mange kjære Minder.
Kong Ludvig af Bayerns Kjærlighed til Kunst har fremkaldt Alt hvad vi kalde Skjønt i München, ved ham har mangt et Talent faaet Lejlighed til at udfolde Vingerne; Kong Ludvig er Digter, men han skriver ei blot Digte med Pen og Blæk, de mere storartede lader han fremstase i Marmor og Farver; hans “Valhalla” er et Marmorværk, opstillet ved Donau, hvor den besøger det gamle Regensburg. I Schwanthalers Atelier har jeg seet de mægtige Figurer, der sammenstillede skulle smykke Frontespicen ud mod Donau og vise os Hermannsslaget. Endnu en Digtning af samme Art, en Storheds Tanke, er Main – og Donau-Canalen, hvorved nu Nordsøen forbindes med det sorte Hav. Ogsaa i Schwanthalers Atelier saae jeg Titelvignetten, om jeg saa tør kalde Monumentet, for dette Værk, den viser os Flodnymphen Donau og Flodguden Main.
Königsbau, der, som jeg ovenfor har sagt, i sit Ydre er en Gjengivelse af Palazzo Pitti i Florents, har derimod i sit Indre, naar vi overspringe de pompeianske decorerede Værelser og den prægtige Riddersal med de forgyldte Churfyrster, en Duft af Tydskhed, der gjør Phantasien og Tanken godt. Fra Væggene straaler i Billeder, hvad Tydsklands Skjalde have sjunget og Folket opfattet; i dristige Omrids aabenbarer sig her Niebelungenlied; Dykkeren vover sig i det kogende Dyb; Leonora rider i Maaneskin med den Døde og Ellekongen lokker Barnet, der rider med Faderen gjennem Krattet.
En smuk Spiral-Trappe fører op til Slottets flade Tag, hvorfra man seer den hele Isar Slette og Alperne, der idetmindste hos mig altid vække Uro og Reiselyst; jeg troede ogsaa at spore den i Alt under mig. Posthornet klang og Diligencen rullede afsted: jeg saae Røgen fra det piilsnart flyvende Locomotiv, der førte Rækken af Vogne paa Jernbanen, og nede i Slotshaven, hvor Isarfloden forgrener sig, brusede Vandet med en Flugt, som jeg aldrig har seet det i nogen Have; “afsted, afsted!” var det Heles Løsen; selv Gader og Bygninger i den nye Stad ville jo ikke endnu ret slutte sig sammen; Pinakotheket med sine ophøiede Vinduer i Taget har herfra et Udseende af et stort Drivhuus, og det er det da ogsaa; der, som i Glyptotheket, vandrer man mellem Kunstens skjønne Væxter, førte sammen fra alle Verdens Kanter. I Pinakotheket drives Farveplanterne, og Salene ere ligesag prægtige som Væxterne; i Glyptotheket staae de udødelige Marmorvæxter, med Scopas, Thorvaldsens og Canovas Navne; og, som med duftende Slyngplanter, prange Væggene i Farver, der ville fortælle Efterslægten om Cornelius, Zimmerman og Schlotthauer.
