“Illustration af Tommelise” fra H.C. Andersen: Samlede Sagor Stockholm 1850. Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek. Set på Frederiksborg Slot 2005. Foto: Lars Bjørnsten Odense
Eventyrlæsning og børn
Artiklen er en samtale med en journalist og professor F. J. Billeskov Jansen hvor han påstår at “den der ikke får H.C. Andersens børneeventyr i “eventyralderen” eller “Goethes Werther i “Wertheralderen” vil aldrig kunne trænge ind i disse digterværkers allerhelligste. Det er ham en fysisk, eller bedre: biologisk umulighed”.
Han siger at det lille barn har ingen eller kun en ringe mulighed for at gribe ind i den reale verden vi lever i . Barnets bevægelsesevne, orienteringsevne og fingerfærdighed spærre vejen for en kraftigere udfoldelse. For at skaffe afløb for sit livsoverskud bruger barnet fantasien. Barnet reale verden med mor, far, bror, søster, soveværelse og børneværelset skaber sig en irreal verden, hvor hunden kan være et lille barn , sengen et skib o. s. v.
Alt kan være alt blot den svageste lighedsrelation kan etableres. En parallelverden til drømmenes. Det er ved at følge et 4-5 års barns tankegang, når det leger for sig selv og under stadig talen fortæller højt hvad dukke Lise foretager sig, at man forstår lidt af H.C. Andersens genialitet. H.C. Andersen har med en indtrængende forståelse formået at tolke og udnytte barnet drømmeagtige fantasi.
Et barns fantasi er også et forsvarsvåben mod en ond verden. Følelsen kræver sit og selv i et forstående hjem får barnet naturligt afløb for sorg og glæde og her vil det ømme barnesind altid trænge til at føle med og for skikkelser i historierne, spejle sig i digtningen, se sig selv i nutid og fremtid.
Et dansk lægepar har påvist at H.C. Andersen i eventyret “Tommelise” har fremstillet 11 stadier i et individs udvikling fra 1-18 år. Nu forstår vi hvorfor barnet røres dybt af Tommelises skæbne. H.C. Andersen har formået at forløse en levende lille kvindes egne længsler. Ud af eventyrets forstår hun, uden at ane det sig selv.
Børn af begge køn elsker H.C. Andersens udviklingseventyr, og den lille drengs følsomhed giver ikke den lille piges noget efter. “Den grimme ælling”, Den lille Havfrue” og “Snedronningen har de fælles. For drenge der skal fortabe sig helt i en figur, så bliver det i folkeeventyrets raske helt i “Fyrtøjet”, “Klods-Hans” eller “Rejsekammeraten”
Ovenstående er et uddrag af en artikel “Hvornår skal jeg læse hvad?” med professor F. J. Billeskov Jansen Nedenstående, vistnok, bragt i Alt for damerne, den 8. marts 1949.
Lars Bjørnsten Odense