Udsnit af dørskilt i lejligheden i Nyhavn. Foto Lars Bjørnsten Odense
“Eventyrets Digter”
H,C. Andersen har gennem historien været genstand for mange sjove historier og anekdoter om hans liv.Hvor meget der er udtryk for den virkelige Andersen må være op til hvert enkelt læser, at vurdere. Sålledes kunne man i Aarhuus Stifts-Tidende den 3. april 1905 læse om “Eventyrets Digter” og under overskriften “Enten idiot eller forbryder og så blev han geni”.
Nogle anekdoter om H.C. Andersen.
En hel lille litteratur er vokset frem nu ved H.C. Andersens 100 års fødselsdag, og det meste af den er overordentlig interessant, fordi den viser, hvor forunderligt skæbnens veje har formet sig for den fattige skomagerdreng fra Odense, der kom til verden to måneder efter sine forældres bryllup, og efter almindelig menneskelig udregning i forhold til sin afstamning enten skulle være bleven forbryder eller idiot – og så viste sig at være et geni, der jævnstilledes med de største i magtens og åndens verden.
Trods det smukke minde, sønnen har sat sine forældre i sine værker, og trods hans blide sandheds fordrejelser er det alligevel senere gennem omhyggelige arkiv studier blevet fastslået, at farfaderen var en sindsyg stakkel og faderen en særling, medens moderen var en forhutlet eksistens, der fem år før sit giftermål havde født en uægte datter og blev trolovet i januar 1805 med skomagersvend Andersen, hvor efter Hans Christian – den senere stormand – så lyset den 2. april 1805 i et lille hus i Hans Jensens Stræde i Odense.
Faderen døde i 1816, moderen i 1833, og det tør siges, at sønnen alle dage har omfattet dem med megen hengivenhed. Han har endogså med fantasi forsøgt at bøde på den uheldige afstamning, hvad der dog ikke lykkedes.
Hos kommandør Wulff
I det hele taget havde eventyrdigteren jo en frodig fantasi. Han havde næsten hver eneste dag en pudsig fortælling om et eller andet, der har hændt ham. Og man kan ikke undre sig over, at gamle kommandør Wulff en gang efter sådan en fortælling rev sig i håret og råbte: “Det er løgn, det er dælen gale mig løgn! Sådan noget passerer jo aldrig os andre!”
Overfor børn var han endnu mere fantasifuld. Det faldt ham aldrig ind at sige: “Børnene kom på vognen, og så førte de”. Men “så kom de på vognen, farvel, far, farvel, mor, pisken smældede, smæk, smæk og væk for de, hej, vil du gå!” De, der senere har hørt ham oplæse sine eventyr, kan kun danne sig et svagt begreb om hans foredrags ejendommelige livlighed i børnenes kreds.
Hos Collinerne
Han var meget ængstelig. Fik han blot den mindste plet på huden, viste han det i sine unge år straks til en af Collinerne, der var læge. Det stående svar var da: “Det ser ud som fnat. Men det kan gerne være, at det bliver til en brandbyld” og dette humoristiske svar morede Andersen meget.
Han kunne i det hele taget godt spøge med sig selv, og med alle sine små skrøbeligheder – også med sin vidunderlige utålmodighed. En gang, han ikke traf Fru Collin, efterlod han på hendes bord følgende lille billet:
“Fru Collin! Det gør mig ondt, at De skyer mig. Nu går jeg. I overmorgen rejser jeg, og snart dør jeg.
Ærbødigst
H.C. Andersen”.
Men ængstelsen selv var naturligvis ikke spøg, den lå alt for godt for en natur som hans. Og på hans natborg lå der i lang tid en seddel, hvorpå der stod skrevet: ” “jeg er skindød!”.
Jenny Lind
Andersen var stærkt forelsket i Jenny Lind og omtaler hende også hyppig i sit “Livs Eventyr”. I det Bournonvilleske hus, hvor Jenny Lind boede under sit københavner ophold, spurgte han ofte børnene om hun ikke havde talt om ham, om hun aldrig havde sagt: “han är kär mig?” osv.
Jenny Lind var imidlertid i hvert fald overfor Andersen ikke anlagt for det rørende, og med sin lune humor og sin underlige latter fortalte Andersen selv, hvorledes hendes prosaiske tørhed rev ham ud af hans poetiske stemning en dejlig måneskinsnat, da han fulgte hende hjem. Ligesom han skulle begynde på en kærlighedserklæring, afbrød Jenny Lind ham med et: “Naa , Anderson , nu rask ut långe skankerna ! De andra är redan hjemme !” Der blev ingen kærlighedserklæring af, den aften!