Nærmest “Königsbau” er Theatret, ja det er endog ved en lille Bygning forenet med denne; det er særdeles storartet, Maskineriet beundringsværdigt, Decorationerne prægtige. Men en Uskik, den meest forstyrrende, hersker her, nemlig den al Illusion forstyrrende Fremkaldelse; jeg har aldrig seet den af en grellere Virkning end een Aften her under Opførelsen af Operaen Guido og Ginevra eller Pesten i Florents. I Stykkets fjerde Act er Scenen deelt i to Dele, den underste forestiller en Grav-Hvælving, hvori Ginevra, som man troer død af Pest, ligger i sin Kiste, den øverste Deel af Scenen forestiller Kirken, hvor Sjælemessen synges over hendes Grav; de Sørgende drage bort, Kirken er tom og mørk, det er ud paa Natten, Ginevras Døds-Søvn er endt, hun vaagner op og erkjender snart det Skrækkelige, at hun er levende begravet; Musiken er her høist malende og af den største Virkning; med stor Anstrengelse slæber hun sig op ad den Trappe, der fører til Kirken, men Lemmen er lukket til, hun har ikke Kraft at hæve den og fortvivler. Da kommer en Skare vilde Kirkerøvere, Pesten raste jo i den store Stad, al Lov, al Kjærlighed og Fromhed er borte, de plyndre selv de Døde og trænge nu ind i Ginevras Grav, men gribes her af Forfærdelse ved at see den formeente Døde staae midt iblandt dem, de synke i Knæ og hun forsøger endnu engang at nage op ad Trappen og gjennem den af Røverne aabnede Lem at komme bort, det lykkes hende, hun stager i Kirken og jubler: »jeg er frelst!« — hvorpaa hun forlader Scenen. Sangerinden gav det levende, sang smukt og Musikep er som sagt her i høieste Grad talende, men nu faldt Publicum ind med en Skrigen og Fremkalder, Ginevra viste sig igjen, og for ret at udtrykke sin Tak, løb hun med største Lethed gjennem Kirken, ned ad Trappen i Gravhvælvingen, frem til Lamperne, gjorde sine Knix med det lyksaligste Ansigt og hoppede saa tilbage den samme Vei hun kom fra, og hvor man i Minutet forud saae hende, som den Halvdøde, slæbe sig frem. For mig idetmindste var fra dette Øieblik det hele Skjønheds-Billede forstyrret. Iøvrigt er dette Theater-Repertoire godt og interessant.
Men jeg vil vende mig til Kunstens Forherligelse i Bayerns Hovedstad, og Navnene Cornelius og Kaulbach træde frem; jeg vil først tale om den yngre, altsaa om Kaulbach. Enhver, der i den sidste Tid har været i Berlin, kjender vistnok hans geniale, berømte Billede “die Hunnenschlacht”. Jeg hørte flere Kunstnere, rigtignok Folk, der efter mine Tanker ei have præsteret Stort, tale meget haardt om Kunstneren, og beskrive ham som stolt og frastødende; jeg besluttede alligevel at aflægge et Besøg i hans Atelier; jeg vilde see Manden og hans nyeste Arbeide Jerusalems Ødelæggelse, hvorom Alle udtalte sig høist forskjelligt. Uden nogen Slags Anbefalings Brev begav jeg mig til hans Atelier, der ligger i en Udkant af Byen ved Isarfloden. Over en lille Eng, indesluttet af et Plankeværk, kom jeg ind i det forreste Atelier; det første Skue her var et levende, høist eiendommeligt Malerie, som jeg ikke før har seet det; en ung Pige, en Model, laae udstrakt i en sovende Stilling, en Deel unge Malere stode beskjæftigede rundt om, Een tegnede, en Anden spillede Guitar og sang dertil et Ora pro nubis, medens den tredie, netop idet jeg traadte ind, lod Champagneflasken knalde; jeg spurgte efter Kaulbach, og man viste mig ind i et større Værelse tæt ved, hvor Kunstneren traadte mig imøde; Kaulbach er en ung Mand med et genialt Ansigt; han er bleg og har lidende Træk; men der lyser en Hjertelighed ud af de stolte Øine, en Hjertelighed, som den han modtog mig med, idet jeg sagde jeg var en Fremmed, der ingen havde, som kunde føre mig til ham, og derfor maatte præsentere mig selv, vilde jeg ikke reise fra München, uden at have seet ham og hans Arbeider. Han spurgte om mit Navn, og da jeg nævnede det, var jeg ham ikke længer fremmed, han trykkede min Haand, bød mig velkommen og nogle Minuter efter vare vi alt gamle Venner. Hvor megen Misundelse og Taabelighed laae der ikke i de Domme, jeg havde hørt om denne geniale Kunstner. Han førte mig nu hen foran Cartonet til hans nyeste og store