Eventyr fortalte for Børn Hefte 1-3, 1835-1837. Hefte 1. udkom 8 maj 1835.
I Kiøbenhavnsposten kunne man den 18. juli 1837 under rubrikken “Nyheds-Post” læse om modtagelsen af H.C. Andersens eventyr fortalte for Børn og den offentlige debat om disse.
Det har undret os, at der endnu ikke har vist sig nogen offentlig bedømmelse af H.C.Andersens “Eventyr fortalte for Børn”, efter at samlingen af dem i omtrent et par måneder har været sluttet med der udkomne 3die hefte, og skønt forfatteren i dette sidste så godt som udtrykkelig udbeder sig en sådan offentlig dom. Ligegyldighed hos publikum kan det næppe være, thi såvidt vides have de Andersenske eventyr ikke alene fundet indgang og venlig modtagelse hod dem, for hvem de er fortalte, men de er også både almindelig anerkendte og læste med fornøjelse af de ældre. beretter forfatteren, at ingen af hans arbejder er blevet så forskelligt vurderede som dette. “Medens enkelte mænd”, siger han, “på hvis dom jeg sætter stor pris, have tillagt dem mest værd af hvad jeg har skrevet, – mente andre, at disse eventyr var højt ubetydelige og rådede mig til ikke at skrive flere.” Men denne forskellighed ligger dog snarere i selve digtarten, end den alene skulle gælde Andersens eventyr.
Til at glæde sig ved, eller endog blot med interesse følge et barneeventyr, udkræves der for den ældre en særegen modtagelighed, som langtfra alle er i besiddelse af, og forfatteren må derfor ikke undre sig over, at han hos mange kan finde lunkenhed og ligegyldighed for disse sine åndsfostre. Den der derimod er inde i eventyrenes verden og med børnene formår at leve i fantasiens rige, han må vist give Andersen det vidnesbyrd, at han i dette rige er den dygtigste og interessanteste fører man kan ønske sig, og kan man end ikke med hine mænd være enig i, at eventyrene som samling ubetinget skulle være det mest værdifulde, Andersen har skrevet, så er der dog efter vor mening nogle blandt dem, der uden at tabe kunne sammenstilles med det bedste, der er leveret i denne genre.
Vi mene hermed især “Tommelise” og “Den lille Havfrue“, hvilke begge er af digterens egen opfindelse; ligeledes “Reisekammeraten“; skønt vi dog ikke kunne undlade at anke over, at fortælleren i den slutningsapostrof, hvormed han i “Den lille Havfrue” henvender sig til sine barnlige tilhører, forlader den poetiske gebet, indenfor hvilket den hele fortælling forresten så fortræffeligen er holdt. Vi tør holde os overbevidste om, at samlingen tidlig eller sildig vil blive en almindelig yndet bog både for børn og de ældre, der med årene ikke have tabt muligheden til at genføde deres barndoms drømme; og vi håbe, at forfatteren, i den yndest, hans eventyr ville vinde, vil se sig kaldet til, fremdeles at forøge dem, ved udarbejdelsen af de ideer, som i denne henseende måtte frembyde sig for ham. I.N.
Lars Bjørnsten Odense