H.C. Andersen og det amerikanske eventyr 1907

1-boston-scenes-002

Udsnit af billede fra “Picturesque America” med Boston Scenes. Foto LB.

Indledning

En spændende artikel om H.C. Andersen og det amerikanske eventyr kan man finde i en gammel avis Jyllandsposten fra den 11. februar 1907. Det er en letlæselig historie om Andersen “over there”, der rummer beskrivelser af digterens relationer til Amerika eller USA. Et sted har aldrig nåede at besøge af skræk for søen, selvom det havde været i dag, hvor der er andre samfærdselsmidler  havde han nok haft flystræk. Jeg har tilladt mig at omskrive artiklen delvis til nudansk samt lave afsnit og overskrift, så det får en større læsbarhed. Desuden er der lavet link og indsat relevante billeder.

H.C. Andersen og Amerika – Nogle bagateller fra digterens sidste år.

Hans Andersen

Det er i vore dage blevet mellem danske kunstnere og forfattere at tage en lille amerikatur. Forbindelser er nu så lette, nemme og billige, at rejse er blevet noget så almindeligt. Dertil har Amerika jo ry for at være de store penges land, så underligt er det ikke, at mange lokkes derover. Drachmann, Erik Skram, Johs. V. Jensen o.s.v. har været derovre, Kolling, Fjelstrup, gamle Zinck, Reumert og Fru Riis har været der. Fru Oda Nielsen er på vej, og efter hvad der bestandig påstås agter Fru Hennings sig derover næste år. Det er de danske kolonier, der lokker. At komme i direkte berøring med selve amerikanerne er det endnu ikke lykkedes nogen dansk nulevende kunstner eller digter, Sproget lægger sin hindring i vejen, og endnu større hindring er vel nok amerikanernes til det grænseløse gående store uvidenhed om alt, hvad der ikke er engelsk eller fransk, der er i virkeligheden kun to danske mænd, der nogensinde har været kendt i større kredse i Amerika. Mærkeligt nok har ingen af de to været i Amerika. De blev kun kendt derovre gennem deres arbejder. De ene af disse mænd er oldtidsforskeren Carl Christian Rafn. Den anden var H.C. Andersen, af amerikanerne blot kaldet Hans Andersen.

Wulffs hjem

Da den unge H.C. Andersen kom til København, var viceadmiral P.F. Wulffs hjem et af de huse, der åbnede sig for ham. Wulff var foruden at være søofficer meget litterært interesseret og havde bl.a over Shakespeare på dansk. Wulffs børn kom til at nære et oprigtigt venskab for Andersen, og særlig knyttes denne til sønnen Chr. Wulff, der havde oversat Bancrofts “History of the United States”, og til datteren Henriette Wulff, der var meget svagelig. De to søskende gjorde flere rejser til Amerika og ville have Andersen med, men han var ikke glad for vandet og blev hjemme. Den gang gik jo turen til Amerika endnu på sejlskib og kunne tage 40 – 50 dage. På en af disse rejser døde Chr. Wulff af den gule feber i juni 1856, og blev begravet i Beaufort i staten South Carolina. Andersen, som allerede da var blevet berømt, satte sin ven følgende minderune.

Minderune over Chr. Wulff

“Den vide Verden Faa kun nævne kan,
der var opofrende og god som han;
den skjønne Guds Natur han havde kjær,
og paa hans Bryst faldt Dødens Draaber der.
En Smerte kun ham fulgte stor og hel:
forladt og i en anden Verdensdel
sin stakkels, syge Søster han forlod.
Et Suk – hans Hjærte brast – , hos Gud han stod.

Det danske Flag man ham om Kisten gav,
hans Kjærlighed ham fulgte i hans Grav;
et Egetræ strør gyldent Løv paa den;
sov sødt, sov vel, Du tro, Du kjære Ven
Flyv, lille Svale, Vindens Vej derhen,
bring Hilsen ham, som kommer ej igjen,
hvis blaa og milde Øjne vi først se
der, hvor ej mer er Død og Hjærteve.”

