“Den grimme Ælling” udført af Vilhelm Pedersen
Historien om: Kongen, Andersen, den grimme ælling og de to drenge
Herning Folkeblad 1. september 1891
Det er en sød lille historie om bl.a. H.C. Andersen, som Herning Folkeblad bragte den 1. september 1891, hvor sandfærdig denne historie vides dog ikke. Det må dog være en særdeles skarpsindig iagttager, der har noteret sig Andersens tanker, og væremåde. Så der er nok tale om en del fiktion, måske har selve episoden fundet sted, og efterfølgende er historien videreudviklet af en journalist på avisen.
Under rubrikken Bognyt kunne man læse at Grønvald Nielsen, der var forstander for Vestbirk Højskole ved Horsens i 1890’erne turnerede med festtaler og foredrag. Et af foredragene var to levnedstegninger af 2 mærkelige mænd. Den ene er Eventyrdigteren H.C. Andersen og den anden er eventyrhelten Garibaldi. Man får ved at læse disse to levnedsbeskrivelser en levende forestillingen om de to personer og her koncentrerer vi os om H.C. Andersen.
Avisen skriver at ved at læse skildringen af H.C. Andersen, således, som han egentlig selv har tegnet den i sine værker, særlig i hans eventyr og i hans efterladte breve, ser man tydelig, hvorledes hans liv fra først til sidst har været et eventyr, fuld af lidelser, længsler og savn, indtil han gennem mange forhindringer og fejlslagne forhåbninger nåede sit egentlig kald at blive en eventyrdigter, stor som ingen anden. Men selv i sin storhed vedblev han at være barn, der var let af såre og let at gøre glad, let til smil og let til gråd. Som motto over skildringen sætter Grønvald Nielsen.
“Henad livets strøm vi sejle,
sorg er ballast i vor båd,
mens smil af engle spejle
sig i hver uskyldigs gråd”
Der er vel næppe ret mange, der som barn og yngling har gennemgået større lidelser end H.C. Andersen. I sit eventyr om den grimme ælling har han givet os et tydeligt billede af, hvad han har gennemgået.
H.C. Andersen var en meget forfængelig mand. Derfor var han let både at såre og smigre. Selv Frederik den 7de kendte hans svaghed i så henseende, og der fortælles derom følgende morsomme træk:
En gang – det var en sommer i tredserne (1860’erne) – opholdt han sig, skriver en af “Avisens” medarbejdere, hos en bekendt redaktør i en mindre jysk by, og det traf sig, at Frederik den Syvende samtidig var på gæsteri og på sin joviale, ligefremme måde deltog i udflugter og småfester.
En dag, da man havde spist til middag i skoven, tog man sig en lille motion efter bordet. Frederik den 7de gik i spidsen, dampende på sin merskumspibe. Bagerst gik digteren i lang, sorte frakke, med høje flipper, tungt arbejdende sig frem på de store fødder. Det var hans forfængelige gemyts største tilfredsstillelse at være kendt, hvor han kom frem, og den gemytlige majestæt, der havde et åbent øje for Andersens naragtigheder og pudsige udseende, når han pyntede sig, fik lyst til at drive en lille spøg med ham.
Der stod et par små, fattige børn ved vejen. De kendte ikke kongen, der gik hen til dem og trykkede dem en sølvmønt i hånden. Andersen var standset bagved og stod nu med begge hænder på ryggen og stirrede ud over landskabet, helt hensunken i sine egne tanker.
“Kunne I se den mand, der står der henne, børn?” Det kunne børnene da nok. “Når han nu kommer hen til jer og spørger jer, hvem han er, så skulle I sige: “Du er den grimme ælling” “Kunne I huske det?” Det kunne børnene også nok. Efter således at have instrueret de små fyre gik kongen med selskabet tilbage, spændt på at se, hvorledes Andersen, der var så grundmuret overbevist om sin egen skønhed, vulle optage en sådan umiddelbar naiv ytring af et barns mund.
Digteren stod endnu fordybet i sine betragtninger, da kongen kom hen og slog ham på skulderen, mens de andre holdt sig lidt tilbage og ventede på, hvad der ville ske.
“Nå, hvad står De og tænker på Andersen sagde kongen. “Er De igen i færd med at lave os et af deres geniale eventyr?”
