Skildring af H.C. Andersen som menneske. Erindringer og indtryk nedskrevet af Rigmor Stampe

Hansen & Weller Fotografi af Stampe Bendix, Rigmor (1850-1923) Kilde kb.dk

I Avisen Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende (1833-1935) kunne man den 7. december 1918 bl.a. læse følgende:

H.C. Andersens omgangskreds

Rigmor Stampe: “H.C. Andersen og hans nærmeste Omgang” Aschehoug og Co Kjøbenhavn. På Aschehougs forlag udkommer idag baronesse Rigmor Stampes store bog om H.C. Andersen og hans omgangskreds. Den indledes med en skildring af H.C. Andersen som menneske, særlig sådan som har vist sig for den Collinske slægt. Mange morsomme erindringer og indtryk har baronesse Stampe nedskrevet til uddybelse af vort kendskab til den store eventyrdigter.
Man får igennem bogens mange småtræk et ypperligt levende billede af Andersen med alle hans pudsigheder og særheder, men især af hans varme hjerte og gode ædle karakter.

Skræpper og borrer

Karakteristisk er diskusssionen i det Drewsenske hus om skræpper og borrer. Andersen var rasende over, at man i en tysk oversættelse havde kaldt hans skræpper for borrer. Og da gamle Drewsen erklærede, at man mange steder på landet kaldte borreplanten for skræppe, blev Andersen heftig og gik til den botaniske professor – han måtte have ret, når han havde sat sig noget i hovedet. Og han glemmer det ikke, i sin sølvbryllupsvise for Drewsen. Der står: “Han lader Borrer vokse frem paa Skræpper, Hvad selv naturen ikke kan.”

Løse penge

Også den særhed, at Andersen ikke kunne lide at se løse penge ligge fremme, omtales som en lille pudsig sygelighed, der af Collins benyttedes til at drille ham med. Således lagde Theodor Collin en dag ved kaffen nogle penge på bordet. Siden satte han sig hen og talte dem, og så sagde han stille: “Ja, her mangler jo rigtignok 2 Rdlr.” Andersen hylede -…..

“Højhedssyge, pjattede digter”

Interessant er skildringen af, hvorledes H.C. Andersen, den kejtede, komiske dreng, får adgang til dette strengt patriarkalske hjem. Et kraftigt og gribende indtryk af, hvad det Collinske hus betød for ham, af hans evige kamp for at komme helt på højde med dets kultur, og af hans sorg, når man støder an, får man gennem bogen. Andersen lærte aldrig helt at tage hensyn til familiens naturel, og Collin kunne ofte dårligt lægge skjul på sine følelser overfor den “højhedssyge, pjattede digter”, som man under tiden kaldte ham.

Råddent kød

Da der f.eks. en gang var tale om en mand, som have nogle mærkelige mørke pletter i ansigtet, og Andersen sagde: “Det er råddent kød” fik han sig en overhaling og måtte forlade bordet for at blive trøstet af døtrene ude i forstuen.

Collinske tone

Meget morsomt fortælles om den berømte Collinske tone, der så ofte giver sig udslag i replikker i digterens eventyr. Og nydeligt skildres Andersen som den, der forstår børnene, klipper og klistrer til dem, og som børnene holder af, fordi han aldrig støder dem fra sig. Om den lille to-årige Rigmor Stampe, som Andersen var gudfader til, hedder det i et af de mange breve til Andersen, der giver bogen dens største litteraturhistoriske værdi:

Billedbogen

“Forleden kom Rigmor til mig (moderen), slæbende på sin store billedbog. “Det er Anser, mor, som har klippet alle konerne”. “Alle konerne” er de billeder, digteren havde klippet til hendes juletræ. De blev holdt i hævd og bevaret, således at forfatterinden kan tilføje, at hun endnu selv har en del af dem, en anden del er skænket Odense-Museet.

Jonna Colin og Henrik Stampe

Overordentlig romantisk og poetisk fremtræder også forlovelsen mellem Jonna Colin og Henrik Stampe gennem Andersens breve. Digteren blev jo en slags postillon d’amour for dem, hjalp dem sammen og fulgte dem med alle sine kærligste tanker og ønsker, da de blev gift. Intet under, at han blev deres datters gudfader.