Henriette Wulff

Den omtalte Henriette Wulff, som Andersen i mange breve kalder sin “kjære, trofaste Søster Jette” fik et frygteligt endeligt. I 1858 rejste hun med damperen “Austria” påny til Amerika. Men damperen brændte ude på Atlanterhavet, og Henriette Wulff var mellem de 432 ofre for katastrofen. H.C. Andersen sørgede dybt over sin venindes død. En af de opgaver, Andersen altid betroede søskendeparret Wulff, var i Amerika, at indkøbe til ham alle de forskellige udgaver på amerikansk af hans bøger.

Bentley

Den engelske forlægger Bentley havde indført Andersen på det engelske bogmarked, og i Amerika aftrykte man hans værker. Det var den norske violinkunstner Ole Bull, som først fortalte Andersen dette, da han en gang traf ham i Marseille. Andersen blev så glad, som det barn, han var kunne blive. “Ja”, skriver han, “jeg er rigtignok et Lykkens Barn, men jeg skjønner ogsaa paa det. Vorherre maa have lagt Mærke til det, thi ellers vilde han ikke være saa god imod mig,”

Brown –  de sortes frihed

I 1859 blev slavernes ven og ordfører Brown dømt og henrettet var en af de begivenheder, der gav stødet til den amerikanske borgerkrig få år efter. Om ham skriver Andersen til Ingemann, at han fra Amerika, fra familien Wulffs venner derovre, en vis Marcus Spring og hustru har hørt, at den sidste bog, Brown læste i sit fængsel var Andersens historie “Ved det yderste Hav”. Andersen skriver bl.a. ” I Gaar fik jeg fra Springs et interessant Brev, mest om den ædle Brown, der i sin Iver for de Sortes Frihed blev henrettet. Fru Spring fortæller, at da han førtes til Retterstedet vilde han ikke ledsages af nogen Præst, der havde holdt paa slaveriet, men ønskede, at en sort Moder med sine Børn ledsagede ham. En saadan trængte sig ogsaa frem mellem Soldaterne, og Brown løftede hendes Barn op og kyssede det. Springs besøgte Brown i Fængslet og fandt ham læsende i min lille Fortælling “Ved der yderste Hav“.

Skovhuggerhytten i Wisconsin

Andersen var meget følsom for den slags ting, og han skriver selv, at han fik tårer i øjnene ved at læse et brev, som grevinde Friis en gang sendte ham og hvori hun fortalte, at hendes søstersøn, kaptajn Wilhelm Dinesen en i en øde skovhuggerhytte i Wisconsin havde fundet en eneste bog: Andersens Æventyr”. Gentagne gange fik Andersen nye indbydelser til at komme til Amerika, bl,a, fra sin forlægger Harper i New York, men han var angst for sørejsen.

“Lille Hans”

Dette smigrede ham også. Derimod var der mange ting han ikke kunne lide derovre fra. Han kunne ikke lide, at man i aviserne fortalte alt for grove krøniker om ham, for eksempel at han i København gik under navnet “Lille Hans”. Da en reporter en havde fortalt, at han i København altid var omringet af en stor flok børn, der trak ham ind i portene og fik ham til at fortæller eventyr. Det blev han endog så vred over, at han sendte en beklagelse til vedkommende avis.

Cheap editions

Andersen var allerede i de år utvivlsomt i Amerika den mest kendte og elskede af alle udenlandske digtere. I næsten hver læsebog, de såkaldte “Readers” der bragtes i Amerikas skoler, var der stykker af ham og hans “Fairy tales” solgtes i de såkaldte “Cheap editions” billig udgaver i millioner af eksemplarer. Hvor berømt han var, og hvor lidet hans udgaver i Amerika indbragte ham, fik man et overordentlig interessant vidnesbyrd om i hans sidste leveår.

One dollar seddel fra United States 1866, som H.C. Andersen  sandsynligvis har modtaget fra den amerikanske pige Abigail Tompkins fra Newark, New Jersey i 1874. Dollaren findes på H.C. Andersen Museet i Odense.. Foto Lars Bjørnsten Odense.

