H.C. Andersens læreår

Afskeden udenfor Skt. Jørgens Port i Odense. Akvarel af Niels Larsen Stevns 1937

H.C. Andersen. Af H. Buch-Frandsen.
II.
Hans læreaar.

Kilde: Skive Folkeblad 1. april 1905

Mandag den 6. september 1819 kom Hans Christian Andersen til København med 10 rigsdaler i lommen og tog logi i en af gæstgivergårdene ved Vesterport.
Hans første gang var til Det kongelige Teater, som han håbede skulle blive hans fremtidshjem. Han gik rundt om det flere gange, stirrende op på dets mure. En af billethandlerne gik da hen til ham og spurgte, om han ville have en billet. “Ja, tak” svarede han i den tro, at det var lutter venlighed, han mødte, men så blev den anden vred og sagde, om han ville gøre nar af ham, og så løb Hans Christian forskrækket sin vej.

Næste dag gik han i sit fineste tøj, med støvlerne uden på benklæderne og en stor hat, der sad næsten ned over øjnene, op til teaterets første danserinde og bad, om han ikke måtte synge og danse for hende, thi han ville så gerne til teatret. Da hun indlod sig med ham, tog han støvlerne af, hævede sin store hat op i hænderne som en tamburin og begyndte at synge og danse. Hun blev ganske forbavset over den lange, klodsede dreng, der dansede rundt i hendes stue, troede han var forrykt, og skyndte sig at få ham bort.

Derefter gik han til selve teaterchefen, men et svar af ham blev af denne optaget som en næsvished, og han blev også her vist af med den bemærkning, at man kun havde brug for mennesker, som havde dannelse.

Beretningen i “Mit livs Eventyr” om det første tid i København er gribende at læse. Han var nu fortvivlet. Hans penge var sluppet op. Han tænkte på at dø, men mandede sig atter op, gik så i snedkerlære, men kun en halv dag, da han ikke kunne udholde svendenes spot, tænkte endelig på at rejse hjem og blive skrædder, men da han skammede sig ved atter at komme til Odense på den måde, ville han dog først gå op til kapelmester Siboni og prøve, om denne ville høre hans stemme.

Hos Siboni var der selskab, da han kom, og da jomfruen leende kom ind og meldte den lange knøs, hvis benklæder var for korte, og hvis udseende i det hele var højst komisk, tog alle imod ham i døren. Man morede sig over ham, og han fik lov at synge og deklamere. Blandt gæsterne var komponisten Weyse og digteren Baggesen. Denne spående, at der nok ville blive noget af ham. Siboni lovede at synge med ham, og Weyse indsamlede på stedet 70 Rigsdaler til ham. Da han lyksalig, grædende og leeende gik ud af døren, klappede jomfruen ham trøstende på kinden.

Det var lykkens første solskin. Glædestrålende skrev han hjem til sin moder, at nu var hans lykke gjort. Dog forestod der endnu svære trængsler. I tre fjerdingår gik han hos Siboni, der var hjertensgod imod ham, men hele vinteren og foråret gik han med dårligt fodtøj og havde stadig våde fødder. Så mistede han sin stemme, og nu stod han atter sønderknust, måtte atter begynde forfra.

Imidlertid fandt han påny gode mennesker. Digteren Guldberg vilde lære ham dansk og tysk og gav ham penge, professor Rasmus Nyerup lånte ham bøger fra Universitetsbiblioteket. Solodanseren Dahlen ånede sit hjem for ham og søgte – men forgæves at lære ham dans. Skuespiller Lindgreen indøvede ham i roller, men endte med at sige “Følelse har De, med det er ikke skuespiller De skal være, Gud ved, hvad det er”.

Således gik han på andet år i Hovedstaden. Konen han boede hos troede han om middagen gik ud og spiste hos familier, men da sad han oftest på en bænk i Kongens Have og fortærede et lille hvedebrød. Hans tøj kunne ikke holde kulden ude, hans støvler var itu og hans fødder våde, uselt havde han det. Men om aftenen sov han ind med fast tilid til Gud, at han snart ville gøre det godt for ham. I disse kummerlige dage levede han imidlertid et rigt fantasiliv. Han syede endnu dukkestads og samlede teaterplakater. Han skrev digte og tragedier og læste det gerne op. Men han svigtede sine venners tillid ved stundom at forsømme det arbejde, for at lære noget, som de havde pålagt ham. Dette var til megen skade for ham selv, men han havde ikke begreb om, at der skulle flid og arbejde til.

