Der blev skrevet mange historier – anekdoter om H.C. Andersen. Om de alle er sande vides ikke, men morsomme er de da. En anekdote, er en kort, vittig fortælling til karakteristik af en person.
Artikel i Jyllandsposten 4. september 1903 – Anekdoter om berømte mænd
I disse dage har der været udstilling i Nørrre-Sundby. Da man efter åbningsmiddagen var ved at drikke kaffe, faldt der flere historier af, af hvilke vi efter “Nordjyll.” skal gengive et par.
Talen falder på berømte personligheder, og det viste sig , at stiftamtmand Ahnfeldt en gang i sin ungdom har talt med selve H.C. Andersen. Han mødte ham nemlig i Regnegade uden at tage huen af , hvad studenterne ellers altid plejede , “og nu kan De tro mig, om De vil, men sandt er det, at H.C. Andersen kom hen til mig og spurgte mig med tårer i øjnene, hvad det skulle betyde, at jeg ikke hilste på ham. Jeg så da ellers ud til at være et rigtigt pænt lille ungt menneske —. Jeg skal love for, at jeg fik huen af i en fart, og siden den tid hilste jeg altid meget ærbødigt på Hr. Konferensråden. …
Artikel Ringsted Folketidende 30. august 1901 – H.C. Andersens Anekdoter
Den franske forfatter Georges Clemenceau har skrevet en studie over H.C. Andersen, om hvem han bl.a fortæller følgende anekdoter:
Den danske digter var som bekendt lige så forfængelig som naiv og fandt det overmåde naturligt, at alle beskæftigede sig med hans person.
- En dag roste man i hans nærværelse Henrik Ibsen, som den gang var forholdsvis lidet bekendt. H.C. Andersen sagde ingen ting, før husets frue henvendte sig til ham: Dyrebare mester, vi ville også gerne lære Deres mening at kende!” Min mening nådige frue” svarede digteren” er den, at man hellere skulle tale om en vis Andersen, der, som jeg tror, har gjort sit fædreland nogen ære !”
- Hans naive forfængelighed gav sig også til kende derved, at han aldrig modtog nogen indbydelse, før man havde lovet ham, at der skulle udbringes en skål for ham ved desserten, og det var ham altid en sød nydelse at høre alle de banale smigrende ord, som ved sådanne lejligheder blev henvendt til ham.
- En dag viste kongen ham en meget elskværdig opmærksomhed, idet han under en audiens sagde til ham !
“Hr. Andersen, hvis det står i min magt at gøre noget for Dem, så sig kun frem. Det vil være mig en stor glæde !”
“Deres majestæt” svarede digteren “jeg modtager gerne Deres tilbud. Vil Deres Majestæt have den godhed at stille fire heste og livrekuske til min rådighed. Jeg har allerede længe ønsket, at jeg i sådan en ekvipage kunne besøge den stakkels præst, som i sin tid foragtede mig og satte mig på sidste bænk og i den mørkeste krog i klassen. Det skal være min hævn !”
Sådan skete det, at eventyrdigteren kunne nu selv bilde sig ind, at han oplevede et eventyr.
- Den store digter var også frygtsom som et barn. Hver nat pintes han af angst for at blive levende begravet, og han havde derfor ved fodenden af sengen ophængt en tavle hvorpå der stod: “Jeg er ikke død, men kun skindød”.
- Samtidig gik han i bestandig skræk for at nogen tragtede ham efter livet. Der var ikke noget bestemt. der retfærdiggjorde denne indbildning, men Andersen mente simpelthen, at hans verdensberømthed ikke undlader, at vække misundelse, der kunne udlevere ham i morderhænder. En dag fik han en kasse konfekt fra Sydafrika. Denne opmærksomhed fra en beundrer forekom ham mistænkelig, man ville øjensynlig forgive ham! På den anden side var han en stor ven af søde sager, og fandt så på en udvej, der forekom at være den lige fremmeste sag af verden. Han sendte en bakke konfekt ud til en familie, som han længe havde stået i det hjerteligste venskabsforhold til. Otteogfyrretyve timer senere ringede han på hos denne familie. “Har den nådige frue det godt?” “Jo mange tak”, “Hun har ikke været syg”, “Nej slet ikke”, Og børnene heller ikke?”, “Nej”, “Kan man få dem i tale?” Ja, vær så god at komme indenfor,” Dan han så fruen med røde kinder og i det bedste humør, grebes han pludselig af en stærk tvivl om, at hun havde spist af konfekten. “Kære frue” sagde han, det er ikke for at høste nogen tak hos Dem, at jeg taler om det, men for at vide, om mit bud ikke er gået galt. Har De modtaget noget konfekt fra mig?” “Ja, kære Andersen, og jeg takker Dem hjerteligt. Undskyld, at jeg ikke har gjort det tidligere! men jeg var så glad ved at se Dem. “Og….. De har spist konfekten?” “Ja, hvert et stykke!”, Digteren åndede lettet op, – nu kunne han roligt nyde resten af konfekten !
Lars Bjørnsten Odense 2015
Se mere om H.C. Andersen relaterede ting i perioden 1900 – 1924 her!