Malerie, der alt har en Slags Berømthed, Jerusalems Ødelæggelse; det var første Gang paa denne min Reise, første Gang under hele mit Ophold i München, jeg ret følte mig glad, henrevet og begavet med store, kraftige Tanker, og det var dette Billede, der kastede et saadant Solskin i min Sjæl! Alt hvad jeg fornylig hos de andre unge Malere havde seet og fundet smukt, forekom mig her kun som Forstudier til dette Værk. Jeg havde en Følelse, beslægtet med den man maa have, ved efter at have læst nogle smag Lystspil, Digte eller Hverdags-Noveller, at hengive sig til Læsningen af Dantes Divina Comedia eller Göethes Faust; i disse er noget saa storartet, at hine andre Skrifter, i hvor fuldendte de efter deres Art end kunne være, dog i det Øieblik staae saa underordnede, at de synes os næsten uden al Virkning; og dog var det kun i Carton og saare smaat
udført jeg saae dette Kaulbachs Værk, der sikkert engang vil i Kunstens Verden vinde en Plads, liig den Michel Angelos Dommedag har. Som Vendepunktet i Verdens Historien, som en Begivenhed af meer end almindelig historisk Characteer, viser sig Jerusalems Ødelæggelse, og saaledes har Kaulbach opfattet og givet den, idet han har øst sit Stof fra Propheterne og Josephus. Øverst paa Billedet sees paa Skyerne, omgivet af en Glorie, Jesaias, Jeremias, Ezechiel og Daniel; de forkynde Jerusalems Fald og vise Folket, hvad skrevet staaer i Bøgerne; under Propheterne svæve de syv Straffens Engle, som Udøvere af Guds Vrede. Man seer det jødiske Folks Nød, Templet staaer i Brand, Staden er indtaget, Romerne plante deres Ørne om det hellige Altar, medens Titus med Lictorerne drager ind over de styrtede Mure. I Forgrunden paa Billedet sees Templets Ypperstepræst, der med sin Familie dræber sig ved Helligdommens Fald; ved hans Fødder sidde og ligge Leviterne med deres Harper, de som klang ved Babylons Vande, da endnu Tanken levede om Zion, men nu gire tause, thi Alt er tabt.
Til Høire paa Billedet drager en christelig Familie ud af Staden, to Engle ledsager den, de vaiende Palmegrene tyde paa Martyrdøden, til Venstre sees den evige Jøde, Skomageren fra Jerusalem, der af tre Dæmoner jages ud af Staden, han er Repræsentant for det nuværende Jødedom, Folket uden Hjem.
Længe har intet Skue gjort mig saa glad og fyldt mig med Tanker, som dette Billede af Kaulbach giver os. Kunstneren gjennemgik for mig hver Enkelthed deri, viste mig de særskilte Studier, der hver for sig vare hele skjønt udførte Billeder. Siden saae jeg Skizzen til hans berømte “Hunnenschlacht”; hvor svæve dog disse Kjæmpeaander! hvor herligt hæver sig Atila, baaret paa Skjolde gjennem Luften! jeg saae de geniale Tegninger til Göethes Faust og Reineche Fuchs og forlod med høi Beundring den geniale, venlige Kunstner, hvis Personlighed tiltalte mig ligesaa meget som hans Arbeider.
Et af de største Værker, München har af Cornelius, er vistnok hans “Dommedag”, der findes i den endnu ei fuldførte Ludvigskirke. For sex Aar siden saae jeg i Rom Cartonet til dette Billede, der gjorde jeg den store Kunstners Bekjendtskab. Det var to Aftener før min Afreise til Neapel, jeg i Osteriet ved Piazza Barbarina traf i Kredsen mellem de Danske en Tydsker, hvem jeg ikke før havde seer, han havde gjennemtrængende, kloge Øine, var meget veltalende og indlod sig i Samtale med mig om den nyere sydske Litteratur. Vi talte længe sammen; og da han imidlertid reiste sig for at gaae, spurgte to af mine Landsmænd ham, om de næste Dag maatte indfinde sig i hans Atelier og see Cartonet til hans nyeste Arbeide. “Jeg ønsker ikke gjerne,” svarede Manden, “at det sees af Mange, men kom kun, under Betingelse at De tage som Adgangskort denne Herre med Dem!” og han pegede paa mig. Ingen havde sagt mig, hvem det var jeg talte med, jeg hørte nu kun, at det var en Maler, og af dem gives der i Rom fuldtop. Jeg takkede derfor Manden for hans Indbydelse, men sagde, at jeg desværre ikke kunde modtage den, da jeg alt vilde reise overmorgen, og næste Dag ønskede gien Gang endnu at være i Borghesernes Gallerie! – “De kommer!” sagde han med et Smiil, lagde Haanden paa min Skulder og gik hurtigt bort.
