H.C. Andersen digt 1830
Kunstner-Livet.
Rask Rokken snurrede, Canariefuglen sang,
Paa Gulvets Flamme-Feining Katten sprang,
(Det var et godt, et velopdraget Dyr).
Den gamle Bedstemo´er fortalte Eventyr,
Og Drengen sad og lyttede saa gjerne,
Thi Eventyr kun spøgte i hans Hjerne;
Ak, Tiden løb med altfor raske Skridt,
Syvmile-Støvler fik den, altfor tidt
Slog Uhret: gaae til Sengs; — ja den slog Ni
Før Eventyret ganske var forbi,
Da fik han Plads i Bedstemo’ers Alkove,
Men kunde ei de første Timer sove!
Der var saa meget jo at grunde paa.
Saaledes just en Sommernat han laae,
Da banker det paa Ruden,
Og smuk som Elskovs-Guden,
En lille Dreng paa Gulvet for ham staaer,
Med Grønt og Blomster i sit gule Haar.
Fra Skuldren hæve sig to store gyldne Vinger,
Og deiligt Legetøi den Lille med sig bringer.
O hvilken Fryd! af Glæde Øiet flammer;
Det ganske lille, snevre Sove-Kammer
Er snart forladt.
Det er en deilig Nat.
Sødt dufter Skovens grønne Krands
Smaa-Alferne forlyste sig med Dands
I Høien røre sig de gamle Kjæmpebeen;
Taus sidder Aanden paa sin Bautasteen
Og drømmende i Maanelyset skuer,
Men, med sin engel, Barnet ikke gruer.
De lege Begge fro i Skovens Sale,
Hvert Træ, hver Blomst kan tale,
Og Fuglen synger smukt om, hvad den saae
I fjerne Riger og i Luftens Blaa.
De gamle Kjæmpe-Høie
Sig lukke op for Barnets klare Øie;
Smaa-Puslinger, knap som en Finger lange,
Arbeide dybt i Jordens snevre Gange.
Og Barn og Engel seer det — og de nikke,
For Trylleverdnen frygte de To ikke.
Men Dagen gryer — de skilles ad. — Farvel!
De samles atter, næste Aftenqvel
Den Fremmede igjen til Drengen kommer;
Saa gaaer det fort i Vinter og i Sommer.
Snart leger han med Alfen i hans Grotte
Tidt laaner den ham sine gyldne Vinger,
De voxe meer og meer, han frit sig svinger
Til Himlen, som en Kjæmpe-Ørn,
Og leger med de glade Engle-Børn.
Han skuer Verden, høit fra Himlens Hvalte,
Og Alt hvad Bedstemo’er fortalte.
Saa svinde Barndoms salige Minuter.
Man i en Skole Drengebarnet putter,
Tilstopper Vinduet med Grammatik og Gloser;
Kort sagt man skoser
Den Lille, som i Natten gør Visiter,
At han tilsidst kun gjennem Ruden titter
Til Drengen, som nu bliver lang og stor.
— Snart døer den gamle Bedstemo’er,
Og hende følger Fader, følger Moder,
Han har ei Søster meer, ei heller Broder,
Forladt staaer Drengen da i Sorgens tanker,
Da banker
Det atter paa den lille Vindues-Rude,
Og ude
Den Lille staaer, han vinker — men forsvinder. —
Da vaagne alle Barndoms søde Minder.
Han vil den Lille søge,
Der hist forsvandt bag Skovens dunkle Bøge.
Bort med Taare, bort med Suk!
Verden er saa lys og smuk.
Stjernen funkler fra det blaa;
Gud er med os, hvor vi gaae!
Foroven
Han stiger ind i livet, ind i Skoven
Hvor før, som Barn, han med den Lille vandred’!
Men, ak! det Hele har sig reent forandret.
Stolt kneise Skovens grønne Træer med deres stive Nakker,
Som lapse svaie Pilene i grønne Snørlivs-Frakker.
Der vanke mange Stød og Smæk, der kan faae til at sukke,
Min Søn, vil Du i Verden frem, Du krybe maa og bukke.
Stort Selskab der i Skoven er, af Dyr paa to og flere!
O Gud, hvor der er mange Gæs, og andet saadant mere!
Dumpappe, Ravne, Stær og Sligt, man seer i Høiden bygge.
Den slette Urt i Solskin staaer, den bedste tidt i Skygge.
Igjennem Tjørn og Krat
Han vandrer fremad, Dag og Nat,
Men hvad han søger, finder han dog ikke,
Og Skoven leer kun af hans vaade Blikke.
Men Stjernen funkler klart paa Himlens Kyst,
En mægtig Tanke vaagner i hans Bryst;
„Her vil jeg”, siger han, „i Skovens Skygge
“Et tempel bygge;
Dets Alter smykkes skal med Vaarens grønne Blommer,
“Maaske da Englen atter til mig kommer!”
— Snart hvælver sig den stolte Tempelhal,
Og Orglet bruser gennem Skov og Dal.
Forundret Alfen titter
Bag Buskens grønne Gitter;
Den hele Skov
Stemmer høit den store Kunstners lov;
Men Edderkoppen væver Dag og Nat,
Til han om Templet faaer en Vævning sat;
Der kommer flere, slige Recensenter,
Og uden Complimenter,
Giftige og fule,
Det store hele de i Væv vil skjule.
Natuglen glad med sine Vinger slaaer,
I Taage Templet staaer.
Ei længer Guldet reent i Solen spiller,
Det kan kun skimtes gennem Sandheds Briller,
Og de er’ tabt fra Løven indtil Myggen,
Kun Slangen løber om med dem paa Ryggen.
— I Glemsels Nat det bedste Blomster visner,
Det varme Hjerte isner.
Men Tiden kommer snart paa Stormens Vinger,
Da synker Taagen, Væven springer;
I Tjørn og Krat, nu Edderkoppen skælver,
Og Templet atter klart mod Himlen hvælver,
Da strømmer Skaren til, og jubler i det høie,
Men længst er bristet alt den store Kunstners Øie.
Det toner over Tidens Bølgehav.
Som Bautasteen staaer Templet paa hans Grav.
Kilde: H.C. Andersens “Samlede Skrifter” Tolvte Bind. Anden Udgave. Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1879
Oversigt over H.C. Andersen digte – Hans Christian Andersen poems