Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 3. december 1911
Eventyrdigteren Hans Christian Andersen. Erindringer af Arelline Lund.
Hvor uendelig meget er der ikke skrevet og talt om H.C. Andersen og hvor få digtere og forfattere har mere end ham ydet så stort og rigt materiale til kendskab og værdsættelse af sin kunst og sit eget jeg?
I sit livs eventyr, i sine talrige breve til samtidens store af begge køn og i disses svar og erindringer om ham, er der sådan rigdom af oplevelser og redegørelser for tanker og følelser, at de må siges at være fuldtud bestemmende og vægtige overfor en analyse af den store eventyrdigter, så at det næppe vil være muligt at lægge noget til.
Imidlertid har de af Jonas Collin af Andersens dagbøger vilkårlig valgte brudstykker af hans optegnelser i disse, som af fru Benedicte Collin efter hendes mands død offentliggjordes, foranlediget, at et udenfor stående og et uforstående publikum på mange måder vil kunne miskende ham.
Når disse omfangsrige dagbøger ikke egnede sig til offentliggørelse in extenso, burde man aldrig have ladet udvalg af dem komme i trykken. Særlig en sådan mands dagbøger er som et lønkammer over hvilket der bør hvile hellig fred, og i hvilket kun den, der som skriftefaderen bærer tilgivelsen for alle synder og fejl med sig, bør have lov til at træde ind. Andersen skrev alting ned, hver lille glæde og ærgelse, når han havde ondt i maven eller hans støvler kneb ham. Dette blot for at antyde, hvor let både han og enhver, der nedskriver de lønligste og ubetydeligste ting, vil kunne blive latterlig.
At Jonas Collin lod sin bog ligge i mange år, og at den først udkom efter hans død, giver mig grund til at tro, at han selv har tvivlet på betimeligheden af den udgivelse.
H.C. Andersen var det fødte geni! Et i sig selv eventyrlig geni, af hvilke der næppe fødes mange af i hvert århundrede. Kun i denne belysning må han ses og kendes. “Den grimme Ælling”, der blev den hvide svane. Ingen anden kunne, som ham selv, have skrevet sandere og skønnere biografi. Fra vuggen til graven var og blev han sig selv, den genialske, fantasifuldeste, naive og kærlige. Særlig dette sidste må i stærk grad betones, for fattige og syge, børn og gamle slog hans hjerte altid varmt og inderligt.
Og adskillige af de fejl, man bebrejdede ham, selvbeundring, svaghed overfor dårlig kritik f.eks. var det ikke mennesker selv, der grundlagde og skabte dem i den godtroende, tillidsfulde unge mands karakter, da de så, at her var noget stort, uanet interessant og genialt, at leve med, at føle sig i? Tusinder levede daglig åndelig højt af det, Andersen gav i sine eventyr. Ved juletid talte man dengang kun om “Kejserens nye klæder”, “Den grimme Ælling”, “Nattergalen” etc., og at have set Andersen i teatret eller på gaden var at opleve noget betydeligt.
Personligt lærte jeg ham først at kende, da jeg var 27 år, og han stod i sin glansperiode, fejret og anerkendt både hjemme og ude. Det var i et middagsselskab hos etatsråd Edvard Collin, hvor jeg nød den ære og glæde at blive præsenteret for professoren. Hvor tydeligt ser jeg ham dog for mig med sine milde øjne, store næse, store hænder og fødder, iført blå kjole med blanke knapper og det store kommandørkors hængende om halsen langt ned på det hvide skjortebryst.
“Så det er Dem, Jette Collin (etatsrådinden) har fortalt mig så meget om Rom, og som hun så godt kan lide! Ja, nu må vi to også tale sammen om det dejlige Roma. De har vel læst min Improvisator?
Om jeg havde! Og vi talte og talte længe sammen. Allerede den følgende dag havde han besøgt mig i mit hjem og som visitkort, med den elskværdigske påskrift efterladt sin lille “Billedbog uden Billeder”. Fra den dag af sås vi ofte enten i det Collinske hjem eller hos mine kære venner Morits Melchior og hans hustru Dorothea, hvor jeg senere tilbragte uger og dage sammen med digteren.
Den store. berømte mand havde på dette tidspunkt kun et lille tarveligt hjem og boede altid senere, når han ikke var i udlandet enten i pensionater eller hos frøknerne Ballin i Nyhavn, indtil han i mange år fik sit hjem på Rolighed, elsket, skattet og fejret af disse to sjældne mennesker, deres børn og deres kreds, hvortil jeg lykkeligvis hørte.
Vi danske, der ellers tit ofrer guld og katakomber, særlig på berømte skuespillere og sangere af begge køn, rejste ham aldrig et “Eventyrslot”. En gang, da han kom hjem fra England, hvor han havde besøgt Dickens i dennes pragtfulde bolig, sagde han til mig:
“Ja, sådan er det at være en stor nations store digter og ikke H.C. Andersen i det lille Danmark.”
Efter hans død er hans lille, fattige fædrenehus blevet det eventyrslot, nationen har rejst ham, og jeg vil håbe, at det har glædet ham i sin himmel. Thi, når der taltes om tilværelsen efter døden, sagde han altid: “Når jeg ikke i himlen føler og ved, at jeg er Hans Christian Andersen, så bryder jeg mig slet ikke om at komme der.”
Andersen var næsten altid bedt ud til middag, og om formiddagen, når han gik sin tur, var han tit i Studenterforeningen ved Holmens Kanal, hvis genbo jeg var. I regn og slud, hvorledes end vejret var, stod han stille for at hilse op til vinduet, når han så mig, og tit kom han da op på tredje sal for at læse et nyt eventyr eller bede mig skrive noget af for sig. Særlig i de sidste år var hans manuskripter ret ulæselige. Ved en sådan visit stod der to store, sorte gummibåde (hans galocher) i entreen, og han morede sig selv kostelig over størrelsen.
“Ja, sagde han en gang, De kan tænke Dem, at da de stod i entreen hos Collins, havde de ynglet, da jeg skulle gå”. “Hvad for noget?” udbrød jeg leende, “Jo, der stod to bitte små ved siden af, det var Louises.” (fru Drewsen, født Collin. Hendes fødder var ualmindelig små).
En dag kom han op for at spørge mig om, hvad jeg syntes om et nyt eventyr, som han havde skrevet. Det hed “Peiter, Peter og Peer”. Skønt jeg jo beundrede hans kunst, var jeg dog ikke altid straks ubetinget tilfreds. Den dag havde jeg det utrolige mod, da han udæskede min dom, at sige følgende:
“Vil De have min ganske ærlige mening, ville jeg ønske, at De lod det ligge i bordskuffen til engang efter Deres død. Det er ikke på højden med mange af de andre eventyr.”. Han blev slet ikke vred, men sagde blot: “Nå, så det siger De.”
Bagefter fortalte fru Collin mig, at han var kommet ud til hende og havde læst det, og da hun heller ikke syntes om det, fortalte han hende, hvad jeg havde sagt.
“Og nu går jeg hjem og skriver det om” Det gjorde han, og det udkom derefter.
Kilde: Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 3. december 1911 / labj
Se flere H.C. Andersen relaterede ting fra perioden 1900 – 1924 her!