Neppe var han vel ude af Døren, før et Par af Landsmændene overfusede mig for min mageløse Uartighed, som de kaldte det, at sige Nei til en Indbydelse af – Cornelius; “jeg maatte jo kunne see paa hans Øine, hvem han var, see det paa hele hans Personlighed!” yttrede man. Jeg havde nu ikke disse Evner! imidlertid gik jeg til ham med de Andre næste Dag, og han modtog mig med et Smiil, “sagde jeg ikke, De kom!” – Vi saae da Cartonen til det nu saa berømte Malerie “Dommedag”. Vort personlige Bekjendtskab i Rom var saaledes meget flygtigt, først her i München blev det mig forundt at skatte hans elskelige Personlighed, og møde Venskab og Hjertelighed af den store Kunstner.
Hos den berømte Maler Stieler, der, ligesom hans smukke, aandrige Kone, kom mig saa hjerteligt imøde, traf jeg sammen med Cornelius og Philosophen Schelling, Mænd, hvis Erkjendelse og Venskab gjorde mit syge Sind godt – dog disse Erindringer høre hjemme i Hjertets Album og ikke i denne Bog, der ligger aaben for alle Folk at læse.
Af smaa Begivenheder, hvoraf man altid har nogle i en fremmed By, naar man bliver der et Par Uger, vil jeg meddele een: jeg spadserede gjennem et Par af Münchens Gader, og kom da forbi en Boglade, hvor jeg mellem de udstillede Bøger saae en tydsk Udgave af min Roman “Improvisatoren” optaget i “Miniaturbibliothek der ausländischen Classiker.” Jeg gik ind og forlangte Bogen; en ung Mand leverede mig et lille Hefte, som udgjorde første Deel.
“Men jeg ønsker den hele Roman,” sagde jeg.
“Det er den hele!” svarede han, “der findes ingen flere Dele, jeg har selv læst den, min Herre!”
“Finder De da ikke,” spurgte jeg, 2at den ender lidt afbrudt, at man egentlig ingen Opløsning faaer?”
“Ja vel!” sagde han, “men det er i den som i de franske Romaner! Digteren antyder en Slutning, og saa maa man selv udmale sig den!”
“Det er ikke Tilfældet her!” afbrød jeg, “dette er kun den første Deel De har givet mig!”
“Jeg siger Dem,” sagde han halv vred, “jeg har læst den!” “Men jeg har skrevet den!” svarede jeg.
Manden maalte mig op og ned, modsagde mig ikke, men jeg kunde see paa hans Ansigt, at han ikke troede mig.
En af de sidste Aftener under mit Ophold her, vidste jeg, at hjemme i Danmark, i det Huus, hvor jeg betragtes som Søn og Broder, var en Bryllups Fest. Jeg gik just sildigt langs Isarflodens Bredder; paa den anden Side Floden kom en Skare lystige, unge Mennesker, de lod en brændende Fakkel bære foran sig, og det røde Blus bævede paa Vandfladen; de sang lystige tydske Viser, mens Stjernerne glimrede mellem de nøgne Trægrene; i mit Hjerte var der ogsaa Sang og Fakkelskjær. Brevduen foer med min Sang til Norden, til Hjemmets Hjem, da jeg foer over Alperne. Her er Sangen.
Nu sidder du hjemme, veemodig glad
I din Brudedragt.
En Fremmed jeg er i den fremmede Stad,
Jeg skal see dens Pragt.
For Altret hans Haand i din er lagt,
Den lystige Kreds nu synger for Eder,
Der er Bægerklang;
Der er Brudesang,
Men jeg – for Eder jeg beder!
Mon dem i Hjemmet, som jeg forlod,
Jeg meer skal see?
Du var mig en Søster, saa mild og god,
Guds Villie skee!
Imorgen jeg gaaer over Alpernes Snee,
Seer Roserne blomstre, jeg tænker paa Eder,
Paa hvert venligt Ord,
Hver en Drøm i Nord,
Og da – for Eder jeg beder!