Forelskelsen i Jette Collin

Endelig får man også et meget smukt og hjertegribende indblik i Andersens forelskelse i Jette Collin, der som bekendt imidlertid ikke gengældte hans følelser og lod søsteren læse hans breve for hende, hvad der gjorde Andersen endnu mere ulykkelig. Når han var kommen hende for nær i brevene og blev vist tilrette, kunne han skrive et brev så udmygt og blidt som dette: Uretten er altid på Andersens side: han lider også selv derved i sin ensomhed. Lad det være hans straf! I en anden verden, hvor alt ligger os klarere, vil han vist gøre Dem endnu mere afbigt, skønt han vist der trænger mindre til vennerne end her. Tilgiv ham, at han imellem har betragtet Dem som en søster og glemt, at han selv kun er H.C. ANDERSEN.” Og endnu dybere ulykkelig, endnu stærkere taler hans mentalitet i disse senere linier: “Jeg føler min afmagt, hvor lidet jeg gavner verden, hvor tom min hele stræben er – og dog tør man jo ikke dø. Jeg tænkte igår på døden, som en kristen ikke skulle tænke på den, kun De og Deres søster stod så trofast for mig, den kærlighed, De igår viste mig, lod mig føle, at jeg dog havde venner endnu – men hvor længe!”

Ingeborg Mimi døde

Da Edvard og Jette Collins lille pige, Ingeborg Mimi døde, blev Andersen så grebet, at han skrev et sørgedigt, hvori spiren til “Historien om en moder” efter Rigmor Stampes mening troligt nok ligger. Han gik da han havde skrevet historien op til fru Collin og læste den højt for hende. Det var ikke faldet ham ind “at moderens hjerte endnu kunne være et blødende sår – grænseløs var derfor hans forbavselse og skræk, da han ved læsningen ser hende falde sammen i gråd. – i vild anger styrter Andersen til hendes fødder, kysser hendes hænder og græder med hende”.

Edvard Collin

Også for forholdet til Edvard Collin gøres der indgående rede. Bekendt er det, hvorledes det år igennem nagede Andersen, at Collin havde nægtet at være dus med ham. Da Andersen engang skriftligt beklagede sig over det, siger Collin: “Dette skriver Andersen som en bedaget mand efter 30 a 40 års samliv med mig, i hvilke hin barnagtige begivenhed ikke havde kastet den mindste skygge. Var dette ikke sygdom?” Baronesse Stampe tilføjer: “Man ser, hvor lidt Collin har forstået Andersen. Denne “barnehistorie” foregik da Andersen var 26 år gammel og varede hans liv igennem.”

Collinske familieviser

Et fornøjeligt kapitel er det, der handler om de Collinske familieviser, og som – efter forfatterindens mening – der giver løsningen på den uklare anden del af eventyret “skyggen”. Disse muntre viser var medlemmer af familien Collin meget drevne i at skrive. Andersen kunne ikke hamle op med dem. Hans viser gjorde aldrig lykke og han kunne selv mærke det. Og skønt han nok følte, at hans egne var lødigere, kunne han dog kun beundre humøret og tonen i de andre. Collin skriver: “Det var ubetaleligt at se, hvorledes han fordrejede ansigtet og udstødte hyl for at skjule latteren, idet han tillige ærgrede sig over, at han kunne le af “dette rædsomme sludder”.

Skyggen

Da kongedatteren i eventyret danser med skyggen, om hvilken det hedder, at “han havde set både det ene og det andet”, mener forfatterinden, at det betyder “at Andersen havde hele den Collinske familietone” – Han kunne gøre antydninger” skulle betyde “at han kunne familiecitaterne” og at den lærde mand må love blot at være skygge skulle betyde “at Andersen blot måtte finde sig i, at hans viser ikke gør mere lykke end som skyggen af Collins”.
Hvorvidt denne påstand kan forsvares skal ikke her bedømmes.

Afslutning

Hovedsagen er, at man gennem bogen kommer H.C. Andersen mærkeligt nær og får et fuldstændigere, fine og mere retfærdigt billede af ham end før. Også familien Collin, hvis forhold til Andersen er bleven så forskelligt bedømt, stilles her sikkert i den rette belysning. Ikke mindst skildringen af det collinske hus, hvis tone, stil og humor på så mange måder har smittet Andersen og gennem eventyrene er nået ud i nationen, yder værket et betydeligt bidrag til dansk kulturhistorie ….
F.