H.C. Andersens kritikere

Eventyr fortalte for Børn 1-3, 1835-1837. Denne 1. udgave af digterens eventyr har tilhørt H.C. Ørsteds datter Mathilde Ørsted. Foto: Lars Bjørnsten.

Kritikerne

H.C. Andersens eventyr bliver ikke lige godt modtaget af de venner, som han sætter stor pris på, således skriver B.S. Ingemann, “…at disse Æventyr vare høist ubetydelige og raadede mig til ikke at skrive flere…”. H.C. Ørsted mente modsat at disse eventyr var noget at de bedste som Andersen havde skrevet. Så meningerne var meget forskellige og nogle mente sågar at Molbechs udgivne eventyr var bedre, da de havde en bedre moral. Selvom Andersens eventyr mødte modstand på den hjemlige scene , så skulle den tid snart komme, da H.C. Andersens små eventyrhæfter snart erobrede verden, og da hans rejser i Europa blev sande triumftog.

Der var i anledning af udgivelsen af Andersens første eventyr “Eventyr, fortalte for Børn” 1835 forskellige anmeldelser. Nedenfor gengives et udpluk af disse:

Anmeldelse i “Søndagsblad” 17. maj 1835.

Det menes at det er Carl Bagger der står bag denne anmeldelse og heri skriver han bl.a. at H. C. Andersen har udgivet sit første af en samling eventyr, som er fortalt for børn. Denne samling bærer stærkt præg af originalitet. Måden han skriver på er for at fængsle barnets opmærksomhed og fortræffeligt lyder det belærende “for” ofte i de små sætninger som afslutter de enkelte små afsnit i eventyrene. Det er et godt æstetisk arbejde og man kan kun glæde sig over den frodige blomstren, der er i den poetiske del af litteraturen og som står i stor modsætning til andre aldeles nøgne grene på det store kundskabens træ.

Anmeldelserne af Eventyr, fortalte for Børn (8. maj 1835) i Johannes Nikolaj Høsts Dannora. For Critik og Anticritik I, 1836, s. 74

H.C. Andersens første hæfte med eventyr, Eventyr, fortalte for Børn (8. maj 1835) blev bl.a. anmeldt i Johannes Nikolaj Høsts Dannora. For Critik og Anticritik I, 1836, s. 74. Denne negative anmeldelse af de første eventyr er den eneste, Andersen husker og omtaler i Mit Livs Eventyr (1855). Den bringes i sin fulde ordlyd nedenfor:

“Om endog Anmelderen Intet har imod gode Eventyr for Voxne, kan han dog ikke Andet, end finde denne Digtart aldeles uhensigtsmæssig, naar det gjælder Læsning for Børn. Ikke som om han oversaae, at netop Disse ofte ere meest aabne for ethvert Indtryk af det Vidunderlige; men skal da deres Læsning, om end blot i Fritimerne, være blot til Lyst? Den, der vil give Børn Noget at læse, bør dog vel i det mindste lønligen, have et høiere Formaal dermed, end blot at more dem. Men det ligger i Tingens Natur, at man ad denne Vei aldrig vil kunne bibringe dem nyttige Kundskaber om Naturen og Mennesket, men i det høieste kun en eller anden Leveregel; og saa er det endda et Spørgsmaal, om ikke den Nytte, derved maatte vindes, kun altfor meget opveies ved den Skade man maaskee stifter ved at fylde Indbildningskraften med phantastiske Synsmaader.

Af Herr Andersens Eventyr ville sandsynligvis de tre første: »Fyrtøiet«, »lille Claus og store Claus« og »Prindsessen paa Ærten« kunne more Børn; men det er saa langt fra, at Disse deri ville kunne finde nogen Opbyggelse, at Anmelderen end ikke tør indestaae for denne Læsnings Uskadelighed. Idet mindste vil vist ingen paastaae, at Barnets Takt for Sømmelighed skærpes, naar det læser om en Prindsesse, der sovende rider paa en Hunds Ryg, hen til en Soldat, som kysser hende, hvorefter hun selv, lysvaagen, fortæller denne smukke Tildragelse, som – » en underlig Drøm «; eller at dets Sands for Ærbarhed skærpes, naar det læser om en Bondekone, der i sin Mands Fraværelse, sidder alene tilbords med Degnen,* »og hun skjænkede for ham og han stak paa Fisken« (Hvad er det paa Dansk?), »for det var Nogen han holdt af;« eller at dets Agtelse for Menneskers Liv skærpes, naar det læser Begivenheder, som at Store Claus slog sin Bedstemoder, og Lille Claus ham ihjel, fortalte som om det havde været en Stud, der sloges for Panden: Eventyret om Prindsessen paa Ærten forekommer Anmelderen ikke blot udelikat, men endog uforsvarligt, forsaavidt Barnet deraf kan indsuge den falske Forestilling, at saa høi en Dame altid maa være forskrækkeligt ømskindet.

Anmelderen erkjender iøvrigt »Lille Claus og store Claus« for et meget vittigt, og »Fyrtøiet« for et ikke uvittigt Produkt; i »Prindsessen paa Ærten« troer han derimod at savne Saltet. »Den lille Idas Blomster« er maaskee mindre morsomt, end de andre Eventyr, men det er mere uskyldigt og har en smuk poetisk Grundtone. Kun Skade, at Dette heller ikke har nogen Moral, som man tilforn kaldte det eller at Denne ialtfald ligger saa skjult, at den kunde trænge til at skrives med store Bogstaver, som »Dette skal være Troia!«.

Foredraget er ligesaa fatteligt, som i det Hele behageligt. At »rigtig« og »ækel«, som det synes, høre til Forfatterens Yndlingsudtryk, at Kagekonernes Sukkergrise o.s.v. nævnes som Climax mod Kjøbenhavn, og at Folk kjøre i Kongenshave, har ikke forarget Anmelderen nær saa meget, som den Vittighed, at Hofdamen tog Vandstøvler paa, har tiltalet ham.

Han slutter med det Ønske, at den talentrige Digter, der har et høiere Kald, ikke fremdeles vil spilde sin Tid paa at skrive Eventyr for Børn.”

* »Der var dækket et stort Bord med Viin og Steg og saadan en deilig Fisk.«

I anmeldelsen i “Dansk Litteratur-Tidende” 6. januar 1836

Heri hedder det bl.a., at det at skrive for børn er en vanskelig ting. På den ene side kan eventyret let blive for højtravende og på den anden side kan man også falde så dybt ned, at barnet ikke forstår og ikke fatter det fortalte eventyr. Andersens metode indeholder ønsker at fokusere på den mundtlige fortællings livligere og mindre ordnede indhold, hvorimod Molbechs fortælling i højeste grad er rolig og simpelt.

I nutidens samfund er det svært at forstå den kritik. Måske er det fordi kritikerne ikke ville forstå den dybere mening med eventyrer fortalte for børn. Læs mere  her om “Barnets fantasi og eventyrlæsning“.