H.C. Andersen digt 1831
Et Vinterparti.
Det dundrer stærkt under Hestens hov,
Thi fast ligger Sneen i den sorte Skov;
See, Fuldmaanen skinner fra Himlens Scene
Mellem de nøgne Grene.
En hob Kosakker til Hest vi see,
De leire sig her paa den hvide Snee;
Stærkt Hestene dampe, og bundne sammen
Staae de ved Bøgestammen.
Nu tændes et Baal ved den store Bøg.
Se den røde Ild med sin sorte Røg,
Og Mændene, som i Sneen sammen
Sidde rundtomkring Flammen.
Bruunguul er Kinden, mørkt hvert Blik,
De drikke den klare, skarpe Drik;
Men over dem, høit paa de tynde Grene
Sidder en Flygtning ene.
Han tør ei aande, stift ser han frem;
Men Tanken flyver mod fjerne Hjem,
Saa langt hiin Side af Rhinens Vover,
Hvor hans Pige sover.
Hun sig drømmer sig hos ham Favn i Favn;
Hun hører ikke den sultne Ravn,
Der skriger sit: “dobbra!” saa mange Gange,
Mod den sørgende Fange.
Kilde: H.C. Andersens “Samlede Skrifter” Tolvte Bind. Anden Udgave. Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1879
Oversigt over H.C. Andersen digte – Hans Christian Andersen poems