Tydskland: Tyrol
Alle Bjerge laae med Snee, de mørke Graner vare som gjennempuddrede; til Venstre antydede en tom mørk Stribe det dybe Leie for Floden Inn; op herfra dampede Skyer, de væltede frem som Taager og dreves af Vinden, i det de snart skjulte, snart just fremhævede Bjergsidens Snee og Graner. Grændsesoldater i store, graa Kapper, klodsede, uldne Handsker og med Geværet over Skuldren, mødte os i den friske, kolde Morgen.
Vi havde forladt Seefeldt og vare nu paa Bjergets høieste Punkt, vi saae den hele Inn-Dal dybt, dybt under os. Haver og Marker dernede toge sig ud, som Bede i en Kjøkkenhave, Innfloden selv forekom at være en smal Rende med Vand. Tæt ved os Ruiner, rundt om Skyer og Bjerge med Solskin og stærke Slagskygger, nei Sligt kan ikke males i sin Heelhed, og just ved denne har den sin største Kraft. Udenfor Virkeligheden kan denne Storhed kun aabenbare sig i Mindet hos Tyroleren selv, naar han langt fra sit Hjem i fremmede flade Lande synger sine simple, melodiske Sange, dog eet savner han, eet er der, som Erindringen ei kan gjengive, og det er just det som udgjør Naturens Nimbus om disse Egne, det er den dybe Stilhed, denne dødsstille Taushed, som fremhæves ved Hjulets eensformige Piben i Sneen, og ved Rovfuglens Skrig.
Da jeg for flere Aar siden paa min Reise fra Italien kom denne samme Vei, opholdt jeg mig nogle Dage dernede i Innsbruck, og gjorde da flere Vandringer her i Bjergene med en ung Skotlænder; han fandt en stor Lighed mellem Naturen her og den i hans Hjem ved Edinburgh; de legende Børn foran Sønderhusene, Kildevældene, der overalt sprudle frem, Klangen af Klokkerne om Qvægets Hals, Alt var som i hans Hjem; han blev ganske veemodig, og da jeg, for at forstærke ham Billedet, begyndte at synge en bekjendt skotsk Melodie, brast han i Graad og blev syg; vi maatte sætte os ned, og forunderligt nok, da jeg saae mig om, stod der paa det eensomme Sted mellem de nøgne Klippeblokke et Træ-Monument, hvorpaa var malet hebraiske Bogstaver; en Hyrde, som kom forbi, spurgte jeg om Betydningen, og han sagde, at en Jøde var begravet her, man havde ingen Kirkegaard for den Slags Folk og derfor havde man lagt ham herude i Bjergene, men een af hans Troesforvandte, som reiste med ham, havde sat ham dette Monument; min Phantasi sattes ved denne Fortælling i lige saa stærk Bevægelse, som Skotlænderens Følelse var blevet det ved Skuet af Naturen, og dog glemte jeg saa ganske dette Øieblik, der som en duftende Blomst fuld af Poesi her fremskjød i Øieblikket! jeg har husket hundrede andre ubetydelige Ting men ikke denne, og nu pludselig ved at see Innsbruck for mig, ved at rulle forbi den lille Bjergvei, jeg da gik opad og hvor endnu de mange Kilder pladskede, ganske som hiin Aften, vaagnede Tanken saa levende; det var som Vandene spurgte: husker Du det! jeg syntes det var kun nogle Timer siden jeg var her, og jeg blev tankefuld derved og det med Grund; hvormange Minder slumre der ikke i vor Sjæl, hvor meget, som vi kunne være glade ved at have glemt; om nu engang alle hine Minder med eet vaagne! – jeg tænkte paa Skriftens Ord: vi skulle gjøre Regnskab for hvert utilbørligt Ord vi have talt! Vi huske dem nok! jeg troer at Sjælen glemmer Intet, Alt kan vækkes igjen, saa levende som i Minutet det skeer. Vore Tanker, Ord og Gjerninger ere Svibler og Væxter vi plante i Verden, og vi mindes en heel Deel fuldt vel, men først ved Enden vende vi os om og see da det Hele i sin Flor, og det er Paradiset eller Helvedet som kaldes vort.
