Friskolen Glasværket Odense kunstinstallation “At opdatere er at leve”

Friskolen Glasværket Odense kunstinstallation “At opdatere er at leve”

En af de store attraktioner ved årets H.C. Andersen Festivals i Odense er børnekunsten udstillet i Kunstbygningen Filosoffen. I 2018 var temaet “Den magiske børnkunst”. Nedenfor ses et af de smukke arbejder.

“At opdatere er at leve”. Friskolen Glasværket 1. – 4. klasse

Materialer: Fimoler, sølvpapir, ståltråd, akrylgarn og diverse objets trouvés.
Der var engang, hvor magien fra eventyrene kom til live. På de gulnede sider i en støvet, gammel bog vågnede hovedpersonerne fra evenyrene op – en for en. Det var trangt inde i bogen, og flere af vores hovedpersoner var beklemt ved situationen.

“Har I hørt det? Har I hørt det?” skreg kejseren, og så fortalte han om en verden med digital magi og virtuelle hjem med plads til alle uanset om man var grim, standhaftig eller fæl.

Med møje og besvær fik alle de magiske væsener, ting og personer i fællesskab brudt hul i bogens ryg, og en af gangen hjalp de hinanden med at holde den røde tråd og kravle ud for at finde et nyt sted at bo. 1. – 4. klasse på Friskolen Glasværket har læst og talt om H.C. Andersens eventyr. Vi har samlet titlerne på alle de eventyr, vi kender, og talt om alt det magiske, der foregår i H.C. Andersens univers. Vi har fundet steder i vores verden, hvor magien kommer til syne, og talt om, hvad figurerne fra eventyrene mon ville sige til at leve i vores verden.

Derefter har eleverne udvalgt, skitseret og modelleret figurer fra nogle af eventyrene i fimoler på et skelet af sølvpapir og ståltråd. Vi er sammen kommet frem til et rumligt værk; en installation, hvor elevernes små skulpturer spiller hovedrollen i en fortælling om at opdatere fra analoge papirbøger til digitale verdener med virtual reality, videoer, e-bøger og spil – vor tids magi. Vi har ladet os inspirere af den japanske kunstner Chiharu Shiota, og hendes arbejde med røde snore med forskellige fundne objekter for enden.

Foto Lars Bjørnsten Odense

Se mere om H.C. Andersens Festivals 2018 her!