Hans Christian Andersen 1805 – 2. april – 1905

hcandersen-020405

H.C. Andersen

Hans Christian Andersen 1805 – 2. april – 1905

Det er meget få danske, hvem der i tidernes løb er bleven beskåret at bringe deres fædrelands navn så vidt over verden som eventyrdigteren Hans Christian Andersen. Og det er vel næppe for meget sagt, at der den dag i dag ikke er nogen dansk, der er kendt af så mange ude i de fremmede lande som han. Så meget større er modsætningen mellem digterens fattige barndom og det verdensry han nåede. Enhver ved, hvorledes han voksede op i en fattig skomagers hjem i Odense, hvorledes han tidlig blev faderløs, og hvorledes han i sit femtende år drog til København for sine spareskillinger for i den store by at blive til en stor mand.

Men der var langt frem, inden han nåede så langt. Først tænkte han på at blive skuespiller, men dertil viste han sig aldeles umulig. Så var der gode mennesker, der tog sig af den mærkelige, klodsede fyr med de højtflyvende tanker, fik ham i latinskole og sat skik på ham, og så begyndte han at skrive, da han nok indså, det ikke kunne blive til noget med komedien. Han famlede en del inden han fandt sit rette område. Han skrev romaner og vers og skuespil, men det var først, da han begyndte med eventyrene, at han kom ind på den rette bane.

Disse eventyr var noget så nyt, at det knebsvært for ham med at få kritikerne til at anerkende denne ny digtart. Til at begynde med rynkede man på næsen af disse historier om dyr og træer og livløse ting, der talte og handlede. Men børnene forstod og påskønnede dem, og lidt efter lidt, især efter at man ude i det fremmede havde begyndt at få øjnene op for Andersens ejendommelige digterpersonlighed, kom da også anerkendelse herhjemme, og de voksne lærte at forstå, at dette også var noget for dem. For det er jo således, at der for det meste er dobbelt bund i de Andersenske eventyr. Der er en ydre handling, som selv de mindste kan fornøje sig over, og så har de tillige en dybere betydning, som de voksne bedst er i stand til at påskønne.

Og således gik det da, at den fattige dreng fra Munkemøllestræde i Odense, hvis hele have havde været en eneste stikkelsbærbusk, op ad hvilken han havde lavet et lysthus under sin moders udspændte forklæde, blev en af dem, der kastede glans over Danmarks navn.
En gang i hans drengeår havde hans moder taget ham med til en spåkone, som da hun så drengen udbrød: “han skal en gang blive en stor mand, og Odense By skal blive illumineret for ham!” Det var der nu ikke megen udsigt til den gang. Men det gik virkelig i opfyldelse , da Andersen som en gammel mand besøgte sin fødeby. Derfor er det også om sig selv, han har skrevet eventyret “Den grimme ælling” , som de fleste danske børn kender. Den grimme ælling, der blev forfulgt og havde det ondt, indtil den blev voksen og en skøn dag opdage, at den var en svane, det er H.C. Andersen selv. Og ikke uden en vis selvfølelse slutter han selv fortællingen med Det gør ikke noget at man er født i en anderede, når man kun har ligget i et svaneæg!

Da H.C. Andersen fyldte 70 år – iøvrigt samme år, som han døde udkom et enkelt af hans eventyr: “Historien om en Moder” i en udgave på femten forskellige sprog. Nu er Andersens eventyr og historier oversat på mange flere – ikke blot på samtlige europæiske sprog, men selv på indisk, persisk og japansk. Børn af alle hudfarver – hvide, sorte, gule, røde og brune glæder sig hver dag over den danske digters prægtige eventyr.

Ikke mindst i digterens eget fædreland bør disse eventyr være alle mænds ejendom, og hvem der ikke ejer dem, bør ikke forsømme den lejlighed, der netop i denne tid gives til ved subskription at erhverve sig dem med billeder og alt for så billig en pris, som man endnu aldrig har kunnet erhverve sig den bedste del af H.C. Andersens digtning.

Kilde: Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 2. april 1905. Omskrevet delvis til nudansk af Lars Bjørnsten Odense.

Se mere om H.C. Andersen relaterede ting i perioden 1900 – 1924 her!