E. Mildred Sellon England : Artikel om “Hans Andersen” alias H.C. Andersen

skov-001

Den store skov

Hans Andersen

(En engelsk dame, som har megen interesse for danske forhold, har til “Spindesiden” sendt denne artikel i Aalborg Stiftstidende 1905 om Hans Andersen; således kaldes H.C. Andersen i England)

I så godt som alle familier i England, i det mindste i middelklassen og de højere klasser er Hans Andersens navn blevet et gængs udtryk. “Hans Andersensk” er måske den højeste ros, man kan udtale små, fine træk – enkle, smukke eller rørende, der fanger ens opmærksomhed i et eventyr eller en legende.
Jeg tvivler om, at han kan være mere elsket blandt børnene i hans eget smukke land, end han er blandt Englands piger og drenge.

Tager man engelske børn under et, er de forstandige, små væsener med en livlig indbildningskraft, med kærlighed til det hemmelighedsfulde og ukendte og fulde af deltagelse for andres sorger og bekymringer. Jeg kan vist rolig sige, at blandt Hans Andersens læsere er der få, der ikke har fået tårer i øjnene ved den yndige, rørende historie om den lille havfrue og den endnu mere rørende fortælling om Lærken og Gaaseurten. Få som ikke har følt en inderlig deltagelse for Elisa, når hun med sine forbrændte hænder strikker uldskjorterne, og som ikke har lyttet alvorlig og bedrøvet, skønt kun halvt forstående, til den hjertegribende historie om den lille pige med svovlstikkerne.

Men om børnene kun halvt kan forstå den understrøm af tanker og følelser og ikke kan værdsætte de fine småtræk, som giver Hans Andersens bøger deres særlige trylleri, så har dog selv de syn for det smukke i disse bøger; det indvirker på dem, skønt de ikke selv ved hvorfor.

Man må huske, at for de fleste engelske børn er der meget mere mystik i Hans Andersen, end der er for danske børn. Mange af de scener, han beskriver, som må være ganske hjemlige for de sidstnævnte, danner for et engelsk barns sind et fremmed, smukt, tiltrækkende billede, men ligger inden for eventyrlandets grænser. Tag f.eks. følgende lille beskrivelse af et bondehus: “Et rigtigt gammelt bondehus med stråtag; mos og urter vokser der af sig selv, en storkerede er der på bygningen, storken kan man ikke undvære, væggene er skæve, vinduerne lave, ja der er kun et eneste, der kan lukkes op. Bagerovnen strutter frem ligesom en lille, tyk mave, og hyldebusken hælder hen over gærdet, hvor der er en lille pyt vand med en and eller ællinger, lige under det knudrede birketræ. Ja og så er der en lænkehund, der gøer af alle og enhver.

For et lille engelsk barn, som bor i byen eller forstaden, og som to gange om dagen går sin tur med barnepigen gennem brolagte gader til parken eller anlægget eller langs forstadens veje med de nette villaer og haver, og som tilbringer sin sommerferie ved et badested, hvor fornøjlesen ved at soppe og grave i sandet må erstatte det rigtige landliv (hvilket ikke desto mindre i sig selv er opdragende), for et sådant barn hører en beskrivelse som den ovennævnte kun hjemme i eventyrbøgerne. Og for de engelske landsbybørn er selve storken en forunderliig sagnagtig fugl, som de der på billeder og hører sælsomme historier om, men som de aldrig selv har set.
Dog enhver, som er så heldig at besøge Danmark kommer straks på det rene med, at disse mærkelige stråtækte bygninger, ja til og med storkereden, er et dagligdags syn for danske børn.

Og når der så ofte bliver omtalt “den store skov” . “De fløj hen over den store skov”- “rundt om engene var store skove, og midt inde i skovene lå dybe søer” – så er det næsten umuligt at beskrive den hemmelighedsfuldhed og undren, som disse ord bringer til et engelsk barn. Nogle af dem er naturligvis fortrolige med vore dejlige engelske skove, men de fleste kender kun skovdybder fra de smukke elme og andre træer i “Kensington Gardens” eller i parkerne i London og vore andre større byer eller fra et busket i en forstadshave, som hvor begrænset det end er, dog i et barns fantasi med vidunderlig opfindsomhed kan befolkes med vilde dyr og overnaturlige væsener. — Men “den store skov”, hvilken vidunderlig klang har disse ord ikke! Disse tre magiske ord indeslutter alt de eventyrlige og underfulde, som børn eller — fortryllede slotte, jernklædte riddere, jomfruer, som er i fare, feer, dværge, ulve, bjørne, røvere, alle ligger de skjulte i disse dunkle og hemmelighedsfulde dybder.
Danske byer er ikke disse unaturlig store, alt opslugende uhyrer, som så mange af vore engelske byer er bleven til, og et dansk bybarn har sikkert på en eller anden fridag været med i ” den store skov”, som ikke ligger så fra gaderne og husene. For ham er den en virkelighed; noget håndgribeligt hemmelighedsfuldt og frygtindgydende kan den være, men en virkelighed, noget, han selv har set. – Men “den store skov”, hvilken vidunderlig klang har disse ord ikke! Disse tre magiske ord indeslutter alt de eventyrlige og underfulde, som børn eller — fortryllede slotte, jernklædte riddere, jomfruer, som er i fare, feer, dværge, ulve, bjørne, røvere, alle ligger de skjulte i disse dunkle og hemmelighedsfulde dybder.

