Charles Dickens efter hans død. Original tegning af J. E. Milias. Gad’s Hill Place 10. Juni 1870
Charles Dickens 1812 – 7. februar – 1912
Den berømte engelske digter Charles Dickens værker læses og skattes i så vide kredse herhjemme, at det er naturligt at mindes forfatteren på hundredeårsdagen for hans fødsel. Her skal kun gives et let, skitseret omrids af hans historie og hans forhold til sin åndsfælle og vort bysbarn , eventyrdigteren H.C. Andersen, “The celebrated Dane”, som han kaldtes i England. Charles Dickens er født i byen Landport, en slags forstad til Portsmouth, hvor hans fader var assistent ved marinens lønningskontor. Senere flyttede familien til Chatham, hvor Charles tilbragte sine få virkelige lykkelige barndomsår, thi da drengen var en halv snes år og faderens stilling krævede, at han måtte flytte til London med sin hustru og deres otte børn, blev det meget småt med udkommet.
Der var ikke tale om, at Charles – hvad han så gerne ville – kunne fortsætte sin skolegang, men han måtte, mens faderen sad i gældsfængsel, selv tjene sin føde ved at arbejde på en blanksværtefabrik, hvor han skulle overbinde krukkerne, “så de så lige så fikse ud, som en salvekrukke fra et apotek”.
Efter et par års forløb forbedrede en arv familien Dickens økonomiske stilling, og drengen kom nu atter i skole, hvor han blev højt skattet af kammeraterne for sit sprudlende lune og sin fremstillingsevne, der stod i forbindelse med den mærkelige evne, han så at sige havde fra vuggen af, til at opfange og bevare indtryk fra omverdenen.
Kort efter at Dickens havde fyldt 15 år, blev han kontorist på et sagførerkontor, hvor der var rig lejlighed for ham til at modtage indtryk af personer og optrin, og hvor han fik læst en del. Men han indså, at der uden pengemidler ingen udsigt var til at nå frem på den juridiske løbebane. Han kastede sig derfor med iver over stenografien, for siden at opnå en stilling som referent, hvilket også snart lykkedes, idet han selv blev antagen som referent , særlig af parlaments- og valgforhandlingen ved flere londonske blade. Han var en sand mester i stenografi, og ved hjælp af denne har han sikkert opsnappet mangen en samtale i londons gader, i gældsfængsler, på lånekontorer og senere benyttet disse i sine fortællinger.
Vi kan ikke nægte os fornøjelsen af at gengive med Dickens egne ord lidt om hans referentvirksomhed. “Jeg har ofte,” siger han “midt om natten ved lyset af en blændlygte, i en postvogn, farende gennem en vild og øde egn, med håndfladen som underlag, til brug for sætteren, taget afskrift af mine stenografiske meddelelser af vigtige, offentlige taler” og et andet sted “jeg tog en gang en valgtale af Lord John Russel midt under en nævekamp mellem godsets landstrygere og i en øsende regn, mens et par velvillige kollegaer holdt et lommetørklæde over min notesbog, ligesom en baldakin i et kirkeligt optog.
Ved referentvirksomheden udviklede Dickens sine evner i stilistisk henseende, og den dannede overgangen til hans fremtræden som selvstændig forfatter. Han var ikke fyldt 22 år, da han under forfattermærket “Box” fik sin første lille fortælling ” Hr. Minns og hans fætter” trykt i “The Old Monthy Magazine”.
I 1841 besøgte Dickens og hans hustrue Edinburg, som valgte ham til æresborger, og den ene storartede festlighed afløste den anden. I 1842 satte ægteparret kursen til Amerika, og her nåede begejstringen næsten kogepunktet, så hyldningen næsten blev Dickens for overvældende. Efter et halvt års ophold i de Forende Stater drog han hjem. Hans optegnelser fra Amerika og romanen “Martin Chuzzlewit” blev frugterne af hans transatlantiske besøg.
I næste roman revser han hårdt den amerikanske nations skyggesider og svagheder, hvorved amerikanerne følte sig sårede, ja, blev som Dickens selv udtrykker det “helt tindrende, splintrende, fløjtende gale”, hvad dog ikke udelukkede at Dickens, da han 25 år senere igen – efte rat have beriget verden med sine mesterværker – besøgte Amerika, blev hyldet på en værdig måde. I året 1843 udgav Dickens sin første julefortælling “A Christmas Carroll”.
I sommeren 1844 drog han med hustru og børn, hvis antal var steget til fem, til Genova. Efter et årstids forløb drog man tilbage til England med sin familie og slog sig for længere tid ned i Lausanne ved Genfersøen. Hans næste store arbejde “Dombey og Søn”, vakte storartet opsigt og fik rivende afsætning.
Ved denne tid er det, at H. C. Andersen første gang mødes med den 7 år yngre Dickens. Vort verdensberømte bysbarn foretog nemlig i året 1847 en rejse til Holland, England og Skotland og blev under sit ophold i London af en af sine engelske venner, udgiveren af “Literary Gazette” Jerdan, indført i forfatterinden Lady Blessingtons hus.
