Brevet fra H.C. Andersen om den ulykkelige kærlighed

 1-04-08-011

Den voigtske gård i Faaborg på Fyn, hvor Christian og Riborg Voigt boede.Fotografi efter maleri 1866.

Historien om brevet

Odense Bys Museer har i maj 2014 af Else Marie Filtenberg fået foræret et brev, som H.C. Andersen skrev til sin ven og studiekammerat Christian Voigt, som omhandler H.C. Andersens kærlighed til Christians søster Riborg Voigt i Faaborg. Brevet har været i Kirsten Bieerings eje. Hun var tipoldebarn af Riborg Voigt og havde fået brevet af sin bedstemor. Kirsten Bieering døde barnløs i 2011 og hendes veninde Else Marie Filtenberg arvede hende og har beæret Odense Bys Museet med brevet.

Museumsinspektør Ejnar Stig Askgaard Odense Bys Museer mener, at brevet kan tidsfæstes til omkring julen 1832. Selv om der ikke er afsender på brevet er museet ikke i tvivl om at det er skrevet af H.C. Andersen. Skriften er hans, desuden er der vandmærker i brevpapiret, der svarer til det papir Andersens sidst fundne eventyr “Tællelyset” var skrevet på. Indholdet i brevet bekræfter teorien om H.C. Andersens forelskelse i Riborg Voigt. Det var en ulykkelig forelskelse, som tog hårdt på Andersen.

Brevet

Kjære Christian

Dit – ja hvad skal jeg kalde det – hvad Du fortalte mig igaar har inderlig bedrøvet – nei, rettere forbittret mig. Hvad skulde kunde bedrøve mig? – Dersom Du skriver noget tilbage, desangaaende, ellers ikke, da gjør opmærksom paa, at Sligt findes næsten hos alle Digtere, ja samme Situationer aldeles hos Heine og Vilhelm Müller, jeg er jo endogsaa i Maanedsskriftet dadlet som Plagiator eller i det Mindste, som Efterligner. Men maaskee Vedkommende ogsaa troer at det er den samme Gjenstand disse Digtere besynge hende. Paa den Maade er det da ogsaa hende, der er skildret i Damen i Sonnenstein, der troer alle Digtere besynge hende. – Om Kjærlighed maa Digteren synge! hele mit Liv, i enhver Digtning af mig vil der komme sligt for, bed hende derfor læse det for hvad det er – Poesie. Eller maaskee skulde jeg holde op at være Digter? – Hvad jeg elsker er et Ideal af den Pige der engang mødte mig med mere end det almindelig Venskab; det er Idealet jeg drømmer om, digter om, og som vil leve i mine Sange; hvor kan / en fornuftig Kone troe det angaaer hende; tro jeg vil forstyrre en huuslig Fred; det er jo næsten en Art Forfængelighed, at indbilde sig, hvert Ord, hver Tanke gjælder hende. – Den Pige jeg elskede første Gang, inderligt elskede, traadte mig saaledes imøde, at jeg maatte troe hun elskede mig, eller ogsaa have Grund til at troe mindre godt om hende; elskede hun mig ikke og jeg da synger om een der svoer mig Trosskab osv, hvor falder hun da paa at det er hende! som sagt jeg maa ophøre at være Digter dersom jeg skulde tie med Alt, hvad hun troer at kunde gjælde hende. – Riborg elskede jeg, Madam Bøving tænker jeg aldrig paa, gid hun vilde gjøre det samme ved mig, og kun see Digteren der hvor hun troer er en Elsker. – Jeg kunde foragte mig selv om jeg vilde forstyrre to Menneskers Lykke, deruden agter jeg ham for høit, efter den Maade han har betragtet Tingene paa til at jeg vil see ham fjendtligt stemt mod mig. Tal derfor om Heine og Vilhelm Müller  til hende, og lad hende kun see Digteren, og ingen anden. Andet er og bør jeg ikke være. – Riv ellers dette itu, det forlanger jeg, dersom Du ikke har forandret Dig med den hele Verden. –
Din –

Kilde: Fyens.Stiftstidende 27.07.14

lb

Læs mere om: Rigborg Voigt Faaborg