Marie Henriques Billedbog: Flyve, sejle eller køre ud i verden

Marie Henriques Billedbog

Ovenstående er fra et opslag i billedbogen på side 4 og 5. Tryk på billedet for at se alle detaljerne.

H.C. Andersens håndskrevne tekst lyder

“Maria har ikke bestemt om hun vil flyve gjennem Luften eller om hun vil seile paa et Aakandeblad som Tommelise. Postvognen holder for Døren. Maria Kjører og synes alle husene dandse med. Stor Musik ved Afreisen.”

Der ses bl.a. følgende

Indsat i billedbogen er to illustrationer af tegneren Vilhelm Pedersen til eventyrene “Årets historie” og “Tommelise“. Desuden ses postvognen med en masse rejsende spændt for et et firspand af heste. Skønne levende og dansende huse. For musikken står et tremands orkester med violin, klarinet og trompet.

Lidt historie om Marie Henriques Billedbog

Marie Henriques Billedbog er på 184 sider, som H.C. Andersen gav til Marie Henriques på hendes 3. års fødselsdag i 1869.  Billedbogen  giver udtryk for H.C. Andersens unikke fortællerevne og kreative evner med pen og saks. H.C. Andersen havde et nært venskab med familien Henriques. Deres barn Marie kastede sin kærlighed på den gamle digter, som hun kaldte ”Anders”, og hun havde som 2-årig erklæret sig som digterens kæreste og forlovede. I billedbogen er Marie hovedpersonen, som har en stor rejselyst. Sammen med den strikse barnepige Sidse foretager hun en verdensrejse – dannelsesrejse til Nordpolen, England, Skotland, Frankrig, Tyskland og Tyrkiet. Her møder de  forskellige kulturer og mennesker, men tilsidst får Marie hjemve og de må rejse tilbage til Danmark.

Kilde: Odense Bys Museer. Oversigt Marie Henriques Billedbog – se her!