Rosenknoppen

H.C. Andersen digt 1836

Rosenknoppen 

Rosenknop saa fast og rundt,
Deilig som en Pigemund!
Jeg Dig kysser som min Brud,
Yndigt meer Du springer ud.
Nok et Kys Dig Læben sender,
Føl, hvor jeg brænder!

Jeg vil skrifte, som sig bør:
Ingen har jeg kysset før!
Ingen Pige venter mig,
Rose, jeg maa kysse dig!
Ak, Du ei min Længsel kjender,
Føl, hvor jeg brænder!

Med hvert Kys du faaer en Sang,
Naar Du da er Støv engang,
Sangen kalder Dig ihu,
Ingen kyssed mig, kun Du!
Kun ved Dig jeg Kysset kjender,
Føl, hvor jeg brænder!

Danmarks Døttre ved min Grav
Sige for hver Sang jeg gav:
“Han just havde Kys fortjent!”
Herligt sagt, men lidt for sent;
Løn mig, mens jeg er i live!
Kys I mig give!

Kilde: H.C. Andersens “Samlede Skrifter” Tolvte Bind. 1879

Oversigt over H.C. Andersen digte – Hans Christian Andersen poems