Skal jeg tegne Innsbruck, da maa jeg først give en brusende Strøm, med mange Bjælkeflaader, styrede af to eller tre Karle, jeg maa antyde stærke Træbroer og skjæve Gader med Boutiker i de tungt byggede Buegange; men een Gade skal være anseelig og bred, Solen maa skinne paa Altrene der og paa den gyldne Maane, der bærer Madonna. Liv og Færdsel skal antydes, Tyrolerinder med klodsede Huer, slanke østerrigske Officerer og Reisende med deres Bog i Haanden maae krydse hinanden, og saa har vi Billedet af Byen, men Rammen uden om er mere storartet, den giver Billedet Relief; Rammen er de høie Bjerge, de synes truende Uveirskyer, der ville drage hen over os.
Snart fandt jeg den samme Spadseregang, jeg med Skotlænderen havde besøgt; Innfloden bruste uforandret, Tømmerflaaderne gled under de stærke Broer ned ad Strømmen ganske som sidst; jeg gik op ad Veien hvor Kilderne sprudle, paa alle Husene prangede et stort Madonnabillede, det ene nøiagtigt afcopieret efter det andet, de samme Farver i Klædningen, den samme Stilling hos Moderen som hos Barnet; ned over Muren og aldeles over Vinduerne med, man havde kun holdt et lille Hul aabent, hang som et stort Teppe den voxgule Maisfrugt for at modnes i Solen; muntre Børn legede i Gaderne, Alt var som før; jeg fulgte Stien og stod imellem de tause Fjelde, hvor jeg havde seer Monumentet med den hebraiske Gravskrift, og jeg saae en Deel af det endnu, men kun en Deel; i Græsset laae et Stykke Planke med halv udslettede hebraiske Bogstaver, høit Græs Skjød hen over Pælen, der havde baaret det, jeg sang igjen min skotske Vise, og saae paa Naturen rundt om, den og Sangen levede uforandret; jeg tænkte paa min skotske Ven, der maaskee nu er Familiefader og muligt i dette Øieblik sad i sin bløde Lænestol, og sov efter et godt Maaltid, drømte maaskee om eet og andet han havde oplevet; drømte maaskee om dette Sted og saae i Drømme Byen, Floden og Bjergene ligesaa levende, som jeg saae det, thi Sjælen husker at male selv de mindste Enkeltheder, drømte, at jeg sang den skotske Vise for ham paa dette Sted, og han vaagnede, saae op og sagde: “det havde jeg ganske glemt, hvor man dog kan drømme!” og saa var just Drømmen en reen Virkelighed, thi jeg stod igjen ved Graven og sang den skotske Melodie.
De blanke Messing-Kugler paa de høie Kirketaarne nede i Byen skinnede i Aftensolen; jeg gik derned, Hofkirken stod aaben, som Brug er i de catholske Lande; Lyset faldt rødligt gjennem de store Ruder. Fra Indgangen og op til Choret staaer af Metal kolossale Figurer af de tydske Keisere og Keiserinder, vist nok Alle støbte paa samme Tid og af samme Mester, men uagtet de neppe høre til Kunstværker, give de Kirken et eiendommeligt Præg, den syntes en op-slagen Legende-Bog, der fortæller om Riddertiden; selv det hvide Monument i Gangen til Venstre passer godt, om ikke som en Deel af Billedet, saa dog som en frisk Blomst, der er lagt ind i Bogen, et duftende Mærke: det er en Alpeplante, som fortæller om de kraftige Bjerge, om Kjærlighed til Hjemmet her, om Troskab mod Landets Keiser, det er Andreas Hofers Monument. Med Fanen i Haanden og Øiet mod Himlen synes den tappre Tyroler at skride frem til Kamp for sine Bjerge, sin Arne og Keiser Frants.
