Digtet “Mit Liw” af H.C. Andersen 1822

Fra H.C. Andersens ungdom

Den 28. oktober 1822 fortæller Dr. E. Gigas i “Dansk Tidsskrift”, kom en ny elev i Slagelse Latinskole, der kort før havde fået en ny rektor, Simon Meisling. Det var ikke nogen almindelig discipel, Meisling her fik. En kær og opløben fynbo på over 17 år, en fattig skomagersenkes søn ved navn Hans Christian Andersen, uden mindste smule latin i sig og grumme lidt af andre kundskaber, men allerede med en mærkelig fortid og med gode fortalere, der så mere end almindelige evner hos knøsen.

Vi vil her ikke dvæle ved hans eventyrlige færd til hovedstaden, da han 14 år gammel drog derover “for at blive berømt”, som han selv sagde, ved hans mislykkede forsøg på at komme frem ved det Kgl. Teater gennem danse – og syngeskolen og hans lige så mislykkedes forsøg som dramatisk digter, ved hans sammentræf med de mange ansete folk, som dels blev rørte over ham, dels morede sig over ham, men til syvende og sidst kom til at holde så meget af ham og interessere sig så meget for ham, at de fik kongen til at betale hans logi, skolegang, kost, bøger osv. til han kunne blive student om tre år.

Hvad der allerede dengang gærede i den unge digterånd, får man et indblik i gennem en lille bog i oktavformat, helt igennem skrevet med Andersens hånd. Han forærede selv bogen i 1830’erne til daværende politifuldmægtig Rist, og den ejes nu af dennes søn, forfatteren Oberst Rist.
I den lille bog finder man bl.a. nogle af Andersens første digte, deriblandt et, som han kalder “Mit Liw” og som er digtet i 1822. Det lyder således:

Taare trille naar jeg mindes
Barndom dig med al din Fryd.
Da var jeg saa rolig,
Herrens Engle trolig,
Skjærmede om mig – – –

– Naar Aftensolen hist i Vesten sank,
Og Maanens Skive skinned klaer og blank,
Da kjærlig Moder tog sin lille Dreng
Og bragte ham til lune, bløde, Seng;
Og medens udenfor lød’ Nattergale-Chor
Hun lærte mig at bede Fader-vor.
Jeg ældre blev, stærk Phantasien ulmed’
I Lue brød den Gnist, som havde dulmet;
Nu lærte jeg at læse; hvilken Himmel
Laae ikke for mig, hvilken Blomstervrimmel!
Nu fulgte jeg Kong Lear paa nøgne Hede,
Og mødte Machbets Hexer, fæle, lede,
Jeg med Niels Klim foer ned i Dybets Skjød
Og græd veemodig ved skjøn Valborgs Død.
Nu var jeg fjorten Aar, mit Hjærte brændte,
Jeg Verden kun af Digterværker kjendte
Og var derfor saa lykkelig og fro,
Og ilede fra Barndoms søde Boe
Allene ud i Verden vide.
Naadig Herren var og god,
Mig hans Engle fulgte,
De i Drømme gav mig Mod,
Haabet ei sig dulgte.
Naar jeg i den dunkle Nat
Syntes mig saa rent forladt,
Knæled jeg paa Sengen,
Modig da jeg Harpen tog,
Strængene med Haanden slog,
Sang min Smerte, sang min Lyst,
Og det lindrede mit Bryst.

Da hørte ædle Mænd de spæde Toner,
Og lyttede til Barnets svage Sang;
De saae’ hvor Sjælen gennem Støvets Zoner
Til Trøstens Himmel barnlig fro sig svang.
Thi tog de Barnet fra sin raae Natur
Og satte ham bag Temples (!) lune Muur,
Hvor Aanden kunde classisk dannes ud,
Og eengang kraftfuld stige mod sin Gud. –

Jeg græd af Glæde,
Mit Hjærte bævet (!);
Er Gud tilstæde?!
Hans Engle svæved’
Jo mildt om mig. –
Sig Veien høiner,
Men Maalet øiner
Dog Sjælens blik. –

Heelt uvant var’ de første Skridt at gaae,
Og nu jeg først min hele Svaghed saae:
Dog ei min Fryd, min Munterhed bortveeg
Før dybt i Sjælen denne Tanke steeg:
Mon ogsaa du har Kræfter værdig er,
Alt hvad der for dig Svage gjøres her?

Men snart en Klogskabs Stemme,
Den mørke Taage brød.
O aldrig kan jeg glemme,
Hvad for mit Indre lød.
Nu har man planten (!) prøvet,
Men den kun Ukrud er,
Thi har man den berøvet
Sit Haab, sit Stjerneskjær. –

– Fortvivlet drog jeg da i Natten ud,
Og glemte Naadens store, milde Gud;
Da lød din Stemme faderlige Ven
Og atter mig til Livet kaldte hen;
Skjøndt vel jeg veed du Skuffes i din Tro
At Evner end hos Ynglingen skal boe,
Men det er dog en sød en salig Trøst,
At høre venskabs vennehulde Røst,
Jeg synker veed jeg – men med roligt Bryst,
Jeg gjorte (!) hvad jeg kunde, er min Trøst.
Jeg var stupid, forvirret uden Sands,
Og derfor drømte om en Digterkrands.

I 1829 tog Andersen sin anden eksamen med bedste karakterer. Nu var det forbi med studeringerne, og han begyndte at digte løs af alle kræfter. Der ventede ham endnu talrige skuffelser og ærgelser, men også triumfer og ydre udmærkelser. Den fortræffelige, sindige, moderlige kommandørinde Wulff mente at se rigtigt og at vise Andersen en velgerning ved i hans skoletid at sige ham rent ud, at han måtte endelig ikke tro, der var mere udmærket ved ham end ved tusind andre:
“De tror, gode Andersen, at være født til en stor Digter; – nej, det er De ikke, og mindst maa De tænke Dem det selv. – De er et godt Menneske med gode, jævne, naturlige Evner, som sent begyndte at lære noget, men som nok kan blive en nyttig Borger i Staten. Tænk Dem en Stilling i Staten f. eks. som Præst: arbejde med den Dem egne Flid dette Maal stadig i Møde.”

Knap en halv snes år efter, at denne formaningstale var holdt for ham, fandt han sig selv ved at finde den digterart, hvori hans geni skulle udfolde sig: Eventyrene, der nu stråler med en sådan glans, at de kan låne noget til adskillige af hans øvrige frembringelser.
Det var nok allligevel bedst, at H.C. Andersen blev, hvad han blev.

Kilder: Vendsyssel Tidende 3. april 1905 og Lars Bjørnsten Odense