Georg Brandes
Georg Brandes påstår, at H.C. Andersen selv har fortalt ham følgende anekdote fra efteråret 1844, da han var daglig gæst hos den danske kongefamilie på Føhr og levede i fortrolig omgang med den og den hertugelige augustenborgske slægt. Det havde hørt til hans unge dages krænkelser, at den stiftsprovst som i sin tid havde konfirmeret ham og behandlet ham ilde, havde gjort ham den tort at stille ham som fattig dreng nederst på kirkegulvet blandt kapellanens fattige konfirmander, skønt han hørte til oppe mellem provstens egne. Han erfarede tilfældigt, at denne mand nu havde embede på Føhr. “Jeg bad da kongen”, sagde Andersen, “om jeg for en gangs skyld måtte få en af de kongelige vogne med rød kusk og tjener, som de brugtes af selve det kongelige herskab, til min nådighed, for i en sådan vogn at aflægge visit. Kongen sagde smilende: “Meget gerne”, og så kørte jeg da hen i kongelige vogn med tæpper på hefterne, med kusk og tjener at aflægge min gamle stiftsprovst et besøg: Vognen blev holdende udenfor, imens jeg var derinde. Det var den hævn, jeg tog.”
Imidlertid kan det ikke nægtes, at denne historie lider noget under det usandsynlige, der afgjort må være i, at en mand, der i 1819 var stiftsprovst i Odense, skulle være blevet forsat til et lille vestjysk embede 25 år senere, så her har fantasien nok været på spil – enten hos Brandes eller hos H.C. Andersen – og begge dele er lige troligt.
Etatsråd Collin
Gamle etatsråd Collin udkaster i en lige udkommet bog om “H. C. Andersen og det Collinske Hus” følgende billede af H.C. Andersen fra de unge år – et billede, som han siger står tydeligst for ham i mange aldersperioder:
Jeg ser ham siddende ved det lange bord ved en familiefest. Når lysene skulle pudres – og dette måtte jo ske hvert øjeblik, da vi i den tid kun kendte tællelys – betragtes Andersen som selvskreven til denne forretning på grund af sin langstrakte figur, der gjorde det muligt for ham, uden at forlade sin plads, men sikker hånd at behandle lysene i en utrolig afstand.
Andersen og Hertz.
Vi skal slutte af med et par småting, pastor P. Andresen i Tjæreby skriver i “Fs. Stt”:
I Fru Sødrings livserindringer mindes jeg at have læst, at en gang trådte der på een gang to mænd ind i hendes forældres hjem, en meget lang og en meget lille, den ene Andersen, den anden Henrik Hertz. De dannede vel også omtrent polerne for den danske digterhøjde. Diametral Modsætningen for deres kvadratmål, jeg tør ikke sige kubikindhold. Thi her ville vel Aarestrup veje adskilligt til – og det var ikke underligt, om Fru Sødring under denne konstellation bed mærke i Andersen.
Forresten kunne man også nok uden denne modsætning få øje på denne uformelighed. Jeg tror Andersen selv har haft færten af den. En af hans baldeviser falder mig netop i pennen:
Jeg danser længe, jeg danser kort
Jeg danser med hele Strøget,
siger herre. Damen svarer.
Jeg danser min forkølelse bort,
og det er dog alle tider noget.
Her har Andersen rigtigt tegnet sig selv, Strøget, den suffisante benbygning, var det, der først faldt i øjnene, når man så ham hilsende på gaden med det forbindtlige smil og den lange bue, hans ryg slog.
Et besøg hos Andersen
Om et besøg hos eventyrdigteren fortæller pastor Andresen: Jeg fandt ham ved toilettet i hans lille, hyggelige lejlighed i Nyhavn. Hårskæreren havde gjort sin pligt, håret bølgede i ambrosiske lokker, skjortebrystet skinnede af hvidhed med det kokette kalvekryds. På kjolen nær var han i fuldt dres.
“Nå, kære ven, er De der!” lød velkomsten, men i dag må De virkelig have mig undskyldt. Jeg skal til Dronningen”, og i det samme havde han kjolen over ryggen med dens mange ordner med et barns strålende ansigt. Skulde den måske forøges med en til? Troligt. Thi Andersen glædede sig over en orden som barnet ved en present.
Ja, barnlig var han, det er vist, og jeg tror, at om digteren var begravet, og det lød til ham: “Dronningen kommer!” – han ville rejse sig af sin grav for at hilse hende.
Kilde: Aarhuus Stifts-Tidende den 3. april 1905 og Lars Bjørnsten Odense 2016
Se mere om H.C. Andersen relaterede ting i perioden 1900 – 1924 her!