Vandring paa Vesuv 1834

H.C. Andersen digt 1834

Italien

Vandring paa Vesuv.

(Ved Eruptionen om Aftenen den 24. Februar 1834.)

Mellem lilla Bjerge drømmer,
Klædt i hvidt, Neapels By,
Ischia på Havet svømmer
Som en purpurfarvet Sky.

Sneen mellem Bjergets Kløfter
Ligger, som en Svaneflok;
Sort Vesuv sit Hoved løfter
Med den røde Flamme-lok.

Opad! her sig Stien vinder,
Kom, det mørknes meer og meer!
Græs og Buske, Alt forsvinder,
Man en udbrændt Verden seer.

Mulerne hvert Fodtrin standse,
Speide klogt med Blik og Fod;
Lava-Stjerner Bjerget krandse,
Rødere end Ild og Blod.

Vi maae op ad Keglens Side;

Mulen kan ei stige her;
Dybt vi gjennem Asken glide,
Vogt dig! Stenen styrter der.
Sort deroppe, sort dernede,

Stormens Vinge Asken slaaer.
Mens en tung Scirocco-Hede
Skorpen aander hvor jeg gaaer.

Fremad, fremad! hen derover!
Seer Du, til den dybe Dal
Gaaer en Flod, men uden Vover,
Smeltet, flydende Metal!

Som en mægtig Ild-Frugt hænger
Maanen over Keglens Rand;
Opad Krateret sig trænger
Kulsort Røg; Alt staaer i Brand!

Maanen skjules, Alting sortner,
Taust vi staae paa samme Sted.
Ilden hvirvler, Bjerget tordner,
Sten, glødrøde, rulle ned.

Hymner dybt fra Bjerget stige;
Ild-Cheruben flyver ud! —
Rædsels Storhed uden Lige!
Hjertet klynger sig til Gud!

Kilde: H.C. Andersens “Samlede Skrifter” Tolvte Bind.1879

Oversigt over H.C. Andersen digte – Hans Christian Andersen poems