Fra Innsbruck fører Veien over Brenner til Italien. Det var henimod Aften den 4de December jeg med Diligencen kjørte op ad Bjerget, vel indpakket i Kapper og Islandske Strømper op over Knæerne, thi der blev koldt deroppe, havde man spaaet mig, maaskee laae Sneen saa høit, at vi maatte skuffe os frem: det var den værste Aarstid, vidste jeg. Men over skulde vi. Veien gaaer bestandigt i Siksak opad, og det gaaer langsomt. Skuet tilbage er storartet og bliver ved hvert Skridt fremad af større Virkning. Luften var ganske rosenrød, Bjergene med Snee saae ud, som en skinnende Sølvsky, og altsoen det røde Skjær forsvandt i Luften og den blev mere og mere reen blaa, laae der Nat i Dalen, Lysene blinkede fra Byen, som var der en Stjernehimmel under os. Aftenen var saa stille, vi hørte Sneen knage under Vognhjulet. Maanen, som kun var i første Qvarteer, skinnede klart nok til at oplyse alle Gjenstande rundt om i den hvide Snee uden dog at betage os Skuet af de mange Stjerner; stundom saae man een af disse, saa klar og funklende lige ved en Bjergtinde, og det saae da ganske ud, som var der et Fyr deroppe. Hjulsporet gik tæt ved den dybe, svimlende Afgrund, hvor der intet Rækværk er, intet, uden hist og her en mægtig Gran, der med sine lange Rødder holder sig fast ved Skrænten; i Maanelyset saae der bundløst ud dernede; hvilken Stilhed! kun Lyden af en Bæks Brusen var at høre! ikke en Vandrer mødte vi, ikke en Fugl fløi os forbi; og snart blev det saa koldt, at der frøs Iisblomster paa Karreetvinduerne, og vi saae kun Straaler af Maanen, der brødes mod Blomsternes Kant. Vi holdt stille i Steinach, hvor vi i Vertshuus-Stuen flokkedes om en Kakkelovn med Messingkugler paa, og vederqvægedes med en tarvelig Fredagskost, mens Kudsken fyldte Vognen med Hø, at vi kunde holde Fødderne varme. Der laae ikke meget Snee heroppe, men bitterlig koldt var det! netop Klokken tolv passerede vi Brenner, det høieste Punkt, og skjøndt Kulden bestandig var den samme, følte vi dog mindre til den, idet vi sad med Fødderne i det varme Hø og med Tanken i det varme Italien, som vi nu rullede ned imod. De tilfrosne Vindues Ruder begyndte at smelte, Solen brød frem, Gran-Vegetationen blev meer og meer yppig, Sneen ubetydeligere; “det gaaer mod Italien!” sagde vi, og dog frøs Postillonen udenfor, saa Kinder og Næse havde samme Farve, som Morgenskyerne.
Veien følger bestandig den brusende Flod; Fjeldene rundt om ere ikke høie, og have et forunderligt hensmuldrende Udseende; de synes Tavler med halvudslettede Runer og Hieroglypher; ofte danne de store Vægge, der synes at holde Resterne af gamle Gravmonumenter, forfaldne og pidskede af Regn og Storm. I flere Timer altid de samme Formationer; det saae i Sandhed ud, som om man her var paa en stor Kirkegaard for den hele Adams Slægt; det dødfødte Barn, den usleste Tigger, hver havde sit Monument; alle Slægter, alle Tider havde deres; underligt kastede mellem hverandre stode Liigtavlerne der; den grønne Busk, som Skjød frem i Fjeldmuren dannede ganske mærkeligt en levende Fjærbusk i Ridderens Hjelm, saaledes som den forvittrede Klippeblok viste ham; her stod en harniskklædt Ridder mellem vanskabte Dværge, der alle bare Pibekraver, de kunde ikke være bedre fremstillede, end Tiden med Storm og Slud her havde gjort det. I Aarhundreder forvittres ogsaa disse Billeder, men nye dannes igjen, en anden Kirkegaards Monumenter for et andet Aartusindes Afdøde; og Floden bruser fort nedenfor og nynner den samme Dødningvise.
Mod Middag vare vi i Botzen; enkelte Løvtræer havde Blade, det røde Viinløv hang endnu paa Rankerne; smukke hvide Oxer droge Bøndernes Vogne; Kirkegaarden havde malede Buegange, i Vertshuset hørtes Italiensk ligesaameget som Tydsk, og paa Bordet laae en Placat fra Theatret, der stod med store Bogstaver: Luzia di Lammermoor, tragedia lirica; vi vare ved Italien, omendskjøndt endnu paa tydsk Grund.