Denne dame indbød en dag Jerdan og H.C. Andersen til en middag, hvor Dickens, Bulver og flere berømtheder også ville komme. H.C. Andersen fortæller: “Dickens trådte ind, ungdommelig, smuk, med et klogt, venligt udtryk og et stort, kønt hår, der faldt ned til begge sider. Vi trykkede hinandens hænder, så hinanden dybt ind i øjnene, talte og forstod hinanden. Vi var kommet ud på verandaen, jeg var så bevæget og glad ved at se og tale med den af Englands nulevende digter, jeg elskede højest. Tårerne mødte mig i øjnene. Dickens forstod min kærlighed og beundring. Blandt mine eventyr nævnede han “Den lille Havfrue”, som var oversat i “Bentley Magazine”, også “En digters Bazar” og “Improvisatoren” kendte han. Ved bordet fik jeg plads nær ved Dickens, kun Lady Blessingtons unge datter sad imellem os. Han drak et glas med mig …. for mig var Dickens den fornemmeste.” – Dickens bragte selv H.C. den smukke illustrerede udgave af sine værker og havde foran i hvert bind skrevet: “Hans Christian Andersen from his friend and admirer Charles Dickens”.
Efter sin tilbagekomst fra Skotlandsrejsen traf H.C. Andersen Dickens i en lille kystby ved Kanada, hvor denne med familie brugte søbade. Her modtoges H.C. Andersen på det hjerteligste af Dickens med hustru og børn, der var fem, det sjette var ikke hjemme. – H.C. A. ville da gå over Ostende hjemad. Han fortæller videre: “Sent på aftenen skiltes vi, og Dickens lovede mig brev i Danmark, – Men endnu engang før min afrejse skulle vi mødes. Dickens overraskede mig med at være taget til Ramsgate næste morgen og stod på skibsbroen, idet jeg kom for at gå ombord.
“Jeg måtte sige Dem endnu engang levvel” sagde han, fulgte mig ombord og blev der hos mig til skibsklokken gav signal til afrejsen. Vi trykkede hinandens hænder, han så mig med kloge, hjertefulde øjne så venligt ind i mine, og idet skibet gik, stod han yderst ved fyrtårnets rand, så kæk, så ungdommelig og smuk! han svingede med hatten. Dickens var den sidste, der sendte mig hilsen fra det kære Englands kyst.”
I en tilegnelse til Charles Dickens i et hefte eventyr, som H.C. A. skrev kort efter sin hjemkomst, siger han bl.a.: “jeg bringer det til Dem, hvem jeg alt i Deres værker havde fået kær, og som, efter at vi mødtes, er vokset for altid fast i mit hjerte, min kære, ædle Charles Dickens”.
I sit takkebrev skriver Dickens: “…. Jeg er meget stolt deraf og føler mig dybt æret derved …. Deres bog gjorde min Jule-arne lykkeligere – …. hold ikke op med at skrive, for vi kan ikke tåle at miste en eneste af Deres tanker.De er alt for sandt og simpelt skønne til, at De må beholde dem i Deres eget hoved . . .”
Ligesom H.C. Andersen har givet sit eget levnedsløb i eventyret “Den grimme Ælling”, således har Charles Dickens på en måde gjort sit i “David Copperfield”. Denne roman begyndte at udkomme i året 1849 og afsluttedes i løbet af 1850. Dickens siger om den: “af alle mine bøger holder jeg mest af denne …. som så mange kærlige forældre har jeg et barn, der er mit hjertes udkårne. Dette barns navn er David Copperfield.”
Vi skal – efter A. Andresen – tilføje: Det er et menneske i ordets fulde betydning og vil bevare Dickens navn gennem de skiftende tider. At sige mere om den vil være overflødigt overfor dem, der har læst den, og til enhver anden er der kun det ene at sige: Læs den!
Dickens stod nu op berømmelsens tinde. Hans værker læstes i dronningens palads og i dagplejerens hytte. I boghandlerverdenen indtog han en plads, som ingen anden forfatter. Hver linie, der flød fra hans pen var lødigt guld. Hans værker oversattes på så godt som alle civiliserede tungemål. Dickens havde tillige store evner som taler og forstod den kunst gennem det levende ord at nå tilhørernes hjerte og forstand. Der blev i høj grad lagt beslag på ham som taler ved offentlige lejligheder, som ved årshøjtideligheder og indvielser.
I året 1856 fik Dickens sin barndomsdrøm og yndlingstanke virkeliggjort, idet han købte det smukke landsted Gadshill, på vejen mellem Rochester og Gravesend. Dette blev hans kæreste opholdssted, hvor han tilbragte resten af sine dage. Han elskede musik, navnlig folkeviser, romancer og nationalsange og havde et fint øre for foredraget af disse.