“Aa, Deres majestæt, nu smigrer De mig, eller også gør De nar.”
“Nej, vist ikke”, og kongen begyndte atter at gå hen ad vejen, mens digteren fulgte med. “De er i sandhed mellem vore største mænd, hvis arbejder ikke blot er kendte over hele den civiliserede verden, men hvis skikkelse også har prentet sig ind i hvert barn bevidsthed landet over”.
“Aa, nu smigrer De igen, Deres majestæt. Jeg er jo godt nok kendt, men så kendt tror jeg ikke, jeg er.” Har De været her ude før?” “nej, det er første gang, så vidt jeg husker.” Godt, lad os så gøre et forsøg” Han var imidlertid nået hen til de to små fyre, der skelede hen til den lange, magre mand, lidt ængselig for, hvordan det ville spænde af. “Der står nu et par gutter, se, hvor de skæve til Dem, tro De ikke, de ved, hvem De er?” “Mon de virkelig skulle kende mig?” “Ja, det kan De være siger på, spørg De dem bare. Andersen ville nødig til det, i ubestemt frygt for, at hans forfængelighed skulle lide et nederlag, når drengene bare måbede på ham. Endelig tog han dog sin beslutning og gik hen til dem. “Kende I mig, mine små venner” spurgte han usikkert. “Ja” sagde den mindste, der var blevet frejdig ved den venlige tiltale, “det gør vi rigtignok”. “Hvem er jeg da?” “Du er den grimme ælling”.
De andre gottede sig over Andersens forbavsede ansigt, og kongen kæmpede med møje mod latteren. Men, digteren mærkede intet. Hans ansigt var blevet helt alvorligt, og der glimtede en tåre i hans øje. Han tog det lille barn op på sin arm og så på det med næsten faderlig ømhed.
“ja, mit barn, det er rigtigt. Jeg er den ækle, grimme ælling, der tilsidst blev en svane. Sådan vil det måske også gå dig”. Og idet han klappede ham på hovedet og sagde mere til sig selv end til ham: “Tænk en gang, at du har kunnet forstå det.” Og dermed gik han igen videre i sine egne tanker uden at huske på andre, der var bleven ganske stille.
Der var ingen, der nænnede at sige noget til Andersen, som hele aftenen var i en ejendommelig blød stemning, og som hele sit liv troede, at den lille barbenede dreng på den jyske landevej forstod sammenhængen mellem hans livshistorie og den om “Den grimme Ælling”. H.C. Andersen kunne undertiden blive så vred på sine kritikere, at han for en kort tid kunne vende Danmark ryggen. Som de fleste digtere var han betaget af en idelig rejselyst med vekslende stemninger, men selv i det fremmede elskede han danskerne og Danmark, og han havde stor kærlighed til vor milde og bløde natur. Det er jo ham, der synger:
I Danmarker jeg født, der har jeg hjemme,
der har jeg rod, derfra min verden går,
du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du min hjerte når.
Du danske friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
stå mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! – Danmark mit fædreland!
Han opholdt sig gerne i Silkeborg og Silkeborgegnen. Om byen og den storartede natur der synger han:
Hvor Klostret stod ved Søens Siv
Bag Hedens Lyng og tunge Veje,
Nu rører sig et virksomt Liv,
De store Møllehjul sig dreje.
En lille Købstad alt der gror,
Mod Aaen Ellene sig bøje,
I Danskens Høiland Ørnen bor,
Nær Hedens tusind Kjæmpehøje.
Et Stykke Danmarks Dejlighed
Er Silkeborg, det maa man love,
Der Gudenaa faar Lejlighed,
At se sig om i dybe Skove.
Nær Aaen Himmelbjerget staar,
Det staar saa fast som Norges Dovre;
I Mosen Storken kulsort gaar.
Der er saa smukt og godt derovre!
H.C. Andersen vedblev hele sit liv at være barn med en religiøs grundstemning. Vi kende ikke nogen bedre livstegning af H.C. Andersen end den, som Grønvald Nielsen har givet os, ved hvis gennemlæsning man tillige får et ret tydeligt billede af samtidens stormænd, som H.C. Andersen kom i berøring med.
Lars Bjørnsten Odense