The childrens debt, Børnenes Gæld

I 1874 stod der i en mængde af Amerikas største aviser en ligelydende artikel, der hed : The childrens debt, Børnenes Gæld. Der fortalt i den, at den gamle digter led nød, og man opfordrede alle amerikas børn til nu at afbetale noget af den gæld, hvori de stod til ham, der så tit havde glædet dem med sin sine smukke historier. En skønne dag modtog Andersen også til sin store overraskelse et brev fra et amerikansk barn med en dollar i. Andersen skrev til C. St. A. Bille om sagen, og han vidste ikke, om han skulle være glad eller bedrøvet over det hele. “Det er i Sandhed, som om jeg altid klynkede og klagede noget, De og alle mine danske Venner veed, jeg ikke gjør.” Senere skrev Andersen følgende brev til Gibson Peacock, der da var udgiver af “The Evening Bulletin” i Philadelphia.

Brevet til Gibson Peacock

“Kjøbenhavn den 30 Aug 1874.

Ærede Herre!

De vil modtage min hjærtelige Tak for Deres venlige Skrivelse og med samme Sindelag høre, hvad jeg har at sige.
Amerikanske Blade har taget Anledning af min nylig overstaaede Sygdom til at omtale de ydre Vilkaar, hvorunder jeg lever, og til at foreholde Ældre og Yngre “en Gjæld”, hvori de, efter det smigrende Udtryk, staae til mig som Forfatter af “Æventyr og Historier”. Det siges mig fremdeles, at en almindelig Subskripition er begyndt paa flere Steder i Unionen og De, min ubekjendte Ven, har allerede sendt mig nogle indkomne Bidrag.

Den Tanke, hvorfra denne Bevægelse har sit Udspring, rører mig dybt. Det har altid været min Glæde og Lykke, at jeg har fundet Læsere langt udenfor mit lille Fædrelands og mit lidet udbredte Sprogs Grændser, at de have vundet Udbredelse over hele Verden, og jeg kan ikke for nogen af Forsynets Velgjerninger imod mig være mere taknemmelig, end for den, at det har været mig forundt at indvirke paa saa utallige Barnesjæle og i saa uendeligt mange barnlige Hjærter nedlægge, haaber jeg, noget Ædelt og Godt. Det bevæger mig dybt, og jeg paaskjønner inderligt, at der udtaler sig en Følelse af Hengivenhed og Taknemmelighed mod mig; jeg paaskjønner den dobbelt, idet den søger mig efter et svært Sygeleje og under formentlig trykkende Vilkaar.

En Kjærlighedsgave, bragt mig under saadanne Omstændigheder, kan jeg ikke støde fra mig. Stor eller Liden bærer den Præg, som maa gjøre mig den dyrebar. Dybt bevæget sender jeg de Smaa min Hilsen og Tak!

Men jeg skylder baade mig selv og det Folk, jeg tilhører, at opklare en mulig Misforstaaelse. Jeg er efter min Sygdom endnu svag og fylder snart 70 Aar. Men jeg er ikke i Trang. Mit Fædreland er ikke et af dem, som lader sine Digtere lide Nød. Uden at være i Statens Tjeneste oppebærer jeg af Staten aarligt en for vore Forhold hæderlig Løn. Min Forfattervirksomhed yder mig ogsaa en Indtægt, og skjønt det er Sandhed, at jeg saa godt som intet Honorar har modtaget for de mangfoldige Oversættelser af mine Arbejder, har jeg dog stundom modtaget et Vederlag, saaledes fra Amerika for den saakaldte “Authors Edition”. Mine deltagende Venner maa derfor ikke tænke paa mig som en stakkels gammel, forladt Digter, der lever i Sorg for det daglige Brød. Gud har ogsaa i denne Henseende været god imod mig: kjærlige Venner omgiver mig. Uendelig megen Glæde, om ikke Formue, er bleven mig tildelt, og ikke allermindst er den, at jeg oplever, at i det store Amerika mange kjærlige Børn slaar deres Sparebøsser itu for at dele med deres gamle Digter, de tror er høit trængende.