Under alt dette stiftede han stadig bekendtskab med højtstående personer f.eks. konferensrådinde Colbjørnsen og Kamma Rahbek, der i spøg for første gang kaldte ham digter. Hos admiral Wulff og H.C. Ørsted indførte han sig selv. Således henvendte han sig til de ædelste og bedste uden at ane, hvad de egentlig betød. Blandt disse mødte han da endelig også den mand, der skulle få den mest afgørende betydning for ham. Det var Jonas Collin, en mand, der næsten var med i alt, hvad godt der skete i den danske stat i hine tider, en mand, om hvem man havde sagt til den unge Andersen, at kunne han vinde hans interesse, da ville der blive gjort noget for ham.

På den tid, hvorom her er tale, var Collin teaterdirektør. Andersen skrev et stykke “Røverne i Vissenbjerg”, og indleverede det til teatret, men havde fået det tilbage med den bemærkning, at stykker, der i den grad røbede mangel på dannelse, kunne man aldeles ikke bruge, men tillige lod man den anonyme forfatter sige, at man ønskede, hans venner ville hjælpe ham til den dannelse, der var så nødvendig for ham til at kunne betræde den ønskede vej.

Da han kort efter atter indleverede et stykke, var Collin gennem provst Gutfeld og Rahbek bleven gjort opmærksom på ham, og teaterdirektionen lovede ham da, at man ville anbefale ham til kongelig understøttelse for at studere, hvilket han med taknemmelighed modtog, og Collin sørgede da for, at han på kongens bekostning kom i Slagelse Latinskole for at blive student.

Dette skridt af teaterdirektionen, som skete i efteråret 1822, danner vendepunktet i Andersens liv. Kort efter rejste han til Slagelse. Andersen fortæller, at da han i den anledning første gang var hos Collin, talte denne forretningsmæssigt til ham, forhørte sig kort om hans forhold, og Andersen syntes, han streng og ventede sig ikke noget af ham. Anden gang, da han var oppe for at takke ham inden afrejsen til Slagelse, var Collin mild og hjertelig, og fra den time, skriver Andersen voksede jeg fast til hans hjerte. Ingen fader har kunnet være mere for mig, end han var, og hans velgerning blev given, uden at et blik eller et ord gjorde mig den tung. Andersen var hele sit liv fuld af taknemmelighed med denne mand, hvis faderlige godhed vedblev gennem årene, hvis hjem blev ham et hjem, og hvis børn blev som hans søskende og bedste venner.

Årene i Slagelse og siden i Helsingør, hvor han tillige med rektoren flyttede hen, var trængselsår for ham. Det store, næsten 18-årige unge menneske måtte begynde mellem de små drenge i næstnederste klasse. Rektoren, som havde en egen lyst til at gøre nar af sine elever, var hård imod Andersen, der kun altfor vel egnede sig til at gøre nar af. Andersen følte sig så forpint ved behandlingen, at Collin tilsidst fandt det rigtigt at tage ham til København og lade ham læse færdigt privat.

Han skrev til en af sine jævnaldrende venner: ” Jeg ville ønske, jeg aldrig var født, eller at min sjæl ikke havde fået det sving, som gør mig ulykkelig”. – Snart ville han i sin fortvivlelse til Amerika, snart i skrædderlære, snart ville han dø, indtil så Collin trådte hjælpende til.

Trods alle formaninger kunne han i sin skoletid dog ikke helt lade være med at digte. Fra den tid stammer det smukke digt “Det døende Barn”: “Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove”. I ferierne var han i Odense eller mest i København. Her gik han da rundt i de familier, han kendte, og læste sine digte op, og man kaldte ham deklamatoren. En gang hos Collins meldte tjenestepigen hans ankomst med de ord, at det var “klamatoren”, der kom.

I 1828 blev han student. Blandt studenterne fra dette år sagde man, at der var fire store og tolv små poeter, og H.C. Andersen regnedes blandt de store. Nu, mente han, havde han lov at digte, og det gjorde han.

Lars Bjørnsten Odense

Se flere H.C. Andersen relaterede ting fra perioden 1900 – 1924 her!