Tinderbox-festival i Odense satser stort fra starten i 2015

1-tusindaarsskoven-2015

En del af Tusindårsskoven i Odense  –  Tinderbox 2015   

Tinderbox-festival i Odense satser stort fra starten i 2015

Den nye Tinderbox-musikfestival, som Odense Kommune støtter økonomisk, satser ifølge arrangøren på de helt store navne og op mod 25.000 gæster allerede fra første år. Borgmester Anker Boye er stolt over samarbejdet, men vil ikke blande sig i musiklinjen: – Vi bygger en storby, de bygger en festival.

Tinderbox-festivalen i Odense i slutningen af juni 2015 bliver en rockfestival med navne fra øverste hylde og derfor også med store publikumsambitioner.

– Det tager flere år at bygge en stor festival, men vi håber på op mod 25.000 gæster allerede det først år, siger Brian Nielsen fra konsortiet Tinderbox Entertainment, som er i gang med at lave en ti-årig aftale med Odense Kommune.

På et pressemøde i dag kunne han ikke røbe navne på kunstnere. Men festivalarrangøren pegede på, at den svenske søsterfestival i Bråvalla i år havde hovednavne som Kings of Leon, Kanye West og Iron Maiden. Tinderbox og Bråvalla foregår fremover i samme weekend og vil få et meget tæt samarbejde på musiksiden.

Odense Kommune er involveret i Tinderbox dels ved at sørge for en fysisk opgradering af festivalpladsen i Tusindårsskoven til 3 mio. kr., dels ved at støtte og købe sponsorydelser for sammenlagt 23,5 mio. kr. i festivallen over de næste 10 år.

– Vi er stolte over, at så store og kompetente folk vil samarbejde med os. Vi er sikre på, Odense, byens borgere, foreninger, hoteller og øvrige erhvervsliv vil få stor gavn af festivalen, siger borgmester Anker Boye, som derimod ikke vil blande sig i festivalens kunstneriske profil: – Vi bygger en storby, de bygger en festival.

Festivalen foregår i slutningen af juni 2015, varer tre dage og er uden camping. Bag festivalen står konsortiet Tinderbox Entertainment, som består af den store tyske festivalarrangør FKP Scorpio, den danske festivalarrangør Skandinavian og det danske bookingfirma Beatbox.

Kilde Pressemedd. Odense 3.11.14 og Foto Lars Bjørnsten Odense 2014

Billetsalget begynder på – billet.dk –  den 1. december 2014 klokken 10.

Tilbage til:  Tinderbox Festival 2015