I H.C. Andersens Hus i Odense fortæller genstandene historien

 

H.C. Andersen fødehjem i Hans Jensens stræde i Odense 

Spørgsmålet er! Hvad kan dette hus, som kaldes H.C. Andersens fødehjem, fortælle. Hvad er der sket inde i det i tidens løb? Det er der ingen absolut sandhed om, hvis man tager udgangspunkt i nedenstående indlæg.

Kilden er Fyens.dk 23. maj 2021 og er uddrag fra et langt interview med museumsinspektør Henrik Lübker

Hvilken oplevelse venter der en, når man træder ind i det nye H.C. Andersen museum og hus?

På det nye H.C. Andersen Museum i Odense fortæller genstandene historien! Eventyrene og historien om H.C. Andersen bliver fortalt, som digteren selv kunne have gjort det. Der er nye synsvinkler og ingen entydig morale og ingen absolut sandhed. H.C. Andersen får en stemme og der er fortællinger med humor. Der er ingen beskrivende tekster. Der er (næsten) ingen entydige fakta om digteren. Han digtede også en del om sit eget liv.

Arkitekturen på det nye H.C. Andersen museum er opbygget omkring H.C. Andersens eventyrlige univers og inspireret af træet i eventyret “Fyrtøjet”. I hverdagen kan vi finde drømmen og leve drømmen, siger den japanske arkitekt Kengo Kuma, der har tegnet det nye H.C. Andersens Hus. Museet er bygget af sædvanlige materialer, som man så bygger noget usædvanligt med.

Eventyrene foregår i vores verden, men H.C. Andersen viser den fra nye perspektiver, der gør den magisk. Der er nye perspektiver på det sædvanlige og der er ingen beskrivelse af tingene, men lydfortællinger på tre sprog. Genstandene taler til en og genstandene fortæller faktisk historien om H.C. Andersen og symboliserer forskellige ting.

H.C. Andersens seksualitet er flydende og den er åben for fortolkning. Væk med sandheden og frem med forundringen, refleksioner og fortolkninger. Målet er ikke en genfortælling, men en oplevelse, så man får lyst til at læse eventyrene igen. Det er gæsterne selv der giver fødehjemmet betydning, for H.C. Andersen betyder noget for dem.

Verden er større end vi tror og det vi troede vi kendte, kendte vi alligevel ikke.

Lars Bjørnsten Odense