På Gadshill var det, at H.C. Andersen efter indbydelse besøgte Dickens i sommeren 1857. Om modtagelsen fortæller H.C. Andersen: “Dickens trådte mig i møde så glad, så hjertelig, lidt ældre at se til , end da vi sidst mødtes, men det ældre lå for en del i skægget, han havde lagt sig til. Øjnene lyste lyste som før, det samme smil om munden, den samme kærlige røst lød så hjertelig, ja om det var muligt endnu hjerteligere end før. Dickens var nu i sin manddoms bedste år, i sit 45de år, så ungdommelig, livsfuld, veltalende og rig på humor, der gennemstråledes af den varmeste hjertelighed, Jeg ved ikke noget mere betegnende, at sige om ham, end de ord, jeg skrev om ham: “Tag det bedste af alle Dickens skrifter, den dig deraf billedet af en mand, og du har Charles Dickens.” Og således som han i den første tid stod for mig, var og blev han uforandret alle de uger, jeg blev der, altid livssund, glad og deltagende.”
I forbindelse med disse smukke træk til et billede af Dickens personlighed, skal vi give nogle få sætninger af et brev, han i 1868 skrev til sin yngste søn, Edward, da denne rejste til Australien: “Jeg behøver ikke sige dig, at jeg holder inderligt af dig, og at det går mig dybt, dybt til hjerte at skule skilles fra dig. Men halvdelen af dette liv består i skilsmisser, og disse smerter må man bære …. Bestræb dig for at handle mod andre således, som du ville have, at de skulle handle mod dig, den fornemmeste forskrift vor frelser har givet os. Det er netop af de samme grunde jeg lægger det nye testamente blandt dine bøger. Thi det er den bedste bog, som nogensinde vil blive kendt her i verden. Efterhånden som dine brødre er dragne bort, har jeg indstændig bedt dem alle om at lade sig lede af denne bog uden at bryde sig om menneskelige fortolkninger og påfund…. Opgiv aldrig den gamle skik at bede din aften- og morgenbøn. Selv har jeg aldrig aflagt den, og jeg ved, hvor husvalende det er.”
Den store hæder og det store udbytte Dickens høstede af sine arbejder, ansporede ham til forceret virksomhed, så at han næppe havde et værk færdigt før han begyndte på et andet. Desuden udfoldede han stor energi i den offentlige godheds tjeneste og undte ikke sig selv nogen virkelig hvile. Han ville ikke lytte til vennernes råd om “at tage reb i sejlene”. – I et brev fra ham til hans fra efteråret 1857 fortrolige ven Forster hedder det: “Jeg er fuldstændig forvisset om, at jeg ville sløves, synke sammen, hvis jeg skånede mig selv. Langt hellere dø virksom.” Trods Forsters modforestillinger og lægernes advarsler optrådte han i de følgende år som oplæser af sine egne værker i Storbritanniens byer, i Paris, ja senere endog i Amerika. Det var navnlig julefortællingerne og brudstykker af sine store romaner, han læste og det med stor dramatisk kraft. Thi også på skuespilkunstens område var han rigt begavet.
Hans oplæserturneer tog umådeligt både på hans åndelige og legemlige kræfter. Ordet, at han “selv går op i alterflammen”, kan her anvendes på ham. Omsider, men for sent, måtte han opgive sine offentlige oplæsninger, i begyndelsen af 1870 holdt han den sidste i selve London. Han arbejdede da på romanen “Edwin Droods Hemmelighed”‘, og ingen anede, at hans bortgang var så nær forestående. Den 8. juni havde han fra den tidlige morgen siddet i Schweitzerhuset i sin have ved Gadshill og arbejdet på nævnte værk, som han efter forkosten atter fordybede sig i.
Ved middagsbordet så han noget bleg og livstræt ud og måtte indrømme, at han en times tid havde følt sig ilde til pas. Han rejste sig kort efter op og med udbruddet “To the ground! faldt han om, ramt af et slagtilfælde. Lægerne kunne intet udrette, og efter at han omtrent et døgn havde henligget bevidstløs, drog han sit sidste suk næste eftermiddag, Hans ønske om at dø under arbejdet var således gået i opfyldelse “Menneskeheden havde mistet en af sine støtter, en mand, der ærlig, trofast og dygtig havde bidraget sit til at løfte og føre den frem i udvikling.”
I sin sidste vilje havde Dickens udtalt: “Jeg forlanger udtrykkeligt at blive jordet i stilhed, uden bram og uden store omkostninger. – Jeg overantvorder min sjæl til Guds barmhjertlighed for vor Herre og Frelser Jesu Krist Skyld”. En søndag morgen blev Dickens legeme i overværelse af de nærmeste slægtninge og venner stedt til hvile i det skønne Westminder Abbedi, som den engelske nation har forbeholdt sine store mænd, og gravstedet dækkedes med en sten, hvorpå læses:
Charles Dickens
Født den 7. Februar 1812
Død den 9. juni 1870
Kilde: Fyens Stiftstidende 7. februar 1912 og foto: Lars Bjørnsten Odense 2003