Da jeg blev model til den lille havfrue
Hvordan det gik til – ! …. Fru Ellen Price smiler dette publikumbesejrende smil, som er en af hendes skønneste vuggegaver.
Det skal jeg gerne fortælle!
Efter premieren på “Den lille Havfrue” fik jeg anmodning om at komme ind på teaterchefen hr. Weis’ kontor. Her sad brygger Jacobsen. Jeg kendte ham godt og han også mig. Vi havde talt sammen et par gange tidligere. Han udviklede så for mig, at han havde fået den ide’ at rejse et monument for den lille havfrue. Først og fremmest naturligvis, fordi det var H.C. Andersens lille havfrue. Men også, fordi han han havde været glad for at se hende på teatret. Og så sagde han en hel del elskværdige ord til mig og om mig, som min beskedenhed forbyder mig at gentage. Han ville nu bede mig stå model til et sådant billedhuggerarbejde.
Dagen efter premieren på det kongelige var han gået en tur ad Langelinie. Og på turen var han bleven klar over, at den lille havfrue burde rejses herude. Først var det hans tanke, at hun skulle stå inde på land imellem nogle grønne træer, som findes lige ved Lystbådehavnen. Men det blev jo senere opgivet, og havfruen sidder nu på selve stenkajen og med vandet ved sine fødder.
Naturligvis ville jeg ike sige nej til brygger Jacobsens anmodning. Jeg holdt nemlig også meget af den lille havfrue. Desuden var det første gang, den store mæcen søgte modeller ved balletten, så jeg var også lidt smigret.
Jacobsen havde set et maleri, som forestillede den lille havfrue fra Andersens eventyr. Jeg kendte det ikke. Men vi blev enige om, at hun skulle fremstilles siddende på trappen med st store, våde hår ned over skuldre og ryg. Sådan havde jeg set hende tegnet i en udgave af H.C. Andersens eventyr, og denne tegning havde jeg brugt til grundlag for mine studier af figuren, som jeg fremstillede den i balletten.
Jacobsen talte om, at han ville formå Sinding til at udføre monumentet. Imidlertid var Sindig på den tid på rejse, og Jacobsen betroede så den unge billedhugger Erichsen arbejdet. Hr. Erichsen kom hjem til mig, og vi talte sammen om, hvorledes havfruen skulle fremstilles. I nogle aftner i træk sad Hr. Erichsen i teatret og studerede mine bevægelser, og så tog han fat på arbejdet.
Egentlig model har jeg ikke stået til figuren. Kunstneren tillod sig en fri bearbejdelse. Og som den nu står derude på Langelinie, er der da heller ikke megen lighed mellem den og mig. Det vil sige, selve stillingen kan jeg naturligvis nok genkende. Da jeg så udkastet, vil jeg ikke nægte, at jeg blev lidt skuffet. Imidlertid hørte jeg ikke mere noget til sagen, før den lille havfrue var afsløret.
Brygger Jacobsen nøjedes som bekendt ikke med dette ene monument for balletten. En dag kom balletmester Hans Bech under en prøve til os og fortalte, at brygger Jacobsen gerne ville tale med mig og andre af mine kollegaer blandt danserinderne. Han havde tænkt at lave en hel frise fra “Den lille Havfrue” til Glyptoteket – det blev dog aldrig til noget – men han ville også tale med os om den danserindebrønd, han havde fået ideen til, samt om danserindekandelabrene ved Glyptoteket. Jeg lovede om end lidt modvilligt, at stå model, hvis det blev til noget – – , men efterhånden gav brygger Jacobsens interesse for balletten sig jo så mange udslag, at københavnerne begyndte at smile. Og så var jeg ikke med mere.
Som menneske var bryggeren brillant. Og han var det ikke mindre som publikummer. Når vi fra scenen så ham i teatret, var vi glade, for han klappede begejstret for næsten alt, hvad vi lavede. Og han havde et par dejlige store hænder. Ofte gav ham sin glæde så demonstrativt udtryk, at folk, som sad ved siden af ham, blev fornærmede og så skævt til ham.
Men det rørte ham ikke- Når det gjaldt balletten, ville han have lov til at vise sin glæde. …. Samtalen glider fra fortiden over til nuværende. Og vi spørger skuespillerinden Fru Price, hvordan hun synes om sin nye virksomhed. Udmærket ! Det kneb lidt i begyndelsen for mig. Det var så uvant for mig at tale på scenen. Men nu synes jeg, det går bedre … Man er i hvert fald umådelig søde i mod mig- At jeg bedst ville kunne spille komedie, mente jeg nok, men jeg havde egentlig ikke troet, at jeg kunne gøre fyldest i skuespillet. Er De med i Lille Eva? Ja, jeg spiller Ida. En ung pige på – nitten! Desværre siges det i stykket, at jeg er nitten. Jeg sætter min lid til sminken. Den kan gøre underværker. Så slutter vi interviewet .. Vi er jo ude på gyngende grunde.
Daniel Glente.
Kilder: Aarhuus Stifts-Tidende 15. januar 1914 samt Lars Bjørnsten Odense