Det Hele er mig et Æventyrblad i min Livshistorie; men det maa jeg fremhæve, at jeg ikke kan modtage nogen Gave, der sendes mig fra en Enkelt. Hvor velment den end er, faar den dog et Præg, som hverken kan stemme med Givernes Ønske eller med min Værdighed. Hvad der vilde komme til mig som en Hæder og et Vidnesbyrd om Hengivenhed, naar det bragtes fra den amerikanske Ungdom, det bliver en piinlig Velgjerning, naar det stykkes ud i Gaver fra enkelte Personer, og der, hvor jeg vilde føle en Ydmygelse. Jeg beder Dem, min Herre, at bringe denne Udtalelse til Deres Læseres Kundskab, og jeg haaber, at Deres Kolleger i det store Land ville forunde den Offentlighed.

Deres hengivne, ærbødige H.C. Andersen.

Hundredeårsfesten i 1876

Den fornylig afdøde danske general Christensen i New York fortæller i et brev til sin søster, fru Steinhamer i København, at meningen med indsamlingen havde været at oversende Andersen dels et større kontant beløb, dels forære ham en vogn og to heste. Endvidere ville man indbyde Andersen til at komme til Amerika til hundredeårsfesten i 1876. Da Andersen døde den 4. august, faldt den del af planen bort af sig selv.

“Picturesque America”

Efter at Andersens brev til Gibson Peacock var blevet offentliggjort, blev de allerede indsamlede penge anvendt til at købe pragtværket “Picturesque America” for, og siger Andersen i et brev til fru Melchior i København: “Dette blev det mig ikke ydmygende, men hædrende, at modtage.” Dette pragtværk nåede Andersen i februar måned 1875, og det var det sidste værk, han læste i , da han lå syg i juni og juli 1875.

Indbydelserne til Amerika

Gentagne gange var Andersen indbudt til Amerika. En gang havde endogså forlægger Harper tilbudt at betale alle hans udgifter ved rejsen, og Andersen, der havde set den lykke, hans to venner Ole Bull og Jenny Lind havde gjort derover, ikke mindst for ærens skyld. Han var jo såre modtagelig for alt, hvad der hedder ros og smiger. Men skønt han ellers var så rejsevant afskrækkede søen ham dog. Af honorarer modtog Andersen vistnok i alt kun nogle få hundrede dollars. Men så meget større var den berømmelse han høstede derovre. Næppe i noget andet land er han bleven tryk og læst og elsket, som han blev det i Amerikas fristater.

Monument i Lincoln Park Chicago

Endnu 32 år efter hans død er han den mest kendte danske digter derovre. Eller rettere, han er den eneste. I Chicago har de danske rejst et monument ude i Lincoln Park. Det er af den danske billedhugger Johannes Gelert, og det er blevet samlingspunkt for chicagos danske på deres festdage.

“The H.C. Andersen School” Chicago

Men et endnu større og skønnere minde har byen Chicago sat ham, thi en af de største og smukkeste kommuneskoler i Chicago bærer hans navn: “The H.C. Andersen School”. Ingen anden af vore landsmænd har nydt en slig udmærkelse i et fremmed land. Det skulle da være Malte Konrad Bruun, geografen, efter hvem en gad ei Paris er opkaldt.

Berømmelsen i Amerika

Og ingen anden dansk mand vil vel heller nogen sinde blive hædret på slig måde. Thi i vore dage har hvert land så mange berømtheder, og de store lande især har mange, at det lille, halvt ukendte lands store navne forsvinder mellem de andre, der af deres større forhold lettere bæres frem til verdens beskuelse.

Kun en anden mand, oldtidsforskeren C.C. Rafn, nåede en delvis lignende berømmelse i Amerika. Men om ham en anden.   V.F.

Lars Bjørnsten Odense  12. oktober 2015

Se mere om relationerne mellem H.C. Andersen og U.S. A. – Amerika