Avisen “Fædrelandet” skrev den 7. december 1867 om æresborgerfesten på Odense Rådhus:
Odense den 6. december (1867). Som De ved, bragtes for nylig her det forslag på bane, at udnævne H.C. Andersen til æresborger af hans fødeby Odense. Denne tanke fandt genklang og har idag bragt vor gode by i et røre, der “mutatis mutandis” kan sammenlignes med det, som “franskmændenes” komme til København sidste sommer fremkaldte i hovedstaden. At gaderne er prydede med dannebrogsflag – der for resten her i de senere år komme frem ved passende lejligheder – behøver jeg ikke at tilføje.
Andersen, som var stævnet hertil af kommunalbestyrelsen, indfandt sig i formiddags på rådhuset, hvor den officielle akt foregik, idet diplomet, smukt udstyret, med motiverne tagne fra Andersens eventyr, i nærværelse af en talrig kreds af herrer og damer, på byens vegne overraktes ham af borgmester Mourier, der bl.a. talte om “de uforgængelige skatte, hvormed Andersen havde beriget vort fædreland”, deriblandt “de fædrelandske sange, som var på alles læber, da oprør og krig truede det med undergang”, og ved hvilke “ungdommen blev styrket og løftet til at drage i kampen”.
I de ord, hvormed Andersen kortelig takkede for den æresbevisning, der overvældede og løftede ham, gjorde det muligt at opfatte ordene, en allusion til fortællingen om Aladdin, “hvis barndom ligesom hans var hengået i trang og ringe kår, indtil han fandt underlampen og fra sit trylleslots tale sagde: Dernede gik jeg som en fattig dreng. Således havde Gud forundt ham åndens lampe, poesien”.
I eftermiddags var der et festmåltid på rådhuset, hvor der var skaffet plads til ca. 260 herrer og damer. Efter de sædvanlige officielle indledningdskåler for “kongen” og “fædrelandet”, udbragte formanden for borgerrepræsentanterne, grosserer Petersen, æresgæstens skål med en henvisning til den lange tid, der lå mellem det år, da han i sin barndom drog fra Odense og dagen i dag.
I sin taksigelse ytrede Andersen, at han 2 gange før havde været på Odense Rådhus, først som ganske lille dreng for at se kunstkabinetter af store mænd, og dernæst i sine drengeår, da han længtes efter at se den store sal oplyst og af stadsmusikanten havde fået tilladelse til at gå op med orkestret en festaften. I dag så han for tredje gang salen, atter oplyst, men nu sad han selv her som sin fødebys æresgæst.
Politimester Koch omtalte de skildringer, som Andersen, der selv var ugift havde givet af kvinde, hvortil Andersen ytrede, at han ville ønske, at han, som romerne havde omvundet deres damers bægre med blomsterkranse, således kunne skrive alle de tilstedeværende ædle kvinders navne på duftende rosenblade o.s.v.
Oberst Vaupell udbragte en skål for Andersen som den, der på sin måde havde stridt for fædrelandet, som havde vidst, hvor den rette vej gik, og at vi havde vort rette hjem i Norden , i hvilken anledning han mindede om: “Jeg kan ikke blive, jeg har ingen ro”, om “jeg er en Skandinav”, om “Holger Danske”.
Professor Henrichsen omtalte, at en mand, i hvis hus Andersen har været skolediscipel, engang skulle have ytret: “Jeg har ham i huset for at føde ham, ikke for at fede ham”. Denne kur havde slået an. Derfor var Andersen bleven så mager, så tynd, ligeså bevægelig på legeme som på ånd, og denne bevægelighed kunne vi bl.a. takke for hans rejseskildringer. Herefter talte endnu skoleinspektør Møller om Andersens eventyr, og hvad han som digter i denne retning havde været for børnene, på hvis vegne han bragte Andersen en tak og en hilsen. Til slutning bragte Andersen de tilstedeværende medlemmer af kommunalbestyrelsen sin tak. Under måltidet afsang en herværende sangkvartet en del velvalgte sange.
I aften er der fest for ungdommen på rådhuset, en slags improviseret børnebal og deslige. Mens jeg nedskriver disse linier, samler og ordner, under livlig deltagelse fra en anden del af ungdommen, en skare sig, for at bringe Andersen et fra Håndværkerforeningen udgående fakkeltog. I morgen vil den herværende musikforening benytte sin koncert til at bringe ham en særlig hilsen, som Hr. Léon Mallfille har sendt mig til Andersen, og ved hvis offentliggørelse, om de har plads, jeg tror bedst at efterkomme forfatterens ønske.
A cette heure, Andersen, où toute la Fionie
Mêlant sa voix au bruits de la plaine et du flot
Pour célébrer, en choeur, votre aimable génie,
Avec orgueil et joie, vous acclame bien haut
N’oubliez pas, parmi les rumeurs et les fêtes
D’Odensee acceuillant un grand concitoyen,
Que depuis bien longtemps et pour toujours vous étes
Du monde entier le fils, l’orgueil et le bien
Et que Paris, Berlin, Moscou, Londres et Vienne
Prononcent votre nom, Andersen, si souvent,
Que toutes à bon droit pensent – quoi qu’il advienne, –
Pouvoir aussi de loin vous nommer leur enfant.
Lars Bjørnsten Odense 2017