Tegning H. C. Andersen: “Tyrkiske Grave ved Konstantinopel den 28. April 1841″Skutari, Istanbul, Tyrkiet. Udført den 28 april 1841. Original størrelse 12,4 cm x 8,2 cm.
En Digters Bazar: “Der, hvor Een er jordet, lægge Tyrkerne aldrig et nyt Liig, den Dødes Grav er hans Hjem, og det er fredet; saaledes maa Kirkegaarden voxe, den ved Scutari strækker sig milevidt. For hvert Barn, som fødes, plantes en Platan, for hvert Menneske, der døer, plantes en Cypres, Kirkegaarden ved Scutari er derfor en udstrakt Skov, den er gjennemskaaret med Veie og Stier. Her ere de rigeste Gravmonumenter, den største Afvexling af Mindesøiler over de Døde. Paa de Grave, der dækkes af en flad, udstrakt Steen, er midt i denne anbragt en Fordybning, hvori Regnvandet kan samles, de herreløse Hunde lædske her deres Tørst, og Tyrken, som seer det, finder heri et Tegn paa, at den Døde er salig i Mohammeds Paradiis. Tæt ved hinanden, som Stubbene paa en afmeiet Ager, staae under de høie Cypresser de Dødes Gravstene, hver med en Turban eller Fess hugget i Stenene; man kjender let, hvor Derwischen og Tyrken af den ægte, gamle Tro hviler, og hvor den nye, halv europæiserede Slægt er bragt til Hvile; paa Stenene staaer med gylden Indskrift den Dødes Navn og Stand; en sindrig Gravskrift melder om Livets Forgjængelighed eller opfordrer til, at bede for den Døde; hvor Qvinden hviler, sees kun udhugget et Lotus-Blad, smykket med Guld, intet Ord taler om hende – ogsaa i Døden er Qvinden her tilsløret, ukjendt for den Fremmede. Intet Hegn indeslutter denne Skov med de Dødes Grave, eensomt og stille er her under disse mægtige Cypresser; den brede Landevei gaaer hen over de omstyrtede Grave; Araberen driver sine Kameler forbi, Klokken paa Dyrets Hals er den eneste Lyd i denne store Eensomhed.”
Kilde: Odense Bys Museer