Danske byer er ikke disse unaturlig store, alt opslugende uhyrer, som så mange af vore engelske byer er bleven til, og et dansk bybarn har sikkert på en eller anden fridag været med i ” den store skov”, som ikke ligger så fra gaderne og husene. For ham er den en virkelighed; noget håndgribeligt hemmelighedsfuldt og frygtindgydende kan den være, men en virkelighed, noget, han selv har set. Han har ligget mellem de skyggefulde træers mo groede stammer, plukket blomster og bær, måske set et glimt af de frygtsomme dyr, når de springer ind i skovens skygger. Han har hørt og set brændehuggeren, talt med ham måske; for ham er han ikke nogen eventyrskikkelse, som med sine omgivelser hører til “der var en gang – “. Derfor har Hans Andersens eventyr, selv de mest fantastiske og mest usandsynlige, for ham en duft af det virkelige og sandsynlige, mens de for engelske børn alle hører til det vidunderlige sagn- og eventyrland, som de på en gang tror på og dog ikke tror på.

Men det er ikke alene børnene i vor nation, at Hans Andersen henvender sig til, heller ikke er det blandt dem, hans varmeste beundrere findes. Det skulle undre mig, om ikke de fleste af os voksne må bekende sig skyldige – i at have taget den velslidte bog ned fra hylden og læst og atter læst de kære kendte historier og fundet nyt trylleri, ny skønhed i hver af dem. Et barn kan ikke fatte den fine skønhed i “Snedronningen” eller forstå, hvor meget der ligger i de simple ord, hvormed historien slutter: Bedstemoder sad i Guds klare solskin og læste højt af Biblen: “Uden at I blive som børn, kommer I ikke i Guds rige”. Og Kaj og Gerda så hinanden ind i øjet, og de forstod på en gang den gamle salme:

Roserne vokse i Dale
Der får vi Barn-Jesus i tale!

Der sad de begge to voksne og dog børn i hjertet, og det var sommer, den varme, velsignede sommer.” Der er kun os, der har kendt verdens sorger, kampe og fristelser, har smagt dens sødme og dens bitterhed, kun os, ikke de lykkelige uskyldige børn, der kan forstå, hvormeget dybde, der er i den simple, men smukke slutning på dette mesterværk af finhed og følelse: “Snedronningen”. Vi forstår også længslen og sorgen hos den vidunderlig skønne lille havfrue, og vi kan værdsætte den smukke løv, hun får for fin uegennyttige opofrelse, når hun bliver blandt -“Luftens døtre” og der bliver sagt til hende, at hendes selvopofrelse ikke har været forgæves, at hun endnu, når Guds time kommer, kan vinde en udødelig sjæl.

Vi kan læse mellem linierne i den rige historie om Ole Lukøje og hans broder med “en kappe af sort fløjl”. Tårene kommer os uvilkårlig i øjnene, når vi læser om den søde lille blomst med guld i hjertet og sølv på kjolen, og om den fangne lærke. Dette eventyr er også et mesterværk, et mesterværk af simpel skønhed og dyb følelse, det kommer fra et godhjertet menneske, der hører til en godhjertet nation. For hvis der er noget, der særlig står den fremmede, som besøger Danmark, så er det den venlighed, hvormed dyrene overalt bliver behandlede. Hvilken stor rolle spiller ikke dyrene i Hans Andersens eventyr. Og hvor let kan man ikke se, at de ikke er sat derind alene for at more børnene, der er ikke talende automater, men levende skabninger med følelser, tanker og individualitet. Hvilken lære er det ikke for en tankeløs dreng, når han med opmærksomhed læser historien om storkene, der viser, at endogså dyr og fugle kan være ædelmodige. Og det barn må i sandhed være hårdhjertet, som ikke kan føle med den grimme ællings sorg og glæde sig med den, når den har set sit eget billede i vandet og opdager, at den “var selv en svane”.

Børn er ikke af naturen hårdhjertede, kun tankeløse, og de små påmindelser, som så fint bibringes dem gennem disse henrivende historier, må ofte bære gode frugter. Man man er tilbøjelig til at blive vidtløftig, når man skriver om at få fængslende emne, som Hans Andersens eventyr, man ved næppe, hvor man skal begynde, og hvor man skal holde op, få meget af, hvad man gerne ville sige, må forblive usagt. Når man lægger sin pen ned, er det som om man siger farvel til en gammel og pålidelig ven, en elsket og trofast barndomsven, en ven som man i senere år har prøvet, og som man ved ikke vil svigte.

E. Mildred Sellon

Kilde: Aalborg Stiftstidende 1. april 1905 og Lars Bjørnsten

Se flere H.C. Andersen relaterede ting i perioden 1900 – 1924 her!