Den amerikanske pige Abigail Tompkins havde skrevet et brev til H.C. Andersen dateret den 20. juni 1874. Med brevet var sendt et udklip fra “New York Tribune”. Se ovenfor.
“The Children’s Debt”.
A few weeks ago there was a cable dispatch to the effect that Hans Andersen, the Danish poet, lay dying; whereupon all literary journalists prepared to write sketch of his life, or in som fitting way do honor to th good old man, and a shade of gloom passed into every household in which there had been children to teach the older people to love him. However, the obituaries were unwritten and tears unshed, for the next steamer brought word that the immediate danger was over, and the old poet, although an invalid, had, it was hoped, several years of life yet before him. Later another story was told, which we have reason to believe to be true, that Andersen had himself stated that, in spite of the enormous sale og his books in foreigh countries, these sales or his wildespread reputation had never been of one dollar’s pecuniary value to him, expect in a single instance, whem an American publisher, unsolicites, lately sent him a copyright percentage on the sale of one edition of this works. Andersen is now an old and feeble man, although not in want, lacks many comforts to make his few remaining years easy and pleasant.. It has been proposed, that instead of waiting until the affection and homage of his friends in this country could evaporate in funeral notices and private sighs and lamentations, they shouldsand hin som solid, practical testimonial in token of gratitude for the pleasure he has given them. If this be done let it be done quickly, while it can be of actual effect and give him actual comfort. Not many departed souls, we fancy trouble themselves to look down, like Alexander Smith’s hero, from the ramparts of heaven to earth to find out wwhat people are saying about them; but nothing could more graceful or beatiful than for the children of this country to send to their friend, now in his old age and need, at token of their love. Andersen deserves, as no other man does, that title of the children’s friend, the more because he will never, in all probability he …… Udklip fra “New York Tribune”
I fri oversættelse:
“Børnenes gæld”.
“For et par uger siden var der et telegraf besked om, at Hans Andersen, den danske digter, lå døende, hvorefter alle litterære journalister var parat til at skrive om hans liv, eller på en anden passende måde gøre ære til den gode gamle mand, og en skygge af dysterhed er gået ind i enhver familie, hvor der havde været børn til at lære de ældre til at elske ham. Selvom nekrologerne var uskrevne og tårer ikke grædt, før den næste damper bragte besked om, at den umiddelbare fare var overstået, og den gamle digter, selvom han var invalid, havde, var det håbet, flere års liv endnu før ham. Senere blev en anden historie fortalt, som vi har grund til at tro er sandt, da Andersen selv havde udtalt, at på trods af den enorme salg af hans bøger i fremmede lande, disse salg eller hans omdømme havde der aldrig været “en dollar” til ham, med undtagelse af et enkelt tilfælde hvor en amerikansk forlægger, uopfordret til sidst sendte ham en copyright procent på salget af en udgave af Andersens arbejder. Andersen er nu en gammel og svag mand, selvom han ikke har mange ønsker til bekvemmeligheder for at gøre sine få tilbageværende år nemme og behagelige. Det er blevet foreslået, at i stedet for at vente til hengivenhed og hyldest af hans venner i dette land, kunne dette forsvinde i en begravelseannonce og private suk og den jammer, de shouldsand hin as solid, praktisk vidnesbyrd som tegn på taknemmelighed for fornøjelsen han har givet dem. Hvis dette gøres lad det ske hurtigt, mens det kan være af den faktiske virkning og give ham den faktiske komfort. Ikke mange afdøde sjæle, vi har lyst til besvære sig at kigge ned, ligesom Alexander Smiths helt, fra voldene omkring himlen ned på jorden for at finde ud hvad folk siger om dem, men intet kunne gøres mere yndefuld eller smukt end for børn af dette land til at sende deres ven, der lever i alderdom og har behov for deres kærlighed. Andersen fortjener, som intet andet menneske gør, at titlen på børnenes ven, jo mere fordi han vil aldrig, efter al sandsynlighed ……”
Desværre er det ikke muligt at se resten af artiklen. I U.S.A. havde folk i 1874 fået den fejlagtige opfattelse, at H.C. Andersen på sin gamle dage var meget fattig og derfor modtog H.C. Andersen flere breve fra den amerikanske ungdom med indsamlede penge til hans underhold. Dette var en situation som Andersen ikke selv brød sig om.
Se mere om: Relationerne mellem H.C. Andersen og U.S. A. – Amerika
Lars Bjørnsten Odense